Legislator Case Law & Legislation
B19811721005 DK

Bestemmelser om godkendelse og drift af præcisionslandingsbaner, kategori II og III

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1981 17210 Historic

Bestemmelser om godkendelse og drift af præcisionslandingsbaner, kategori II og III

I medfør af § 52 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969 med senere ændringer, fastsættes efter bemyndigelse fra ministeren for offentlige arbejder følgende vilkår for godkendelse og drift af præcisionslandingsbaner, kategori II og III.

Indeks

1. Definitioner

2. Generelt

3. Betingelser for godkendelse

3.1 Ansøgning

3.2 ILS

3.3 Lysanlæg

3.4 Meteorologisk udstyr

3.5 Hindringsbegrænsning og afmærkning

3.6 Færdselsinstruktion

3.7 Flyvekontroltjeneste

3.8 Nivellement for terrænkort

3.9 Forterræn

4. Kategori II og III indflyvning

4.1 Tilladelse

4.2 Betingelse for tilladelse

4.3 Oplysninger til de luftfarende

5. Dispensation

6. Ikrafttræden.

1. Definitioner

Banesynsvidde (Runway Visual Range, RVR)

Den maksimale aftand som en pilot i et luftfartøj placeret på en banes centerlinje kan se enten banemarkeringerne, banekantlysene eller banecenterlinjelysene.

Følsomt område

Et område, der strækker sig ud over det kritiske område, hvor parkering og/eller trafik med køretøjer, inkl. luftfartøjer, kan forårsage forstyrrelser på på ILS-signalerne.

Kategori II flyvning

En flyvning med en beslutningshøjde (Decision Height (DH)) lavere end 200 FT, men ikke under 100 FT, og en banesynsvidde (RVR) tilpasset den pågældende flyvnings grad af automation.

Kategori III flyvning

En flyvning med en beslutningshøjde (DH) lavere end 100 FT og en banesynsvidde (RVR) tilpasset den pågældende flyvnings grad af automation.

Kritisk område

Et veldefineret område rundt om localizer og glide path, hvor køretøjer, inkl. luftfartøjer, vil forårsage uacceptable forstyrrelser på ILS-signalerne.

Præcisionslandingsbane, kategori II eller III (Precision Approach Runway Cat. II or III)

En instrumentbane på en lufthavn med flyvesikringstjeneste, der er udstyret med elektroniske og visuelle hjælpemidler, der opfylder kravene til kategori II eller III anlæg.

Rullevej

En på en landflyveplads anlagt vej til brug for rullende luftfartøjer.

Servicevej

En på en lufthavn anlagt vej til brug for tjenestekøretøjer.

Terrænkort for præcisionslanding (Precision Approach terrain Chart)

Et kort, der gengiver terrænkoter i relation til banetærsklen for et specifikt område før denne, jf. Annex 4, således at beslutningshøjden kan bestemmes ved hjælp af radiohøjdemåler.

2. Generelt

2.1 Præcisonslandingsbaner kategori II og III skal godkendes af luftfartsdirektoratet og skal udover bestemmelserne i denne BL opfylde de generelle bestemmelser for kategori I anlæg.

2.1.1 Præcisionslandingsbaner kategori III skal udover de særlige kategori III krav opfylde kravene til kategori II, medmindre andet er angivet i denne BL.

2.2 De i denne BL angivne henvisninger til ICAO's Annex 10 og 14 er til de udgaver af de nævnte dokumenter, der er gældende på det tidspunkt, hvor ansøgning om godkendelse fremsendes til luftfartsdirektoratet.

3. Betingelser for godkendelse

3.1 Ansøgning

3.1.1 Ansøgning om godkendelse af en præcisionslandingsbane, kategori II eller III, stiles til luftfartsdirektoratet bilagt det til enhver tid gældende gebyr og materiale til udarbejdelse af terrænkort, samt dokumentation for, at de i det følgende givne vilkår for

a) ILS system,

b) lyssystem og strømforsyning,

c) meteorologisk udstyr,

d) hindringsbegrænsning og afmærkning,

e) færdselsinstruktion, samt

f) forterræn

er opfyldt.

3.2 ILS-anlæg, kategori II eller III

3.2.1 Hvor intet andet er anført i denne BL, skal alle installationerne opfylde de i ICAO's Annex 10 givne specifikationer (standarder og rekommandationer).

3.2.1.1 Et ILS anlæg, kategori II eller III, skal mindst omfatte

a) Localizer (LLZ)

b) Glidepath (GP)

c) Outer Marker (OM) og Middle Marker (MM) eller en med LLZ frekvensparret DME (Distance Measurement Equipment) placeret ved banen.

3.2.2 Glidepath vinklen skal være 3 grader, medmindre andet er fastlagt.

Når DME erstatter MM, skal DME stationen kunne angive MM positionen i forhold til landingstærsklen med samme nøjagtighed som en MM.

3.2.3 I områderne ved LLZ og GP antenner, hvor færdsel kan påvirke de udsendte signaler, skal de kritiske og følsomme områder fastlægges.

Størrelsen af disse områder afhænger af ILS fabrikatet, og områderne fastlægges i hvert enkelt tilfælde ud fra fabriksdokumentation, eventuelle prøvemålinger, m.v.

3.2.4 LLZ, GP og OM + MM eller DME skal udstyres med alternativ strømforsyning, som sikrer fortsat drift i mindst 15 minutter.

3.2.5 Omskiftningstiderne for skift til alternativ strømforsyning skal

for LLZ, GP og DME være 0 sekunder

for MM højest 1 sekund og

for OM højest 10 sekunder.

3.2.6 Et skift til alternativ strømforsyning skal omgående rapporteres til/indikeres hos det pågældende flyvekontrolorgan.

3.2.7 Der skal etableres et overvågningssystem, jf. Annex 10, der overvåger, om udstrålingen er inden for de fastsatte tolerancer.

3.2.8 Når tolerancerne for udstrålingen for henholdsvis LLZ og GP overskrides, skal overvågningssystemet foranledige enten

a) skift til eventuel reservesender eller

b) afbrydelse af senderen,

idet overvågningssystemets reaktionstid for LLZ og GP for henholdsvis kategori II og III anlæg ikke må overskride henholdsvis 2 og 1 sekund.

3.2.9 Overvågningssystemet skal i det pågældende flyvekontrolorgan markere svigt og eventuelt senderskift for henholdsvis LLZ, GP, MM, OM og DME.

3.2.10 ILS kategori III anlæg skal være udstyret med LLZ og GP reservesendere, der under kategori III flyvninger er i fuld drift, med undtagelse af, at antennerne er erstattet af tilsvarende belastninger.

3.3 Lyssystem og strømforsyning

3.3.1 Lyssystemet for en præcisionslandingsbane, kategori II og III, skal bestå af følgende elementer

a) Indflyvningslys

b) Sætningszonelys

c) Banecenterlinjelys

d) Tærskellys

e) Baneendelys

f) Banekantlys

3.3.2 Ovennævnte lyssystemer skal være udstyret og installeret i henhold til de i ICAO's Annex 14 angivne specifikationer, dog skal banecenterlinjelysene etableres med en indbyrdes afstand på 15 m.

3.3.3 Lyskilderne i de enkelte systemer skal opfylde specifikationerne i Annex 14, således at kategori II anlæg både opfylder kravene til kategori I og II, og således at kategori III anlæg opfylder kravene til kategori I, II og III.

3.3.4 Strømforsyningen til de enkelte systemer skal være fordelt på flere lampekredse, således at svigt af en enkelt kreds ikke medfører væsentlig forvrængning af synsindtrykket af det samlede system.

3.3.5 Der skal være etableret en alternativ strømforsyning med de i det følgende angivne maksimale omskiftningstider

Indflyvningslys 1 sek.

Banekantlys 15 sek.

Tærskellys 1 sek.

Baneendelys 1 sek.

Banecenterlinielys 1 sek.

Sætningszonelys 1 sek.

Nødvendig rullevejsbelysning 15 sek.

3.3.6 Der skal etableres et overvågnings- og vedligeholdelsessystem, der under kategori II og III flyvninger sikrer, at der mindst er 95 pct. af lysene i drift i hvert af følgende systemer

a) Indflyvningslysets inderste 450 m

b) Centerlinielys

c) Tærskellys

d) Banekantlys

samt mindst 90 pct. af sætningszonelyset og 85 pct. af de yderste 450 m af indflyvningslyset.

3.3.7 Rullevejsbelysning

Mindst en rullevej, der fører fra en kategori III bane, skal være forsynet med centerlinielys, der begynder 60 m før en afkørselskurve og slutter ved parkeringsområdet.

3.3.8 Rullevejscenterliniebelysning skal opfylde de i ICAO's Annex 14 givne specifikationer for henholdsvis kategori II eller kategori III anlæg.

3.3.9 I forbindelse med godkendelse af en kategori II eller III landingsbane vil luftfartsdirektoratet i hvert enkelt tilfælde gennemgå rullevejssystemet og derefter fastsætte, hvor der skal etableres røde stoplys og gule advarselslys. Stoplys skal kunne tændes og slukkes fra den pågældende lufttrafikkontrolenhed.

Disse lys skal opfylde de i ICAO's Annex 14 givne specifikationer for »stop bars« henholdsvis »clearance bars«.

3.4 Meteorologisk udstyr

3.4.1 En præcisionslandingsbane, kategori II eller III, skal være udstyret med

a) vindmålerudstyr, og

b) udstyr til bestemmelse af banesynsvidde (RVR).

Dette udstyr skal være godkendt af luftfartsdirektoratet, som også fastsætter placering og omfang under hensyntagen til de lokale terræn- og vejrforhold.

3.4.2 Vindmålerudstyret skal angive middelværdierne for vindretning og -hastighed over en periode på 2 minutter med opdatering hvert 15. sekund. Afvigelser fra middelvindhastigheden på 10 KT eller mere i en given 2 minutters periode skal registreres, og den »største maksimum og minimum hastighed« i en 10 minutters periode fastholdes og opdateres hvert 15. sekund.

3.4.3 RVR skal måles ved hjælp af transmissometre. Der skal mindst for kategori II baner etableres 2 transmissometre, og for kategori III 3 transmissometre. Transmissometrene placeres i en afstand af ca 120 m fra banecenterlinien med måleområderne placeret henholdsvis omkring 300 m (position A) og 1000-1500 m(position B) efter tærsklen. Det tredje transmissometer skal normalt placeres omkring 300 m før baneenden (position C).

3.4.3.1 RVR værdierne opgives som en middelværdi for en 30 til 60 sekunders periode med opdatering mindst hvert 15. sekund.

3.4.4 Værdierne for RVR og for middelvindens retning og hastighed samt afvigelser til denne skal vises i såvel vejrobservationstjenesten som i den pågældende flyvekontrolenhed.

3.4.5 Fejl i det meteorologiske måle- og indikationsudstyr skal kunne rapporteres omgående til den pågældende flyvekontrolenhed.

3.5 Hindringsbegrænsning og afmærkning

3.5.1 Under kategori II og III flyvninger skal det område, der ligger inden for de hindringsbegrænsende planer

a) indre indflyvningsplan (inner approach surface),

b) inderste overgangsplan (inner transitional surface) og

c) overskydningsplanet (balked landing surface)

holdes fri for alle hindringer ud over sådanne, som er nødvendige for en sikker gennemførelse af start og landing, jf. fig. 1.

3.5.2 Kategori II eller III stoppositioner skal etableres på samtlige rulleveje. Placeringen af stoppositioner sker i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til ILS beskyttelsesområderne, tilstræbte beslutningshøjder, etc, men sættes dog aldrig mindre end 120 m fra banecenterlinien. Stoppositionerne skal markeres med stopstriber og belyste skilte. Afstribningen skal opfylde specifikationerne i ICAO's Annex 14 for »holding positions Cat II and III«. Skiltning skal ske som vist på fig. 2.

3.5.3 På samtlige serviceveje, der fører til eller gennem det under pkt. 3.5.1 nævnte område, skal der etableres kategori II og III stopmarkering. Disse stopmarkeringer skal placeres således, at ingen del af et holdende køretøj vil gennemskære de hindringsbegrænsende planer, jf. pkt. 3.5.1.

3.5.4 De for LLZ og GP fastlagte kritiske og følsomme områder samt områder, hvor trafikken under kategori II og III forhold ønskes under kontrol, skal markeres tydeligt eller afspærres.

3.5.5 Der skal på manøvreområdet være foretaget en sådan afmærkning og skiltning, at en luftfartøjsfører vil være i stand til i nødvendigt omfang at fastslå sin position og følge den af flyvekontrolenheden anviste kørevej.

3.5.6 Al færdsel (bortset fra luftfartøjer) omkring en bane, der er i brug til kategori II eller III flyvninger, skal foregå på serviceveje, medmindre særlig tilladelse til anvendelse af rulleveje foreligger fra flyvekontrolenheden.

3.6 Færdselsinstruktion

Der skal til det personale, der normalt færdes omkring eller på en bane, der er godkendt til kategori II eller III flyvninger, udarbejdes en færdselsinstruktion, der redegør for de særlige restriktioner, der træder i kraft under kategori II og III flyvninger, og som fastlægger de procedurer, der tages i anvendelse under sådanne forhold.

3.7 Lufttrafiktjeneste

På lufthavne, hvor der skal udføres kategori II eller III flyvninger, skal der være etableret en flyvekontrolenhed, der yder tårnkontroltjeneste.

3.8 Nivellement for terrænkort

Der skal til luftfartsdirtektoratets brug ved udarbejdelse af terrænkort forelægges et nivellement af terrænet op til landingstærsklen i en længde på 900 m og i en brede på 60 m på hver side af den forlængede centerlinie. Nivellementet skal med reference i tærskelkoten vise terrænvariationer i forhold til denne med 1 m intervaller.

3.9 Forterræn

Da automatiske landingssystemer er påvirkelige af terrænet umiddelbart før banen, skal terrænet 300 m før tærsklen i en bredde på 30 m på hver side af den forlængede centerlinie være plant, med en maksimal afvigelse på 1,5 m fra gennemsnitsniveau for jævne variationer.

4. Kategori II og III indflyvning

4.1 Tilladelse til kategori II eller III indflyvning gives efter anmodning i hvert enkelt tilfælde af den pågældende flyvekontrolenhed, når følgende krav er opfyldt.

a) al trafik inden for det i pkt. 3.5.1 og pkt. 3.5.4 nævnte områder er under kontrol, og

b) mindst de i det følgende nævnte anlæg er markerede/anmeldt som funktionsduelige i den pågældende flyvekontrolenhed

ILS: LLZ, GP og OM + MM eller DME

Lysanlæg: Indflyvningslys,

tærskellys,

sætningszonelys,

banecenterlinielys,

banekantlys,

baneendelys

alternativ strømforsyning

Krævet »clearance bar« og »stop bar« lys.

For kategori III desuden

Krævet rullevejscenterlinielys

MET udstyr: RVR - A transmissometer og fjernindikation

RVR - B transmissometer og fjernindikation

vindmåler med fjernindikation for pågældende bane.

For kategori III desuden

RVR - C transmissometer og fjernindikation.

Andet udstyr: Kategori II eller III stoppositionsmarkering.

Ved fejl på vindmålerudstyr, der giver gennemsnitsvind, bortfalder kategori II eller III status, medmindre der forefindes vindmålerudstyr, der kan angive den aktuelle vind for den pågældende baneende, og den målte vindhastighed ikke overstiger 10 KT.

4.1.1 Såfremt et af nedennævnte anlæg skifter til alternativ strømforsyning, opretholdes kategori II eller III status for et luftfartøj, der har passeret OM eller et tilsvarende punkt på slutindflyvning, hvorimod status nedgraderes til kategori I for luftfartøjer, der ikke har passeret dette punkt.

ILS: LLZ

GP

DME

Lyssystemer: Indflyvningslys

Tærskellys

Sætningszonelys

Centerlinielys

Banekantlys

Baneendelys

4.2 Oplysninger til de luftfarende

4.2.1 Under kategori II og III præcisionsisflyvninger skal følgende oplysninger meddeles luftfartøjsføreren

4.2.1.1 Senest ved begyndelsen af indflyvningen

- RVR værdier position A og B, og position C, hvor en sådan er etableret

- vindretning og -hastighed ved jorden,

- kategori II eller III status, hvis en sådan er etableret, og enhver ændring i denne status.

4.2.1.2 Under slutinsflyvningen

- forringelse af RVR. Såfremt RVR-værdien i position B og C er højere end i position A, gives kun værdien for position A,

- markante ændringer i vindforholdene ved jorden,

- skift til alternativ strømforsyning for elektroniske og visuelle hjælpemidler, såfremt OM eller tilsvarende punkt er passeret af luftfartøjet, jf. 4.1.1.

4.2.2 Hvis betingelserne i pkt. 4.2 ikke er opfyldt, udsendes der en almindelig NOTAM om fejlen, såfremt denne ikke forventes rettet inden for 1 time.

5. Dispensation

5.1 Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra de i denne BL fastsatte bestemmelser.

6. Ikrafttræden

6.1 Denne BL træder i kraft den 1. november 1981.

V. K. H. Eggers

/ B. Helmø Larsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →