Legislator Case Law & Legislation
B19820401105 DK

Gasreglementet afsnit C Generelle bestemmelser (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse 1982 4011 Historic

Gasreglementet afsnit C Generelle bestemmelser (* 1)

Forord

Dette reglement er fastsat i henhold til §§ 15, 17 og 19, stk. 2 i lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med afløbsledninger.

Reglementet består af tre hovedafsnit, A, B og C.

Afsnit A, omhandler almindelige bestemmelser og generelle installationsforskrifter for gasinstallationer hos den almindelige forbruger.

Til afsnittet hører et ringbind med de bilag, hvortil der er henvist i reglementet, samt de relevante love, bekendtgørelser m.v.

Afsnit B, omhandler installationsforskrifter for særlige typer af installationer, f.eks. store gasfyrede opvarmningsanlæg, F-gasinstallationer i campingvogne, arbejdsskure og skurvogne m.m. Afsnit B vil blive udbygget i takt med behovet.

Afsnit C, omhandler generelle og specielle bestemmelser vedrørende DGP's afprøvning og godkendelse af gasmateriel, herunder DGP's prøvningsregler for varierende typer gasmateriel.

De specielle bestemmelser vil blive udbygget med prøvningsregler i takt med behovet.

Ministeriet for offentlige arbejder

Den 14. december 1982

Indholdsfortegnelse

C-1: Gyldighedsområde og terminologi

1.1. Gyldighedsområde

1.2. Terminologi

C-2: Generelle bestemmelser

2.1. Omfang og opdeling af godkendelsesordningerne

2.2. Salg og installering af gasmateriel

2.3. Bestemmelser vedrørende komponentleverandøren (godkendelsesindehaveren)

2.4. Godkendelsernes ophør

C-3: Grundlag og vilkår for godkendelsesordningerne

3.1. Grundlag og vilkår for typegodkendelsesordningen

3.2. Grundlag og vilkår for systemgodkendelsesordningen

C-4: Almindelige bestemmelser vedrørende gasmateriel

4.1. Klassifikation af gasmateriel

4.2. Generelle bestemmelser for gasmateriel, som indgår i forbrugerens forsyningsanlæg

4.3. Generelle bestemmelser for gasforbrugende apparater med tilhørende udstyr

C-5: Straffe-, i krafttrædelses- og overgangsbestemmelser

5.1. Straffebestemmelser

5.2. Ikrafttrædelsesbestemmelser

5.3. Overgangsbestemmelser

C-1: Gyldighedsområde og terminologi

1.1. Gyldighedsområde

1.1.1.

Dette reglement afsnit C indeholder generelle og specielle bestemmelser vedrørende DGP's afprøvning og godkendelse af gasmateriel i henhold til §§ 15 og 17 i lov nr. 250 af 8. juni 1978.

1.1.2.

Bestemmelserne gælder for alt gasmateriel i forbrugerinstallationer fra og med tilslutning til hovedledning eller F-gas beholder (tank eller flaske), dog kun for gasmateriel med maksimalt tilladeligt driftstryk mindre end eller lig 16 bar.

Komponenter for flydende F-gas er også omfattet.

1.1.3.

Ud over nærværende bestemmelser gælder de specielle bestemmelser for forskellige typer gasmateriel, jfr. fortegnelse angivet i bilag 2 C.

1.1.4.

I de tilfælde, hvor Gasreglementet ikke indeholder specielle bestemmelser for en bestemt type gasmateriel, kan DGP fastsætte midlertidige bestemmelser.

1.2. Terminologi

Med hensyn til den i nærværende bestemmelse anvendte terminologi henvises til pkt. 1.2. i Gasreglementet, afsnit A. Som supplement og præcisering skal følgende fremhæves.

1.2.1. Generelt

Gasleverandør

Herved forstås en distributionsvirksomhed for gas, registreret af DGP.

Komponentleverandør (godkendelsesindehaver)

Herved forstås firmaer, registreret af DGP, som markedsfører godkendt gasmateriel på det danske marked.

1.2.2. Gasmateriel

Ved gasmateriel forstås dels komponenter i gasinstallationer med gasteknisk funktion, dels komponenter beregnet til selve opbygningen af gasinstallationer. Den gastekniske funktion omfatter dels regulering og styring af gasmængde dels forbrændingstekniske forhold i forbindelse med gasbrænderarrangementer og deres montering i forbrændingskamre.

1.2.3. Gasfamilier

Ved gasfamilier forstås grupper af gaskvaliteter med beslægtede forbrændingsegenskaber.

De opdeles i 1., 2. og 3. gasfamilie, idet kravene til gaskvaliteterne inden for de 3 gasfamilier er fastsat i de af DGP udfærdigede »Bestemmelser om gaskvaliteter«. (Bilag 1 A til Gasreglementet, afsnit A.)

1. Gasfamilie består af bygas, d.v.s. gas produceret af kul eller olieprodukter og kendetegnet ved højt indhold af hydrogen (brint). Endvidere af visse erstatningsgasser, godkendt af DGP, jfr. ovennævnte bestemmelser om gaskvaliteter.

2. Gasfamilie består af naturligt forekommende gas (naturgas) væsentligst bestående af kulbrinten metan. 2. gasfamilie gruppe H indeholder normalt 90-95 pct. metan, medens gruppe L normalt indeholder 80-85 pct. metan.

Endvidere af visse erstatningsgasser, godkendt af DGP, jfr. ovennævnte bestemmelser om gaskvaliteter.

3. Gasfamilie består af kul brinter, hovedsagelig propan og butan og benævnt F-gas (flaskegas eller LPG).

1.2.4. Andre gaskvaliteter

Kloakgas eller biogas består af brændbare gasser, produceret af affald, gødning eller lignende.

C-2: Generelle bestemmelser

2.1. Omfang og opdeling af godkendelsesordninger

2.1.1.

God kendelsesordningerne for gasmateriel omfatter typegodkendelse og systemgodkendelse. DGP kan endvidere udfærdige tekniske vurderinger, jfr. pkt. 2.1.5.

2.1.2.

Typegodkendelsesordningen omfatter alle seriefremstillede gastekniske komponenter med indbygget gasteknisk funktion, der som hovedregel er beregnet til installationer under gyldighedsområdet for Gasreglementets afsnit A, herunder alle gasforbrugende apparater med indfyret effekt op til 120 kW. En oversigt over gruppering af gasmateriel er anført i bilag 1 C.

2.1.3.

Systemgodkendelsesordningen omfatter seriefremstillede gastekniske komponenter eller kombinationer heraf med samlet gasteknisk funktion. Som hovedregel er gasmateriellet beregnet til gasinstallationer opbygget af enheder med indfyret effekt større eller lig 120 kW. En oversigt over gruppering af gasmateriel er anført i bilag 1 C.

2.1.4.

Enkeltfremstillede eksemplarer af gasmateriel samt seriefremstillet gasmateriel, som er importeret i enkelte eksemplarer, og som efter sin art enten hører til det typegodkendelsespligtige eller systemgodkendelsespligtige gasmateriel, skal godkendes, idet DGP afgør den nærmere godkendelsesprocedure.

2.1.5.

For seriefremstillet gasmateriel uden egentlig gasteknisk funktion, som indgår i gasinstallationer, samt for gasmateriel, der ikke er omfattet af ordningerne for type eller systemgodkendelsespligtigt gasmateriel, kan DGP efter anmodning udfærdige tekniske vurderinger over gasmateriel i henhold til et specificeret anvendelsesformål.

2.1.6.

Type- og systemgodkendelserne samt de tekniske vurderinger omfatter udelukkende den gastekniske vurdering af materiellets konstruktion og funktion, og er, med mindre andet er specificeret i de specielle forskrifter, uden relation til eventuelle krav fra andre myndigheder.

2.2. Salg og installering af gasmateriel

2.2.1

Gasmateriel, som er omfattet af godkendelsesordninger, jfr. pkt. 2.1.2. - 2.1.4. må kun sælges, udleveres eller installeres, hvis materiellet er godkendt af DGP, og godkendelsen fortsat er gyldig.

2.2.2.

God kendelsespligtigt gasmateriel, som sælges, udleveres eller installeres, skal være i nøje overensstemmelse med den godkendte model.

Materiel, som ikke opfylder dette krav, må ikke sælges, udleveres, installeres eller bruges.

2.2.3.

Brugt gasmateriel, for hvilket godkendelsen er ophørt, men som var lovligt ved installeringen, kan fortsat bruges i den hidtidige installation. Salg, eller udlevering af sådant materiel, der ikke efter salget fortsat vil være monteret i den hidtidige gasinstallation, må kun finde sted efter forudgående tilladelse fra DGP. Nyinstallering af materiellet i forbindelse med ejerens flytning kan foretages under forudsætning af gasleverandørens tilladelse.

2.2.4.

Udstilling eller annoncering af godkendelsespligtigt gasmateriel, der ikke er godkendt af DGP, må kun finde sted på en sådan måde, at det klart fremgår, at godkendelse ikke foreligger.

2.2.5.

DGP kan forbyde salg, udlevering, installering og brug af gasmateriel, som ikke er omfattet af godkendelsesordningen, såfremt dette er påkrævet af sikkerhedsmæssige grunde.

2.3. Bestemmelser vedrørende komponentleverandøren

(godkendelsesindehaveren)

2.3.1. Registrering hos DGP

Enhver leverandør af gasmateriel, som er omfattet af godkendelsesordningerne, registreres hos DGP.

2.3.2. Produktionskontrol og dokumentation for aktuelle leverancer

Som vilkår for udstedelse af type- eller systemgodkendelse kan DGP kræve, at komponentleverandøren præsenterer og redegør for gennemførelsen af et program til sikring af kvaliteten af de aktuelle leverancer og af, at det producerede materiel er i overensstemmelse med den godkendte model. Et sådant program skal godkendes af DGP i forbindelse med godkendelse af selve komponenten.

2.3.3. Gebyrer og afgifter

For udstedelse og fornyelse af godkendelser samt for udførelse af afprøvninger opkræver DGP gebyrer. En del af gebyrerne i forbindelse med godkendelsesordningen erlægges som afgifter. Gebyrer og afgifter fastsættes af Ministeriet for offentlige arbejder og erlægges af godkendelsesindehaveren.

2.4. Godkendelsernes ophør

2.4.1.

DGP kan med øjeblikkelig virkning tilbagekalde en godkendelse, dersom det konstateres, eventuelt efter fornyet undersøgelse, at materiellet er ufyldestgørende i sikkerhedsmæssig henseende. Tilbagekaldelse af godkendelser i henhold til denne bestemmelse meddeles de registrerede gasleverandører og bekendtgøres på en efter sagens natur hensigtsmæssig måde, og alt salg, udlevering, installering og brug skal i givet fald øjeblikkelig standses.

DGP kan pålægge godkendelsesindehaveren øjbelikkeligt at meddele grossister og detailhandlere, at godkendelsen er tilbagekaldt.

2.4.2.

DGP kan desuden med rimeligt varsel tilbagekalde en godkendelse, dersom

- det konstateres, at materiel af en godkendt type ikke er i overensstemmelse med denne type og indehaveren af godkendelsen ikke efterkommer en henstilling fra DGP om at standse salg og udlevering af ulovlige eksemplarer af materiellet,

- vilkårene for godkendelse ikke overholdes,

- ændringer i gældende bestemmelser medfører, at det pågældende materiel ikke er i overensstemmelse med de ændrede bestemmelser,

- lovpligtige gebyrer eller afgifter ikke betales rettidigt.

Tilbagekaldes en godkendelse i henhold til denne bestemmelse, skal indehaveren af godkendelsen straks ved dennes ophør standse salg eller udlevering af det pågældende materiel fra sin virksomhed.

Grossister og detailhandlere er berettiget til at sælge eller udlevere, hvad de måtte have på lager af eksemplarer af det pågældende materiel, som svarer til den godkendte type, dog kun til udløbet af en af DGP meddelt frist.

C-3: Grundlag og vilkår for godkendelsesordningerne

3.1. Grundlag og vilkår for typegodkendelsesordningen

3.1.1.

Typegodkendelsen baseres på afprøvning og kontrol af gasmateriellet på DGP's laboratorier i henhold til de i dette reglement optagne almindelige og specielle bestemmelser. DGP kan dog helt eller delvis anerkende prøvningsresultater fra andre prøvningsvirksomheder.

3.1.2.

Typegodkendelsen omfatter endvidere installations- og brugervejledninger, mærkning af gasmateriellet samt program for fabrikantens/importørens kontrolfunktioner.

3.1.3.

Typegod kendt gasmateriel af enhver art skal forsynes med DGP's indregistrerede DG-godkendelsesmærke, som vist nedenfor.

DG-godkendelsesmærker må kun anbringes på godkendt materiel, jfr. pkt. 2.2.2.

3.1.4.

For gasmateriel fremstillet i udlandet udstedes typegodkendelse kun til her i landet boende repræsentanter. DGP kan dog dispensere fra denne bestemmelse.

3.1.5.

Overdragelse af en typegodkendelse kan kun foretages, såfremt DGP efter ansøgning har meddelt tilladelse hertil. Flere virksomheder kan erhverve selvstændig typegodkendelse på gasmateriel af samme udførelse.

3.1.6.

En typegodkendelse er gyldig i 5 år. Tidsrummet kan gøres kortere, hvis DGP anser dette for hensigtsmæssigt i påkommende tilfælde. Typegodkendelse vil umiddelbart kunne fornyes for en ny 5-årig periode, hvis materiellet opfylder de på fornyelsestidspunktet gældende bestemmelser.

3.1.7.

Gasmateriel i et styktal op til 10 kan efter ansøgning til DGP tillades installeret, uden at typegodkendelse foreligger under følgende vilkår

- komponentleverandøren registreres hos DGP

- dokumentation for korrekt gasteknisk funktion accepteres af DGP

- gasleverandørens tilladelse foreligger.

- gasmateriellet skal være afprøvet af gasmesteren samt kontrolleret af gasleverandøren med tilfredsstillende resultat, hvorefter materiellet forsynes med DG-dispensationsmærke.

Hvis afprøvningen ikke er tilfredsstillende, skal gasleverandøren give DGP besked, hvorved dispensationen bortfalder.

3.1.8.

Indehaveren af en typegodkendelse skal løbende føre kontrol med, at det leverede materiel er i overensstemmelse med den godkendte type efter retningslinier i det godkendte kontrolprogram. Indehaveren skal på DGP's forlangende redegøre for resultaterne af denne kontrol og skal på DGP's forlangende give adgang til fabrikations- eller oplagringsplads og udlevere prøver af det producerede gasmateriel til kontrolformål.

3.1.9.

Det påhviler komponentleverandøren (godkendelsesindehaveren) øjeblikkelig at give DGP underretning, hvis leverandørens egen kontrol eller reklamationer fra forbrugere, VVS-installatører eller gasleverandører resulterer i tvivl om den korrekte udførelse af leverede komponenter.

3.2. Grundlag og vilkår for systemgodkendelsesordningen

3.2.1.

Systemgodkendelsesordningen baseres på vurdering af konstruktion og funktion af gastekniske komponenter på grundlag af tekniske data og tegningsmateriale i henhold til de i dette reglement optagne almindelige og særlige bestemmelser. DGP kan dog stille krav om afprøvning som delvis grundlag for ovenstående vurdering.

3.2.2.

Systemgodkendelsen omfatter enkelte komponenter eller komponentkombinationer, inkl. tekniske oplysninger, anlægsbeskrivelse, installations- og brugervejledning, mærkning samt kvalitetssikringsprogram hos producenten.

3.2.3.

Gasmateriel skal være forsynet med mærkning til identifikation af den godkendte model.

3.2.4.

For gasmateriel fremstillet i udlandet udstedes systemgodkendelse kun til her i landet boende repræsentanter. DGP kan dog dispensere fra denne bestemmelse.

3.2.5.

Overdragelse af en systemgodkendelse kan foretages, såfrem DGP efter ansøgning har meddelt tilladelse hertil.

3.2.6.

Systemgodkendelse er gyldig i 5 år. Tidsrummet kan dog gøres kortere, hvis DGP anser dette for hensigtsmæssigt i påkommende tilfælde.

3.2.7.

Komponenter kan i særlige tilfælde efter ansøgning til DGP tillades installeret, uden at systemgodkendelse foreligger under følgende vilkår

- Komponentleverandøren registreres hos DGP.

- Dokumentation for korrekt gasteknisk konstruktionog funktion accepteres af gasleverandøren og meddeles DGP.

3.2.8.

Indehaveren af en systemgodkendelse skal løbende føre kontrol med, at det producerede gasmateriel er i overensstemmelse med godkendelsen efter de i det godkendte kontrolprogram anførte retningslinier. Dokumentation for materialekvaliteten, produktionskontrollen samt de udførte kontrolforanstaltninger for leverancer skal fremsendes på DGP's anmodning.

3.2.9.

Det påhviler komponentleverandøren (godkendelsesindehaveren) øjeblikkelig at give DGP underretning, hvis leverandørens egen kontrol eller reklamationer fra forbrugere, VVS-installatører eller gasleverandører giver anledning til tvivl om den korrekte udførelse af leverede komponenter.

C-4: Almindelige bestemmelser vedrørende gasmateriel

4.1. Klassifikation af gasmateriel

4.1.1. Generelt

4.1.1.1.

Gasmateriel klassificeres i henhold til anvendelsesformål og de mulige driftstilstande, materiellet vil blive udsat for.

4.1.1.2.

Gasmateriel opdeles i

- materiel som indgår i forbrugerens forsyningsanlæg

- gasforbrugende apparater og tilhørende udstyr

4.1.2. Klassifikation af gasmateriel som indgår i forbrugerens forsyningsanlæg

4.1.2.1.

I relation til det maksimale driftstryk på gasinstallationen klassificeres gasmateriel i følgende klasser

Klassebetegnelse driftstryk klasse 0,1 6-100 mbar klasse 1 100 mbar- 1 bar klasse 4 1- 4 bar klasse 16 4-16 bar

4.1.2.2.

For regulatorer er fortrykket bestemmende for klassifikationen, og gasmateriel til flydende gas henregnes til klasse 16 ved normale temperaturpåvirkninger.

4.1.3.

Klassifikation af gasforbrugende apparater og tilhørende udstyr

4.1.3.1.

Gasforbrugende apparater og tilhørende udstyr klassificeres ud fra

- den anvendte gaskvalitet og muligheden for evt. omstilling til anden gaskvalitet

- det maksimale tilslutningstryk

4.1.3.2.

I relation til gaskvaliteten klassificeres de gasforbrugende apparater i kategorier efter de gasfamilier, som apparaterne kan anvendes til.

a) Apparater af Kategori I er sådanne, som er konstrueret til at anvende gaskvaliteter inden for kun en gasfamilie ved det fastsatte tilslutningstryk.

Kategori I 2H Apparater beregnet til naturgas, gruppe H alene.

Kategori I 3 Apparater beregnet til F-gas alene.

b) Apparater af Kategori II er sådanne, som er konstrueret til at anvende gaskvaliteter inden for to gasfamilier.

Kategori II 12H Apparater beregnet til bygas og naturgas, gruppe H.

Kategori II 2H3 Apparater beregnet til naturgas, gruppe H og F-gas.

c) Apparater af Kategori III er sådanne, som er konstruret til at anvende gaskvaliteter inden for alle tre gasfamilier.

4.1.3.3.

Ved større gasinstallationer klassificeres selve brænderen i henhold til pkt. 4.1.3.2. suppleret med

- en brændergruppe, beregnet til kloak- og biogasser

- en brændergruppe, beregnet til andre gas/luftblandinger.

4.1.3.4.

Afspærringsventiler, filtre, regulatorer, gas/luftblandearrangementer, magnetventiler m.m. i forbindelse med armaturgrupper til det gasforbrugende udstyr klassificeres i afhængighed af det maksimale driftstryk, som anført under pkt. 4.1.2.1.

4.2. Generelle bestemmelser for gasmateriel som indgår i forbrugerens forsyningsanlæg

4.2.1 Generelt

4.2.1.1.

Gasmateriel, som indgår forbrugernes forsyningsanlæg, skal være konstrueret på en sådan måde, at gasmateriellet under alle driftsforhold har den fornødne gastæthed.

4.2.1.2.

Ud over de i nærværende afsnit C-4 opstillede generelle konstruktions-, funktions- og mærkekrav gælder de specielle bestemmelser for de forskellige typer (fortegnelse i bilag 2C).

4.2.2 Konstruktionskrav

4.2.2.1.

Materialer til alt gasmateriel skal kunne modstå de mekaniske, kemiske og termiske påvirkninger, materiellet normalt vil kunne blive udsat for.

Materiellets korrosionsbestandighed skal således også være tilfredsstillende.

4.2.2.2.

Gasmateriellets trykbærende dele skal have en styrke der mindst svarer til den pågældende trykklasse Materiellet skal kunne tisluttes gasinstallationen med en anerkendt samlingsmetode efter Gasreglementets bestemmelser for den pågældende installation.

4.2.2.3.

Alle dele gasmateriellet, herunder pakningsmaterialet og membraner skal kunne modstå påvirkninger fra den anvendte gaskvalitet.

4.2.2.4.

Trykbærende konstruktionsdele af plast i forbindelse med gasførende systemer må kun anvendes jorddækket under terræn eller på anden måde beskyttet mod varme og mekaniske påvirkninger.

4.2.2.5

Komponenter til anvendelse udendørs skal være modstandsdygtige over for vejrpåvirkning.

4.2.3. Funktionskrav

4.2.3.1.

Gasførende dele i gasmateriellet skal i sig selv være gastætte i forhold til omgivelserne, idet tætheden ikke må være afhængig af regelmæssig tilspænding. Gasmateriel med afspærrende funktion skal endvidere kunne garantere den indre tæthed ved gasmateriellet.

4.2.3.2.

Fastmonteret gasmateriel til udendørs brug skal kunne fungere i temperaturområdet mellem -20 graderC og 50 graderC. Andet gasmateriel skal som minimum kunne fungere temperaturområdet mellem 0 og 50 graderC.

4.2.4. Mærkekrav

4.2.4.1.

Gasmateriel skal ved hjælp af sin mærkning kunne identificeres, og selve mærkepladen skal indeholde de for materiellets korrekte indregulering nødvendige informationer.

4.2.4.2.

Til gasmateriel skal normalt forefindes en dansksproget installations- og brugervejledning, der foreskriver den korrekte installationsmetode evt. indreguleringsforhold samt den fremtidige drift og vedligeholdelse.

4.3 Generelle bestemmelser for gasforbrugende apparater med tilhørende udstyr

4.3.1 Generelt

4.3.1.1.

Gasforbrugende apparater skal være forsynet med fornøden sikkerhedsudrustning og være konstrueret på en sådan måde at gassens forbrænding under normal brug forløber tilfredsstillende, og at unormale driftsforhold og evt. opståede fejl ikke medfører sikkerhedsmæssigt farlige situationer.

4.3.1.2.

Gasforbrugende apparater skal kunne fungere tilfredsstillende med gaskvaliteter inden for rammerne af Gasreglementets bestemmelser, som for 1., 2. og 3. gasfamilie er fastsat bilag 1A til Gasreglementets afsnit A.

4.3.1.3.

Afspærringsventiler, filtre, regulatorer, gas/luftblandeaggregater, magnetventiler m.m. i forbindelse med armaturgruppen til de gasforbrugende apparater skal tillige opfylde de generelle krav angivet pkt 4.2.

4.3.1.4.

Ud over de nærværende afsnit C-4 opstillede generelle konstruktions-, funktions- og mærkekrav gælder de specielle bestemmelser for det pågældende udstyr (fortegnelse i bilag 2C).

4.3 2. Konstruktionskrav

4.3.2.1.

Materialer, der anvendes til konstruktion af gasforbrugende apparater, skal være af en sådan kvalitet og dimension, at apparatet kan modstå de mekaniske, kemiske og termiske påvirkninger, som apparatet normalt vil kunne blive udsat for. Konstruktionsdele, der ikke er modstandsdygtige over for korrosion, skal være behandet med et mod korrosion effektivt beskyttelsesmateriale.

4.3.2.2.

Skruehuller, stifter o. lign. beregnet til monteringsformål, må ikke udmunde i gasførende dele.

4.3.2.3.

Tætheden af samlinger mellem gasførende dele skal opnås med de efter Gasreglementets installationsbestemmelser tilladte samlingsmetoder. DGP kan dog i særlige tilfælde godkende andre samlingsmetoder.

4.3.2.4.

De anvendte pakningsmaterialer skal kunne modstå påvirkninger fra den anvendte gaskvalitet.

4.3.2.5.

Enhver type gasforbrugende apparat skal være forsynet med en hane eller ventil, der tillader manuel afbrydelse af gastilførslen til brænder og en evt. pilotbrænder.

4.3.2.6.

Enhver type gasforbrugende apparat skal være forsynet med en sikkerhedsudrustning, der garanterer de under pkt. 4.3.3. nævnte funktionskrav. DGP kan dog undtage visse typer gasforbrugende apparater fra denne bestemmelse.

4.3.2.7.

Gasforbrugende apparater til brug ved 2. gasfamilie skal være forsynet med en udrustning til indregulering af den korrekte gasmængde ved hjælp af dysetryksmetoden eller på anden af DGP godkendt måde.

4.3.2.8.

Gasforbrugende apparater, beregnet til anvendelse med gaskvaliteter inden for flere gasfamilier, jfr. de i pkt. 4.1.3.2. omhandlede apparatkategorier, skal være konstrueret således, at omstilling mellem gaskvaliteter fra to forskellige gasfamilier kan udføres alene ved

- justering af gasforbruget ved udskiftning af dyse og indregulering af dysetryk

- justering af pilotbrænders gasforbrug og flammelængde

- justering af forbrændingsluften.

4.3.3. Funktionskrav

4.3.3.1.

Gasforbrugende apparater skal under drift være gastæt imod omgivelserne og skal desuden være forsynet med gasarmatur, der sikrer imod gasudsivning gennem brænderen, når apparatet ikke er i drift.

4.3.3.2.

Funktionen af de gasforbrugende apparater skal være stabil under de forekommende driftsforhold, idet den indregulerede nominelle belastning og lufttilførslen ikke må variere væsentligt ved omgivelsestemperatur mellem 0 og 50 graderC.

4.3.3.3.

Sikkerhedsudrustningen i forbindelse med gasforbrugende apparater skal, med mindre andet fremgår af de specielle bestemmelser

- forhindre ukontrolleret udstrømning af uforbrændt gas ved hjælp af flammeovervågning

- afspærre gastilførslen i tilfælde af fejl

Ved automatiske brænderarrangementer skal sikkerhedsudrustningen endvidere

- sikre korrekt og sikker tænding af gassen eller gas/luftblandingen

- sikre flammestabiliteten og forhindre flammetilbageslag.

Ved større brænderanlæg skal den indre tæthed af afspærringsventilerne overvåges.

4.3.3.4.

Gasforbrugende apparater med tilhørende udstyr skal under normal drift fungere således, at apparatets enkelte dele og dets omgivelser ikke udsættes for skadelige varmepåvirkninger.

4.3.4. Mærkekrav

4.3.4.1.

Gasforbrugende apparater med tilhørende udstyr skal være forsynet med en holdbar mærkeplade, der mindst skal indeholde de informationer, som er nødvendige for apparatets korrekte indregulering.

4.3.4.2.

Til enhver gasbrænder med tilhørende udstyr skal der forefindes en dansksproget installations- og brugervejledning, der foreskriver den korrekte installations- og indreguleringsmetode, samt anfører vilkårene for drift og vedligeholdelse.

C-5: Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

5.1. Straffebestemmelser

5.1.1.

Overtrædelse af bestemmelserne i dette Gasreglement afsnit C straffes med bøde.

5.1.2.

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der palægges selskabet som sådant bødeansvar, jfr. § 19, stk. 3 i lov nr. 250 af 8. juni 1978.

5.1.3.

Forældelsesfristen for strafansvaret er 10 år, jfr. § 19, stk. 4 i lov nr. 250 af 8. juni 1978.

5.2. Ikrafttrædelsesbestemmelser

5.2.1.

Dette gasreglement, afsnit C træder i kraft den 1. januar 1983 med de modifikationer, der fremgår af afsnit 5.3.

5.2.2.

Fra samme dato ophæves kapitel 8 i Gasreglementet af 1969 inkl. ændringer af juli 1975.

5.3. Overgangsbestemmelser

5.3.1.

For gasmateriel, der i henhold til Kap. 8 i Gasreglementet af 1969 inkl. ændringer af juli 1975 ikke skulle typegodkendes, men hvor typegodkendelse nu kræves, træder bestemmelserne først i kraft 1. oktober 1983.

5.3.2.

Bestemmelserne om systemgodkendelse træder for de enkelte typer af gasmateriel først i kraft på det tidspunkt, som fastsættes i de specielle bestemmelser, jfr. pkt. 1.1.3.

Bilag 1C: Gruppering af gasmateriel

Fortegnelse over specielle bestemmelser for gasmateriel

Gældende bestemmelser

GR-C-1001 - Lavtryksregulatorer til F-gas - maj 1976

GR-C-1002 - Mellemtryksregulatorer til F-gas - maj 1976

GR-C-1003 - Automatiske omskiftere til F-gas - maj 1976

GR-C-1004 - Katalytovne til F-gas - maj 1976

GR-C-1005 - Gaskomfurer DS EN 30 - 2. udg. 1979

GR-C-1006 - Gennemstrømningsvandvarmer DS EN 26 - 2. udg. 1978

GR-C-1007 - Gasblæseluftbrændere med belastninger op til 120 kW - maj 1976

GR-C-1008 - Gasblæseluftbrændere med belastninger over 120 kW - sept. 1983

GR-C-1009 - Gaskedler med atmosfæriske brændere op til 120 kW - sept. 1986

Bestemmelser under udarbejdelse

GR-C-1010 - Gaskedler med atmosfæriske brændere over 120 kW

GR-C-1011 - Husregulatorer med sikkerhedsafspærringsventil med maksimalt tilladeligt fortryk 4 bar

GR-C-1012 - Målerregulatorer med maksimalt tilladeligt fortryk 100 mbar

GR-C-1013 - Haner og ventiler med maksimalt tilladeligt driftstryk 4 bar

GR-C-1014 - Haner og ventiler med maksimalt tilladeligt driftstryk 16 bar

GR-C-1015 - Magnetventiler

GR-C-1016 - Gasradiatorer

GR-C-1017 - Camping-apparater, beregnet for engangsbeholdere med butan

GR-C-1018 - Campingudstyr, beregnet for ureduceret tryk til sammenkobling med gasflaske

GR-C-1019 - F-gas slanger

GR-C-1020 - Gas/luft-brænder til industribrug

GR-C-1021 - Apparatregulatorer med maksimalt tilladeligt fortryk 100 mbar

GR-C-1022 - Strålepaneler

GR-C-1023 - Kondonserende gaskedler med atmosfæriske brændere op til 120 kW

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →