Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Statens Kunstfond m.v.
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 391 af 9. august 1978 om Statens Kunstfond m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 443 af 10. oktober 1980, affattes § 10 således
»§ 10. Livsvarig ydelse på finansloven kan tildeles kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at vedkommende har placeret sig afgørende som kunstner. Tildeling sker alene på grundlag af en vurdering af kvaliteten i den kunstneriske produktion.
Stk. 2. Tildeling af livsvarig ydelse på finansloven foretages af kulturministeriet efter indstilling fra repræsentantskabet for Statens Kunstfond og efter forelæggelse for folketingets finansudvalg.
Stk. 3. Ydelsen, der tildeles på livstid, fastsættes til et grundbeløb, der pr. 1. april 1981 er beregnet til 32.250 kr. + dyrtidstillæg. Ydelsen reallønreguleres efter reglerne for særskilt vederlæggelse.
Stk. 4. Kunstnere, der ud over den livsvarige ydelse har anden indkomst på 119.000 kr. og derunder, oppebærer ydelsen med dens fulde beløb. For kunstnere med anden indkomst, der overstiger 119.000 kr., sker der en reduktion i udbetalt ydelse, således at ydelsen reduceres med et beløb svarende til 75 pct. af den indkomst, der overstiger 119.000 kr. Alle kunstnere, der oppebærer livsvarig ydelse, får dog som minimum udbetalt en ydelse med grundbeløb, der pr. 1. april 1981 er beregnet til 5.380 kr. + dyrtidstillæg.
Stk. 5. Den indkomstgrænse, der er nævnt i stk. 4, reguleres hver 1. januar efter reguleringspristallet for juli. Indkomstgrænsen forhøjes eller nedsættes med 3 pct. for hver fulde 3 points« udsving i reguleringspristallet ud over 100. Eventuelle overskydende points henstår til næste regulering. Indkomstgrænsen afrundes nedad til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000. Reguleringen finder sted med 1. januar 1980 som basisår, hvor indtægtsgrænsen ville have været 107.000 kr.
Stk. 6. Den i stk. 4 nævnte indkomst, der lægges til grund ved beregningen af den ydelse, der kommer til udbetaling, er kunstnerens socialindkomst. Ydelsen beregnes på grundlag af et gennemsnit af kunstnerens socialindkomst i de 3 seneste kalenderår, for hvilke socialindkomsten er opgjort af skattemyndighederne på grundlag af ansættelsen af skattepligtig indtægt og formue for de 3 senest afsluttede indkomstår. For indkomstårene 1977 og 1978 anvendes kunstnerens bruttoindtægt. Dog vil beregning kunne ske efter forventet fremtidig indkomst, såfremt en kunstner godtgør, at hans indkomstforhold i de år, i hvilke livsvarig ydelse skal udbetales, vil være ændret væsentligt i forhold til hans gennemsnitlige socialindkomst for de seneste 3 kalenderår enten på grund af sygdom, eller fordi han har frasagt sig lønnet arbejde eller er gået på pension. Den forventede fremtidige indkomst opgøres efter samme retningslinjer som ved opgørelse af socialindkomsten.
Stk. 7. Beregning af den ydelse, der kommer til udbetaling, sker for en periode på 3 år, således at ændringer i indkomstforhold i udbetalingsperioden ikke vil kunne medføre regulering af ydelsen inden for 3-års perioden. Dog kan en kunstner inden for en 3-års periode få ændret ydelsen, såfremt han godtgør, at hans fremtidige indkomst vil blive væsentligt mindre end i de år, der ligger til grund for ydelsens beregning, enten på grund af sygdom eller fordi han er ophørt med lønnet arbejde eller er gået på pension. Ydelsen kan da fastsættes efter forventet fremtidig indkomst, og udbetaling kan ske fra førstkommende måned efter den måned, hvor ministeriet har modtaget underretning om indkomstændringen.
Stk. 8. Efterindtægt af de livsvarige ydelser ydes til de efterladte efter de kunstnere, hvem ydelserne er tillagt, inden for det omfang, i hvilket efterindtægt ydes afdøde statstjenestemænds efterladte.'
§ 2
Bekendtgørelse nr. 443 af 10. oktober 1980 om ændring af bekendtgørelse om Statens Kunstfond m.v. ophæves.
Ministeriet for kulturelle anliggender, den 22. juli 1982
Lise Østergaard
/Hans Vilstrup
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Statens Kunstfond m.v.
Ingen