Bekendtgørelse om speciallæger

§ 1. Sundhedsstyrelsen kan meddele læger tilladelse til at betegne sig som speciallæge inden for følgende grund- og grenspecialer: Grundspecialer: 1. Anæstesiologi 2. Børnepsykiatri 3. Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme) 4. Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse) 5. Gynækologi og obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp) 6. Intern medicin (medicinske sygdomme) Grenspecialer: a. Cardiologi (hjerte- og kredsløbssygdomme) b. Hepatologi (leversygdomme) c. Hæmatologi (blodsygdomme) d. Infektionsmedicin e. Langtidsmedicin og geriatri f. Medicinsk allergologi (medicinske overfølsomhedssygdomme) g. Medicinsk endokrinologi (medicinske hormonsygdomme) h. Medicinsk gastroenterologi (medicinske mave-tarmsygdomme) i. Medicinske lungesygdomme k. Nefrologi (medicinske nyresygdomme) l. Reumatologi (gigtsygdomme) 7. Kirurgi (kirurgiske sygdomme) Grenspecialer: a. Karkirurgi (kirurgiske blodkarsygdomme) b. Kirurgisk gastroenterologi (kirurgiske mave-tarmsygdomme) c. Plastikkirurgi d. Thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme) e. Urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme) 8. Klinisk fysiologi og nuklearmedicin 9. Klinisk immunologi 10. Klinisk kemi 11. Klinisk mikrobiologi 12. Neuromedicin (medicinske nervesygdomme) Grenspecialer: a. Klinisk neurofysiologi b. Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme) 13. Oftalmologi (øjensygdomme) 14. Onkologi (kræftsygdomme) 15. Ortopædisk kirurgi 16. Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) 17. Patologisk anatomi og histologi (vævsundersøgelser) 18. Psykiatri 19. Pædiatri (børnesygdomme) 20. Samfundsmedicin 1) Samfundsmedicin/administrativ medicin 2) Samfundsmedicin/arbejdsmedicin 3) Samfundsmedicin/socialmedicin Stk. 2. Læger, der i henhold til tidligere bestemmelser har fået tilladelse til at betegne sig som speciallæge, har fortsat ret til at benytte denne betegnelse med det angivne speciale. Ændring af betegnelsen kan kun foretages efter indhentet tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. § 2. Tilladelse til at betegne sig som speciallæge i et grundspeciale er betinget af: 1. Autorisation som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 1. 2. Tilladelse til selvstændigt virke som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 4. 3. En uddannelse i grundspecialet af mindst 4 1/2 års varighed gennemført i en bestemt rækkefølge omfattende: a) Introduktionsfase af 1-2 års varighed. b) Undervisningsstilling af 1-2 1/2 års varighed. c) Eventuel supplerende uddannelse af op til 1-2 års varighed. d) Afsluttende 1. reservelægeuddannelse af 1 1/2 års varighed. Stk. 2. Tilladelse til at betegne sig som speciallæge i et grenspeciale er betinget af: 1. Autorisation som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 1. 2. Tilladelse til selvstændigt virke som læge, jf. lægelovens § 2, stk. 4. 3. En uddannelse gennemført i en bestemt rækkefølge omfattende: a) Den i stk. 1., 3., a. omhandlede uddannelse i grundspecialet. b) Den i stk. 1., 3., b. omhandlede uddannelse i grundspecialet. c) Overbygning af 3-4 års varighed. Stk. 3. Uddannelsen i et speciale skal være opnået ved ordinær ansættelse efter forudgående opslag og ansøgning på afdelinger, institutioner eller i speciallægepraksis, der af Sundhedsstyrelsen er godkendt hertil. Stk. 4. Udover den i stk. 1 og 2 omhandlede kliniske uddannelse skal lægen gennemgå en af Sundhedsstyrelsen godkendt teoretisk uddannelse. Stk. 5. Ansættelse i undervisningsstilling, jf. stk. 1, punkt 3 b), og stk. 2, punkt 3 b), kan først påbegyndes, når lægen har opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge, jf. stk. 1, punkt 2, og stk. 2, punkt 2. Stk. 6. Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser om uddannelsen i de enkelte grund- og grenspecialer. Stk. 7. Liste over sygehusafdelinger, institutioner og speciallægepraksis, som af Sundhedsstyrelsen er godkendt som ansættelsessted i forbindelse med speciallægeuddannelsen, jf. stk. 3, samt Sundhedsstyrelsens tilladelser til at betegne sig som speciallæge offentliggøres i Ugeskrift for Læger. Stk. 8. Sundhedsstyrelsen fastsætter efter drøftelse med vedkommende amtsråd antallet af undervisningsstillinger indenfor hvert speciale under hensyntagen til uddannelseskapaciteten samt behovet for speciallæger. § 3. Sundhedsstyrelsen skal indhente erklæring fra det i lægelovens § 4, stk. 2, nævnte specialistnævn om de almindelige bestemmelser, der træffes af Sundhedsstyrelsen i medfør af denne bekendtgørelse. § 4. Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra de almindelige bestemmelser, herunder meddele tilladelse til at betegne sig som speciallæge på grundlag af en i udlandet helt eller delvis erhvervet tilsvarende uddannelse. Stk. 2. Dispensation fra de almindelige bestemmelser og tilladelser i henhold til bekendtgørelsen kan kun gives efter indstilling fra specialistnævnet. § 5. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. august 1987. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 323 af 2. juni 1982 om speciallæger ophæves, jf. dog stk. 3-5. Stk. 3. Læger, der har påbegyndt en undervisningsstilling før 1. august 1987, kan efter derom over for Sundhedsstyrelsen fremsendt anmodning få deres uddannelseskvalifikationer for anerkendelse som speciallæge bedømt efter bekendtgørelse nr. 323 af 2. juni 1982 om speciallæger. Stk. 4. Læger, der har påbegyndt en kursusstilling eller tilsvarende uddannelse, herunder teoretisk videreuddannelse, før 1. januar 1983, kan efter derom over for Sundhedsstyrelsen fremsendt anmodning få deres uddannelseskvalifikationer for anerkendelse som speciallæge bedømt efter § 2 i bekendtgørelse nr. 202 af 25. maj 1970 om speciallæger med senere ændringer. Stk. 5. Anmodninger om anerkendelse som speciallæge efter stk. 4 skal sendes til Sundhedsstyrelsen inden udgangen af 1988. Sundhedsstyrelsen kan under ganske særlige omstændigheder se bort fra denne tidsfrist, dog ikke senere end til udgangen af 1992.

Indenrigsministeriet, den 26. juni 1987

Knud Enggaard

/Steen Loiborg

Bekendtgørelse om speciallæger

I henhold til § 3, stk. 2 og § 4, stk. 1, i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976 (lægeloven), fastsættes

Ingen