Legislator Case Law & Legislation
B19851721705 DK

Bestemmelser om ultralette luftfartøjer

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1985 17217 Historic

Bestemmelser om ultralette luftfartøjer

I medfør af kap. 3, § 82, § 149, stk. 3, 8 og 10, § 151, stk. 1, og § 153 stk. 2 i lov om luftfart, jfr. lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969, som ændret ved lov nr. 94 af 29. marts 1972 og senest ved lov nr. 87 af 13. marts 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder følgende

1. Definitioner

Ultralet luftfartøj . Et luftfartøj, der opfylder følgende begrænsninger

Tomvægt: max. 150 kg

Sæder: max. 2

Stallhastighed: max. 45 km/t

Brændstoftank: max. 20 liter

og som hverken har et eksperimentalluftdygtighedsbevis eller et standardluftdygtighedsbevis.

Ultralet flyvemaskine/klasse A . En ultralet flyvemaskine, der styres helt eller delvis ved vægtforskydning.

Ultralet flyvemaskine/klasse B . En ultralet flyvemaskine, der styres med ror.

Ultralet luftfartøj/klasse C. Et ultralet gyroplan.

2. Gyldighedsområde

Denne BL gælder for flyvning med ultralette luftfartøjer inden for dansk område.

3. Generelt

3.1 Luftfartsloven og de i medfør heraf udfærdigede ministerielle bekendtgørelser og BLer gælder med de ændringer, der følger af bestemmelserne i denne BL.

3.2 Flyvning må ikke foregå i erhvervsmæssigt øjemed.

3.3 Personer, der midlertidigt opholder sig i Danmark, og som af en udenlandsk luftfartsmyndighed er certificeret til at føre et ultralet luftfartøj, kan efter ansøgning til Statens Luftfartsvæsen i maximalt 90 dage få tilladelse til at føre de af certificeringen omfattede luftfartøjer inden for dansk område. Tilladelsen forudsætter dokumentation for uddannelse, der svarer til den danske.

3.4 Flyvning med ikke-dansk registreret ultralet luftfartøj inden for dansk område må kun finde sted efter forud indhentet tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.

3.4.1 Luftfartøjets tekniske standard skal svare til kravene i pkt. 4. Luftfartøjet skal være ansvarsforsikret i overensstemmelse med luftfartslovens § 130.

3.5 For ikke-dansk certificerede personers flyvning med ikke-dansk registreret ultralet luftfartøj gælder alene bestemmelserne i pkt. 3 og pkt. 5.

4. Materiel

4.1 Et ultralet luftfartøj må kun benyttes, når der for luftfartøjet foreligger en af Statens Luftfartsvæsen udstedt flyvetilladelse, der er gyldig.

4.2 Et ultralet luftfartøj kan ikke registreres i nationalitetsregistret. Ved udstedelse af flyvetilladelse vil ejeren få tildelt et identifikationsnummer. Nummeret skal udformes og anbringes i overensstemmelse med ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse af 18. juni 1951 med senere ændringer om udfærdigelse af bestemmelser vedrørende nationalitets- og registreringsmærker på ejerens luftfartøj.

4.3 Luftfartøjet skal have monteret et for pilot og passager let læseligt, rødt skilt med teksten: Dette luftfartøj opfylder ikke standard luftdygtighedskravene.

4.4 Luftfartøjets vingeareal eller krop skal være i eller være bemalet med farver, der optræder som kontrast til luftfartøjets omgivelser under flyvning.

4.5 Ansøgning om flyvetilladelse skal indsendes til Statens Luftfartsvæsen af ejeren af luftfartøjet gennem en af Statens Luftfartsvæsen godkendt ultralet-organisation.

4.5.1 Ved ansøgning om flyvetilladelse skal anvendes en af Statens Luftfartsvæsen autoriseret formular.

4.5.2 Ansøgningen skal indeholde følgende

a) Detaljeret beskrivelse af luftfartøjet eller en fyldestgørende materielkontrolrapport fra en godkendt ultralet-organisation, som klart identificerer typen.

b) Dokumentation fra en af Statens Luftfartsvæsen godkendt organisation for, at det maximale A-vægtede lydtrykniveau frembragt af luftfartøjet ved maximal motorydelse i normalt operationsområde opfylder et af følgende kriterier

1. Højst 60 dB ved overflyvning i en højde af 150 meter (tolerance + 10 meter/ - 20 meter) af en mikrofon anbragt 1,2 meter over et reflekterende terræn. Mindst 4 måleresultater rapporteres.

2. Højst 80 dB i middel ved en stationær måling på et reflekterende terræn i en afstand af 10 meter fra motorinstallationen med mikrofonen anbragt 1,2 meter over terræn. Mindst 8 måleresultater ligeligt fordelt over en cirkel rapporteres. Et af målepunkterne placeres i propelplan. Ved beregning af middelværdien (aritmetisk) udelades eventuelle målepunkter placeret direkte bag luftfartøjet nær luftstrømmens midte.

Dokumentation med måleresultater skal indeholde en beskrivelse af det anvendte måleudstyr og dettes kalibrering samt en beskrivelse af måleobjektet og lokaliteten med angivelse af de meteorologiske forhold under målingens udførelse.

c) Dokumentation for ansvarsforsikring, jf. luftfartslovens § 130.

4.6 En flyvetilladelse bliver ugyldig i følgende tilfælde

a) Luftfartøjet skifter ejer.

b) Luftfartøjet beskadiges alvorligt.

c) Luftfartøjet ændres væsentligt.

d) Statens Luftfartsvæsen finder, at luftfartøjet ikke længere er i sikker stand for flyvning.

e) Luftfartøjet er ikke gyldigt ansvarsforsikret.

4.6.1 En ugyldig flyvetilladelse skal snarest muligt indsendes til Statens Luftfartsvæsen.

4.7 Statens Luftfartsvæsen kan i flyvetilladelsen fastsætte begrænsninger for luftfartøjets operation. Flyvetilladelsen er i så fald kun gyldig, hvis disse begrænsninger overholdes.

4.8 Luftfartøjets ejer eller bruger er ansvarlig for, at luftfartøjet er i sikker stand, inden flyvningen påbegyndes.

4.9 Luftfartøjets ejer eller bruger er forpligtet til at føre en rejsedagbog for luftfartøjet i overensstemmelse med de herfor gældende regler i BL 1-19.

5. Operationelle vilkår

5.1 Et ultralet luftfartøj skal føres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende lufttrafikregler.

5.1.1 Der må kun flyves VFR under overholdelse af bestemmelserne i BL 7-1, kapitel 4, visuelflyveregler. Flyvning uden for kontrolleret luftrum skal dog udføres med en flyvesigtbarhed på mindst 5 km.

5.1.2 Der må kun flyves i perioden mellem solopgang og solnedgang.

5.1.3 Der må ikke , hverken ved start, en route eller i forbindelse med landing, flyves over tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder, beboede campingpladser samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft.

5.1.4 Flyvning inden for kontrolzoner og terminalområder skal foregå i overensstemmelse med indhentet klarering fra den pågældende flyvekontrolenhed. Flyvning inden for trafikinformationszoner, trafikinformationsområder og trafikzoner må kun finde sted efter forud truffet aftale med den pågældende lufttrafiktjenesteenhed og i overensstemmelse med de af enheden meddelte betingelser.

5.1.5 Flyvning på eller nærmere end 5 km fra en offentlig eller militær flyveplads må kun finde sted efter retningslinier godkendt af Statens Luftfartsvæsen eller Flyvertaktisk Kommando.

5.1.5.1 I tilfælde, hvor der foreligger retningslinier for beflyvning af flyvepladsen skal der tillige foreligge tilladelse til aktuel flyvning fra flyvepladsledelsen.

5.1.6 Flyvning i en større højde end 900 m (3000 ft MSL) er ikke tilladt.

5.2 Der må højst være 2 personer ombord under flyvning.

5.3 Fartøjsføreren skal medføre en højdemåler, som kan vise luftfartøjets højde med en nøjagtighed på +/-100 ft.

5.4 De ombordværende skal bære sikkerhedshjelm under flyvning.

5.5 De ombordværende skal være fastspændte under flyvning.

5.6 Fartøjsføreren skal bære beskyttelsesbriller, hvis luftfartøjet ikke er udstyret med vindskærm.

6. Bemanding.

6.1 Fartøjsføreren skal være i besiddelse af et af Statens Luftfartsvæsen til ultralet luftfartøj udstedt certifikat eller af et andet af Statens Luftfartsvæsen udstedt certifikat til at føre flyvemaskine, rotorluftfartøj eller svæveplan suppleret med en typeuddannelse for ultralet luftfartøj.

6.2 Certifikat til ultralet luftfartøj udstedes gældende for ultralet luftfartøj af den klasse (A, B eller C), som praktisk prøve er aflagt på.

6.2.1 Certifikat udstedes af Statens Luftfartsvæsen efter ansøgning på hertil autoriseret formular, når ansøgeren opfylder de i pkt. 6.6 fastsatte udstedelseskrav.

6.3 Certifikat til ultralet luftfartøj udstedes med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse i henhold til BL 6-05.

6.4 Certifikatet giver ret til i ikke-erhvervsmæssig luftfart at fungere som fartøjschef på ultralet luftfartøj af den klasse, som praktisk prøve er aflagt på.

6.4.1 Udøvelse af certifikatets rettighed er betinget af de i pkt. 6.7 nævnte vilkår.

6.5 Flyvetid på ultralet luftfartøj kan ikke medregnes ved opgørelsen af flyvetid på andre luftfartøjskategorier.

6.6 Udstedelseskrav

a) Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt i henhold til BL 6-05.

b) Ansøgeren skal være fyldt 17 år.

c) Ansøgeren må ikke være udelukket fra at erhverve certifikat efter BL 6-02.

d) Ansøgeren skal have gennemgået en af Statens Luftfartsvæsen godkendt teoretisk uddannelse og have bestået en af Statens Luftfartsvæsen fastsat teoretisk prøve. Eksaminationen i love og bestemmelser skal være den af Statens Luftfartsvæsen for A- eller S-certifikater anordnede prøve.

e) Ansøgeren skal have gennemgået en praktisk uddannelse efter en af Statens Luftfartsvæsen godkendt skolingsnorm.

f) Ansøgeren skal over for en af Statens Luftfartsvæsen godkendt kontrollant have bestået en praktisk prøve på ultralet luftfartøj.

6.7 Udøvelseskrav

a) Føreren af ultralet luftfartøj skal inden for de sidste 24 måneder før flyvning have aflagt en duelighedsprøve på ultralet luftfartøj af den pågældende klasse over for en af Statens Luftfartsvæsen godkendt kontrollant.

b) Føreren af ultralet luftfartøj skal for udøvelse af sin rettighed have erhvervet en flyvetid inden for de sidste 12 måneder på mindst 5 timer omfattende mindst 10 starter og 10 landinger eller over for en af Statens Luftfartsvæsen godkendt kontrollant have aflagt en duelighedsprøve på ultralet luftfartøj af den pågældende klasse.

c) Føreren af ultralet luftfartøj skal være typeuddannet på den pågældende type efter en af Statens Luftfartsvæsen godkendt skolingsnorm.

d) Føreren af ultralet luftfartøj skal være helbredsmæssigt godkendt i henhold til BL 6-05.

e) Hvis en passager skal medføres, skal føreren af ultralet luftfartøj inden flyvning have udført mindst 5 starter og 5 landinger med den pågældende luftfartøjstype inden for de sidste 30 dage.

6.8 Fornyelse og udvidelse

6.8.1 Et certifikat kan indtil 18 måneder efter udløbsdatoen fornyes, når de i pkt. 6.7 a), b) og d) anførte uddannelseskrav er opfyldt på fornyelsestidspunktet.

6.8.2 Udvidelse af certifikat med anden klasse foretages af Statens Luftfartsvæsen efter andragende herom på autoriseret formular påtegnet af godkendt kontrollant.

6.9 Omskoling

6.9.1 Omskoling til et ultralet luftfartøj af en anden klasse end den, som certifikatet er udstedt til, kan ske ved aflæggelse af en praktisk prøve på et luftfartøj af vedkommende klasse over for en af Statens Luftfartsvæsen godkendt kontrollant, efter at certifikatindehaveren har gennemgået en praktisk uddannelse efter en af Statens Luftfartsvæsen godkendt skolingsnorm.

6.9.2 Omskoling til anden type end den, hvorpå den i pkt. 6.6 f) anførte praktiske prøve er aflagt, skal foregå efter en af Statens Luftfartsvæsen godkendt skolingsnorm.

6.9.2.1 Attestation for typeuddannelse skal indføres i certifikatindehaverens logbog og underskrives af pågældende instruktør.

7. Organisation

7.1 Statens Luftfartsvæsen kan godkende ikke-erhvervsdrivende foreninger til at forestå uddannelse og andre opgaver i forbindelse med flyvning med ultralette luftfartøjer.

7.2 En forening skal for at blive godkendt

a) Udarbejde en håndbog omfattende foreningens opbygning og virksomhed,

b) udarbejde skolingsnormer for uddannelse til certifikat til ultralet luftfartøj,

c) udarbejde skolingsnormer for typeuddannelse til ultralet luftfartøj af personer, der har certifikat til at føre flyvemaskine, rotorluftfartøj eller svæveplan,

d) udarbejde skolingsnormer for omskoling af personer, der er indehavere af certifikat til ultralet luftfartøj,

e) udarbejde skolingsnormer for aflæggelse af duelighedsprøve på ultralet luftfartøj,

f) indstille instruktører, der på foreningens vegne skal forestå uddannelsen til certifikat til ultralet luftfartøj, typeuddannelse på ultralet luftfartøj og omskoling på ultralet luftfartøj,

g) indstille kontrollanter, der efter normer fastsat af Statens Luftfartsvæsen skal foretage praktiske prøver for udstedelse af certifikat til ultralet luftfartøj, omskoling på ultralet luftfartøj og duelighedsprøve på ultralet luftfartøj,

h) udpege egnede flyvepladser til brug ved praktisk uddannelse, typeuddannelse og omskoling vedrørende ultralette luftfartøjer,

i) udarbejde normer for vurdering af ultralette luftfartøjer med henblik på indstilling om flyvetilladelse til Statens Luftfartsvæsen, og

j) forpligte sig til at føre tilsyn med flyvning med ultralette luftfartøjer i foreningens regi inden for dansk område og rapportere forhold af betydning for luftfartens sikkerhed og almene interesser i øvrigt til Statens Luftfartsvæsen.

7.2.1 En instruktør skal være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/privatflyvercertifikat eller instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan, samt have ret til at føre ultralet luftfartøj eller være særlig godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

7.2.2 En kontrollant skal være indehaver af et gyldigt instruktørbevis/privatflyvercertifikat og/ eller instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan, samt have ret til at føre ultralet luftfartøj og/ eller være særlig godkendt af Statens Luftfartsvæsen. Kontrollanten må ikke have uddannet de pågældende aspiranter.

7.3 En godkendelse bortfalder, når vilkårene for udstedelsen ikke længere er opfyldt.

7.4 En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis der under udøvelsen af den af godkendelsen omfattede virksomhed finder tilsidesættelse sted af de for virksomheden gældende forskrifter, herunder nærværende BL.

8. Dispensation

Statens Luftfartsvæsen kan i særlige tilfælde dispensere fra de i denne BL fastsatte bestemmelser.

9. Straf

9.1 Overtrædelse af pkt. 4 og 5 straffes i henhold til luftfartslovens § 149, stk. 3, og 149, stk. 8, med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år.

9.2 Overtrædelse af de øvrige bestemmelser i denne BL straffes i henhold til luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.

10. Ikrafttræden

Denne BL træder i kraft den 1. august 1985.

C. Mørup

fg.

/ K. Christensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →