Bestemmelser om begrænsning af forurening fra luftfartøjer (emissioner)
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om begrænsning af forurening fra luftfartøjer
(emissioner)
I medfør af § 9, § 82 a og § 149, stk. 8 og 13, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 172 af 28. april 1985, § 1, stk. 4, følgende
1. Referencedokumenter
1.1 ICAO Annex 16, bind II, 1. udgave af 18. februar 1982
1.1.1 Annex 16 til konventionen angående international civil luftfart, undertegnet 7. december 1944 i Chicago.
1.1.2 Annex 16 kan købes i engelsk udgave ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.
1.2 Special Federal Aviation Regulation 27 (SFAR 27)
1.2.1 SFAR 27 er udarbejdet af Federal Aviation Administration i Amerika, og blev publiceret som lov 28. december 1973 i Federal Register med ikrafttræden 1. februar 1974.
1.2.2 SFAR 27 kan købes i engelsk udgave ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, luftfartsinformationstjenesten, Ellebjergvej 50, 2450 København SV.
2. Definitioner
Forurening
Udledning af flydende brændstof, samt emissioner af røg og visse skadelige gasser.
Fremstillingsdato
Datoen for udstedelse af det første luftdygtighedsbevis eller anden dokumentation for luftdygtighed.
Røg
Synlige kulpartikler i udstødningsgas.
Røgtal
Et dimensionsløst mål for mængden af kulpartikler i udstødningsgassen.
Skadelige gasser
1. Uforbrændte kulbrinter (HC)
2. Kulilte (CO)
3. Kvælstofilter (NOx).
3. Gyldighedsområde
Denne BL gælder for luftfartøjer, der ønskes optaget i det danske nationalitetsregister samt for dansk registrerede luftfartøjer.
4. Emissionscertificering
4.1 Et luftfartøj, som er omfattet af pkt. 7, skal, forinden det optages i det danske nationalitetsregister, opfylde certificeringskravene i pkt. 7.
4.2 Statens Luftfartsvæsen udsteder eller godkender et emissionscertifikat på grundlag af dokumentation for, at kravene i pkt. 7 er opfyldt.
4.3 Ansøgning om udstedelse af emissionscertifikat indsendes til Statens Luftfartsvæsen, vedlagt den dokumentation og de oplysninger, som er krævet i pkt. 4.2, 5.2 og 5.3.
4.4 Statens Luftfartsvæsen kan inddrage et luftfartøjs luftdygtighedsbevis, hvis luftfartøjet eller dets motorer ikke er i overensstemmelse med kravene i denne BL.
5. Emissionscertifikat
5.1 Certifikatet skal, hvadenten det er udstedt eller godkendt af Statens Luftfartsvæsen, være indeholdt i luftfartøjets luftdygtighedsbevis (flyvehåndbog).
5.2 Et certifikat for et luftfartøj skal som minimum indeholde følgende oplysninger
a) Registreringsbetegnelse.
b) Fabrikantens type- og modelbetegnelse.
c) Fabrikantens fabrikationsnummer.
d) Certificerende myndighed, hvis denne er anden end Statens Luftfartsvæsen.
5.3 Et certifikat for en motor skal som minimum indeholde følgende oplysninger
a) Fabrikantens type- og modelbetegnelse.
b) Erklæring om eventuelle udførte modifikationer, som er nødvendige for, at gældende forureningskrav kan opfyldes.
c) Nominel ydelse.
d) Reference trykforhold.
e) Erklæring om, at røgtalkravet er opfyldt.
f) Erklæring om, at den maksimale mængde af skadelige gasser ikke overstiger den maksimalt tilladelige mængde.
g) Certificerende myndighed, hvis denne er anden end Statens Luftfartsvæsen.
h) Anvendt emissionsstandard.
6. Vedligeholdelsesmæssige krav
6.1 Ejeren eller brugeren af et dansk registreret luftfartøj, som er omfattet af pkt. 7, er ansvarlig for, at luftfartøjet ikke repareres, overhales eller ændres på sådan måde, at forudsætningerne for emissionscertificeringen bortfalder.
6.2 Ejeren eller brugeren af et dansk registreret luftfartøj, hvis motor (motorer) er omfattet af pkt. 7, er ansvarlig for, at motoren (motorerne) ikke repareres, overhales eller ændres på sådan måde, at forudsætningerne for emissionscertificeringen bortfalder.
7. Omfattede luftfartøjer/motorer og krav
7.1 Udledning af flydende brændstof
Turbinemotordrevne luftfartøjer, fremstillet 18. februar 1982 eller senere, skal være konstrueret og bygget således, at flydende brændstof fra motorens (motorernes) brændstofdyser og tilhørende fordelingssystem ikke udledes på jorden, når motoren (motorerne) standses på normal vis.
7.2 Udstødning af røg
7.2.1 Motorer i subsoniske luftfartøjer
7.2.1.1 Turbojet- og turbofanmotorer, fremstillet 1. januar 1983 eller senere, skal ved alle motorydelser have røgtal, som ikke er større end det, der er angivet i Annex 16, bind II, Part III, pkt. 2.2.2. Røgtallet skal måles, beregnes og korrigeres, som angivet i Annex 16, bind II, Appendix 2 og 6.
7.2.1.1.1 Motorer, baseret på en prototype, som er typecertificeret før 1. januar 1965, og som fabrikationslandets certificerende myndighed har undtaget fra grænsen for det maksimalt tilladelige røgtal, er også undtaget i Danmark.
7.2.2 Motorer i supersoniske luftfartøjer
7.2.2.1 Turbojet- og turbofanmotorer, fremstillet 18. februar 1982 eller senere, skal ved alle motorydelser have røgtal, som ikke er større end det, der er angivet i Annex 16, bind II, Part III, pkt. 3.2.1. Røgtallet skal måles, beregnes og korrigeres som angivet i Annex 16, bind II, Appendix 2 og 6.
Anm.: Luftfartøjer eller motorer, som allerede opfylder kravene i den amerikanske SFAR 27, tilfredsstiller også de krav, der er stillet i pkt. 7.1 og 7.2 for så vidt angår udledning af flydende brændstof og udstødning af røg.
7.3 Udstødning af skadelige gasser
7.3.1 Motorer i subsoniske luftfartøjer
7.3.1.1 Turbojet- og turbofanmotorer, hvis maksimalt tilladelige trykkraft er større end 26,7 kilo Newton (kN), og som er fremstillet 1. januar 1986 eller senere, må ikke udstøde skadelige gasser i større omfang end det, der er angivet i Annex 16, bind II, Part III, pkt. 2.3.2. Mængden af skadelige gasser skal måles, beregnes og korrigeres som angivet i Annex 16, bind II, Appendix 3 og 6.
7.3.1.1.1 Motorer, baseret på en prototype, som er typecertificeret før 1. januar 1965, og som fabrikationslandets certificerende myndigheder har undtaget fra grænsen for den maksimalt tilladelige mængde af skadelige gasser, er også undtaget i Danmark.
7.3.2 Motorer i supersoniske luftfartøjer
Turbojet- og turbofanmotorer, fremstillet 18. februar 1982 eller senere, må ikke udstøde skadelige gasser i større omfang end det, der er angivet i Annex 16, bind II, Part III, pkt. 3.3.1. Mængden af skadelige gasser skal måles, beregnes og korrigeres som angivet i Annex 16, bind II, Appendix 3, 5 og 6.
8. Straf
8.1 Overtrædelse af bestemmelserne i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 8, med bøde eller hæfte.
8.2 Overtrædelse af bestemmelserne, begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, straffes efter luftfartslovens § 149, stk. 13, med bøde.
9. Dispensation
9.1 Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL.
9.2 Dispensation fra kravene i Annex 16, bind II, kræver forelæggelse for Ministeriet for Offentlige Arbejder.
10. Klageadgang
Statens Luftfartsvæsens afgørelser efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
11. Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
11.1 Denne BL træder i kraft den 1. maj 1986.
11.2 Luftfartøjer, der allerede er optaget i det danske nationalitetsregister, og som er omfattet af kravene i pkt. 7, skal senest 1 år efter denne BL's ikrafttrædelsesdato opfylde de stillede krav.
V. K. H. Eggers
/ C. Mørup
Ingen