Bestemmelser om trafikflyvercertifikat af II klasse, C-certifikat, flyvemaskine, generelt
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om trafikflyvercertifikat af II klasse, C-certifikat, flyvemaskine, generelt
I medfør af kapitel 4, samt § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 BL 6-02, Bekendtgørelse vedrørende luftfartscertifikater, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. juli 1975.
1.2 BL 6-04, Føring af flyvetid, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. marts 1986.
1.3 BL 6-05, Helbredskrav, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. maj 1985.
1.4 BL 6-50, Typeuddannelse, enmotoret landflyvemaskine, MTOW 5.700 kg, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. august 1976.
1.5 BL 6-50/A, BL om ændring af BL 6-50, 1. udgave af 1. august 1976, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. februar 1981.
1.6 BL 6-51, Typeuddannelse, flermotoret landflyvemaskine, seneste udgave, for tiden 2. udgave af 1. marts 1983.
1.7 BL 6-58, Periodisk flyvetræning, instrumentbevis, flyvemaskine, PFT/instrumentbevis, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 1. januar 1976.
1.8 Driftsforskrifter, seneste udgave, for tiden Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 264 af 27. juni 1966 om driftsforskrifter for regelmæssig og ikke-regelmæssig, offentlig lufttrafik.
2. Udstedelse
2.1 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter andragende på hertil autoriseret formular, når ansøgeren opfylder udstedelseskravene i denne BL.
2.2 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine udstedes gældende for føring af flyvemaskine af den klasse/type, hvorpå den praktiske prøve, der er anført i pkt. 4.9, er afholdt, samt for den klasse/type, der er omfattet af ansøgerens trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine.
2.3 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine udstedes med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse til trafikflyvercertifikat af II klasse.
3. Rettighed
3.1 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine giver indehaveren samme rettighed som trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine samt instrumentbevis/flyvemaskine.
3.2 Herudover giver certifikatet indehaveren ret til VFR- og IFR-flyvning som
a) Luftfartøjschef i al slags luftfart på flyvemaskine med en MTOM på indtil 20.000 kg af den klasse/type, for hvilken certifikatet er gældende.
b) Andenpilot i al slags luftfart på flyvemaskine af den type, for hvilken certifikatet er gældende.
3.3 Udøvelsen af certifikatets rettighed er betinget af,
a) at indehaveren har et gældende instrument-PFT aflagt efter driftsforskrifter for regelmæssig og ikke-regelmæssig, offentlig lufttrafik eller efter BL 6-58 på den pågældende flyvemaskineklasse, samt
b) at indehaveren, hvis passagerer medføres, har udført mindst 3 starter og 3 landinger, eller har aflagt PFT inden for de sidste 90 dage med flyvemaskine tilhørende den pågældende typegruppe.
3.3.1 Udøvelsen af certifikatets rettighed er desuden betinget af, at indehaveren ikke er fyldt 60 år.
4. Udstedelseskrav
4.1 Ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå trafikflyvercertifikat, jf. BL 6-02.
4.2 Ansøgeren skal være fyldt 21 år.
4.3 Ansøgeren skal have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsforetagende.
4.4 Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt af Statens Luftfartsvæsen til trafikflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
4.5 Ansøgeren skal have bestået de teoretiske prøver, der er foreskrevet af Statens Luftfartsvæsen til trafikflyvercertifikat af II klasse (teorikrav V).
4.6 Ansøgeren skal være indehaver af trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine.
4.7 Ansøgeren skal være indehaver af instrumentbevis/flyvemaskine.
4.8 Ansøgeren skal på flyvemaskine have erhvervet en total flyvetid på mindst
a) 200 timer som luftfartøjschef, hvoraf mindst 25 timer skal være erhvervet under navigationsflyvning om natten, indeholdende mindst 10 starter og 10 landinger.
b) 1400 timer som andenpilot, hvoraf mindst 300 timer skal være erhvervet under IFR-flyvning på flermotoret flyvemaskine.
4.8.1 I det omfang, en pilots flyvetid som luftfartøjschef overstiger 200 timer, kan den overskydende flyvetid som luftfartøjschef medregnes med det dobbelte antal flyvetimer som andenpilot til erhvervelse af de timer som andenpilot, der er nævnt i pkt. 4.8 b).
4.8.2 Indtil 50 timer af den flyvetid som luftfartøjschef, der er anført i pkt. 4.8 a), kan være erhvervet som luftfartøjschef under tilsyn, jf. BL 6-04, pkt. 4.2.
4.8.3 Indtil halvdelen af flyvetiden, der er anført i pkt. 4.8, kan være erhvervet på rotorluftfartøj.
4.9 Ansøgeren skal, efter indstilling af hertil godkendt luftfartsforetagende på hertil autoriseret formular, under en af Statens Luftfartsvæsen anordnet prøve godtgøre at være kvalificeret til på flermotoret flyvemaskine
a) at udføre de funktioner, der påhviler en luftfartøjschef i forbindelse med en IFR-flyvnings forberedelse, gennemførelse og afslutning,
b) at træffe sådanne beslutninger og/eller forholdsregler, som måtte være påkrævet, hvis en nødsituation eller anden hændelse gør det umuligt eller uforsvarligt at fortsætte flyvningen som planlagt,
c) at føre den pågældende flyvemaskine under IMC eller simuleret IMC i såvel normale som unormale flyvemanøvrer, samt
d) at anvende de nødprocedurer, der er foreskrevet for den pågældende flyvemaskine.
4.9.1 Prøven vil indeholde en eller flere af de øvelser, der er anført i BL 6-51.
5. Fornyelse
5.1 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine fornys af Statens Luftfartsvæsen efter andragende på hertil autoriseret formular, når følgende betingelser er opfyldt
a) Ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå trafikflyvercertifikat, jf. BL 6-02.
b) Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt af Statens Luftfartsvæsen til trafikflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
c) Ansøgeren skal dokumentere at have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på flyvemaskine på mindst 70 timer inden for de sidste 12 måneder. Mindst 20 timer af flyvetiden skal være erhvervet under IFR-flyvning eller under en syntetisk flyvetræning på link eller simulator, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
5.1.1 Halvdelen af den flyvetid, der er erhvervet som andenpilot inden for de sidste 12 måneder, kan medregnes til erhvervelse af det antal timer som luftfartøjschef, der er krævet i pkt. 5.1 c).
5.1.2 Indtil halvdelen af den flyvetid, der er anført i pkt. 5.1 c), kan være erhvervet på rotorluftfartøj.
5.2 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine fornys med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse til trafikflyvercertifikat af II klasse.
6. Genudstedelse
6.1 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine genudstedes af Statens Luftfartsvæsen efter andragende på hertil autoriseret formular indtil 2 1/2 år efter certifikatets udstedelses- eller seneste fornyelsesdato, når følgende betingelser er opfyldt
a) Ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå trafikflyvercertifikat, jf. 6-02.
b) Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt af Statens Luftfartsvæsen til trafikflyvercertifikat, jf. BL 6-05.
c) Ansøgeren skal aflægge en fornyet prøve, jf. pkt. 4.9.
6.2 Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine genudstedes med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse til trafikflyvercertifikat af II klasse.
7. Udvidelse
Trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine udvides med en anden klasse eller type efter betingelserne, der er anført i BL 6-50 henholdsvis BL 6-51.
8. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
9. Klageadgang
Statens Luftfartsvæsens afgørelser efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
10. Straf
Udøvelse af certifikatets rettighed, uden at de vilkår, der er fastsat herfor, er opfyldt, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
11. Ikrafttræden
11.1 Denne BL træder i kraft den 1. juni 1986.
11.2 Samtidig ophæves BL 6-25, 1. udgave af 1. juli 1975, samt BL 6-25 A, 1. udgave af 1. september 1983.
V. K. H. Eggers
/ C. Mørup
Ingen