Bestemmelser om benyttelse af faldskærme
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om benyttelse af faldskærme
I medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10, og § 151, stk. 2, jf.
lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969, som ændret ved lov
nr. 94 af 29. marts 1972 og senest ved lov nr. 128 af 9. april
1980, fastsætter luftfartsdirektoratet efter bemyndigelse fra
Ministeriet for Offentlige Arbejder herved følgende bestemmelser
for benyttelse af faldskærme.
1. Generelt
1.1 Benyttelse af faldskærme til udspring eller udkast fra luftfartøj må, bortset fra nødstilfælde, ikke ske uden tilladelse fra
luftfartsdirektoratet, medmindre andet er fastsat.
1.2 Luftfartsdirektoratet fastsætter herved bestemmelser for udspring med faldskærm over dansk område.
1.3 Faldskærmsspring er betinget af,
a) at springeren er indehaver af dansk faldskærmscertifikat, eller
b) at virksomheden foregår under instruktion/ overvågning af dansk
faldskærmsinstruktør.
1.4 Spring må kun foretages inden for den periode, hvor VFR-DAG
flyvning er tilladt i henhold til lufttrafikreglerne.
1.4.1 Tilladelse til spring uden for den ovennævnte periode kræver
særlig tilladelse fra luftfartsdirektoratet.
1.5 Spring må kun foretages, hvis den meteorologiske sigtbarhed i
springområdet er 8 km eller derover, og kun hvis springeren vil
være i en afstand fra skyer på mindst 1,5 km vandret og 300 meter
lodret under hele springforløbet.
1.6 Spring må kun foretages inden for kontrolzoner/terminalområder
eller inden for København Special Rules Area (København SRA),
hvis springeren har sikret sig, at tilladelse hertil er indhentet
fra vedkommende flyvekontrolorgan. Inden for
trafikinformationsområder, trafikinformationszoner eller
områder, hvor en AFIS-enhed yder flyvepladsinformationstjeneste,
bør anvisninger fra vedkommende enhed følges.
1.7 Spring må ikke uden særlig tilladelse fra luftfartsdirektoratet
eller hertil autoriseret instruktør (stævneinstruktør) foretages
med henblik på landing i tæt bebyggelse, herunder
sommerhusområder, beboede campingpladser samt områder, hvor et
større antal mennesker er samlet i fri luft.
1.8 Spring må ikke foretages, såfremt andre derved udsættes for fare
eller ulempe.
2. Certifikat som faldskærmsspringer
2.1 Certifikat som faldskærmsspringer udstedes af
luftfartsdirektoratet efter andragende på hertil autoriseret
formular.
2.2 Udstedelse af certifikat som faldskærmsspringer er betinget af,
at vedkommende ansøger har gennemgået en uddannelse under
instruktion/overvågning af dansk faldskærmsinstruktør,
omfattende
a) 15 spring med automatisk udløsning af skærm.
b) 10 spring med manuel udløsning af skærm, indeholdende mindst 2
spring med 12 sekunders frit, stabilt fald.
c) Korrekt pakning af faldskærm.
d) Fornødent kendskab til de for springvirksomhed gældende
bestemmelser.
2.3 Andragende om udstedelse af certifikat som faldskærmsspringer
skal være anbefalet af indehaver af bevis som
faldskærmsinstruktør, efter at ansøgeren over for instruktøren
har godtgjort at have opnået den for selvstændigt spring fornødne
viden og kunnen.
2.4 En faldskærmsinstruktør må ikke lade en aspirant foretage
spring, medmindre landingsområdets udstrækning, områdets
hindringsmæssige beskaffenhed, den herskende jordvind og lignende
gør dette forsvarligt.
2.5 Indehaver af certifikat som faldskærmsspringer skal føre
personlig logbog, indeholdende
a) Dato/år for spring.
b) Springsted/område.
c) Udspringshøjde i fod eller meter.
d) Fritfaldtid i minutter/sekunder.
e) Afvigelse i meter mellem beregnet og virkeligt landingspunkt.
2.6 Rettighed
2.6.1 Certifikat som faldskærmsspringer giver indehaveren ret til
selvstændig springvirksomhed over dansk område.
2.6.2 Udøvelsen af certifikatets rettighed er betinget af, at
indehaveren før ethvert spring ved logbog kan dokumentere at have
udført mindst 2 spring inden for de sidste 12 måneder under
overvågning af dansk faldskærmsinstruktør.
2.6.3 Den krævede attestation foretages af instruktøren i springerens logbog på følgende måde
Spring udført, jf. BL 9-1, pkt. 2.6.2., efterfulgt af instruktørens
underskrift, navn i blokbogstaver samt nr. på instruktørbevis.
3. Bevis som faldskærmsinstruktør
3.1 Bevis som faldskærmsinstruktør udstedes af luftfartsdirektoratet
efter andragende på hertil autoriseret formular.
3.2 Udstedelse af bevis som faldskærmsinstruktør er betinget af,
a) at vedkommende ansøger er i besiddelse af gyldigt certifikat som
faldskærmsspringer, samt
b) at andragendet er anbefalet af mindst 2 indehavere af bevis som
faldskærmsinstruktør, efter at aspiranten over for instruktørerne
har godtgjort at have opnået den for instruktionsvirksomhed
fornødne viden, rutine og kunnen.
3.3 Rettighed
3.3.1 Bevis som faldskærmsinstruktør giver indehaveren ret til at
fungere som
a) Instruktør for aspirant til faldskærmscertifikat.
b) Instruktør for aspirant til bevis som faldskærmsinstruktør.
3.3.2 Udøvelsen af bevisets rettighed er betinget af gyldigt
certifikat som faldskærmsspringer.
4. Inddragelse af certifikat eller bevis
4.1 Certifikat som faldskærmsspringer og/eller bevis som
faldskærmsinstruktør kan inddrages af luftfartsdirektoratet,
hvis indehaveren tilsidesætter de i denne BL fastsatte
bestemmelser.
5. Sikkerhedsbestemmelser
5.1 Der skal ved ethvert faldskærmsspring udpeges en springleder.
5.2 Springlederen skal sikre sig, at det anvendte luftfartøj er
godkendt til formålet.
5.3 Faldskærmsspringeren skal være udrustet med hoved- og
redningsskærm.
5.4 Under spring, der foregår i perioden mellem solnedgang og
solopgang, skal springeren bære et fast hvidt lys, der er synligt
hele horisonten rundt.
5.5 Bortset fra nødsituationer er laveste højde for udløsning af
faldskærm 600 meter (2000 FT) over terræn.
5.6 Udføres faldskærmsspring på steder, hvor anden flyveaktivitet
foregår, skal springlederen sikre sig, at der sker en samordning
mellem de forskellige aktiviteter.
5.7 Foretages udspring således, at der med forsæt landes på vand
eller i umiddelbar nærhed af vand, skal springeren bære
svømmevest, og der skal forefindes en båd til bjærgning af
udspringeren.
5.8 Ved udspring fra større højder end 6000 meter (19.700 FT) skal
ilt anvendes under springet.
5.8.1 Under flyvning til udspringshøjde skal ilt anvendes i flyet
a) I en hvilken som helst periode ud over 30 minutter, når
flyvehøjden er mellem 3000 meter (10000 FT) og 4000 meter (13000
FT).
b) Når flyvehøjden er over 4000 meter(13000 FT).
5.9 Før hvert faldskærmsspring eller serie af faldskærmsspring skal
springlederen have undersøgt de rådende vindforhold, og
udhopspunktet skal bestemmes med hjælp af mindst en
driftsindikator (»streamer«).
5.9.1 Faldskærmsspring må ikke finde sted, hvis vindstyrken ved
landingsstedet overstiger 10 m/sek.
5.9.1.1 Ved planlagt landing på vand skal vindstyrken ved overfladen
være mellem 2 og 10 m/sek.
6. Materiel
6.1 Den under spring krævede redningsskærm skal være godkendt af
fremstillingslandets myndigheder eller af luftfartsdirektoratet.
Hvis den anvendte hovedskærm fejlfunktionerer, skal
redningsskærmen funktionere korrekt.
6.1.1 Redningsskærmen skal vedligeholdes i overensstemmelse med
fabrikantens anvisninger. Redningsskærmen skal være inspiceret og
ompakket indenfor de sidste 4 kalendermåneder.
6.2 Den anvendte hovedskærm skal vedligeholdes og anvendes i
overensstemmelse med fabrikantens forskrifter og anvisninger.
6.3 Såfremt der ved opvisningsspring anvendes røgfakler, skal
fastspændingsanordninger for disse være af en af Dansk Faldskærms
Union godkendt type.
7. Luftfartøj/pilot
7.1 Spring må kun foretages fra et luftfartøj, der ifølge
luftdygtighedsbevis må anvendes hertil.
7.2 Luftfartøjets pilotsæde skal være forsynet med fast ryglæn, og
eventuelle dobbeltstyringsanordninger i modsatte side af
pilotsædet skal altid være fjernet.
7.3 Føreren af luftfartøjet skal have erhvervet en flyvetid som
luftfartøjschef på mindst 150 timer på luftfartøj af den
pågældende kategori.
8. Opvisningsspring
8.1 Spring under flyvestævner må kun foretages efter særlig af
luftfartsdirektoratet meddelt tilladelse, jf. BL 5-3.
8.1.1 Der skal udpeges en springleder, som over for stævnelederen er
den ansvarlige leder af springvirksomheden. Vedkommende skal være
i besiddelse af bevis som faldskærmsinstruktør.
8.2 Spring under byfester, sportsstævner og lignende, som ikke er
omfattet af pkt. 8.1, må kun foretages efter særlig af
luftfartsdirektoratet eller af hertil autoriseret instruktør
(stævneinstruktør) meddelt tilladelse.
8.2.1 Ansøgning herom, underskrevet af klubben eller en instruktør,
skal være luftfartsdirektoratet eller en stævneinstruktør i hænde
senest 2 uger før opvisningens afholdelse og skal mindst
indeholde følgende oplysninger
a) Arrangørens navn og adresse og evt. telefonnummer.
b) Springlederens navn og adresse og evt. telefonnummer.
c) Tid og sted for opvisningens afholdelse.
d) Skitse over nedspringsområdet med angivelse af nedspringsstedet,
angivelse af tilskuerpladser og afstanden hertil fra
nedspringsstedet.
e) Erklæring om, at den af luftfartsdirektoratet krævede forsikring
vedrørende flyvestævner og lignende er tegnet.
8.3 Der skal til enhver faldskærmsopvisning ved de under pkt. 8.2
anførte arrangementer udpeges en springleder, der skal være i
besiddelse af bevis som faldskærmsinstruktør.
8.3.1 Springlederen skal godkendes af luftfartsdirektoratet eller af
stævneinstruktøren og er over for disse ansvarlig for
faldskærmsopvisningens sikkerhedsmæssige gennemførelse.
8.4 Springlederen skal, forinden opvisningen påbegyndes, sikre sig,
at
a) at politimesterens tilladelse foreligger,
b) at ejerens tilladelse til anvendelse af nedspringsområderne
(planlagte og aternative) foreligger,
c) at tilskuerpladserne er effektivt afspærret og bevogtet, samt
d) at såvel de deltagende personer som det anvendte materiel opfylder de fastsatte bestemmelser i henseende til certifikater, beviser
m.v.
8.5 Nedspringsområdet skal være uden hindringer og udgøre et areal,
der kan indeholde en cirkel med en radius på mindst 30 meter,
såfremt der findes et eller flere alternative nedspringsområder
af mindst samme størrelse.
8.5.1 Findes der ikke et alternativt nedspringsområde, skal området
være uden hindringer og udgøre et areal, der kan indeholde en
cirkel med en radius på mindst 100 meter.
8.5.2 I midten af nedspringsområdet skal udlægges et landingsmærke.
Landingen skal foregå så nær det udlagte mærke som muligt. Ingen
uvedkommende personer må befinde sig i området, når
springvirksomhed finder sted.
8.6 Springeren skal være udrustet med styrbar hoved- og redningsskærm samt stopur og/eller højdemåler.
8.6.1 Ved spring under de i pkt. 8 anførte opvisninger må kun
anvendes hovedskærme med maksimal synkhastighed på 5,5 m/sek. og
minimum egendrift på 8,0 m/sek.
8.6.2 Ved spring til de under pkt. 8.5 og pkt. 8.5.1 nævnte
nedspringsområder må vindstyrken ved jorden højst være 8 m/sek.
8.7 For at deltage som faldskærmsspringer skal vedkommende have
udført mindst 150 spring med styrbar hovedskærm. Inden for de
sidste 6 måneder skal vedkommende have udført mindst 10 spring af
samme sværhedsgrad, som agtes udført ved stævnet. Ingen af disse
spring må have afveget mere end 10 meter fra udlagt
landingsmærke.
9. Springområder
9.1 Springområder, beliggende på eller inden for en afstand af 5 km
fra godkendt flyveplads, må kun etableres og benyttes, hvis
godkendelse foreligger fra luftfartsdirektoratet.
9.2 Andragende om godkendelse af springområde, beliggende på eller
inden for en afstand af 5 km fra godkendt flyveplads, skal
tilstilles luftfartsdirektoratet og være bilagt
a) Situationsplan i målestok 1:4000, der viser områdets placering.
b) Anbefaling af 2 indehavere af bevis som faldskærmsinstruktør.
c) Skriftlig tilladelse fra flyvepladsens koncessionshaver.
9.3 Luftfartsdirektoratet kan kræve oprettet særligt regulativ for
springvirksomhed på de i pkt. 9.1 nævnte områder, hvor man finder
et sådant påkrævet.
9.4 Godkendelsen kan tilbagekaldes af luftfartsdirektoratet, såfremt
lufttrafikmæssige, miljømæssige og/eller andre årsager taler
herfor.
9.5 Flyvepladslederen eller dennes stedfortræder kan stoppe
springaktiviteten, såfremt den er til gene for den øvrige
flyvepladstrafik.
9.6 Faldskærmsvirksomhed på godkendt flyveplads skal i øvrigt foregå
i henhold til følgende retningslinier
a) Springområdet skal være beliggende uden for bane og
taxivejsystemets sikkerhedszoner samt fri af banernes ud- og
indflyvningszoner.
b) Springområdet skal være placeret mindst 200 meter fra
flyvepladsens godkendte tilskuerpladser, flyparkeringsområder,
hangarer og offentlige veje.
c) Færdsel til og fra springområdet skal kunne foregå fri af baner
og sikkerhedszoner.
d) Medmindre der anvendes springgrav, skal springområdet være
afmærket med et kryds af orange flager på minimum 1 x 3 meter.
e) På flyvepladser, hvor der er etableret radiostation, skal denne
være bemandet under springvirksomhed, der finder sted i pladsens
offentliggjorte åbningstid.
f) I forbindelse med springvirksomheden skal luftfartøjets fører
over radioen meddele
- finale for spring
- luftfartøjets position (N, NV, W .... for springområdet)
- luftfartøjets højde
- antal springere
- sidste springer forladt luftfartøjet.
g) Springvirksomheden skal til- og afmeldes hos den pågældende
flyvepladsleder, såfremt virksomheden finder sted i pladsens
offentliggjorte åbningstid.
10. Dispensation
Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra de i
denne BL fastsatte bestemmelser.
11. Straf
Overtrædelse af de i denne BL fastsatte bestemmelser straffes i
medfør af luftfartslovens § 149, stk. 10 med bøde eller hæfte.
12. Ikrafttræden
Denne BL træder i kraft den 15. maj 1983.
Samtidig ophæves BL 9-1, 6. udgave af 15. maj 1982.
V. K. H. Eggers
/ B. Helmø Larsen
Ingen