Bestemmelser om instruktørbevis, svæveplan
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om instruktørbevis, svæveplan
I medfør af kapitel 4 samt § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jfr. lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969, som ændret ved lov nr. 94 af 29. marts 1972 og senest ved lov nr. 261 af 8. juni 1983, fastsætter luftfartsdirektoratet herved efter bemyndigelse fra ministeriet for offentlige arbejder, jfr. bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975 (BL 6-02), følgende
1. Udstedelse
1.1 Instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan udstedes af luftfartsdirektoratet efter ansøgning på hertil autoriseret formular, når ansøgeren opfylder de i denne BL fastsatte udstedelseskrav.
1.2 Instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan udstedes med en gyldighedsperiode på 24 måneder.
2. Rettighed
2.1 Instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan giver indehaveren ret til at fungere som instruktør på svæveplan under praktisk uddannelse, jfr. en af luftfartsdirektoratet godkendt uddannelsesnorm, til
Begrænset eneflyvning
lokalflyvning
svæveflyvercertifikat
anden type
startmetode
flyvning med passagerer
skyflyvning
PFT/lokalflyvningstilladelse/svæveplan
PFT/S-certifikat/svæveplan
IMC-PFT/S-certifikat.
2.2 Herudover giver beviset indehaveren ret til at meddele tilladelse til
Begrænset eneflyvning
lokalflyvning
flyvning med passagerer
skyflyvning.
2.3 Udøvelsen af bevisets rettighed er betinget af,
a) at indehaveren er i besiddelse af et gyldigt svæveflyvercertifikat gældende for den pågældende luftfartøjstype/startmetode, samt
b) at indehaveren inden for de sidste 12 måneder har udført mindst 5 flyvninger med svæveplan fra instruktørposition eller har gennemgået PFT/S-certifikat fra instruktørposition, jfr. en af luftfartsdirektoratet godkendt PFT- norm.
3. Udstedelseskrav
3.1 Ansøgeren skal være indehaver af gyldigt svæveflyvercertifikat.
3.2 Ansøgeren skal være fyldt 20 år.
3.3 Ansøgeren skal på svæveplan have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på mindst 100 timer og herunder enten have udført mindst 15 flyvninger med passagerer eller have fungeret som hjælpeinstruktør i mindst 10 timer.
3.4 Ansøgeren skal som luftfartøjschef på svæveplan have udført mindst 2 distanceflyvninger, hver på mindst 100 km.
3.5 Ansøgeren skal have gennemgået en teoretisk/praktisk instruktøruddannelse, jfr. en af luftfartsdirektoratet godkendt uddannelsesnorm.
4. Fornyelse
4.1 Instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan fornys af luftfartsdirektoratet efter andragende på hertil autoriseret formular, når følgende betingelser er opfyldt
a) Ansøgeren skal være indehaver af gyldigt svæveflyvercertifikat.
b) Ansøgeren skal på 2-sædet svæveplan inden for de sidste 24 måneder have udført mindst 20 flyvninger som instruktør eller inden for de sidste 6 måneder have gennemgået PFT/S-certifikat fra instruktørposition, jfr. en af luftfartsdirektoratet godkendt PFT-norm.
4.2 Beviset fornys med en gyldighedsperiode på 24 måneder.
5. Genudstedelse
Genudstedelse af instruktørbevis/førsteinstruktør/svæveplan, der har været ugyldigt i mere end 18 måneder, er betinget af fornyede teoretiske/praktiske prøver.
6. Hjælpeinstruktør
Luftfartsdirektoratet kan tillade, at en godkendt organisation benytter indehavere af S-certifikat til at hjælpe en førsteinstruktør ved den praktiske uddannelse, jfr. pkt. 2.1. De pågældende S-certifikatindehavere skal af organisationen anses for kvalificerede til dette og skal opfylde organisationens krav hertil. Disse krav skal være godkendt af luftfartsdirektoratet.
7. Dispensation
Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra de i denne BL fastsatte bestemmelser.
8. Straf
Udøvelse af bevisets rettighed, uden at de herfor fastsatte vilkår er opfyldt, straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, med bøde eller hæfte.
9. Ikrafttræden
9.1 Denne BL træder i kraft den 1. februar 1984.
9.2 Samtidig ophæves BL 8-2, 3. udgave, af 1. august 1969.
V. K. H. Eggers
/ B. Helmø Larsen
Ingen