Forskrift om større fiskeskibes udrustning med redningsflåder og -både (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Forskrift om større fiskeskibes udrustning med redningsflåder og -både (* 1)
I medfør af § 2, stk. 2, jfr. § 11, stk. 2 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m.v., jfr. industriministeriets bekendtgørelse nr. 362 af 5. august 1980 fastsættes
1 Forskriften gælder for alle fiskeskibe med en bruttotonnage (GT) på 500 og derover eller på 500 bruttoregistertons (BRT) og derover, .1 der afleveres fra værft efter den 1. april 1986, .2 der gennemgår større reparationer, ombygninger, forandringer eller ændringer af redningsmiddelarrangement efter den 1. april 1986, .3 der indkøbes fra udlandet efter 1. april 1986.
2 Der skal i hver side af skibet forefindes en eller flere redningsflåder tilstrækkelige til at optage samtlige ombordværende personer. I skibe, hvor afstanden fra indskibningsdæk til vandlinien i letteste søgående kondition overstiger 4,5 m, skal ovennævnte foreskrevne redningsflåder være nedfirbare, og der skal i hver side af skibet forefindes mindst et godkendt udsætningsmiddel.
3 Der skal om bord forefindes en med motor forsynet oppustet båd af godkendt type eller en som mand-overbord-båd egnet motorredningsbåd, der kan udsættes til den ene side af skibet.
4 Der skal om bord forefindes kran eller davider af godkendt type, som holdes klar til brug for udsætning og ophivning af den i regel 3 nævnte båd.
5 Såfremt direktoratet skønner det forsvarligt, kan der tillades andet redningsmiddelarrangement end det ovenstående.
6 Overtrædelse af forskriften kan i medfør af § 28 i lov om skibes sikkerhed m.v. straffes med bøde eller hæfte.
7 Forskriften træder i kraft den 1. april 1986.
Direktoratet for statens skibstilsyn, den 12. marts 1986
T.R. Funder
/K.W. Rode