Teknisk direktiv. Måleinstrumenter med elektronik. Godkendelse og justering. Foreløbige almindelige bestemmelser (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Teknisk direktiv. Måleinstrumenter med elektronik. Godkendelse og justering. Foreløbige almindelige bestemmelser (* 1)
MÅLEINSTRUMENTER MED ELEKTRONIK
1. Generelt
Dette direktiv omfatter bestemmelser for godkendelse og justering af justerpligtige elektroniske måleinstrumenter, dvs. måleinstrumenter, hvori måleværdien i den justerpligtige del helt eller delvis overføres eller omformes af elektroniske elementer i instrumentet.
1.1. Instrumentkategorier
Elektroniske måleinstrumenter af de forskellige kategorier af justerpligtige måleinstrumenter for de fysiske størrelser: masse, længde, volumen m.v., skal i det omfang, disse kan komme i anvendelse, opfylde almindelige bestemmelser for måleinstrumenter af de pågældende kategorier.
1.2. Godkendelse, justering og periodisk prøvning
Justerpligtige elektroniske måleinstrumenter skal godkendes, før de kan justeres og tages i anvendelse. Godkendelsen gives normalt i form af en typegodkendelse (se pkt. 3).
Bestemmelserne for justering og periodisk prøvning er fastlagt i punkterne 4 og 5.
2. Afgrænsninger inden for måleinstrumentet
2.1. Justerpligtig instrumentdel
Den justerpligtige del af instrumentet (kaldet det primære instrument) skal være afgrænset, bl.a. ved fastlæggelse af en eller flere primærangivelser, som alene udgør de legale angivelser.
Primærangivelserne fastlægges normalt således
a) for vægte
Indikation(-er), som udgør den eller de måleteknisk første og umiddelbart ved forstærkerdelen synlige angivelser af måleresultatet.
b) for volumenmåleanlæg
Indikation(-er), som udgør den eller de måleteknisk første og ved målekædens begyndelse nærmeste, synlige angivelser af måleresultatet.
c) ved instrumenter med dobbeltsidige indikationer i henhold til pkt. a) og b) betragtes disse som sideordnede angivelser.
d) ved instrumenter som ovenstående, der samtidig leverer et trykt måleresultat, som kan udleveres som dokumention for transaktionen, må længden af kablet mellem stemplingsstedet og den tilhørende indikation højst være 2 m, og begge skal kunne ses samtidig.
2.2. Ikke-justerpligtigt udstyr
De ikke-justerpligtige dele af instrumentet kaldes sekundært udstyr, og de tilhørende angivelser kaldes sekundære angivelser.
Sekundært udstyr skal være galvanisk adskilt fra primært instrument, og den galvaniske adskillelse skal være placeret i det primære instrument. Dette krav gælder ikke prisudregningsudstyr indbygget i primær regneenhed.
Signaltransmission fra sekundært udstyr til primært instrument må ikke kunne påvirke primærangivelser.
3. Typegodkendelse
Typegodkendelse gennemføres af justervæsenet (Jv) på basis af en undersøgelse og vurdering af
a) en ansøgning om godkendelse til justering, samt
b) eet eller flere instrumenter, som stilles til rådighed for Jv for nærmere undersøgelser.
Jv kan bestemme, at undersøgelse og prøvning af måleinstrumenter helt eller delvis kan foregå uden for Jv.
3.1. Ansøgning om typegodkendelse
Ansøgning fremsendes til Jv på dettes formular nr. 120: ANSØGNING OM GODKENDELSE TIL JUSTERING (i 2 eksemplarer).
Ansøgeren skal være et firma eller selskab, registreret i Danmark, eller en person med bopæl i landet.
Ansøgningen skal omfatte et komplet, primært måleinstrument eller målesystem/anlæg (herefter kaldet »instrument«) og kan omfatte forskellige konfigurationer eller størrelser af samme grundinstrument.
3.1.1. Ansøgningen skal indeholde fornøden teknisk dokumentation for de ansøgte instrumenter. Jv kan efter behov forlange, at dokumentationen forelægges på dansk.
Den skal være udformet på en systematisk måde og omfatte følgende
a) angivelse af instrumentets art
b) angivelse af fabrikat og model eller typebetegnelse for instrumentet og dets mekaniske og elektroniske hovedelementer
c) angivelse af anvendelsesområde, herunder brugsmiljø, samt måletekniske hoveddata. Såfremt instrumentet forelægges i forskellige varianter, specificeres for hver af disse
d) kortfattet beskrivelse (på dansk) af instrumentets indretning, funktion og betjening samt udstyr eller tilslutningsmulighed for sådant.
Denne beskrivelse, suppleret med systemdiagram og/eller tegning, samt foto(s), affattes så den kan danne grundlag for udformningen af Jv's typegodkendelse (»Bekendtgørelse fra justervæsenet«).
e) forslag til påskrifter, skilte og blombering.
3.1.2. Ansøgningen vedlægges følgende dokumentation
a) oversigts-/blokdiagram over det samlede målesystem/-anlæg med angivelse af afgrænsning for det primære instrument
b) for mekaniske dele
konstruktionsbeskrivelse og -tegninger
c) for elektroniske dele
beskrivelser og oversigter i form af system- og/eller blokdiagrammer for instrumentet eller dets konfigurationer og angivelser af måletekniske data samt sikkerheds- og kontrolindretninger.
Der ønskes herudover normalt ikke detaljerede oplysninger om den elektroniske opbygning.
d) udenlandske typegodkendelser, såfremt sådanne foreligger, kan vedlægges til orientering.
3.2. Tillægsansøgning om typegodkendelse
Ændringer af instrumenter kan søges godkendt ved tillægsansøgninger til tidligere indleverede ansøgninger. Tillægsansøgninger vedrørende instrumenter, som en anden ansøger har ansøgt eller opnået typegodkendelse for, skal være ledsaget af en erklæring fra denne ansøger om akcept af udnyttelsen af hans typegodkendelse.
3.3. a) Ændringer af et primære instrument uden Jv's godkendelse medfører, at instrumentet ikke længere er omfattet af typegodkendelsen.
b) Sekundært udstyr som defineret i pkt. 2.2 kan tilsluttes uden Jv's godkendelse.
3.4. Gyldighedstid for typegodkendelser
Typegodkendelser efter nærværende direktiv vil være tidsbegrænsede med gyldighedstid på 2 år, medmindre andet er anført i godkendelsen. En sådan godkendelse kan søges forlænget inden gyldighedsperiodens udløb.
3.5. Prøvninger ved typegodkendelser
Sådanne prøvninger vil i det væsentlige bestå i funktions-(præstations-)afprøvninger under forhold svarende til opstillingsstedets, såvel rent brugsmæssigt som miljømæssigt.
3.6. Tilbagekaldelse af typegodkendelser
En typegodkendelse kan tilbagekaldes, når instrumenterne ikke er i overensstemmelse med den godkendte type eller ved deres anvendelse udviser fejl, der gør dem uegnede til deres formål.
4. Justering
4.1. Typegodkendte elektroniske måleinstrumenter kan justeres, når de ved vurdering og afprøvning i henhold til typegodkendelsen findes at være i overensstemmelse med kravene heri.
4.2. Tilladelse til midlertidig opstilling og justering
Jv kan i særlige tilfælde, hvor forholdene måtte tale herfor, og før en instrumentgodkendelse foreligger meddele tilladelse til midlertidig opstilling og justering.
En sådan tilladelse vil omfatte et begrænset antal instrumenter og en tidsfrist og indeholde nærmere bestemmelser om vilkårene for evt. yderligere prøvninger.
5. Periodisk prøvning
Typegodkendte instrumenter skal, såfremt dette er foreskrevet i typegodkendelsen, underkastes periodisk funktions- og miljøprøvning på brugsstedet ved justervæsenets foranstaltning.
6. Ikrafttræden
Dette tekniske direktiv træder ikraft 1978-02-01, foreløbig med gyldighed alene for elektroniske vægte.
7. Gyldighedstid
Nærværende direktiv er af midlertidig karakter og vil efter udgivelse af endelige bestemmelser forblive i kraft sideordnet med disse i en periode på 1 år.
E. Repstorff Holtveg