Bestemmelser om balloncertifikat, varmluftsballon
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om balloncertifikat, varmluftsballon
I medfør af kapitel 4 samt § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 vedrørende luftfartscertifikater (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-02, Bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
1.2 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. maj 1985.
1.3 BL 6-69, Validering og konvertering af ikke- dansk certifikat/bevis, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. april 1979.
1.4 BL 6-80, Teorikrav I, teoripensum for privatflyvercertifikat, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. oktober 1978.
1.5 BL 6-101, Lokalflyvningstilladelse, svæveplan, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. februar 1984.
2. Definition
Varmluftsballon (Balloon). Et ikke-kraftdrevet luftfartøj, som bæres oppe ved hjælp af opvarmet atmosfærisk luft.
3. Rettighed
3.1 For at kunne foretage VFR-flyvning om dagen i ikke-erhvervsøjemed som luftfartøjschef på en dansk registreret varmluftsballon skal vedkommende
a) have et gyldigt balloncertifikat, der er udstedt af Statens Luftfartsvæsen eller valideret af Statens Luftfartsvæsen, jf. BL 6-69, samt
b) på en varmluftsballon, der med hensyn til konstruktion, vægt og fast udstyr i hovedsagen er identisk med den ballon, der benyttes, have modtaget undervisning i emnerne, der er anført i pkt. 5.6.1. Undervisningen skal være givet af en balloncertifikatindehaver, der er godkendt som instruktør af Statens Luftfartsvæsen, og som har erfaring i føring af varmluftsballoner, der med hensyn til konstruktion, vægt og fast udstyr i hovedsagen er identisk med den ballon, der benyttes ved undervisningen. Uddannelsen skal være dokumenteret ved attestation i logbogen.
Derudover skal vedkommende inden for de forudgående 12 måneder enten
c) som luftfartøjschef have fløjet mindst 6 timer på en varmluftsballon, eller
d) over for en balloncertifikatindehaver, der er godkendt som instruktør af Statens Luftfartsvæsen, under flyvning med varmluftsballon have demonstreret sin duelighed. Dette skal være attesteret af instruktøren ved påtegning i vedkommendes logbog.
3.1.1 Hvis passagerer medfølger, skal luftfartøjschefen endvidere inden for de forudgående 6 måneder have udført mindst 2 flyvninger som fører af varmluftsballon.
3.1.2 Hvis der flyves med varmluftsballon med hjælpemotor, skal luftfartøjschefen
a) have fløjet mindst 100 timer som fører af varmluftsballon, og derefter
b) gennemgå en supplerende uddannelse, hvis indhold, omfang og dokumentation fastsættes af Statens Luftfartsvæsen i hvert enkelt tilfælde.
4 Udstedelse
4.1 Balloncertifikat udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på en formular, der er autoriseret af luftfartsvæsenet, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i denne BL.
4.2 Balloncertifikat har en gyldighed på maksimum 25 måneder, når det udstedes inden ansøgerens fyldte 40. år, og en gyldighed på maksimum 13 måneder, når det udstedes efter ansøgerens fyldte 40. år. Balloncertifikatets gyldighedsperiode kan dog ikke overstige gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse efter reglerne gældende for privatflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
5. Udstedelseskrav
5.1 Ansøgeren skal være fyldt 18 år.
5.2 Ansøgeren må ikke være udelukket fra at erhverve dansk certifikat, jf. BL 6-02.
5.3 Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt til privatflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
5.4 Ansøgeren skal have gennemgået en teoretisk uddannelse, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, og inden for de forudgående 18 måneder have bestået en teoretisk prøve, der ligeledes er godkendt af Statens Luftfartsvæsen. Prøven skal omfatte følgende fag
a) Love og bestemmelser.
b) Meteorologi.
c) Navigation og aerostatik.
d) Materialelære.
e) Gaslære.
Prøven i love og bestemmelser samt i meteorologi skal være den, der er fastsat af Statens Luftfartsvæsen for privatflyvercertifikat, jf. BL 6-80, eller for svæveflyvercertifikat, jf. BL 6-101.
5.5. For indehavere af gyldigt svæveflyvercertifikat, privatflyvercertifikat eller højere certifikat skal prøve i love og bestemmelser og i meteorologi ikke aflægges.
5.6 Ansøgeren skal med tilfredsstillende resultat have gennemgået en praktisk uddannelse efter en af Statens Luftfartsvæsen godkendt uddannelsesnorm for erhvervelse af balloncertifikat. Ansøgeren skal herunder
a) have fløjet mindst 16 timer,
b) have gennemført mindst 20 starter og landinger,
c) have gennemført mindst en solo-opstigning af ikke under 30 minutters varighed, samt
d) have udført mindst 6 fyldninger og 6 tømninger af ballonhylster.
5.6.1 Under den praktiske uddannelse skal ansøgeren have erhvervet et tilfredsstillende kendskab til den pågældende ballons konstruktion, udrustning, håndtering på jorden, præstationer og begrænsninger, lastnings- og manøvreringsinstruktioner samt sikkerheds- og nødprocedurer.
5.7 Ansøgeren skal over for en kontrollant, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen, have godtgjort at være kvalificeret til
a) at udføre de funktioner, der påhviler en luftfartøjschef i forbindelse med en VFR-flyvnings forberedelse, gennemførelse og afslutning,
b) at træffe sådanne beslutninger og/eller forholdsregler, som måtte være påkrævet, hvis en nødsituation gør det umuligt eller uforsvarligt at fortsætte flyvningen som planlagt,
c) at føre den pågældende varmluftsballon under såvel normale som unormale flyveforhold, samt
d) at anvende foreskrevne nødprocedurer.
6. Fornyelse
6.1 Et balloncertifikat kan senest 3 1/2 år efter udstedelsesdatoen/seneste fornyelsesdato fornys, når følgende betingelser er opfyldt
a) Ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå dansk certifikat, jf. BL 6-02.
b) Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt til privatflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
c) Ansøgeren skal ved logbog kunne dokumentere at opfylde rettighedskravet i pkt. 3.1 c) eller d) i denne BL.
6.2 Fornyelse af et balloncertifikat mere end 3 1/2 år efter dettes udstedelsesdato/seneste fornyelsesdato er betinget af, at pkt. 6.1 a) og b) i denne BL er opfyldt, samt at der er bestået fornyet teoretisk og praktisk prøve, jf. pkt. 5.
7. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
8. Klageadgang
Statens Luftfartsvæsens afgørelser efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
9. Straf
Udøvelse af certifikatets rettighed, uden at de herfor fastsatte vilkår er opfyldt, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
10. Ikrafttræden
Denne BL træder i kraft den 1. november 1986.
K. Helsø
fg
/ Chr. Mørup
Ingen