Bestemmelser om trafikflyvercertifikat af III klasse, B-certifikat, flyvemaskine, generelt
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om trafikflyvercertifikat af III klasse, B-certifikat, flyvemaskine, generelt
1. Udfærdiget i medfør af ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 191 af 23. maj 1975, jfr. BL 6-02.
2. Ikrafttræden
2.1 Denne BL træder i kraft den 1. april 1982. Samtidig hermed ophæves BL 6-20, 2. udgave af 15. februar 1981.
3. Udstedelse
3.1 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine udstedes af luftfartsdirektoratet efter andragende på hertil autoriseret formular, når ansøgeren opfylder de i denne BL fastsatte udstedelseskrav.
3.2 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine udstedes gældende for føring af flyvemaskine af den klasse/type, hvorpå den under punkt 5.9 anførte praktiske prøve er afholdt samt for klasse/type svarende til ansøgerens privatflyvercertifikat/flyvemaskine.
3.3 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine udstedes med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse til trafikflyvercertifikat af III klasse.
4. Rettighed
4.1 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine giver på de herfor i BL 6-13 eller på de i denne BL under pkt. 4.3 anførte betingelser indehaveren samme rettighed som indehavere af privatflyvercertifikat/flyvemaskine.
4.2 Herudover giver certifikatet indehaveren ret til VFR-flyvning om dagen mod vederlag i erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig luftfart som
4.2.1 Luftfartøjschef på flyvemaskine med en MTOW på indtil 5.700 kg af den klasse/type, for hvilken certifikatet er gældende.
4.2.2 Andenpilot på flyvemaskine af den type, for hvilken certifikatet er gældende.
4.3 Udøvelsen af certifikatets rettighed efter pkt. 4.2 er betinget af
a) at indehaveren har et gældende PFT aflagt efter driftsbestemmelserse for regelmæssig eller ikke-regelmæssig offentlig luftfart eller efter BL 6-56 på pågældende flyvemaskineklasse, samt
b) at indehaveren - såfremt passagerer medføres - har udført mindst 3 starter og 3 landinger inden for de sidste 90 dage med flyvemaskine tilhørende den pågældende typegruppe.
4.3.1 Udøvelsen af certifikatets erhvervsmæssige rettighed som luftfartøjschef under transport af passagerer, gods og post over Grønland og Færøerne og uden for dansk område er endvidere betinget af, at indehaveren er i besiddelse af instrumentbevis/flyvemaskine eller har opnået en flyvetid som luftfartøjschef på flyvemaskine på mindst 500 timer.
4.4 Udøvelsen af certifikatets rettighed er desuden betinget af, at indehaveren ikke er fyldt 60 år.
5. Udstedelseskrav
5.1 Ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå trafikflyvercertifikat, jfr. BL 6-02.
5.2 Ansøgeren skal være fyldt 21 år.
5.3 Ansøgeren skal have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsforetagende.
5.4 Ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt af luftfartsdirektoratet til trafikflyvercertifikat, jfr. BL 6-05.
5.5 Ansøgeren skal have bestået de til trafikflyvercertifikat af III klasse af luftfartsdirektoratet foreskrevne teoretiske prøver (teorikrav II).
5.6 Ansøgeren skal være indehaver af flyvetelefonistbevis eller have bestået den herfor af luftfartsdirektoratet krævede kvalifikationsprøve.
5.7 Ansøgeren skal have gennemgået den for trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine i BL 6-21 foreskrevne praktiske uddannelse med et tilfredsstillende resultat og skal herunder have opnået en flyvetid under dobbeltstyring på mindst 50 timer.
5.8 Ansøgere skal på flyvemaskine have opnået en total flyvetid på mindst 200 timer indeholdende
a) 100 timer som luftfartøjschef, hvoraf mindst 20 timer skal være erhvervet under navigationsflyvning, indeholdende mindst 2 flyvninger på ikke under 300 NM med landing på mindst 2 forudbestemte pladser,
b) 10 timers instrumentflyvning, hvoraf indtil 5 timer kan være erhvervet på link eller simulator, der er godkendt af luftfartsdirektoratet til pågældende uddannelse,
c) 5 timers natflyvning indeholdende mindst 10 starter og 10 landinger som luftfartøjschef.
5.8.1 Indtil halvdelen af den under punkt 5.8 anførte totale flyvetid og den under punkt 5.8 a) anførte flyvetid som luftfartøjschef kan være erhvervet på rotorluftfartøj.
5.9 Ansøgeren skal på flyvemaskine efter indstilling af godkendt flyveskole på hertil autoriseret formular under en af luftfartsdirektoratet anordnet prøve godtgøre at være kvalificeret til
a) at udføre de funktioner, der påhviler en luftfartøjschef i forbindelse med en VFR- flyvnings forberedelse, gennemførelse og afslutning,
b) at træffe sådanne beslutninger og/eller forholdsregler, som måtte være påkrævet, hvis en nødsituation eller anden hændelse gør det umuligt eller uforsvarligt at fortsætte flyvningen som planlagt,
c) at føre den pågældende flyvemaskine under VMC i såvel normale som unormale flyvemanøvrer, samt
d) at anvende de for pågældende flyvemaskine foreskrevne nødprocedurer.
5.9.1 Prøven vil indeholde en eller flere af de i BL 6-21 anførte øvelser.
6. Fornyelse
6.1 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine fornys af luftfartsdirektoratet efter andragende på hertil autoriseret formular, når følgende betingelser er opfyldt
a) ansøgeren må ikke være udelukket fra at opnå trafikflyvercertifikat, jfr. BL 6-02,
b) ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt af luftfartsdirektoratet til trafikflyvercertifikat, jfr. BL 6-05,
c) ansøgeren skal dokumentere at have erhvervet en flyvetid som luftfartøjschef på flyvemaskine på mindst 70 timer inden for de sidste 12 måneder.
6.1.1 Flyvetid erhvervet som andenpilot kan helt eller delvis erstatte den under punkt 6.1. c) anførte flyvetid som luftfartøjschef i forholdet 2:1.
6.1.2 Indtil halvdelen af den under punkt 6.1. c) anførte flyvetid kan være erhvervet på rotorluftfartøj.
6.2 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine fornys med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse som trafikflyver af III klasse.
7. Genudstedelse
7.1 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine genudstedes af luftfartsdirektoratet efter andragende på hertil autoriseret formular indtil 2 1/2 år efter certifikatets udstedelses- eller seneste fornyelsesdato, når følgende betingelser er opfyldt
a) ansøgeren må ikke være udelukket fra at erhverve trafikflyvercertifikat, jfr. BL 6-02,
b) ansøgeren skal være helbredsmæssigt godkendt af luftfartsdirektoratet til trafikflyvercertifikat, jfr. BL 6-05, samt
c) Ansøgeren skal aflægge en fornyet praktisk prøve, jfr. punkt 5.9.
7.2 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine genudstedes med en gyldighedsperiode, der svarer til gyldigheden af ansøgerens helbredsmæssige godkendelse som trafikflyver af III klasse.
8. Udvidelse
8.1 Trafikflyvercertifikat af III klasse/flyvemaskine udvides med anden klasse eller anden type på de i BL 6-50, henholdsvis BL 6-51, anførte betingelser.
9. Dispensation
9.1 Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra de i denne BL fastsatte bestemmelser.
H. Dahl
fg.
/ B. Helmø Larsen
Ingen