Målemaskiner til udmåling af flydende varer. Almindelige bestemmelser for justering
Statutory Text (2 Articles)
Målemaskiner til udmåling af flydende varer. Almindelige bestemmelser for justering
GENNEMSTRØMNINGS-MÅLEMASKINER.
(1) Forinden gennemstrømningsmålemaskiner kan justeres, skal hver enkelt type være godkendt af justervæsenet.
Samtidig med andragendet om godkendelse skal der indleveres tegninger i to eksemplarer visende målemaskinens nærmere konstruktion, samt en beskrivelse af maskinen og dens virkemåde. Der skal endvidere medfølge et tydeligt og til reproduktion egnet fotografi visende maskinen i driftsfærdig stand. Om det skønnes fornødent, kan der forlanges indsendt et eksemplar af målemaskinen til nærmere undersøgelse i justervæsenet. Forinden justering kan finde sted, skal der desuden af justervæsenet være udarbejdet og offentliggjort en bekendtgørelse indeholdende nærmere bestemmelse for målemaskinens justering.
Ansøgeren betaler forundersøgelsen efter regning, og desuden de med udfærdigelsen af bekendtgørelsen forbundne udgifter, herunder klicheer, trykning m.m.
(2) Målemaskinerne skal foan måleorganet have tilstrækkelig effektive midler (slamsamlere, filtre eller lignende) til opfangning af urenheder i væsken.
(3) Målemaskinerne må i almindelighed være udstyret med luftudskiller til udskillelse af eventuel i væsken værende luft.
Luftudskiller forlanges ikke ved målemaskiner, gennem hvilke væsken drives ved naturligt tryk eller af en anden væske eller ved lufttryk. Endvidere kan luftudskiller udelades ved målemaskiner bestemt til tyktflydende væsker (f.eks. smøreolier), når luftindblanding er forhindret på anden tilstrækkelig effektiv måde. Ved målemaskiner til mælk kræves ikke luftudskiller.
(4) Målemaskiner med en kapacitet på indtil 75 l/min. forlanges i almindelighed forsynet med kontrolglas, hvorved eventuel i væsken værende luft let kan konstateres.
Kontrolglas forlanges ikke, når målerummenes vægge (f.eks. cylindervæggen i stempelmålere) består af gennemsigtigt materiale og er synlige under målingerne. Ved målemaskiner til mælk kræves ikke kontrolglas.
Ved anlæg, hvor væsken under naturligt fald flyder til måleorganet, skal faren for luftiblanding på betryggende måde være udelukket (f.eks. ved stadig virkende slangeudluftning gennem en snøfteventil).
(5) Udtapningsledningen må være således indrettet, at en fuldstændig udtømning af hele den målte væskemængde er sikret.
Forgreninger på udtapningsledningen kan tillades, når der er truffet sådanne foranstaltninger, at der kun kan udtappes væske eet sted ad gangen.
Ved målemaskiner af »fuld slange« typen må den bevægelige del af ledningen være således indrettet og i driftspauser kunne ophænges således, at mulig indtrængende luft kan samle sig på højtliggende gennem kontrolglasset synlige steder og fjernes gennem en udluftningsventil.
(6) Målemaskinerne skal være forsynet med hensigtsmæssigt indrettede midler til begrænsning af den udmålte væskemængde (f.eks. afspærringsventiler, overløbs-skueglas el.lign.)
Ved målemaskiner bestemt til måling med fuld slange skal der ved slangens frie ende findes en kontraventil, som forhindrer slangens tømning efter en målings slutning.
(7) Ved målemaskiner, ved hvilke der under driften (f.eks. ved standsning af fødepumpen) kan indtræde tilbageløb af væsken, skal der mellem luftudskiller og måleorgan være anbragt en kontraventil.
TÆLLEVÆRKER TIL MÅLEMASKINER, DER UDMÅLER VÆSKEMÆNGDER AF MÅLERUMMETS STØRRELSE ELLER HELE MANGEFOLD DERAF.
(8) Tælleværket skal registrere den udmålte væskemængde i liter, mangefold af 10 liter eller mangefold af 1/10 liter.
(9) Tælleværker på målemaskiner, der anvendes med salg af en væske for øje, må ikke manuelt kunne stilles frem, og tælleværker på målemaskiner, der anvendes med køb af en væske for øje, må ikke manuelt kunne stilles tilbage.
(10) Tælleværker kan være således indrettet, at de kan stilles tilbage på nul før begyndelsen af en udmåling. Sådanne tælleværker skal tillige tilfredsstille de i (9) indeholdte bestemmelser, eller være således indrettede, at omstilling til andre stillinger end nulstillingen ikke er mulig.
(11) Nulindstillelige tælleværker kan have et tilkoblet tælleværk, som kontinuert opsummerer de udmålte væskemængder (totaltæller). Totaltællere må kun udføres som ciffer-tromletællere.
(12) Målemaskiner bestemt til måling af væsker af forskellig art kan have en særlig totaltæller for hver art. Det kan i de nærmere bestemmelser for justeringen af sådanne målemaskiner kræves, at ind- og udkobligen af de forskellige totaltællere skal være tvangsstyret af maskinens omstillingsventil.
(13) Tælleværket må først registrere udmålingen ved slutningen af hvert stempelslag.
TÆLLEVÆRKER MED GLIDENDE REGISTRERING TIL MÅLEMASKINER BEREGNET TIL UDMÅLING AF EN VILKÅRLIG VÆSKEMÆNGDE.
(14) Sådanne målemaskiner kan være
(a) Stempelmålere.
(b) Skivemålere.
(c) Ringstempelmålere.
(d) Ovalhjulsmålere.
(15) Tælleværket skal kontinuert og synkront registrere den gennem måleren strømmende væskemængde. Periodiske afvigelser herfra, betinget af målemaskinens særlige konstruktion, må ikke overskride halvdelen af justertolerancen for den mindste lovlige udmåling.
(16) Tælleværket kan være udført som
(a) Visertæller (faststående skala og een eller flere bevægelige visere).
(b) Tromletæller (faststående viser(index) og een eller flere bevægelige skalaer anbragt på roterende cylindre).
(c) Skivetæller (faststående viser(index) og roterende skala anbragt på en cirkulær skive).
(d) Viser-tromletæller (Kombination af visertæller og tromletæller).
Viserindretningen for de mindste mængder skal bevæge sig jævnt fremadskridende, for så vidt anden bestemmelse ikke er anført i (17).
Viserindretningen for de større mængder skal være således sammenkoblet med viserindretningen for de mindre mængder, at en eentydig aflæsning er mulig ved enhver stilling af tælleværket.
(17) Ved tælleværker med mængdeindstillingsanordning (forindstilling) kan det tillades, at viserindretningen for de mindste mængder bevæger sig fremad i spring, når der desuden findes et fast og et bevægeligt (omløbende) mærke, ved hjælp af hvilke den rigtige udmåling af den forindstillede mængde markeres, ved at disse mærker står lige for hindanden, når udmåling af den indstillede væskemængde er afsluttet.
(18) Ved visertællere, skivetællere og viser-tromletællere skal den udmålte væskemængde, som svarer til en hel omdrejning henholdsvis af viseren eller skiven, være 1 liter, mangefold af 10 liter eller mangefold af 1/10 liter; dog tilades det ved visertællere, at denne mængde for de to hurtigst gående visere og ved skivetællere for den hurtigst gående skive er det dobbelte eller det femdobbelte af de ovenfor anførte mængder.
Ved tromletællere skal den til en hel omdrejning af en tromle svarende væskemængde være 1 liter, mangefold af 10 liter eller mangefold af 1/10 liter.
Ved tælleværker med forindstillingsanordning skal een omdrejning af det bevægelige mærke svare til 1 liter, mangefold af 10 liter eller mangefold af 1/10 liter eller til det dobbelte eller det femdobbelte af een af disse mængder. For den springende viserindretning må springet af viseren højst svare til een omdrejning af det bevægelige mærke.
(19) Skalaerne skal inddeles i liter, mangefold af 10 liter eller mangefold af 1/10 liter eller i dele svarende til det dobbelte eller det femdobbelte af en af disse mængder.
(20) Tælleværket udføres således, at det er muligt at aflæse den gennemstrømmende væskemængde med tilstrækkelig nøjagtighed.
a) Afstanden mellem delestregerne på hver enkelt af tælleværkets skalaer må ikke udvise synlig uensartethed. Afstanden mellem to på hinanden følgende delestreger må ikke være mindre end 1,5 mm.
b) Skalaernes delestreger skal være lige tykke. Forskellig værdi af delestregerne kan være tilkendegivet ved længdeforskel mellem disse ved at gøre stregens ende tykkere (f.eks. ved for enden af stregen at anbringe et diagonalt stillet kvadrat) eller ved at anvende forskellige lysægte farver.
Fremhævelse af stregværdier skal være foretaget således, at de ved delestreger af samme værdi dannede underinddelinger på skalaen stedse tilfredsstiller de almindelige regler for decimal deling af skalaer.
c) Det er tilladt at forsyne enkelte delestreger med forkortede talbetegnelser, når blot deres rumfangsværdi fremgår utvetydigt; således er f.eks. følgende talbetegnelser tilladelige
0 5 10 5 20 5 30...........................liter - -- -- -- 0 2 4 6 8 1 2 4 6 8 2 .....................liter - - -
Dog skal hovedtallene være fremhævet ved større og eventuelt kraftigere skrift.
Skalaens talbetegnelser skal angive liter eller decimale mangefold eller decimale dele af liter; ved ciffertælleværker, hvor een omdrejning af den hurtigst gående tromle svarer til 1000 liter eller mere, må dog benyttes betegnelsen kubikmeter. Enheden for talbetegnelserne skal være angivet på skalaerne.
d) Er et tælleværk til angivelse af større mængdeenheder forsynet med flere visere, skal delingsværdien (det til een inddeling svarende rumfang) for de til de langsommere gående visere hørende skalaer være lig med skalakapaciteten (det til hele skalamængden svarende rumfang) for den til den nærmest hurtigere gående viser hørende skala. For ciffertællere gælder tilsvarende bestemmelser.
e) Den til justertolerancen for den mindste lovlige udmåling svarende længde på skalaen skal, når intet andet er bestemt, være mindst 2 mm målt ved delestregernes synlige fodpunkter.
Ved tælleværker med forindstillingsanordning gælder tilsvarende bestemmelser for bevægelsen af det roterende mærke.
f) Ved viser-tromletællere, ved hvilke de mindre enheder angives ved en faststående skala og en bevægelig viser, medens de større enheder angives af et tromletælleværk (ciffertæller), skal viser og tromletæller for at undgå fejlaflæsninger være sammenkoblet på følgende måde
1) Den vejlængde, som viseren bevæger sig, medens det efterfølgende ciffertromle skifter fra et tal til det følgende, må ikke være større end 1/4 omdrejning.
2) Omskiftningen af ciffertromlens tal må ikke begynde, før viseren er højst 1/8 omdrejning fra nulstillingen.
3) Skiftningen må ikke være tilendebragt, når viseren er højst 1/8 omdrejning forbi nulstillingen.
Ved ciffertælleværker og skivetælleværker gælder tilsvarende bestemmelser.
g) Ved viser-tromletælleværker kan, hvor det er påkrævet, de af visertælleren angivne enheder være angivet på tromletælleren ved faste nuller. F.eks. kan der ved en viser-ciffertæller med en viserkapacitet på 100 liter, altså med en omløbsværdi på sidste tromle på 1000 liter, bag ciffertællerens sidste tromle være angivet to faste nuller.
h) Tælleværket kan være forsynet med en totaltæller, som angiver den samlede udmålte væskemængde. Denne totaltællers enheder skal være de samme som detailtælleværkets. Totaltælleren kan være forsynet med en blænderindretning.
i) Tælleværket skal kunne stilles på nul før hver udmålings begyndelse. Denne nulstillingsindretning kan være således udført, at den ved betjening automatisk stiller tælleren på nul, og at en indstilling på anden værdi end nul ikke er mulig, eller således, at man ved målemaskiner beregnet til salg kun kan dreje tælleren tilbage, og ved målemaskiner beregnet til indkøb kun fremad. Dog må ciffertællere også kunne nulstilles ved fremaddrejning, når der på passende måde er draget omsorg for, at misbrug udelukkes, (f.eks. derved at tælleren blændes under nulindstillingen). Indstillingsanordningen skal endvidere være således indrettet, at samtlige talcifre kan stilles på nul ved hjælp af een indstillingsknap eller lignende.
STEMPELMÅLERE MED SPRINGENDE TÆLLEVÆRK.
(21) Stemplemålere med tælleværk med springende registrering skal udmåle den under tryk tilførte væske i mængder lig med stemplets slagvolumen eller hele mangefold af dette slagvolumen.
(22) Slagvolumet skal være 1 liter eller et decimalt mangefold eller en decimal del af literen eller det dobbelte eller det femdobbelte af en af disse størrelser eller 0,25 liter.
(23) Slaglængden skal mindst være så stor som højden af en cylinder, hvis rumfang er lig med slagvolumenet, og hvis højde er dobbelt så stor som dens diameter.
(24) Målecylinderen skal være gennemsigtig og udført af glas eller af andet lige så slid- og brudstærkt materiale.
(25) Stemplet skal have tætningsmidler, der frembyder tilstrækkelig sikkerhed mod forandringer.
(26) Stemplet kan være dobbeltvirkende.
(27) Forbindelserne mellem cylinderen og tilførselsledningen og mellem cylinderen og udtapningsledningen skal have afspærringsorganer, der tvangsstyres af stemplet.
(28) Stemplets yderstillinger ved rigtig udmåling skal være angivet ved stregmærker på cylinderen. Disse mærker skal strække sig over mindst 1/4 af cylinderens omkreds, og der skal på stemplet findes tilsvarende stregmærker.
(29) Måleren kan have forindstillingsanordning.
(30) Målemaskinen kan have prisudregningstæller.
(31) Målemaskinen kan have stemplingsanordning.
STEMPLEMÅLEMASKINER MED TÆLLEVÆRK MED GLIDENDE REGISTRERING.
(32) Stempelmålemaskiner til udmåling af en under tryk tilført væske kan være udført med tælleværk, der glidende registrerer den udmålte væskemængde.
(33) Stempelmålemaskiner af den i (32) omhandlede art kan være udført med flere cylindre.
(34) Cylindrene kan være udført af glas, metal eller formstof af tilstrækkelig slid- og brudstærk art.
(35) Stemplerne skal have tætningsmidler af tilstrækkelig uforanderlighed.
(36) Reguleranordninger, ved hvilke tælleværkets registrering kan ændres ved væskeomløb (»by pass«), tillades ikke, med mindre nærmere bestemmelser herom foreligger.
(37) Den mindste og den største gennemstrømningshastighed, ved hvilke målemaskinen må anvendes, skal efter justervæsenets nærmere bestemmelse (61 b,c) være angivet på målemaskinen i liter pr. minut.
(38) Den mindste udmåling, der lovligt må foretages med målemaskinen, skal være angivet på denne.
(39) Den mindste udmåling skal være 1 liter, mangefold af 10 liter eller mangefold af 1/10 liter eller det dobbelt eller det femdobbelte af en af disse størrelser eller 0,25 liter.
Den mindste udmåling må, såfremt nærmere bestemmelse herom ikke er truffet, ved målemaskiner med visertælleværk eller skivetælleværk eller viser-tromletælleværk ikke være større end den til en hel omdrejning af den hurtigst gående viser eller den hurtigst gående skive svarende væskemængde. Ved målemaskiner med tromletælleværk må den mindste udmåling ikke være større end den til 5 omdrejninger af den hurtigst gående ciffertromle svarende væskemængde.
For målemaskiner med visertælleværk vil der kunne dispenseres fra de anførte bestemmelser såfremt omløbshastigheden for den hurtigst gående viser ved største udløbshastighed 7) er højst 3 sekunder.
Ved målemaskiner med forindstillingsanordning kan den mindste udmåling også ansættes til det dobbelte af den til en omdrejning af det bevægelige mærke svarende væskemængde.
Ved store målemaskiner kan, efter justervæsenets nærmere bestemmelse, tillades afvigelser fra de anførte bestemmelser om mindste udmåling.
(40) Målemaskinerne kan have forindstillingsanordning.
(41) Målemaskinerne kan have prisudregningstælleværk.
(42) Målemaskinerne kan have stemplingsanordning.
SKIVEMÅLEMASKINER.
(43) Målemaskiner med tælleværk med glidende registrering kan udføres som skivemålere, ved hvilke en bevægelig skillevæg udfører en »tumlende« bevægelse i målerummet.
(44) De i stk. (36) - (42) indeholdte bestemmelser er gældende for sådanne målemaskiner.
RINGSTEMPEL-MÅLEMASKINER.
(45) Målemaskiner med tælleværk med glidende registrering kan være udført som ringstempelmålere, ved hvilke en bevægelig som ringstempel udformet stillevæg udfører en kredsende bevægelse i målerummet.
(46) De i stk. (36) - (42) indeholdte bestemmelser er gældende for sådanne målemaskiner.
OVALHJULS-MÅLEMASKINER.
(47) Målemaskiner med tælleværk med glidende registrering kan være udført som ovalhjuls-målemaskiner, ved hvilke bevægelige som ovalhjul formede skillevægge udfører en roterende bevægelse i målerummet.
(48) De i stk. (36) - (42) indeholdte bestemmelser er gældende for sådanne målemaskiner.
FORINDSTILLINGSANORDNINGER.
(49) Forindstillingsanordningen skal være indrettet således, at den væskemængde, der ønskes udmålt, kan indstilles på målemaskinen før udmålingen og således, at den efter udmålingen af denne væskemængde automatisk afbryder væskestrømmen.
(50) Indstillingen skal kunne foretages ved hjælp af en skala og en viser (index) eller ved hjælp af et tromletælleværk.
(51) Forindstillingsanordningen kan være således indrettet, at der henholdsvis for mindre og for større væskemængder anvendes særlige af hverandre uafhængige indstillingsorganer. Inddelingen på indstillingsorganerne for større enheder skal da være lig med indstillingskapaciteten for det nærmest mindre indstillingsorgan.
(52) Forindstillingsanordningen kan være sammenbygget med tælleværket.
(53) Forindstillingsanordningen kan være forsynet med en indretning, som muliggør en afbrydelse af væskestrømmen under udmålingen (nødafbryder).
PRISUDREGNINGSTÆLLEVÆRK.
(54) Prisudregningstælleværker skal være således anbragt og udført, at aflæsning af mængdetælleværket ikke vanskeliggøres, og således at en forveksling af prisangivelse og mængdeangivelse ikke er mulig.
(55) Nærmere bestemmelser for udførelsen af prisudregningstælleværker kan fastsættes af justervæsenet for hver enkelt målemaskinetype.
STEMPLINGSANORDNINGER.
(56) Stemplingsanordningen skal stemple den udmålte væskemængde i liter eller i kubikmeter.
(57) Stemplingsanordningen kan alt efter den tilhørende målemaskines art være udført enten som ciffer-stemplingsanordning eller som skala-stemplingsanordning.
(58) Ved skala-stemplingsanordninger skal stemplingsskalaen, hvad længde og inddeling angår, tilfredsstillende for den afløselige skala gældende bestemmelser.
(59) Ved ciffer-stemplingsanordninger må den afrunding af stemplingsresultatet, som naturligt må ske ved denne stemplingsmetode, ikke være større end justertolerancen for den mindste lovligt udmålte væskemængde.
(60) Ved tælleværker med forindstillingsanordning kan stemplingsanordningen være sammenkoblet med forindstillingsanordningen på en sådan måde, at den indstillede væskemængde stemples. Der skal i så fald findes en sikkerheds-spærreanordning, som forhindrer, at stemplingen finder sted, før den indstillede væskenængde er udmålt.
PÅSKRIFTER.
(61a) Målemaskinens bestemmelse skal, når intet andet er angivet i de nærmere bestemmelser for maskinens justering, være angivet på et særligt skilt (justerskiltet) f.eks. med påskriften: »Kun til benzin«.
b) Målemaskinens kapacitet skal være angivet på justerskiltet med påskriften: »Højst.......liter pr. minut«.
c) Såfremt der er fastsat en mindste gennemløgshastighed for målemaskinen, skal det være angivet på justerskiltet ved påskriften: »Mindst ..... liter pr. minut«.
d) Den mindste udmåling, der omfattes af justeringen, skal være angivet på justerskiltet ved påskriften: »Mindste lovlige udmåling er.......liter«.
e) Er tælleværket forsynet med totaltæller, der ikke omfattes af justeringen, skal dette være angivet på justerskiltet ved påskriften: »Justeringen gælder ikke totaltælleren«.
f) Er tælleværket forsynet med prisudregningsanordning, skal der på justerskiltet eller på tælleværkets dækplader findes påskriften: »Justeringen gælder ikke prisudregningen«.
g) Har tælleværket stemplingsanordning, der ikke tilfredsstiller de gældende bestemmelser (56) - (60), skal der på justerskiltet eller på tælleværkets dækplader findes påskriften: »Justeringen gælder ikke stemplingsanordningen«.
h) Er målemaskinen forsynet med kontrolglas (4), skal der umiddelbart ved dette findes et skilt med påskriften: »Glasset skal altid være fyldt«.
i) Den ved målemaskinens godkendelse til justering (1) fastsatte systembetegnelse skal være angivet på justerskiltet eller på tælleværkets skala- eller dækplader.
k) Er målemaskinen bestemt til måling med tom slange, skal den være forsynet med et særligt skilt med påskriften: »Den i slangen værende væske tilhører køberen«.
(62) Samtlige skilte skal efter nærmere anvisning af justervæsenet være fastgjort på en sådan måde, at de kan sikres mod bortfjernelse ved stempling med justermærke.
Ingen