Legislator Case Law & Legislation
B19862608505 DK

Prøvningsbestemmelser for sendeudstyr til lokal radiovirksomhed. Målemetoder og specifikationer m.m.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1986 26085 Historic

Prøvningsbestemmelser for sendeudstyr til lokal radiovirksomhed. Målemetoder og specifikationer m.m.

Indledning

Bestemmelserne indeholder de minimumskrav, som sendeudstyr skal opfylde for at kunne godkendes af post- og telegrafvæsenet til brug for lokal radiovirksomhed.

Bestemmelserne er baseret på at sikre, at lokalradiosendere ikke forstyrrer andre radiotjenester, men indeholder ingen egentlige kvalitetskrav vedr. den tekniske kvalitet af det overførte modulerede signal.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1 Oplysninger vedr. afprøvning, godkendelse og gebyr. 1.1 Anmodning om afprøvning 1.2 Indlevering af anlæg til afprøvning 1.3 Valg af anlæg til afprøvning 1.4 Godkendelse 1.5 Gebyr for afprøvning 2 Almindelige krav til anlægget 2.1 Mærkning af anlægget 2.2 Opvarmningstid 3 Afprøvningsbetingelser 3.1 Anvendelse af afprøvningsbetingelserne 3.2 Spændingsforsyning 3.3 Normale afprøvningsbetingelser 3.4 Særlige afprøvningsbetingelser 3.5 Temperaturprøver 3.6 Kunstantenne 3.7 Prøvesignaler på udstyrets indgange 3.8 Standard modulation 4 Sender 4.1 Frekvensområde 4.2 Frekvensafvigelse 4.3 Bærebølgeeffekt 4.4 Maksimalt frekvenssving 4.5 Uønsket udstråling over antenneklemmerne 4.6 Kabinetudstråling 4.7 Intermodulation mellem sendere 4.8 Emission af smalbåndsstøj fra ledninger til udstyret 5 Modulationsbegrænser

1 OPLYSNINGER VEDR. AFPRØVNING, GODKENDELSE OG GEBYR

1.1 Anmodning om afprøvning

Når et anlæg ønskes afprøvet med henblik på godkendelse, rettes skriftlig henvendelse herom til

Statens Teletjeneste

Telelaboratoriet

Radioafdelingen

Telegade 2

2630 Tåstrup

02 52 91 11

eller et andet autoriseret laboratorium.

Udstyret indleveres på samme adresse.

Anmodning om afprøvning skal indeholde oplysninger om anlæggets fabrikat og typebetegnelse samt de for afprøvningen nødvendige tekniske specifikationer.

Anmodningen bør endvidere forsynes med oplysning om, hvem der er teknisk sagsbehandler hos rekvirenten.

Anmodningen om afprøvning skal være ledsaget af en komplet teknisk beskrivelse af anlægget, bl.a. indeholdende diagrammer og styklister.

Endvidere skal der medsendes en målerapport med måleresultater omfattende alle de i bestemmelserne beskrevne målinger. Har fabrikanten ved sine målinger set sig nødsaget til at anvende målemetoder eller målebetingelser, der ikke er helt identiske med disse bestemmelser, skal målerapporten indeholde de fornødne oplysninger herom. Det autoriserede laboratorium afgør herefter, om en sådan målerapport kan godtages.

Målerapporter og beskrivelser, der indleveres med typeafprøvning af anlæg, er post- og telegrafvæsenets ejendom.

Efter afprøvning sendes måleattest/rapport til rekvirenten.

1.2 Indlevering af anlæg til afprøvning.

Al transport af anlæg til og fra laboratoriet påhviler rekvirenten.

Det autoriserede laboratorium kan forlange, at rekvirenten opstiller, tilslutter og klargør anlægget til afprøvning.

1.3 Valg af anlæg til afprøvning

Fabrikanten skal normalt stille et eksemplar taget fra produktionen til rådighed for afprøvningen. Hvis typegodkendelsen gives på grundlag af målinger på en prototype, skal de tilsvarende produktionseksemplarer i enhver relevant henseende være identiske med afprøvede eksemplar.

1.4 Godkendelse

Efter vellykket afprøvning kan typegodkendelse fås ved indsendelse af den nødvendige dokumentation (bl.a. måleattest/målerapport) til

Teleinspektionen

Islands Brygge 81

2300 København S

Tlf: 01 54 47 96

Såfremt der for de pågældende anlæg medsendes målerapport for afprøvning efter de beskrevne målemetoder, vil typegodkendelse blive baseret på sådanne målerapporter, såfremt målerapporten giver teknisk og professionel garanti, og såfremt de pågældende laboratorier anses for tilstrækkeligt uafhængige.

Godkendelse kan efter post- og telegrafvæsenets afgørelse i hvert enkelt tilfælde gives enten som en typegodkendelse eller som en godkendelse af enkelteksemplar.

Alle anlæg af godkendt type skal opfylde nærværende bestemmelser, og en typegodkendelse forudsætter, at samtlige fremstillede anlæg af typen både med hensyn til strømskemaer, komponenter og montering er identiske med det afprøvede.

Anlæg, der ikke i radiomæssig og andre væsentlige henseender er identiske, må ikke bære samme typebetegnelse. Foretages der ændringer, må der gives ny typebetegnelse, hvilket vil medføre krav om ny afprøvning, såfremt ændringerne har relation til de gældende bestemmelser. Post- og telegrafvæsenet forbeholder sig ret til at afgøre, om anlæg er identiske i henhold til ovenstående, og om ny afprøvning er nødvendig.

Det er en forudsætning for opretholdelse af en typegodkendelse, at post- og telegrafvæsenet med henblik på kontrolmålinger på et hvilket som helst tidspunkt uhindret kan udvælge eksemplarer af vedkommende anlægstype fra lager hos fabrikant eller importør, eventuelt forhandler.

Såfremt det herved eller på anden måde konstateres, at anlæggene ikke opfylder de gældende bestemmelser, eller såfremt godkendelsens vilkår i øvrigt tilsidesættes, kan godkendelsen annulleres både for allerede ibrugtagne anlæg og for ikke ibrugtagne anlæg af vedkommende type. Givne godkendelser kan annulleres.

Godkendelsen omfatter kun forhold, der angår de af post- og telegrafvæsenet fastsatte bestemmelser og tager ikke sigte på generelt at omfatte andre myndigheders eventuelle krav til anlæggene og deres installation.

1.5 Gebyr for afprøvning

For afprøvning med henblik på godkendelse som type eller enkelteksemplar opkræves et gebyr.

2. ALMINDELIGE KRAV TIL ANLÆGGET

2.1 Mærkning af anlægget

Funktionen af alle kontrollamper, tilslutningsklemmer og betjeningsgreb samt betjeningsgrebenes positioner skal være tydeligt angivet på anlægget.

Anlægget skal være tydeligt mærket med fabrikat, typebetegnelse og fabrikationsnummer; dette gælder også for det eksemplar, der indleveres til afprøvning. Mærkningen skal være placeret således på anlægget, at den er let synlig, når anlægget er anbragt i normal position. Mærkningen skal være mekanisk solid og kan f.eks. udføres ved gravering, prægning eller anvendelse af metalskilt.

2.2 Opvarmningstid.

Senest 30 minutter efter at være tilsluttet forsyningsspændingen skal anlægget være fuldt driftsklart, hvorved forstås, at samtlige krav i disse specifikationer skal være opfyldt.

3 AFPRØVNINGSBETINGELSER

3.1 Anvendelse af afprøvningsbetingelserne

For samtlige i disse bestemmelser nævnte krav foretages typegodkendelsesmålinger under de i pkt. 3.3 beskrevne afprøvningsbetingelser. For de krav, hvor det i det enkelte afsnit er nævnt, foretages målingerne endvidere under de i pkt. 3.4 omtalte særlige afprøvningsbetingelser.

3.2 Spændingsforsyning

Under typegodkendelsesmålingerne forsynes udstyret fra en udvendig spændingskilde, der kan levere forsyningsspændingen som beskrevet i pkt. 3.3.2 og 3.4.2.

3.3 Normale afprøvningsbetingelser

3.3.1. Normal temperatur og fugtighed

Afprøvning under normale afprøvningsbetingelser i et almindeligt laboratorium uden særlig kontrol af temperatur og fugtighed, d.v.s. ved temperaturer mellem + 15 grader C og + 35 grader C og relative fugtigheder mellem 20% og 75%.

3.3.2. Forsyningsspændinger ved afprøvning under normale betingelser

Ved afprøvning under normale betingelser tilføres udstyr, der er beregnet for tilslutning til det almindelige forsyningsnet, en forsyningsspænding lig forsyningsnettets nominelle spænding og med frekvensen 50 Hz (+/- 1 Hz).

3.4 Særlige afprøvningsbetingelser

3.4.1. Temperaturer ved afprøvning under særlige betingelser

Ved afprøvning under særlige betingelser foretages målingerne i overensstemmelse med pkt. 3.5 ved temperaturerne - 20 grader C og + 50 grader C.

3.4.2. Forsyningsspændinger ved afprøvning under særlige betingelser

Forsyningsspændingerne for udstyr, der er beregnet for tilslutning til det normale forsyningsnet, vil ved afprøvninger under særlige betingelser være forsyningsnettets nominelle spænding + 10%, henholdsvis -10%, med frekvensen 50 Hz (+/- 1 Hz).

3.5 Temperaturprøver

3.5.1 Kuldeprøve

Udstyret holdes afbrudt og bringes i termisk ligevægt ved temperaturen - 5 grader C. Herefter tændes udstyret. Efter 30 minutters drift sænkes temperaturen kontinuert til - 20 grader C i løbet af højst 60 minutter. Efter yderligere 60 minutters drift ved - 20 grader C omgivelsestemperatur, skal de i afsnit 4 og 5 anførte tekniske specifikationer fortsat være opfyldt.

3.5.2 Varmeprøve

Udstyret holdes afbrudt og bringes i termisk ligevægt ved temperaturen + 45 grader C. Herefter tændes udstyret. Efter 30 minutters drift hæves temperaturen kontinuert til + 50 grader C i løbet af højst 60 minutter. Efter yderligere 60 minutters drift ved + 50 grader C omgivelsestemperatur, skal de i afsnit 4 og 5 anførte tekniske specifikationer fortsat være opfyldt.

3.6 Kunstantenne

Afprøvningen af senderen foretages med en kunstantenne tilsluttet udstyrets antenneklemmer. Kunstantennen består af en rent ohmsk, afskærmet belastning på 50 ohm.

3.7 Prøvesignaler på udstyrets indgange

Senderens modulationssignaler frembringes af en tonegenerator eller et standard stereo signal, der forbindes til senderens indgang. Senderens nominelle indgangsimpedans skal opgives af fabrikanten.

Standard prøvesignal 1 svarer til et monosignal.

Standard prøvesignal 2 svarer til et stereosignal.

Forbetoning på 50 mikroS skal være indkoblet under samtlige målinger.

3.8 Standard modulation

Ved standard modulation forstås modulation med et 500 Hz sinusformet signal af en sådan størrelse, at der i mono frembringes et frekvenssving på +/- 40 kHz, og i stereo et frekvenssving på +/- 43 kHz.

4. SENDER

4.1 Frekvensområde

Senderen må ikke kunne indstilles til frekvenser udenfor området 87.6 MHz - 107.9 MHz.

Omprogrammering af sendefrekvensen må ikke være tilgængelig for operatøren.

4.2 Frekvensafvigelse

4.2.1. Definition

Senderens frekvensafvigelse er differensen mellem den målte bærebølgefrekvens og dennes nominelle værdi.

4.2.2. Målemetode

Bærebølgefrekvensen måles med senderen umoduleret og tilsluttet en kunstantenne (pkt. 3.6). Målingerne foretages under normale afprøvningsbetingelser samt under særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1. og 3.4.2. anvendt samtidigt).

4.2.3. Krav

Senderens frekvensafvigelse må ikke være større end +/- 2 kHz under såvel normale som særlige afprøvningsbetingelser.

4.3 Bærebølgeffekt

4.3.1. Definition

Bærebølgeeffekten er middeleffekten, som den umodulerede sender afgiver til kunstantennen under en periode af radiofrekvenssignalet

Bærebølgeeffektens nominelle værdi er en maksimalværdi af senderens udgangseffekt uden modulation, hvor alle krav i nærværende bestemmelser er opfyldt. Den nominelle bærebølgeeffekt opgives af fabrikanten.

4.3.2. Målemetode

Senderen forbindes til en kunstantenne, og den afsatte effekt i denne måles. Senderen indstilles til maximal udgangseffekt. Målingerne foretages under normale afprøvningsbetingelser og under særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1. og 3.4.2.).

4.3.3. Krav

Ved normale afprøvningsbetingelser må bærebølgeeffekten ikke være mere end 3 dB under den nominelle bærebølgeeffekt. Under såvel normale som særlige afprøvningsbetingelser må bærebølgeeffekten højst være 150 watt og må ikke overstige den nominelle bærebølgeeffekt med mere end 2 dB. Effekten skal kunne reguleres.

Denne regulering må ikke være umiddelbart tilgængelig for operatøren.

4.4 Maksimalt frekvenssving

4.4.1. Definition

Det maksimale frekvenssving er den maksimale afvigelse mellem det modulerede HF-signals øjebliksfrekvens og den umodulerede bærebølges frekvens.

4.4.2. Målemetode

Senderen tilsluttes en kunstantenne, og frekvenssvinget måles på senderens udgang med et frekvenssvingsmeter. Niveauet af modulationssignalet indstilles til at være 20 dB højere end niveauet ved standard modulation (pkt. 3.8). Der benyttes henholdsvis standardprøvesignal 1 og standardprøvesignal 2.

Modulationsfrekvensen varieres fra 37,5 Hz til 15 kHz. Ved denne måling skal modulationsbegrænseren, der er nævnt i 5., være frakoblet.

4.4.3. Krav

Det maksimalt tilladte frekvenssving er +/- 75 kHz. Frekvenssvinget må ikke kunne overstige +/- 130 kHz i tilfælde af overmodulation.

I tilfælde af overmodulation skal frekvenssvinget begrænses til +/- 75 kHz ved hjælp af en indbygget modulationsbegrænser som beskrevet i afsnit 5.

Differencen mellem det maximale positive og maximale negative frekvenssving skal være mindre end 3 kHz.

Senderen skal indikere frekvenssvinget (spidsværdi).

4.5. Uønsket udstråling over antenneklemmerne

4.5.1. Definition

Uønsket udstråling over antenneklemmerne er udstråling på andre frekvenser end bærebølgefrekvensen og de sidebånd, der fremkommer ved normal modulation.

4.5.2. Målemetode

Uønsket udstråling over antenneklemmerne måles med den umodulerede sender forbundet til en kunstantenne som specificeret i pkt. 3.6. Der måles over frekvensområdet 100 kHz - 4000 MHz undtagen i den anvendte kanal og dennes nabokanaler. Måling af de enkelte uønskede signaler foretages med en selektiv målemodtager eller en spektrumanalysator. Målingerne gentages med senderen moduleret til standardmodulation og standardprøvesignal 1 og standardprøvesignal 2.

4.5.3. Krav

Effekten af de enkelte harmoniske signaler skal være mindre end 10 mikrowatt.

Effekten af de øvrige uønskede signaler skal være mindre end 0,25 mikrowatt.

4.6 Kabinetudstråling

4.6.1. Definition

Kabinetudstråling er udstråling fra udstyrets kabinet m.v. på andre frekvenser end bærebølgens frekvens og de sidebånd, der fremkommer ved normal modulation.

4.6.2. Målemetode

Kabinetudstrålingen måles på en kalibreret måleplads. Målingerne foretages over frekvensområdet 100 kHz - 4000 Mhz med undtagelse af den af udstyret anvendte kanal og dens nabokanaler.

Udstyret forbindes til en kunstantenne og placeres 1 meter over jordplanet. Udstyret placeres således, at den maksimale feltstyrke måles. Kabinetudstrålingen måles med henholdsvis moduleret og umoduleret sender.

4.6.3. Krav

Effekten af de enkelte harmoniske signaler skal være mindre end 10 mikrowatt.

Effekten af de øvrige uønskede signaler skal være mindre end 0,25 mikrowatt.

4.7 Intermodulation mellem sendere

4.7.1 Definition

Intermodulation er en proces, som skaber intermodulationsprodukter i en sender på grund af ulinearitet, væsentlig i udgangstrinnet, når et interferende signal fra en anden sender påtrykkes senderen gennem antennekablet.

4.7.2 Målemetode

Senderudgangen skal tilsluttes en kunstantenne (pkt. 3.6) via et koaksialkabel og et tilkoblingsnetværk således, at belastningsimpedansen er 50 ohm.

Til tilkoblingsnetværket er koblet en testsignalgenerator og et selektivt måleinstrument.

Senderen og testsignalgeneratoren skal være adskilt således, at måleresultatet ikke bliver fejlagtigt pga direkte stråling.

Signalet fra testgeneratoren skal være umoduleret, og frekvensen skal være indenfor frekvensområdet 87 - 108 MHz.

Frekvensen skal vælges således, at intermodulationsprodukterne ikke falder sammen med anden uønsket udstråling, og niveauet skal justeres til - 25 milliwatt.

Både testsignalniveauet og senderniveauet skal måles ved senderens udgang. Niveauet på intermodulationsprodukterne skal måles med et selektivt måleinstrument med senderen umoduleret. Længden af koaksialkablet mellem senderen og tilkoblingsnetværket skal varieres, indtil det største intermodulationsniveau er fundet.

Når målingen udføres, må det sikres, at ulinearitet i det selektive måleinstrument ikke influerer på måleresultatet, og at eventuelle intermodulationskomponenter fra testsignalgeneratoren er dæmpet tilstrækkelig, f.eks. ved hjælp af cirkulatorer.

4.7.3. Krav

Intermodulationensprodukterne skal være mindre end 25 mikrowatt i 50 ohm. Kravet skal gælde for alle indstillinger af udgangseffekten.

Hvis der anvendes cirkulatorer, anses dette som en del af udstyret og skal være tilsluttet gennem hele typegodkendelsesmålingen.

4.8 Emission af smalbåndsstøj fra ledninger til udstyret

Udstråling fra netledning samt øvrige ledninger til senderen skal måles ifølge Dansk Standard DS 5101 »Emission af smalbåndsstøj fra elektrisk udstyr i frekvensområdet 0,15 - 1000 MHz. De i den nævnte standard anførte krav gældende for miljøklasse M2 og prøvningsstrenghed P2 skal være opfyldte i frekvensområdet 150 kHz - 30 MHz.

5. MODULATIONSBEGRÆNSER

For at hindre, at senderen under drift bliver overmoduleret, skal senderen være forsynet med en automatisk reguleringsenhed.

Reguleringsenheden skal aktiveres, når frekvenssvinget overstiger +/- 75 kHz. Tidskonstanterne for reguleringen skal være

Attack time mindre end 1 milliS.

Decay time mindst 30 S.

Ved mono skal reguleringsenheden indkobles før senderen.

Ved stereo skal reguleringsenheden indkobles før stereokoderen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →