Tekniske bestemmelser for udstyr til brug for modtagning af selektive kaldesignaler om bord i danske skibe. Målemetoder og specifikationer m.m.
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Bilag 2
Tekniske bestemmelser for udstyr til brug for modtagning af selektive kaldesignaler om bord i danske skibe. Målemetoder og specifikationer m.m.
Indledning
Nærværende tekniske bestemmelser er udfærdiget i henhold til ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 431 af 21.8.1974 om radiostationer i skibe og luftfartøjer.
Bestemmelserne indeholder de minimumskrav, som dekodere for modtagning af kaldesignaler efter det af International Telecommunication Union anbefalede tonekodesystem (radioreglementet, Geneve 1976, appendix 20 c) skal opfylde for at kunne godkendes af post- og telegrafvæsenet til brug om bord i danske skibe.
Bestemmelserne indeholder endvidere tilsvarende minimumskrav for modtagere til brug for modtagning af de selektive kaldesignaler på kaldefrekvensen 2170,5 kHz i mellembølgetelefonibåndet.
Benyttes til modtagning af de selektive kaldesignaler i de maritime kortbølgebånd modtagere, som i radiostationen også anvendes til andre formål (kommunikation m.m.), skal disse modtagere være typegodkendte til brug for enkeltsidebånds-radiotelefoni i de samme bånd.
Modtages de selektive kaldesignaler i de maritime kortbølgebånd med modtagere specielt indrettet til formålet, skal disse modtagere ligeledes opfylde de krav, som stilles til modtagere for enkeltsidebånds-radiotelefoni i de samme bånd, idet der dog ses bort fra de krav om kanalantal, der gælder for radiotelefonimodtagerne. Endvidere tillades for sådanne modtagere til selektive kald en lavfrekvenskarakteristik som angivet i nærværende specifikationer for kanalmodtager for frekvensen 2170,5 kHz (punkt 8.4).
Modtagere til brug for modtagning af de selektive kaldesignaler på frekvensen 156,800 MHz skal være typegodkendt til brug for radiotelefoni på denne frekvens.
INDHOLDSFORTEGNELSE side 1 OPLYSNINGER VEDR. AFPRØVNING, GODKENDELSE OG GEBYR 5 1.1 Anmodning om afprøvning 1.2 Indlevering af anlæg til afprøvning 1.3 Valg af anlæg til afprøvning 1.4 Godkendelse 1.5 Gebyr for afprøvning 2 ALMINDELIGE KRAV TIL ANLÆG FOR MODTAGNING AF SELEKTIVE 8 KALDESIGNALER 2.1 Anlæggets konstruktion 2.2 Mærkning 2.3 Overspændinger, sikkerhedskrav m.v. 3. AFPRØVNINGSBETINGELSER. 10 3.1 Anvendelse af afprøvningsbetingelser 3.2 Spændingsforsyning 3.3 Normale afprøvningsbetingelser 3.4 Særlige afprøvningsbetingelser 3.5 Miljøprøver. 4 DE SELEKTIVE KALDESIGNALERS SAMMENSÆTNING 14 4.1 Kaldesignal 4.2 Tillægsinformation 5 DEKODER FOR INDIVIDUELLE KALD 16 5.1 Følsomhed 5.2 Indgangsimpedans 5.3 Uønskede signaler 5.4 Selektivitet 5.5 Signal-støjforhold 5.6 Reaktionstid 5.7 Ventetid 5.8 Klir 5.9 Alarmkreds 5.10 Gennemkobling til informationsdekoder 5.11 Omkobling af dekoderen 5.12 Kontrol af dekoderen 6 DEKODER FOR KALD TIL ALLE SKIBE 19 6.1 Signal-støjforhold 6.2 Reaktionstid 6.3 Ventetid 6.4 Alarmkreds 7 INFORMATIONSDEKODER 21 7.1 Indgangsimpedans 7.2 Indgangsniveau 7.3 Signal-støjforhold 7.4 Klir 7.5 Selektivitet 7.6 Ciffervisning 7.7 Tilbagestilling af informationsdekoder (reset) 8 RADIOMODTAGER FOR SELEKTIVE KALD PÅ MF 23 8.1 Generelt 8.2 Udgangseffekt og klirfaktor 8.3 Følsomhed 8.4 Lavfrekvenskarakteristik 8.5 Nabosignalselektivitet 8.6 Blokering 8.7 Krydsmodulation 8.8 Intermodulation 8.9 Dæmpning af uønskede signaler (spurious responses) 8.10 LF-intermodulation 8.11 Uønsket udstråling over antenneklemmerne 8.12 Internt genererede signaler 8.13 Automatisk forstærkningsregulering
1 OPLYSNINGER VEDR. AFPRØVNING GODKENDELSE OG GEBYR
1.1 Anmodning om afprøvning
Når et anlæg ønskes afprøvet med henblik på godkendelse, rettes af en dansk fabrikant eller en dansk repræsentant skriftlig henvendelse herom til Post- og telegrafvæsenet Radioingeniørtjenesten Nørrebrogade 10 2200 København N.
Anmodning om afprøvning skal indeholde oplysninger om anlæggets fabrikat og typebetegnelse samt de for afprøvningen nødvendige tekniske specifikationer blandt andet
For modtageren
Driftspænding Nominel LF-udgangseffekt Nominel belastningsimpedans.
For dekodere.
Driftspænding
Nominelt indgangsniveau Nominelt indgangsimpedans.
For dekodere for individuel kalden opgives endvidere den indstillede kaldekode, såfremt denne ikke kan aflæses direkte på udstyret.
Anmodningen bør endvidere forsynes med oplysning om, hvem der er teknisk sagsbehandler hos rekvirenten.
Anmodningen om afprøvning skal være ledsaget af en komplet teknisk beskrivelse af anlægget, bl. a. indeholdende diagrammer og styklister.
Endvidere skal der medsendes en målerapport med måleresultater omfattende alle de i nærværende bestemmelser beskrevne målinger. Har fabrikanten ved sine målinger set sig nødsaget til at anvende målemetoder eller målebetingelser, der ikke er helt identiske med de heri anførte, skal målerapporten indeholde de fornødne oplysninger herom. Post- og telegrafvæsenet afgør herefter, om en sådan målerapport kan godtages.
Målerapporter og beskrivelser der indleveres i forbindelse med typeafprøvning af anlæg er post- og telegrafvæsenets ejendom.
1.2 Indlevering af anlæg til afprøvning
Anlægget, der ønskes afprøvet, indleveres til
Post- og telegrafvæsenet Radioingeniørtjenesten Islands Brygge 83 C, 4. sal 2300 København S Tlf. (01) 544796 lokal 238.
Al transport af anlæg til og fra radioingeniørtjenesten påhviler rekvirenten.
Post- og telegrafvæsenet kan forlange, at rekvirenten opstiller, tilslutter og klargør anlægget til afprøvning.
1.3 Valg af anlæg til afprøvning
Fabrikanten skal normalt stille et eksemplar taget fra produktionen til rådighed for afprøvningen. Hvis typegodkendelsen gives på grundlag af målinger på en prototype, skal de tilsvarende produktionseksemplarer i enhver relevant henseende være identiske med det afprøvede eksemplar.
1.4 Godkendelse
Godkendelse kan efter post- og telegrafvæsenets afgørelse i hvert enkelt tilfælde gives enten som en typegodkendelse eller som en godkendelse af enkelteksemplar.
Alle anlæg af godkendt type skal opfylde nærværende bestemmelser, og en typegodkendelse forudsætter, at samtlige fremstilledes anlæg af typen både med hensyn til strømskemaer, komponenter og montering er identiske med det afprøvede.
Anlæg, der ikke i radiomæssig og andre væsentlige henseender er identiske, må ikke bære samme typebetegnelse. Foretages der ændringer, må der gives ny typebetegnelse, hvilket vil medføre krav om ny afprøvning, såfremt ændringerne har relation til de gældende bestemmelser.
Post- og telegrafvæsenet forbeholder sig ret til ved skøn at afgøre, om anlæg er identiske i henhold til ovenstående, og om ny afprøvning er nødvendig.
Det er en forudsætning for opretholdelse af en typegodkendelse, at post- og telegrafvæsenet med henblik på kontrolmålinger på et hvilket som helst tidspunkt uhindret kan udvælge eksemplarer af vedkommende anlægstype fra lager hos fabrikant eller importør, eventuelt forhandler. Såfremt det herved eller på anden måde konstateres, at anlæggene ikke opfylder de gældende bestemmelser, eller såfremt godkendelsens vilkår i øvrigt tilsidesættes, kan godkendelsen annulleres både for allerede ibrugtagne anlæg og for ikke ibrugtagne anlæg af vedkommende type.
Givne godkendelser kan annulleres.
Godkendelsen omfatter kun forhold, der angår de af post- og telegrafvæsenet fastsatte bestemmelser og tager ikke sigte på generelt at omfatte andre myndigheders eventuelle krav til anlæggene og deres installation.
1.5 Gebyr for afprøvning
For afprøvning med henblik på godkendelse som type eller enkelteksemplar opkræves følgende gebyrer
Radiomodtager for selektivt kald 2000 kr., excl. merværdiafgift. Dekodere sammenbygget med radiomodtager eller separate 1000 kr. stk.
Post- og telegrafvæsenet kan efter eget skøn fastsætte et gebyr mindre end 2000 kr., henholdsvis 1000 kr., i følgende tilfælde:. - hvis en anlægstype eller et enkelteksemplar ikke godkendes efter første afprøvning, og det efter post- og telegrafvæsenets skøn ikke er nødvendigt at foretage en komplet fornyet afprøvning.
- hvis anlægstypen eller enkelteksemplaret adskiller sig så lidt fra en allerede godkendt type, at komplet fornyet afprøvning efter post- og telegrafvæsenets skøn ikke er nødvendig.
2 ALMINDELIGE KRAV TIL ANLÆG FOR MODTAGNING AF SELEKTIVE KALDESIGNALER
Radiomodtagere beregnet for modtagning af selektive kaldesignaler på een eller flere af de dertil benyttede frekvenser samt tilhørende dekodere for registrering af modtagne kald kan være sammenbygget i eet kabinet eller fremstå som separate enheder. Hver enkelt enhed skal opfylde nedenstående krav, idet kravet anført i pkt. 2.4.1 dog kun gælder dekodere samt modtagere beregnet for modtagning af selektive kaldesignaler på 2170,5 kHz.
2.1 Anlæggets konstruktion.
2.1.1 Anlægget skal være konstrueret i overensstemmelse med god ingeniørmæssig praksis og skal være egnet til brug om bord på skibe.
2.1.2 alle betjeningsgreb skal være af en sådan størrelse, at de er lette at betjene, og antallet af betjeningsgreb skal være det mindst mulige for bekvem og simpel betjening.
2.1.3 Funktionen af evt. måleinstrumenter, kontrollamper, tilslutningsklemmer, betjeningsgreb samt betjeningsgrebenes positioner skal være tydeligt angivet på anlægget.
2.1.4 Alle dele af anlægget, som kræver tilsyn eller justering, skal være let tilgængelige. Anlæggets enkelte dele skal være lette at identificere ved hjælp af den tekniske beskrivelse eller en mærkning i anlægget.
2.2 Mærkning.
2.2.1 Anlægget skal være tydeligt mærket med fabrikat, typebetegnelse og løbenummer. Dette gælder også for eksemplarer, der indleveres til afprøvning. Mærkningen skal være placeret på anlæggets forplade.
2.2.2 Mærkningen skal være mekanisk solid og holdbar og kan f.eks. udføres ved gravering, prægning eller ved anvendelse af metalskilt.
2.3 Overspændinger sikkerhedskrav m.v.
2.3.1 Anlægget skal være beskyttet mod virkningerne af overspændinger, transienter og polvending af forsyningsspændingen.
2.3.2 På anlæggets kabinet skal der være tilslutningsmulighed for en jordledning. Ingen af anlæggets strømforsyningsterminaler må være forbundet til jordklemmen.
2.3.3 Alle dele og forbindelsesledninger, hvor spændinger på mere end 50 volt forekommer (HF-spændinger undtaget), skal være beskyttet mod utilsigtet berøring og skal automatisk frakobles spændingsforsyningen, når beskyttelsen fjernes. I stedet kan anlægget være konstrueret på en sådan måde, at adgang til sådanne spændingsførende dele kun kan opnås ved hjælp af værktøj, f.eks. skruetrækker eller skruenøgle. Der skal i sidstnævnte tilfælde anbringes iøjenfaldende advarselsskilte såvel inden i udstyret som på afskærmningen.
2.4 Opvarmningstid.
2.4.1 Senest 1 minut efter at være tilsluttet forsyningsspændingen skal anlægget være fuldt driftklart, hvorved forstås at samtlige krav i disse specifikationer skal være opfyldt.
3 AFPRØVNINGSBETINGELSER
3.1 Anvendelse af afprøvningsbetingelserne.
For samtlige i disse bestemmelser nævnte krav foretages typegodkendelsesmålinger under de i pkt. 3.3 beskrevne normale afprøvningsbetingelser. For de krav, hvor det i de enkelte afsnit er nævnt, foretages målingerne endvidere under de i pkt. 3.4 omtalte særlige afprøvningsbetingelser.
3.2 Spændingsforsyning.
Under typegodkendelsesmålingerne forsynes udstyret fra en udvendig spændingskilde, der kan levere forsyningsspændinger som beskrevet i pkt. 3.3.2 og 3.4.2. Spændingsforsyningens indre impedans skal være så lav, at dens indflydelse på måleresultaterne er uden betydning. Forsyningsspændingen måles på udstyrets indgangsklemmer.
Under afprøvningen holdes forsyningspændingen inden for +/- 3% af spændingen ved målingens påbegyndelse.
3.3 Normale afprøvningsbetingelser.
3.3.1 Normal temperatur og fugtighed.
Afprøvning under normale afprøvningsbetingelser foretages i et almindeligt laboratorium uden særlig kontrol af temperatur og fugtighed, d.v.s. ved temperaturer mellem + 15 grader C og + 35 grader C og relative fugtigheder mellem 20% og 75%.
3.3.2 Forsyningsspændinger ved afprøvning under normale betingelser
3.3.2.1 Forsyning fra nettet.
Ved afprøvninger under normale betingelser tilføres udstyr, der er beregnet for tilslutning til det almindelige forsyningsnet, en forsyningsspænding lig forsyningsnettets nominelle spænding og med frekvensen 50 Hz (+/- 1 Hz).
3.3.2.2 Forsyning fra blyakkumulatorer.
Hvor radioudstyret er beregnet til brug i forbindelse med blyakkumulatorer, anvendes under afprøvningen en forsyningsspænding på 1,1 gange batteriets nominelle spænding (6 volt, 12 volt etc).
3.3.2.3 Andre spændingsforsyninger.
For udstyr, der benytter andre typer spændingsforsyninger end ovennævnte, opgives afprøvningsspændingen af fabrikanten.
3.4 Særlige afprøvningsbetingelser.
3.4.1 Temperatur ved afprøvning under særlige betingelser.
Ved afprøvning under særlige betingelser foretages målingerne ved temperaturerne 0 grader C og 40 grader C.
Før hver afprøvning påbegyndes sørges for, at udstyret er i termisk ligevægt ved den ønskede temperatur i klimakammeret. Udstyret skal være afbrudt, indtil den termiske ligevægt er opnået.
3.4.2 Forsyningsspændinger ved afprøvning under særlige betingelser.
3.4.2.1 Forsyning fra nettet.
Forsyningsspændingerne for udstyr, der er beregnet for tilslutning til det normale forsyningsnet, vil ved afprøvninger under særlige betingelser være forsyningsnettets nominelle spænding + 10%, henholdsvis - 10%, med frekvensen 50 Hz (+/- 1 Hz).
3.4.2.2 Forsyning fra blyakkumulatorer.
Hvor udstyret er beregnet til brug i forbindelse med blyakkumulatorer, måles der ved forsyningsspændinger på henholdsvis 1,3 og 0,9 gange batteriets nominelle spænding (6 volt, 12 volt etc).
3.4.2.3 Andre spændingsforsyninger.
For udstyr, der benytter andre typer spændingsforsyninger end ovennævnte, opgives spændingsgrænserne af fabrikanten.
3.5 Miljøprøver.
3.5.1 Generelt.
Før miljøprøverne påbegyndes, afprøves udstyret med hensyn til de øvrige krav i nærværende tekniske bestemmelser. Hvor udtrykket funktionsprøve i det følgende er anvendt menes en simpel afprøvning af operationel og elektrisk art med det formål at konstatere, om udstyret er funktionsdygtigt. De elektriske funktionsprøver udføres ved nominel forsyningsspænding.
3.5.2 Fugtigvarme.
Udstyret placeres i et klimakammer, hvorefter temperaturen og den relative fugtighedsgrad over en periode på 2 timer øges til henholdsvis + 40 grader C +/-3 grader C) og 93% (+ 2%, - 3%). Dette miljø fastholdes derefter i mindst 10 timer. Herefter underkastes udstyret en funktionsprøve.
Idet udstyret forbliver i klimakammeret, bringes temperaturen heri, i løbet af maksimalt 60 minutter, ned til stuetemperatur. Udstyret udsættes herefter for normal temperatur og fugtighed i en periode på 3 til 6 timer før yderligere prøver gennemføres.
3.5.3 Tør varme.
Udstyret placeres i et klimakammer, hvorefter temperaturen i kammeret hæves til + 55 grader C (+/- 3 grader C). Når termisk ligevægt er opnået, tilføres udstyret forsyningsspænding i en periode på mindst 2 timer. Herefter underkastes udstyret en funktionsprøve.
Til slut udsættes udstyret for normal stuetemperatur i en periode på mindst 3 timer, før yderligere prøver gennemføres.
3.5. Lav temperatur.
Udstyret placeres i klimakammeret, hvis temperatur sænkes til - 25 grader C (+/-3 grader C) og fastholdes der i en periode på mindst 10 timer.
Udstyret udsættes herefter for normal stuetemperatur i mindst 3 timer efterfulgt af en funktionsprøve til kontrol af, om udstyret stadig er funktionsdygtigt.
3.5.5 Vibration.
Udstyret, komplet med eventuelle stødabsorberende anordninger, fastspændes på vibrationsbordet i normal brugsstilling.
Udstyret udsættes først for vertikale vibrationer med frekvenser i området 1 Hz til 10 Hz, med en spids til spids amplitude på 3 mm i en periode på 15 minutter.
Herefter udsættes udstyret for vertikale vibrationer med frekvenser i området 5 Hz til 35 Hz, med en spids til spids amplitude på 0,4 mm i en periode på 15 minutter.
I frekvensområdet 2,5 til 35 Hz er sweephastigheden af vibrationsfrekvensen mindst 1 oktav/minut.
Ovenstående vibrationsprøve foretages endvidere i to på hinanden vinkelrette retninger i det horisontale plan. I den udstrækning, det er muligt, holdes udstyret under opsyn ved afprøvningen. Dersom dele af udstyret vibrerer unormalt meget, undersøges disse nøjere. Udstyret holdes i drift under alle vibrationsprøverne, og enkle funktionsprøver gennemføres for at sikre, at udstyret fungerer under disse omstændigheder.
Udstyret undersøges for mekaniske defekter efter afslutningen af vibrationsprøverne.
4 DE SELEKTIVE KALDESIGNALERS SAMMENSÆTNING.
4.1 Kaldesignal.
4.1.1 Signalsekvens.
Kaldesignal for individuelt kald består af en 5-tone sekvens, som modulerer kyststationens sender. På MF og HF benyttes modulationsarten A2H og på VHF modulationsarten F2. Signalsekvensen for kaldesignalet er vist i bilag 1.
Ved modulationsarten F2 benyttes en forbetoning på 6dB/oktav (+ldB, - 3dB), hvor tonen for ciffer nr. 6 giver anledning til et frekvenssving på nominelt +/- 3 kHz.
De tonefrekvenser der anvendes, samt de cifre hvortil de svarer fremgår af nedenstående tabel:.
Ciffer tonefrekvens
1 1124 Hz 2 1197 - 3 1275 - 4 1358 - 5 1446- 6 1540- 7 1640- 8 1747- 9 1860- 0 1981- rep. 2110-
Kald til alle skibe består af alle elleve tonefrekvenser sendt i rækkefølge som vist i bilag 1.
4.1.2 Tider og tolerancer for det udsendte signal.
Frekvenstolerancen for tonefrekvenserne er (+/- 4 Hz). Varigheden af hver tonefrekvensimpuls målt ved 50% af amplitudeværdien er 100ms (+/- 10ms). Tiden mellem to impulser målt ved 50% af amplitudeværdien er 3ms (+/- 2ms). Stigetid og faldtid er for hver tonefrekensimpuls 1,5 ms (+/- 1 ms) målt mellem 10% og 90% af den maksimale amplitude værdi.
Det selektive kaldesignal udsendes 2 gange med et interval på 900 ms (+/- 100 ms). Mellem kaldesignaler til forskellige skibe er der en pause på mindst 1 sekund.
Ved kald til alle skibe er længden af hver tonefrekvensimpuls, målt mellem de punkter der svarer til 50% af amplitudeværdien, 17 ms (+/- 1 ms), og afstanden mellem to impulser målt mellem de punkter der svarer til 50% af amplitudeværdien er mindre end 1 ms.
Forskellen i maksimalamplitude for hver tonefrekvensimpuls er mindre end ldB.
Det lavfrekvente modulerende signals klir er mindre end 2%.
4.2 Tillægsinformation.
Tillægsinformationen, der følger efter kaldesignalet, består af en 4-tone sekvens, udsendt med samme tider og tolerancer som kaldesignalet, jfr. bilag 1. Mellem udsendelsen af kaldesignalet og tillægsinformationen er der en pause på 350 ms (+/- 30 ms).
5 DEKODER FOR INDIVIDUELLE KALD.
Dekoderens opgave er at give indikation, når der modtages et kaldesignal svarende til det kaldenummer, dekoderen er indstillet på.
Dekoderen kan eventuelt være sammenbygget med dekoder for kald til alle skibe sådan, at dele af dekoderkredsløbene er fælles for de to dekodertyper.
5.1 Følsomhed.
Dekoderen skal uden manuel regulering kunne fungere pålideligt for variationer i indgangsspændingen til dekoderen på +10dB fra nominelt indgangsniveau. Nominelt indgangsniveau opgives af fabrikanten.
5.2 Indgangsimpedans.
Dekoderen skal være således konstrueret, at den ved tilslutning til radiomodtager for en af de frekvenser, de selektive kaldesignaler udsendes på, ikke på nogen måde forringer modtagerens egenskaber. Dekoderens indgangsimpedans opgives af fabrikanten.
5.3 Uønskede signaler.
Dekoderen skal være således konstrueret, at den i videst muligt omfang ikke reagerer på atmosfæriske forstyrrelser, interferens samt selektive kaldesignaler som dekoderen ikke er indstillet på.
5.4 Selektivitet.
Dekoderen skal med sikkerhed reagere, når den påvirkes af et kaldesignal svarende til den kode, dekoderen er indstillet til, selv om een eller flere af tonefrekvensimpulserne afviger op til 0,5% - dog mindst 8 Hz - fra den nominelle tonefrekvens. Dekoderen må ikke reagere, såfremt blot een af tonefrekvensimpulserne i kaldesignalet afviger 3% eller mere fra den nominelle tonefrekvens. Dette krav skal være opfyldt i hele sig afspændingsområdet (se pkt. 5.1), både ved normale afprøvningsbetingelser og ved særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1 og 3.4.2 anvendt samtidigt).
5.5 Signal-støjforhold (SND/N)
Ved signal-støjforhold skal i det følgende forstås forholdet mellem signal + støj + forvrængning og støj. Dekoderen skal over hele sit signalspændingsområde fungere pålideligt, når signal-støjforholdet på dekoderens indgang er lig 6 dB, målt over en båndbredde på 3 kHz.
5.6 Reaktionstid
Reaktionstiden er det tidsrum, et korrekt signalelement skal være tilstede på dekoderens indgang, før dekoderen accepterer signalelementet som værende korrekt.
Dekoder for individuel kalden på MF og HF skal for hvert signalelement have en reaktionstid på mellem 40 ms og 60 ms.
Dekoder for individuel kalden på VHF skal for hvert signalelement have en reaktionstid på mellem 12 ms og 60 ms.
Disse krav skal være opfyldte både ved normale afprøvningsbetingelser og ved særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1 og 3.4.2 anvendt samtidigt).
5.7 Ventetid
Dekoderen skal være indrettet således, at hvis der hengår mere end en vis tid - ventetiden - fra et godkendt signalelement er afsluttet, til dekoderen modtager et nyt korrekt signalelement, tilbagestilles dekoderen automatisk.
For dekodere for individuel kalden på MF og HF skal ventetiden være 140 ms (-+ 20 ms).
For dekodere for individuel kalden på VHF skal ventetiden være mindst 120 ms og højst 290 ms.
Disse krav skal være opfyldte både ved normale afprøvningsbetingelser og ved særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1 og 3.4.2 anvendt samtidigt).
5.8 Klir
Dekoderen skal kunne fungere, når den tilføres tonefrekvenssignaler med en klirfaktor på indtil 20%.
5.9 Alarmkreds.
I tilknytning til dekoderen skal der være en akustisk og en optisk alarm. Når dekoderen modtager et 5-element signal, som svarer til den indstillede kode, skal disse alarmer træde i funktion. Den akustiske alarm kan eventuelt fungere i begrænset tid, hvorimod den optiske alarm skal forblive i aktiveret tilstand, indtil manuel udkobling foretages på dekoderudstyret.
Der skal være mulighed for at fremføre både den akustiske og optiske alarm til andre steder på skibet. Udkobling af disse alarmer må ikke medføre udkobling af den optiske alarm på dekoderudstyret.
5.10 Gennemkobling til informationsdekoder.
Dekodere for individuelle kald skal have udtag for tilkobling af en informationsdekoder. Når dekoderen har modtaget 5 korrekte signalelementer svarende til den indstillede kode, skal signalvejen kobles til det nævnte udtag.
5.11 Omkobling af dekoderen.
Dekoderen skal på simpel måde kunne omkobles til en vilkårlig 5- cifret kaldekode.
5.12 Kontrol af dekoderen.
Dekoderen skal, også hvis den er sammenbygget med andre enheder, f.eks. radiomodtager, have mulighed for på simpel måde at få tilført eksternt eller internt genererede lavfrekvente tonesignaler til afprøvning af dekoderens funktion.
6 DEKODER FOR KALD TIL ALLE SKIBE
Dekoderens opgave er at give indikation, når der modtages et kald til alle skibe.
Dekodere for kald til alle skibe skal opfylde punkterne: 5.1, 5.2, 5.3, 5.4, 5.8 og 5.12 i disse bestemmelser. Endvidere skal følgende være opfyldt
6.1 Signal-støjforhold.
Dekoderen skal over hele sit signalspændingsområde fungere pålideligt ved et signal-støjforhold på 6dB.
Signal-støjforholdet måles på dekoderindgangen ved en støjbåndbredde på 3 kHz.
6.2 Reaktionstid.
Dekoderen skal for hvert signalelement have en reaktionstid på mindre end 16 ms, både ved normale afprøvningsbetingelser og ved særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1 og 3.4.2 anvendt samtidigt).
6.3 Ventetid.
Såfremt der hengår mere end 250 ms (+/- 40 ms) fra et godkendt signalelement er afsluttet til dekoderen modtager et nyt korrekt signalelement, skal dekoderen automatisk tilbagestilles.
Dette skal være opfyldt både ved normale afprøvningsbetingelser og ved særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1 og 3.4.2 anvendt samtidigt).
6.4 Alarmkreds.
Såfremt dekoderen modtager et kald til alle skibe, skal udstyret aktivere en akustisk og en optisk alarm. Den optiske alarm skal forblive i aktiveret tilstand indtil manuel udkobling på dekoderudstyret foretages.
Den optiske alarm skal tydeligt vise, at det modtagne signal er et kald til alle skibe. Generatoren for den akustiske alarm kan eventuelt være fælles for dekoderen for individuel kalden og dekoderen for kald til alle skibe.
Der skal være mulighed for at fremføre både den akustiske og den optiske alarm til andre steder på skibet.
Udkobling af disse alarmer må ikke medføre udkobling af den optiske alarm på dekoderudstyret.
7 INFORMATIONSDEKODER
Informationsdekoderens opgave er at dekode og udlæse den tillægsinformation, der udsendes efter kaldesignalet.
7.1 Indgangsimpedans.
Såfremt dekoderen leveres som en separat enhed opgives dekoderens indgangsimpedans af fabrikanten. Dekoderen skal være således konstrueret, at den ved tilslutning til det øvrige udstyr ikke på nogen måde forringer dettes egenskaber.
7.2 Indgangsniveau.
Såfremt dekoderen leveres som en separat enhed opgives dekoderens nominelle indgangsniveau af fabrikanten. Dekoderen skal kunne fungere pålideligt for variationer i indgangsspændingen på +/- 10dB fra nominelt indgangsniveau.
7.3 Signal-støjforhold.
Dekoderen skal over hele sit signalspændingsområde fungere pålideligt ved et signal-støjforhold på 6dB. Signal-støjforholdet måles på dekoderindgangen ved en støjbåndbredde på 3 kHz.
7.4 Klir.
Dekoderen skal kunne fungere, når den tilføres tonefrekvenssignaler med en klirfaktor på indtil 20%.
7.5 Selektivitet.
Når dekoderen for individuel kalden har reageret på et kaldesignal svarende til den indstillede kode, skal tillægsinformationssignalet tilføres informationsdekoderen over det i pkt. 5.10 nævnte udtag.
Dekoderen skal med sikkerhed dekode tillægsinformationen, når den påvirkes af en firetonesekvens selv om een eller flere af tonefrekvensimpulserne afviger op til 0,5% dog mindst 8 Hz - fra den nominelle tonefrekvens. Dekoderen må ikke reagere, såfremt blot een af tonefrekvensimpulserne i tillægsinformationssignalet afviger 3% eller mere fra den nominelle tonefrekvens.
Disse krav skal være opfyldte både ved normale afprøvningsbetingelser og ved særlige afprøvningsbetingelser (pkt.3.4.1 og 3.4.2. anvendt samtidigt).
7.6 Ciffervisning.
Informationsdekoderen skal på forpladen være forsynet med en anordning, der på simpel måde muliggør aflæsning af tillægsinformationens fire cifre.
Såfremt ciffervisningen udføres ved hjælp af et lysdisplay skal dette være let aflæseligt under alle normalt forekommende belysningsforhold.
7.7 Tilbagestilling af informationsdekoder (reset).
Såfremt et anlæg for modtagning af selektive kaldesignaler er udstyret med informationsdekoder, skal ciffervisningen på denne automatisk nedkobles, når den optiske alarm på dekoderen for kaldesignal udkobles.
Dekoderen kan eventuelt være forsynet med tilslutningsmulighed for en anordning,der muliggør læsning af tillægsinformationen andet steds på skibet (f.eks. på broen).
8 RADIOMODTAGER FOR SELEKTIVE KALD PÅ MF
8.1 Generelt.
8.1.1 Modtagefrekvens.
Modtageren skal være fast afstemt til frekvensen 2170,5 kHz, der anvendes til selektivt kald i MF-telefonibåndet.
8.1.2 Forstærkningsregulering.
8.1.2.1 Manuel regulering.
Modtageren skal være forsynet med en internt tilgængelig LF- forstærkningsregulering til brug ved justering af niveauet af det LF- signal,som skal afleveres til dekoderen.
Modtageren må ikke være forsynet med en udvendig tilgængelig HF-, MF- eller LF-forstærkningsregulering. Det er dog tilladt at forsyne modtageren med en LF-forstærkningsregulering beregnet for medhørshøjttaler eller hovedtelefonudgang. Denne udvendige LF- forstærkningsregulering må ikke påvirke det LF-niveau,som tilføres dekoderen.
8.1.2.2 Automatisk regulering.
Modtageren skal være forsynet med en automatisk virkende forstærkningsregulering, som ikke manuelt kan udkobles ved hjælp af ydre betjeningsorganer.
8.1.3 Kunstantenne.
Under typegodkendelsesmålingerne tilkobles modtagerens indgang et netværk,der repræsenterer en belastning - set fra modtagerindgangen - på 10 ohm i serie med 250 pF.
8.1.4 Standard prøvesignal.
Under afprøvningen anvendes som indgangssignal et A2H-signal med en nominel bærebølgefrekvens på 2170,5 kHz, moduleret 70% af en tone på 1500 Hz.
Signalgeneratorer tilkobles modtageren gennem et tilpasningsnetværk, således at impedansen set fra modtageren opfylder kravet i pkt. 8.1.3. Indgangssignalets niveau udtrykkes ved den EMK,der er på det sted hvor modtageren tilsluttes. Denne spænding kan bestemmes som signalgeneratorens spænding korrigeret for dæmpningen i tilpasningsnetværket.
8.2 Udgangseffekt og klirfaktor.
8.2.1 Definitioner.
Modtagerens nominelle udgangseffekt opgives af fabrikanten som udstyrstypens maksimale udgangseffekt, hvor alle krav i nærværende specifikationer for modtageren er opfyldt.
Klirfaktoren er effektivværdien af spændingen af samtlige oversvingninger divideret med effektivværdien af den totale signalspænding på modtagerens udgang.
8.2.2 Målemetode.
Et standard prøvesignal (pkt. 8.1.4) tilføres modtagerens indgang. Signalniveauet varieres, og samtidig måles udgangseffekt og klirfaktor over modtagerens LF-udgangsklemmer, når disse er tilkoblet dekoderen eller en tilsvarende belastning. Denne belastning opgives af fabrikanten.
8.2.3 Krav.
Modtagerens lavfrekvensforstærker skal kunne afgive en effekt til dekoderen, som er 10dB større end nominel udgangseffekt med en klirfaktor på højst 20%.
8.3 Følsomhed.
8.3.1 Definition
Modtagerens følsomhed defineres som det niveau standard prøvesignalet skal have, når modtageren afgiver nominel udgangseffekt (pkt. 8.2.1) ved et signal-støjforhold på 20dB.
Ved signal-støjforholdet forstås her og i det følgende
SND/N=signal + støj + forvrængning støj
8.3.2 Målemetode.
Modtageren belastes som angivet i pkt. 8.2.2, hvorefter den tilføres et standard prøvesignal. Signalets niveau indstilles til signal- støjforholdet bliver 20 dB. Udgangseffekten indstilles til nominel udgangseffekt opnås.
Indgangssignalets niveau når denne tilstand er nået, er modtagerens følsomhed.
Målingerne udføres under normale afprøvningsbetingelser og under særlige afprøvningsbetingelser (pkt. 3.4.1 og 3.4.2 anvendt samtidigt).
8.3.3 Krav
Modtagerens følsomhed skal være bedre end eller lig med 15 dB/1 mickroV EMK.
8.4 Lavfrekvenskarakteristik
8.4.1 Definition
Modtagerens lavfrekvenskarakteristik er variationen i signalniveauet på modtagerens udgang som funktion af HF-signalets modulationsfrekvens ved konstant modulationsgrad.
8.4.2 Målemetode
Et A2H-signal med bærebølgefrekvensen 2170,5 kHz og med et niveau på 60 dB/l mickroV tilføres modtageren. Bærebølgen moduleres 70% og modulationsfrekvensen varieres. Spændingen på modtagerens LF-udgang måles. Der udføres så mange målinger af sammenhørende værdier af indgangssignalets modulationsfrekvens og spændingen på modtagerens LF-udgang, at en kurve over lavfrekvenskarakteristikken kan tegnes.
8.4.3 Krav
Modtagerens lavfrekvenskarakteristik skal være inden for de i bilag 2 angivne grænser.
8.5 Nabosignalselektivitet
8.5.1 Definition
Nabosignalselektiviteten er forholdet mellem indgangsspændingerne for henholdsvis et uønsket signal på en nærliggende frekvens og det ønskede signal, når det uønskede signal bevirker en reduktion af sig signal-støjforholdet på modtagerudgangen fra 20 til 14 dB.
8.5.2. Målemetode
Modtageren tilføres et standard prøvesignal, og niveauet justeres indtil modtageren afgiver nominel udgangseffekt med et signal-støjforhold på 20 dB.
Modtageren tilføres herefter yderligere det uønskede signal, som er et A2-signal 30% moduleret med en tone på 400 Hz.
Niveauet af dette signal indstilles således at signal-støjforholdet bliver 14 dB.
8.5.3 Krav.
-------------------------------------------------------------------- f - f 0 Nabosignalselektivitet -------------------------------------------------------------------- - 8 kHz og + 10 kHz 60 dB -18 kHz og + 20 kHz 70 dB --------------------------------------------------------------------
f0 er bærebølgefrekvensen af det ønskede signal
f er bærebølgefrekvensen af det uønskede signal.
8.6 Blokering.
8.6.1 Definition.
Modtagerens blokeringsspænding er den indgangsspænding af et uønsket signal, der fremkalder enten en ændring på 3 dB af det ønskede signals LF-udgangseffekt eller en reduktion af signalstøjforholdet på 6 dB.
8.6.2 Målemetode.
Modtageren tilføres et standard prøvesignal med et niveau på 60 dB/1myV og justeres til nominel udgangseffekt.
Modtageren tilføres herefter yderligere et umoduleret, uønsket signal med en frekvensafstand fra det ønskede signal på +20 kHz eller -20 kHz. Størrelsen af det uønskede signal på modtagerens indgang indstilles således, at det frembringer
a) enten en reduktion på 3 dB af LF-udgangseffekten fra det ønskede signal
b) eller en reduktion på 6 dB af signal-støjforholdet på modtagerens udgang.
Det uønskede signals spænding på modtagerindgangen, når een af de ovenfor nævnte tilstande indtræder, er modtagerens blokeringsspænding.
Målingen gentages med et niveau af det ønskede signal lig modtagerens følsomhed.
8.6.3 Krav.
Med det ønskede signals niveau på 60 dB/1myV skal blokeringsspændingen være mindst 100 dB/1myV
Med det ønskede signals niveau lig modtagerens følsomhed, skal blokeringsspændingen være mindst 65 dB over modtagerens følsomhed.
8.7 Krydsmodulation.
8.7.1 Definition.
Modtagerens krydsmodulationsspænding er den indgangsspænding af et uønsket, moduleret signal, som fremkalder modulations-komponenter af en given størrelse i modtagerens udgangssignal.
8.7.2 Målemetode.
Modtageren tilføres et standard prøvesignal med et niveau på 60 dB/1myV og justeres til nominel udgangseffekt.
Modtageren tilføres herefter yderligere et uønsket signal, moduleret 30% af en tone på 400 Hz og i en frekvensafstand på +20 kHz og derefter -20 kHz fra det ønskede signal.
Det uønskede signals niveau ændres indtil udgangssignalets krydsmodulationskomponenter er 30 dB under nominel udgangseffekt.
8.7.3 Krav.
Krydsmodulationsspændingen skal være mindst 90 dB/1myV.
8.8 Intermodulation.
8.8.1 Definition.
Modtagerens intermodulationsspænding er den indgangsspænding af to lige store, uønskede signaler, der fremkalder modulation af en given størrelse på modtagerudgangen.
8.8.2 Målemetode.
Modtageren påtrykkes et standard prøvesignal med et niveau på 30 dB/1myV, hvorefter modtageren justeres til nominel udgangseffekt. Herefter fjernes prøvesignalet, og modtageren påtrykkes to lige store uønskede signaler. De uønskede signalers frekvensafstande fra nominel bærebølgefrekvens skal være mindst 30 kHz.
Det af de uønskede signaler, som har den største frekvensafstand fra den nominelle bærebølgefrekvens, er et A2-signal, amplitudemoduleret 30% af en tone på 1000 Hz. Det andet uønskede signal er umoduleret. Målingerne udføres under anvendelse af sådanne frekvenser f1 og f2 for de to uønskede signaler, at
a) summen f1+f2 er lig modtagerens laveste mellemfrekvens samtidig med, at de hver for sig er tæt ved men forskellig fra modtagerens halve mellemfrekvens,
f.eks.: f1 = fmf/2 + 10 kHz f2 = fmf/2 - 10 kHz
b) differencen f2-f1 er lig modtagerens laveste mellemfrekvens samtidig med, at frekvensen f1 er tæt ved men ikke lig med modtagerens nominelle frekvens fnom'
f.eks.: f1 = fnom + 30 kHz f2 = fnom + fmf + 30 kHz
c) summen f1+f2 er lig med modtagerens nominelle frekvens samtidig med, at de hver for sig er tæt ved men ikke lig med fnom/2,
f.eks.: f1 = fnom/2 + 50 kHz f2 = fnom/2 - 50 kHz
d) differencen f1 - f2 er lig med modtagerens nominelle frekvens samtidig med, at frekvensen f2 er tæt ved men ikke lig med modtagerens nominellee frekvens,
f.eks.: f1 = 2fnom + 30 kHz f2 = fnom + 30 kHz
e) summmen f1+f2 er lig med modtagerens spejlfrekvens fsp samtidig med, at de hver for sig er tæt ved men ikke lig med frekvensen fsp/2,
f.eks.: f1 = fsp/2 + 50 kHz f2 = fsp/2 - 50 kHz
f) differencen f2-f1 er lig med differencen mellem modtagerens nominelle frekvens og f1 samtidig med, at f1 er tæt ved men ikke lig med modtagerens nominelle frekvens,
f.eks.: f1 = fnom + 30 kHz f2 = fnom + 60 kHz
De uønskede signalers frekvenser justeres således, at modtagerens udgangseffekt kun ændrer sig uvæsentligt, når signalerne påtrykkes modtageren enkeltvis med et niveau af samme størrelsesorden som modtagerens intermodulationsspænding.
Niveauet af de to signaler, der holdes lige store, justeres indtil nominel udgangseffekt opnås på modtagerudgangen.
8.8.3 Krav.
Intermodulationsspændingen skal være mindst 80 dB/1myV.
8.9 Dæmpning af uønskede signaler (spurious responses)
8.9.1 Definition.
Ved en modtageres dæmpning af uønskede signaler forstås forholdet mellem modtagerens følsomhed for et ønsket signal og følsomheden over for et uønsket signal.
8.9.2 Målemetode
Med den automatiske volumenkontrol frakoblet tilføres modtagerindgangen et standard prøvesignal med et niveau som er 60 dB over modtagerens følsomhed. Frekvensen af dette signal varieres samtidig med at signal-støjforholdet på modtagerudgangen måles for hver enkelt frekvens.
8.9.3 Krav.
Dæmpningen af uønskede signaler herunder signaler på mellemfrekvenserne og spejlfrekvensen m.v. skal være større end 60 dB, svarende til at signal-støjforholdet på modtagerudgangen på intet tidspunkt er større end 20 dB.
8.10 LF-intermodulation.
8.10.1 Definition.
LF-intermodulation er den type forvrængning, som består i at uønskede LF-signalkomponenter opstår når to eller flere ønskede LF-signaler samtidig er til stede i demodulatoren og/eller LF-forstærkeren. Intermodulationen angives som niveauet af hver enkel intermodulationskomponent i forhold til det ene af to lige store prøvesignaler.
8.10.2 Målemetode.
Modtageren påtrykkes en bærebølge med nominel frekvens og med et niveau på 40 dB/1myV. Bærebølgen moduleres ca. 70% af to toner - een på 1100 Hz og een på 1700 Hz. Tonernes niveau reguleres således, at begge de ønskede LF-komponenter på udgangen får samme niveau.
8.10.3 Krav.
Alle intermodulationskomponenter skal være dæmpet mindst 25 dB i forhold til et af de to lige store ønskede LF-signaler.
8.11 Uønsket udstråling over antenneklemmerne.
8.11.1 Definition.
Ved udstråling fra en modtager forstås, at der på modtagerens antennetilslutning optræder højfrekvensspændinger genereret i modtageren.
8.11.2 Målemetode.
Modtagerindgangen belastes med kunstantennen, og spændingen over den ohmske del af denne antenne måles, idet frekvensområdet mellem laveste mellemfrekvens og 225 MHz afsøges.
8.11.3 Krav.
For hver udstrålet komponent skal den målte spænding svare til en effekt mindre end eller lig 1 nW.
8.12 Internt genererede signaler
Modtageren må ikke afgive internt genererede udgangssignaler.
8.13 Automatisk forstærkningsregulering
8.13.1 Målemetode
Modtagerens indgang påtrykkes et standard prøvesignal med et niveau lig modtagerens følsomhed (pkt. 8.3). Herefter øges signalniveauet med 20 dB.
8.13.2 Krav
Signal-støjforholdet på modtagerudgangen skal være mindst 30 dB efter at signalniveauet på indgangen er øget.
8.13.3 Målemetode
Modtagerens indgang påtrykkes et standard prøvesignal med et niveau der bevirker, at modtageren afgiver nominel udgangseffekt. Herefter øges indgangsniveauet med 70 dB.
8.13.4 Krav
Forøgelsen af udgangseffekten skal være mindre end 10 dB.