Legislator Case Law & Legislation
B19831720405 DK

Bestemmelser om ubemandede friballoner

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1983 17204 Historic

Bestemmelser om ubemandede friballoner

I medfør af luftfartslovens § 82, § 149, stk. 8, og § 151, stk. 1, jfr. lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969, som ændret ved lov nr. 94 af 29. marts 1972 og senest ved lov nr. 128 af 9. april 1980, fastsætter Luftfartsdirektoratet efter bemyndigelse fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, jfr. bekendtgørelse nr. 93 af 8. marts 1982, herved følgende bestemmelser for flyvning med ubemandede friballoner.

1. Definitioner

Lufttrafiktjenesteenhed (Air Traffic Services Unit). Fællesbetegnelse omfattende flyvekontrolenhed, flyveinformationscentral, meldekontor for lufttrafiktjeneste og AFIS-enhed.

Trykhøjde (Pressure Altitude). Et atmosfærisk tryk, som udtrykkes i form af den højde, som svarer til det pågældende tryk i standardatmosfæren.

Ubemandet friballon (Unmanned Free Balloon). Et ubemandet luftfartøj, lettere end luft, som ikke fremdrives ved egen kraft under flyvning, og som er i fri flyvning.

Ubemandede friballoner klassificeres således

a) Let: en ubemandet friballon, som medfører en nyttelast bestående af en eller flere enheder med en samlet vægt på mindre end 4 kg, medmindre den klassificeres som tung efter pkt. c) 2), 3) eller 4)

b) Middel: en ubemandet friballon, som medfører en nyttelast bestående af to eller flere enheder med en samlet vægt på 4 kg eller derover, men mindre end 6 kg, medmindre den klassificeres som tung efter pkt. c) 2), 3) eller 4)

c) Tung: en ubemandet friballon, som medfører en nyttelast, som

1) har en samlet vægt på 6 kg eller derover, eller

2) omfatter en enhed med en vægt på 3 kg eller derover, eller

3) omfatter en enhed med en vægt på 2 kg eller derover og med en arealtæthed på mere end 13g/kvadratcentimeter, eller

4) er ophængt i et reb eller en anordning, som kræver en stødkraft på mindst 230 newtons for at frigøre nyttelasten fra ballonen.

Anm. 1: Arealtætheden i pkt. c) 3), beregnes ved at dividere nyttelastens totale vægt i gram med nyttelastens mindste areal i kvadratcentimeter.

Anm. 2: Se bilag.

Vedkommende ATS-myndighed (Appropriate ATS Authority)

Den luftfartsmyndighed, der af vedkommende stat er udpeget som ansvarlig for ydelse af lufttrafiktjeneste i et bestemt luftrum.

2. Gyldighedsområde

2.1 Denne BL gælder for opsendelse af ubemandede friballoner, herunder lejetøjsballoner, inden for dansk område, samt for opsendelse fra dansk fartøj, som befinder sig uden for nogen stats folkeretlig anerkendte område.

2.2 Afvigende bestemmelser, fastsat af en fremmed stat, der overflyves, skal dog følges.

3. Generelt

3.1 En ubemandet friballon må ikke opereres uden tilladelse fra Luftfartsdirektoratet. Dette gælder dog ikke flyvning med ubemandet friballon af klassifikation Let på de i pkt. 4.1 nævnte vilkår.

3.1.1 Ved ansøgning om tilladelse skal anvendes en hertil af Luftfartsdirektoratet autoriseret formular. Ansøgningen skal indeholde de i pkt. 5.1.2 nævnte oplysninger.

3.2 En ubemandet friballon må ikke opereres over anden stats sø- og landterritorium uden tilladelse fra pågældende stat.

3.2.1 Dette gælder dog ikke, når der er tale om en ubemandet friballon af klassifikation Let, som udelukkende anvendes til meteorologiske formål, og som opereres af en af Luftfartsdirektoratet godkendt offentlig myndighed.

3.3 En ubemandet friballon af klassifikation tung må ikke opereres over internationalt farvand uden særlig tilladelse fra vedkommende ATS-myndighed.

3.4 En ubemandet friballon må ikke opereres på en sådan måde, at den eller nyttelasten udgør fare for personer eller ejendom på jorden.

4. Operationelle begrænsninger og krav til udstyr

4.1 En ubemandet friballon af klassifikation Let kan uden tilladelse fra Luftfartsdirektoratet opereres over dansk område på følgende vilkår

a) afstanden fra en offentlig godkendt flyveplads eller en privat flyveplads, der er anmeldt i henhold til luftfartslovens § 59, skal være mindst 5 km,

b) flyvehøjden må højst være 100 m over terræn, og

c) flyvningen må ikke medføre ulemper for anden luftfart.

4.2 En ubemandet friballon af klassifikation Middel eller Tung må ikke opsendes på en sådan måde, at den vil flyve lavere end 300 m (1.000 FT) over tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder, beboede campingpladser samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft.

4.3 En ubemandet friballon af klassifikation Tung må ikke uden særlig tilladelse fra vedkommende lufttrafiktjenesteenhed opereres i eller igennem højder under 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde, hvor

a) der er skyer eller andre sigtbarhedsforringende fænomener, som dækker mere end 4/8 af himlen, eller

b) den vandrette sigtbarhed er mindre end 8 km (5 NM).

4.4 En ubemandet friballon af klassifikation Tung, som er udstyret med en slæbe-antenne, må ikke opsendes, medmindre der til antennen er fastgjort kulørte bånd med højst 15 meters mellemrum.

4.5 En ubemandet friballon af klassifikation tung må ikke opsendes, medmindre den er udstyret med mindst to af hinanden uafhængige anordninger eller systemer, som automatisk eller via fjernbetjening er i stand til at bringe flyvningen med nyttelast til ophør.

4.5.1 Ballonhylstret skal være udstyret med

a) radarreflekterende anordninger eller materiale, som vil præsentere et ekko fra en overfladeradar, som arbejder i frekvensområdet mellem 200 MHz og 2700 MHz, og/eller

b) andre anordninger, som gør det muligt for ejeren eller brugeren at foretage kontinuerlig sporing uden for rækkevidden af overfladeradaren.

4.6 En ubemandet friballon af klassifikation tung må ikke opereres i et område, hvor der anvendes overfladeplaceret SSR-udstyr, medmindre den er udstyret med SSR-transponder med mode C, som enten fungerer kontinuerligt eller kan startes, når det er nødvendigt.

4.7 En ubemandet friballon af klassifikation tung må ikke opereres under 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde uden for de i lufttrafikreglernes tillæg E anførte perioder, medmindre ballonen og alt, hvad den medfører, hvadenten dette adskilles fra ballonen under operationen eller ej, er belyst.

4.8 En ubemandet friballon af klassifikation tung, som er udstyret med en ophængningsanordning, (bortset fra en åben faldskærm af stærk iøjnefaldende farve), der er mere end 15 m lang, må ikke opereres mellem solopgang og solnedgang under 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde, medmindre ophængningsanordningen er farvet i striber med stærkt afvigende farver, eller der til ophængningsanordningen er fastgjort kulørte bånd.

5. Underretning om flyvning med balloner af klassifikation middel eller tung.

5.1 Underretning før flyvning

5.1.1 Vedkommende lufttrafiktjenesteenhed skal underrettes om flyvning med ubemandede friballoner af klassifikation middel eller tung senest syv dage, før flyvningen påtænkes påbegyndt.

Anm.: Underretning kan ske ved fremsendelse af kopi af den af Luftfartsdirektoratet meddelte tilladelse til flyvning, jfr. pkt. 3.1, til vedkommende lufttrafiktjenesteenhed.

5.1.2 Underretning om flyvning skal indeholde følgende oplysninger

a) ballonflyvningens identitetsbetegnelse eller projektets kodenavn,

b) ballonens klassifikation og beskrivelse af ballonen,

c) SSR-kode eller NDB-frekvens,

d) ejerens eller brugerens navn og telefonnummer,

e) opsendelsessted,

f) forventet tidspunkt for opsendelse (eller forventede tidspunkter for påbegyndelse og afslutning af opsendelse),

g) antallet af balloner, som skal opsendes, samt det forventede interval mellem ballonerne,

h) opstigningens forventede retning,

i) marchhøjhde (trykhøjde),

j) det forventede tidspunkt samt det forventede sted for passage af 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde eller for opnåelse af marchhøjde, såfremt denne er lavere.

Anm.: Såfremt operationen består af flere opsendelser efter hinanden, angives de tidspunkter, på hvilke det forvents, at den første og den sidste ballon i en serie når pågældende højde.

k) forventet dato og tidspunkt for flyvningens afslutning samt det planlagte nedfaldssted. Ved langvarige flyvninger, hvor dato og tidspunkt for flyvningens afslutning og nedfaldsstedet ikke kan forudsiges med nøjagtighed, bør udtrykket »long duration« anvendes.

Anm.: Hvis der vil være mere end et nedfaldssted, skal hvert nedfaldssted angives sammen med det forventede nedfaldstidspunkt. Hvis der vil være en serie af nedfald, skal det første og det sidste forventede nedfaldstidspunkt i serien angives.

5.1.3 Enhver ændring af de før en flyvning afgivne oplysniner skal meddeles lufttrafiktjenesteenheden snarest og senest 6 timer før det forventede opsendelsestidspunkt. Såfremt det drejer sig om undersøgelse af solare eller kosmiske forstyrelser, hvorunder tidspunktet udgør et kritisk element, bør underretning om ændringer finde sted senest 30 minutter før påbegyndelse af opsendelsen.

5.1.4 Når der er givet underretning om en påtænkt flyvning, jfr. pkt. 5.1.1, skal ejeren eller brugeren snarest muligt underrette lufttrafiktjenesteenheden, hvis flyvningen aflyses.

5.2 Underretning om opsendelse

5.2.1 Umiddelbart efter opsendelsen af en ubemandet friballon af klassifikationen middel eller tung, skal ejeren eller brugeren underrette lufttrafiktjenesteenheden om følgende

a) ballonflyvningens identitetsbetegnelse eller projektets kodenavn,

b) opsendelsessted,

c) aktuelt opsendelsestidspunkt,

d) det forventede tidspunkt samt det forventede sted for passage af 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde eller for opnåelse af marchhøjde, såfremt denne er lavere,

e) enhver ændring af de i medfør af pkt. 5.1.2 g) og h) afgivne oplysninger.

5.3 Underretning om position

5.3.1 Ejeren eller brugeren af en ubemandet friballon af klassifikation tung skal overvåge ballonflyvningens forløb og fremsende positionsrapporter for ballonen, således som det kræves af lufttrafiktjenesteenheden. Medmindre lufttrafiktjenesteenheden kræver positionsrapporter for ballonen med kortere mellemrum, skal positionen bestemmes hver anden time ved flyvning i eller under 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde og hver 24. time ved flyvning over denne højde.

5.3.2 Hvis en position ikke kan bestemmes i overensstemmelse med pkt. 5.3.1, skal ejeren eller brugeren straks underrette den pågældende lufttrafiktjenesteenhed. Denne underretning skal indeholde den sidst bestemte position. Lufttrafiktjenesteenheden skal underrettes, så snart ballonen atter er sporet.

5.4 Underretning om nedstigning og afslutning

5.4.1 En time før påbegyndelse af planlagt nedstigning med en ubemandet friballon af klassifikation tung skal ejeren eller brugeren fremsende følgende oplysninger vedrørende ballonen til vedkommende lufttrafiktjenesteenhed

a) aktuelle geografiske position,

b) aktuelle højde (trykhøjde),

c) forventet tidspunkt for passage af 18.000 m (60.000 FT) trykhøjde,

d) forventet nedfaldstidspunkt og -sted.

5.4.2 Ejeren eller brugeren af en ubemandet friballon af klassifikation middel eller tung skal underrette vedkommende lufttrafiktjenesteenhed, når flyvningen er afsluttet.

6. Afbrydelse af flyvning med balloner af klassifikation tung

Ejeren eller brugeren af en ubemandet friballon af klassifikation tung skal efter koordination med vedkommende lufttrafiktjenesteenhed bringe flyvningen med nyttelast til ophør i følgende tilfælde

a) når det vides, at vejrforholdene er dårligere end de for operationen foreskrevne,

b) såfremt en fejl eller anden årsag medfører, at videre operation udgør en fare for den øvrige lufttrafik eller for personer eller ejendom på jorden,

c) før indflyvning i luftrum over en anden stats territorium, medmindre tilladelse er indhentet.

7. Dispensation

Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra de i denne BL fastsatte bestemmelser.

8. Straf

Overtrædelse af bestemmelserne i denne BL straffes i medfør af luftfartslovens § 149, stk. 8, med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år.

9. Ikrafttræden

Denne BL træder i kraft den 1. februar 1983.

V. K. K. Eggers

/ E. Christiansen

Bilag til BL 7-9

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →