Bestemmelser om luftfartsskole, flyveskole
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om luftfartsskole, flyveskole
I medfør af kapitel 4 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jf. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975, § 3 og § 7 (BL 6-02), følgende
1. Referencedokumenter
1.1 ICAO Annex 8, 7. udgave af april 1983, til konventionen angående international civil luftfart, undertegnet 7. december 1944 i Chicago.
1.1.1 Annex 8 kan købes i engelsk udgave ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, luftfartsinformationstjenesten.
1.2 BL 1-17 Radioudstyr i dansk registrerede luftfartøjer i seneste udgave. For tiden BL 1-17, 1. udgave af 15. august 1976.
1.3 BL 6-03 Certificeringsbestemmelser, generelt i seneste udgave. For tiden BL 6-03, 2. udgave af 1. november 1982.
1.4 Gebyrreglement for Statens Luftfartsvæsen i seneste udgave. For tiden Gebyrreglement for Statens Luftfartsvæsen af 1. oktober 1983 med seneste ændringer.
2. Generelt
En flyveskole, der forestår den praktiske uddannelse, som af Statens Luftfartsvæsen er foreskrevet til opnåelse, udvidelse eller vedligeholdelse af certifikat eller bevis, skal være godkendt af Statens Luftfartsvæsen og ledes af en af Statens Luftfartsvæsen godkendt chefinstruktør.
Anm.: Statens Luftfartsvæsen foretager ikke nogen pædagogisk vurdering af chefinstruktøren/ flyveskolen. Chefinstruktøren er dog i forhold til Statens Luftfartsvæsen ansvarlig for, at de af andre myndigheder for undervisningen eventuelt fastsatte betingelser er opfyldt.
3. Godkendelse af flyveskole
3.1 Som grundlag for godkendelse skal flyveskolen til Statens Luftfartsvæsen indsende lektionsplaner og detaljerede uddannelsesprogrammer, som beskriver, hvorledes de uddannelser, som skolen søger tilladelse til at udføre, agtes gennemført.
3.2 Godkendelsen gives gældende for en eller flere af de af Statens Luftfartsvæsen foreskrevne praktiske uddannelser for opnåelse af certifikat eller bevis.
3.3 Godkendelsen gives uden tidsbegrænsning, men på vilkår, at Statens Luftfartsvæsen omgående underrettes, hvis forudsætningerne for den foreliggende godkendelse ikke længere er stede.
3.4 En godkendelse kan helt eller delvis inddrages af Statens Luftfartsvæsen, hvis forudsætningerne for godkendelsen ikke længere er til stede, eller hvis forfaldne afgifter for flyveskolen i henhold til det til enhver tid gældende gebyrreglement ikke er betalt.
3.5 For hver elev, der er under uddannelse ved skolen, skal flyveskolen over for Statens Luftfartsvæsen kunne dokumentere den uddannelse, eleven har gennemgået ved skolen, samt de herunder opnåede resultater. Dokumentationen skal opbevares ved flyveskolen i mindst 24 måneder efter uddannelsens afslutning.
3.6 Flyveskolen skal være registreret ene-ejer af mindst et til den pågældende uddannelse egnet luftfartøj.
4. Godkendelse som chefinstruktør
4.1 Godkendelse som chefinstruktør gives efter andragende, når vedkommende opfylder de i denne BL fastsatte betingelser, og af Statens Luftfartsvæsen anses for egnet til at varetage en sådan stilling.
4.2. Godkendelsen bortfalder, hvis Statens Luftfartsvæsen tilbagekalder vedkommende flyveskoles tilladelse.
Godkendelsen vil blive tilbagekaldt,
a) hvis chefinstruktøren groft eller gentagne gange overtræder bestemmelser i henhold til pkt. 5 i denne BL,
b) hvis retten til at udøve stillingen som chefinstruktør frakendes den pågældende i medfør af straffelovens § 79, eller
c) hvis den pågældende ikke længere af Statens Luftfartsvæsen anses for egnet til at varetage stillingen som chefinstruktør.
4.3 Som chefinstruktør for den praktiske uddannelse af aspirant til
privatflyvercertifikat
enmotoret typeuddannelse
PFT/A-certifikat
kan godkendes indehavere af trafikflyvercertifikat, der har opnået en total flyvetid på mindst 1.000 timer, indeholdende en IFR-flyvetid på mindst 100 timer.
4.3.1 100 timer af den totale flyvetid skal være opnået som instruktør inden for de sidste 12 måneder, heraf mindst 50 timer under uddannelse af aspiranter til privatflyvercertifikat.
4.3.2 Vedkommende skal være indehaver af instruktørbevis, der giver ret til den pågældende form for uddannelse. Vedkommende skal endvidere over for Statens Luftfartsvæsen dokumentere et tilfredsstillende kendskab til den pågældende uddannelse.
4.4 Som chefinstruktør for den praktiske uddannelse af aspirant til
trafikflyvercertifikat af III klasse
instrumentbevis
flermotoret grundskoling MTOW under 5.700 kg
flermotoret typeuddannelse MTOW under 5.700 kg
instruktørbevis
PFT/B-certifikat MTOW under 5.700 kg
kan godkendes indehavere af trafikflyvercertifikat, der har opnået en total flyvetid på mindst 2.000 timer, indeholdende en IFR-flyvetid på mindst 1.000 timer, hvoraf mindst 500 timer på flermotoret luftfartøj.
4.4.1 Hvis godkendelsen alene skal omfatte praktisk uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af III klasse samt PFT/B-certifikat, og hvis ansøgeren har opnået en flyvetid under VFR-taxaflyvning på mindst 500 timer, kan kravet om IFR-flyvetid nedsættes til 500 timer, og kravet om tid på flermotoret luftfartøj bortfalde.
4.4.2 100 timer af den totale flyvetid skal være opnået som instruktør inden for de sidste 12 måneder, heraf mindst 50 timer under uddannelse af aspirant til den form for certificering, som godkendelsen skal omfatte.
4.4.3 Vedkommende skal være indehaver af instruktørbevis, der giver ret til den pågældende form for uddannelse, samt over for Statens Luftfartsvæsen dokumentere et tilfredsstillende kendskab til den pågældende uddannelse.
4.5 Som chefinstruktør for den praktiske uddannelse af aspirant til
trafikflyvercertifikat af II klasse
trafikflyvercertifikat af I klasse
flermotoret grundskoling
flermotoret typeuddannelse
kan godkendes indehavere af trafikflyvercertifikat af I klasse, der har opnået en total flyvetid på mindst 5.000 timer, indeholdende en IFR-flyvetid på mindst 2.000 timer, hvoraf halvdelen skal være opnået som luftfartøjschef på flermotoret luftfartøj med en MTOW, der overstiger 5.700 kg.
4.5.1 100 timer af den totale flyvetid skal være opnået som instruktør inden for de sidste 12 måneder, heraf mindst 50 timer under uddannelse af as- pirant til den form for certificering, som godkendelsen skal omfatte.
4.5.2 Vedkommende skal være indehaver af instruktørbevis, der giver ret til den pågældende form for uddannelse, samt over for Statens Luftfartsvæsen dokumentere et tilfredsstillende kendskab til den pågældende uddannelse.
4.6 Halvdelen af den for godkendelse som chefinstruktør anførte flyvetid skal være opnået på luftfartøj af den kategori, som godkendelsen skal omfatte.
4.7 Godkendelse som chefinstruktør for den praktiske uddannelse af aspirant til
privatflyvercertifikat/rotorluftfartøj
trafikflyvercertifikat/rotorluftfartøj
typeuddannelse/rotorluftfartøj/VFR
PFT/VFR
kan gives, uden at vedkommende opfylder det for den pågældende godkendelse fastsatte IFR-flyvetidskrav.
5. Chefinstruktørens ansvar
Chefinstruktøren for en flyveskole er over for Statens Luftfartsvæsen ansvarlig for,
a) at flyveskolen råder over lokaliteter, der er anvendelige til briefing, debriefing og administration af skolens virksomhed,
b) at flyveskolens undervisning udøves af behørigt certificerede og kvalificerede instruktører,
c) at flyveskolens instruktører til enhver tid er orienteret om uddannelsesplaner og -programmer, elevens standpunkt og videre uddannelsesforløb, samt at der foregår standardisering af instruktørernes virksomhed ved skolen,
d) at flyveskolens undervisning foregår på luftfartøj, der opfylder de for den pågældende form for skoleflyvning fastsatte krav med hensyn til udstyr mv.,
e) at flyveskolens undervisning koordineres på en sådan måde, at eleven får maksimalt udbytte, og der sikres eleven bedst mulig baggrund, forinden vedkommende pålægges opgaver i forbindelse med skoleflyvning, samt at undervisningens indhold og omfang i øvrigt er i overensstemmelse med de af Statens Luftfartsvæsen for den pågældende uddannelse fastsatte bestemmelser,
f) at sikre udarbejdelse af lektionsplaner og uddannelsesprogrammer og at disse ajourføres og indsendes til Statens Luftfartsvæsen,
g) at sikre, at der for hver elev foreligger dokumentation for den uddannelse, eleven har gennemgået ved skolen, samt de herunder opnåede resultater,
h) at sikre tilstedeværelsen af egnet undervisningsmateriel,
i) at ingen af flyveskolens elever indstilles til en af Statens Luftfartsvæsen anordnet praktisk prøve eller får attestation for PFT eller typeuddannelse, medmindre vedkommende har gennemført den pågældende uddannelse i fuldt omfang med et efter chefinstruktørens vurdering tilfredsstillende resultat, samt
j) at al virksomhed ved flyveskolen foregår under overholdelse af gældende regler og bestemmelser.
6. Luftfartøj
6.1. Et luftfartøj, der anvendes til grunduddannelse, skal være forsynet med skulder- og lændeseler for elev og instruktør.
6.1.1 Til skoleflyvning, der omfatter simuleret instrumentflyvning, skal der forefindes egnet afdækningsudstyr.
6.2 En flyvemaskine, der anvendes under uddannelse af aspirant til privatflyvercertifikat/flyvemaskine, skal være udstyret med
a) checklister og owners manual,
b) manøvreorganer, inkl. bremser for såvel instruktør som elev,
c) dobbelt instrumentering, hvis instruktør og elev ikke kan anvende samme instrument,
d) interkommunikationsanlæg,
e) kunstig horisont,
f) kursgyro,
g) drejningskoordinator, samt
h) VHF kommunikations- og navigationsradio (min. kategori III, jf. BL 1-17).
6.3 En flyvemaskine, der anvendes under uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine, skal have en MTOW, der ligger over 1.100 kg.
6.3.1 Flyvemaskinen skal opfylde de under pkt. 6.2 fastsatte krav til udstyr, samt være udstyret med
i) flaps,
j) stilbar propel, samt
k) ADF.
6.4 Uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af II klasse/flyvemaskine skal foregå på en flermotoret flyvemaskine, der er godkendt til instrumentflyvning, og som af Statens Luftfartsvæsen betegnes som ukonventionel eller kompliceret, jf. BL 6-03.
6.5 Uddannelse af aspirant til trafikflyvercertifikat af I klasse/flyvemaskine skal foregå på flermotoret flyvemaskine med en MTOW på mindst 5.700 kg. Luftfartøjet skal være godkendt til instrumentflyvning samt certificeret i henhold til luftdygtighedsbestemmelserne, jf. ICAO Annex 8, part III, eller tilsvarende.
6.6 En flyvemaskine, der anvendes under uddannelse af aspirant til instrumentbevis/flyvemaskine, skal opfylde de under pkt. 6.2a) - d) inkl. fastsatte krav til udstyr, være godkendt til instrumentflyvning samt være udstyret med
a) ILS med glide slope,
b) marker beacon indicator,
c) DME,
d) transponder,
e) ADF,
f) VHF kommunikations- og navigationsradio (min. kategori III, jf. BL 1-17).
6.7 En flyvemaskine, der anvendes under uddannelse af aspirant til instruktørbevis/flyvemaskine, skal opfylde de krav til udstyr, der er fastsat for den form for undervisning, som instruktørbeviset skal omfatte.
6.8 Et rotorluftfartøj, der anvendes under skoleflyvning, skal opfylde de af Statens Luftfartsvæsen i hvert enkelt tilfælde fastsatte betingelser med hensyn til udstyr.
6.9 Hvis der på et luftfartøj findes installeret udstyr, som ikke indgår i undervisningssammenhæng, og som ikke har betydning for flyvningens sikre gennemførelse, skal dette udstyr under skoleflyvning og under praktisk prøve være gjort funktionsudygtigt.
7. Skoleflyvning
7.1 Skoleflyvning må kun udføres fra en godkendt, offentlig flyveplads eller fra en af Statens Luftfartsvæsen til skoleflyvning særlig godkendt flyveplads, og kun hvis de for den pågældende luftfartøjstype gældende præstationskrav for regelmæssig og ikke-regelmæssig, offentlig lufttrafik kan overholdes.
7.2 Skoleflyvning må påbegyndes, når flyveskolen har orienteret vedkommende aspirant om den pågældende uddannelse og, hvis denne skal afsluttes med en af Statens Luftfartsvæsen anordnet praktisk prøve, har fremsendt elevanmeldelse til Statens Luftfartsvæsen.
7.2.1 Flyveskolen kan dog lade en aspirant deltage i en prøvelektion, uden at elevanmeldelse er indsendt, når de øvrige krav til skoleflyvning er opfyldt.
7.3 Under skoleflyvning må der ikke medføres andre personer i luftfartøjet end instruktør(er), aspirant(er), Statens Luftfartsvæsens kontrollant(er) samt den for luftfartøjets sikre betjening/ føring nødvendige besætning.
7.4 Forinden skoleflyvning påbegyndes, skal flyveskolen give aspiranten meddelelse om, hvorvidt han er dækket af en af flyveskolen tegnet ulykkesforsikring.
7.4.1 Aspiranten skal underskrive en erklæring om at have modtaget den i pkt. 7.4 nævnte meddelelse. Erklæringen opbevares på flyveskolen, så længe uddannelsen finder sted, og skal på forlangende forevises Statens Luftfartsvæsen.
8. Skolevirksomhed i luftfartsforetagende
8.1 Et luftfartsforetagende kan til praktisk uddannelse i et nærmere fastsat omfang af Statens Luftfartsvæsen få godkendt en skoleorganisation, som foretagendet har oprettet udelukkende med henblik på praktisk uddannelse og/eller vedligeholdende uddannelse af foretagendets egne flyvebesætningsmedlemmer på flermotoret flyvemaskine med en MTOW, der overstiger 5.700 kg, eller på rotorluftfartøj.
8.1.1 Godkendelsen vil blive givet på vilkår fastsat af Statens Luftfartsvæsen i hvert enkelt tilfælde.
9. Praktisk prøve
9.1 Indstilling af aspirant til en af Statens Luftfartsvæsen anordnet praktisk prøve skal foretages af flyveskolens chefinstruktør eller anden af denne særligt udpeget og af Statens Luftfartsvæsen godkendt person under anvendelse af hertil autoriseret formular.
9.2 En aspirant, der bliver underkendt i 2 prøver til samme certificering, må ikke indstilles til en tilsvarende praktisk prøve uden Statens Luftfartsvæsens særlige tilladelse.
10. Gebyr
Gebyr for praktisk prøve erlægges forud for prøven i henhold til det til enhver tid gældende gebyrreglement for Statens Luftfartsvæsen.
11. Dispensation
Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra de i denne BL fastsatte bestemmelser.
12. Klageadgang
Afgørelser truffet af Statens Luftfartsvæsen efter bestemmelserne i denne BL kan påklages til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
13. Straf
Overtrædelse af de i denne BL fastsatte bestemmelser straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
14. Ikrafttræden
14.1 Denne BL træder i kraft den 1. marts 1986.
14.2 Samtidig hermed ophæves BL 6-07, 1. udgave af 1. juli 1975.
V. K. H. Eggers
/ Chr. Mørup
Ingen