Legislator Case Law & Legislation
B19861314520 DK

Forskrifter for drift af avlsstationerne (individprøvestationerne) 'Aalestrup' og 'Stradebrogård' samt avlsstationen 'Egtved' med henblik på stationernes godkendelse som tyreopdrætningscentraler

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Forskrifter 1986 13145 Historic

Forskrifter for drift af avlsstationerne (individprøvestationerne) »Aalestrup« og »Stradebrogård« samt avlsstationen »Egtved« med henblik på stationernes godkendelse som tyreopdrætningscentraler

Under henvisning til § 5, stk. 1, i landbrugsministeriets regulativ af 6.december 1978 for undersøgelse af og attestudstedelse for tyre og stude, der indsættes eller er opstaldet på en tyrestation som ændret ved landbrugsministeriets regulativ af 13. maj 1980, samt til derom truffet aftale kan veterinærdirektoratet på nedennævnte betingelser godkende avlsstationerne »Aalestrup« og Stradebrogård' samt avlsstationen »Egtved« med de til individprøvning eller andre forsøg end individprøvning opstaldede kalve som »tyreopdrætningscentraler«.

1. En tyr, der indsættes på en tyreopdrætningscentral, skal være ledsaget af en sundhedsattest, som er udstedt af en dyrlæge på den til enhver tid af veterinærdirektoratet godkendte formular. Af attesten skal bl.a. fremgå, at tyren hidrører fra en besætning, som inden for de sidste 3 år har bestået een af veterinærdirektoratet anerkendt undersøgelse for enzootisk leukose, eller fra en anden »tyreopdrætningscentral« eller fra en »recipientcentral«, der er godkendt af veterinærdirektoratet.

Såfremt den nødvendige leukoseundersøgelse i de besætninger, hvorfra tyre, der indsættes på en tyreopdrætningscentral, hidrører, ikke på forhånd er foretaget, afholder det offentlige udgifterne til såvel udtagelse som laboratoriemæssig undersøgelse af de påkrævede blodprøver, jfr. veterinærdirektoratets skrivelse af 17. juni 1982, j.nr. 135-43 /82 til samtlige praktiserende dyrlæger.

Af attesten skal desuden fremgå, at en tyr, der indsættes på en tyreopdrætningscentral ved undersøgelse på Statens veterinære serumlaboratorium, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C. af en blodprøve ikke har vist reaktion for IBR-virusinfektion og har vist negativ reaktion ved en serologisk undersøgelse for enzootisk leukose. Blodprøven må tidligst udtages 3 uger, før indsættelsen finder sted.

2. En tyreopdrætningscentral og samtlige derpå værende tyre skal stå under sundhedsmæssigt tilsyn af een af veterinærdirektoratet dertil godkendt dyrlæge (den tilsynsførende dyrlæge). Når den tilsynsførende dyrlæge på grund af ferie, sygdom eller lignende er forhindret i selv at udføre tilsynet, kan dette overlades til en stedfortrædende dyrlæge efter aftale med veterinærdirektoratets 3. kontor.

3. Tyre, der indsættes på en af de ovennævnte 3 tyreopdrætningscentraler, skal, inden de bringes i kontakt med de i den ordinære stald opstaldede dyr, holdes isoleret i den på den pågældende tyreopdrætningscentral etablerede og af veterinærdirektoratet godkendte isolationsstald, indtil de ved undersøgelse på Statens veterinære serumlaboratorium, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C. af en blodprøve ikke har vist reaktion for IBR-virusinfektion. De pågældende blodprøver må tidligst udtages og indsendes af avlsstationens tilsynsførende dyrlæge 18 dage efter, at det sidste dyr er indsat isolationsstalden. Såfremt der herved blandt de i isolationsstalden indsatte tyre påvises reaktion for IBR-virusinfektion, udsættes den/de pågældende reagent/er, og de i isolationsstalden tilbageblevne tyre underkastes tidligst 18 dage efter udsættelsen en fornyet undersøgelse for IBR ved udtagelse og indsendelse af blodprøver. Indsættelse i den ordinære stald må i så fald først finde sted efter indhentet tilladelse fra veterinærdirektoratets 3. kontor.

4. Den tilsynsførende dyrlæge skal straks underrettes, såfremt nogen af opdrætningscentralens tyre ved forstyrrelse af almenbefindendet eller på anden måde viser tegn på sygdom. Herunder skal specielt påagtes smitsomme sygdomme. De af dyrlægen givne instruktioner vedrørende eventuel isolation, behandling m.v. skal efterkommes.

5. Veterinærdirektoratet fører i fornødent omfang tilsyn med opdrætningscentralen, herunder med sundhedstilstanden blandt de opstaldede dyr. De til opdrætningscentralen knyttede funktionærer skal give direktoratets repræsentant de af denne ønskede oplysninger om virksomhedens arbejde.

6. Inden en tyr kan overføres fra en tyreopdrætningscentral til en tyrestation, skal tyren ved en blodprøve, der er udtaget tidligst 3 uger, inden overførslen finder sted, være undersøgt serologisk for IBR, enzootisk leukose og brucellose, samt virologisk for BVD. Overførsel må kun finde sted, såfremt der ved denne undersøgelse ikke påvises reaktion for IBR, enzootisk leukose eller brucellose og ikke påvises BVD-virus. Ovennævnte blodprøve skal indsendes til Statens veterinære serumlaboratorium, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C. Tyren skal endvidere, inden overførsel kan finde sted, have udvist negativ reaktion ved en tuberkulinprøve, der tidligst må foretages 3 uger inden overførslen. Såfremt der ved ovennævnte undersøgelser påvises reaktion for IBR, enzootisk leukose, brucellose eller tuberkulose, eller der påvises BVD-virus, afgøres det nærmere forløb af veterinærdirektoratet. Ved overførslen skal tyren være ledsaget af en af den tilsynsførende dyrlæge eller dennes stedfortrædende dyrlæge udstedt sundhedsattest på den til enhver tid af veterinærdirektoratet godkendte formular, og hvoraf bl.a. skal fremgå datoerne for foretagelse af ovennævnte prøver, samt at tyren hidrører fra en godkendt tyreopdrætningscentral. Tyre fra en tyreopdrætningscentral, der omsættes til levebrug på anden vis end ved indsættelse på en tyrestation, skal være ledsaget af en af en dyrlæge udfærdiget sundhedsattest udstedt på den til enhver tid af veterinærdirektoratet godkendte attestformular, som anvendes ved indsættelse af tyre på en tyrestation, og hvoraf fremgår, at tyren tidligst 3 uger før attestudstedelsen er blodprøveundersøgt for IBR med negativt resultat.

7. Sædopsamling må kun foretages i undersøgelsesøjemed, og de opstaldede tyre må ikke anvendes til naturlig bedækning. Uanset alder kan tyre fra individprøve på omhandlede tyreopdrætningscentraler overføres direkte til en tyrestation uden at være undersøgt for infektion med vibrio fetus og trichomonas foetus. Såfremt de til undersøgelse for vibriose og trichomoniasis nødvendige prøver udtages på og indsendes fra en tyreopdrætningscentral, kan overførsel til en tyrestation finde sted, inden undersøgelsesresultatet foreligger på betingelse af, at resultatet fremsendes til modtagertyrestationens tilsynsførende dyrlæge, så snart det foreligger.

8. På en tyreopdrætningscentral må ikke findes andre klovbærende dyr end de til individprøve eller andre forsøg end individprøve indsatte tyre.

9. I en tyreopdrætningscentrals stalde må ikke findes andre dyr end de opstaldede tyre.

10. En tyreopdrætningscentrals drift skal i videst muligt omfang foregå således, at dyrebestanden beskyttes mod indslæbning af overførbare lidelser. I isolationsstalden skal der anvendes særskilte redskaber, og det bør tilstræbes at undgå at anvende samme personale til pasning af dyrene i isolationsstalden og dyrene i de ordinære stalde. Inden adgang til isolationsstalden og når isolationsstalden forlades, skal personalet vaske hænder, og under arbejde i isolationsstalden skal personalet være iført overtrækstøj og fodtøj, der efterlades i stalden. Angående besøg på opdrætningscentralen henvises til de af veterinærdirektoratet til enhver tid angivne retningslinier, og besøg i centralens stalde må kun finde sted, når aftale derom er truffet med driftslederen eller en repræsentant for denne. Besøgende må ikke få adgang til isolationsstalden. Ved fare for indslæbning af epizootiske sygdomme, kan den tilsynsførende dyrlæge forbyde alle besøgende adgang.

11. Forskrifterne træder i kraft den 1. maj 1986 og afløser forskrifter j.nr. A 842 II og III /79 af 27. marts 1979.

P.V.V.

J.B. Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →