Bestemmelser om radioudstyr i dansk registrerede luftfartøjer

Bestemmelser om radioudstyr i dansk registrerede luftfartøjer

I medfør af ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 332 af 27. november 1964, § 1, stk. 2 og 3, fastsætter luftfartsdirektoratet herved følgende forskrifter for luftfartøjers radioudstyr

1. Definitioner

1.1 Radioudstyr

Udstyr beregnet til at overføre eller fremskaffe information på basis af udsendte elektromagnetiske bølger samt udstyr hertil i form af betjeningsudstyr, computere, indikatorer m.v.

1.2 Radiostation

Radioudstyr installeret i den hensigt at føre radiokorrespondance med andre radiostationer.

1.2.1 Når der i et luftfartøj oprettes en radiostation, betragtes luftfartøjets samlede radioudstyr som hørende til radiostationen.

1.3 Oprettelse af radiostation

1.3.1 Radiostationer i luftfartøjer skal oprettes i overensstemmelse med ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse om »Radiostationer i skibe og luftfartøjer«.

1.3.2 Herudover skal radiostationer opfylde de i nærværende BL givne forskrifter.

1.3.3 Stationers oprettelse skal anmeldes til luftfartsdirektoratet, jf. pkt. 3.1.4.

2. Typegodkendelse af radioudstyr

2.1 Radioudstyr skal være typegodkendt af luftfartsdirektoratet.

2.1.1 typegodkendt radioudstyr, dettes operationelle klassificering samt generelle kriterier for godkendelse i kategorier vil fremgå af en oversigt udarbejdet af luftfartsdirektoratet. Ændringer og tilføjelser til oversigten vil blive publiceret i Meddelelser fra Luftfartsdirektoratet.

2.2 Ansøgning om typegodkendelse

2.2.1 Ansøgning om typegodkendelse for et givet radioudstyr indsendes til luftfartsdirektoratets tekniske afdeling. Ansøgningen skal indeholde dokumentation til vurdering af det pågældende udstyr, og herunder bl.a. en deklaration internationalt betegnet som »Declaration of Design and Performance« forkortet til DDP, samt en vedligeholdelseshåndbog (Overhaul Manual).

For radiokommunikationsudstyr skal ansøgning tillige rettes til generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet, der indkalder udstyret til kontrol af ITU's minimumskrav, før endelig godkendelse meddeles.

2.2.2 En oversigt over specifikationer acceptable for godkendelse af radioudstyr m.v. kan erhverves i luftfartsdirektoratet under betegnelsen »Kriterier for typegodkendelse af radioudstyr til brug i dansk registrerede luftfartøjer«.

2.2.3 Den under pkt. 2.2.1 nævnte deklaration skal omfatte følgende oplysninger

A. Detailleret beskrivelse af udstyret, dets konstruktion med henvisning til de specifikationer, i henhold til hvilke udstyret er konstrueret, samt tegninger og diagrammer.

B. Udstyrets aktuelle specifikationer.

C. En erklæring vedrørende de myndighedsgodkendelser, udstyret har opnået, primært i fremstillingslandet, med angivelse af de specifikationer, i henhold til hvilke godkendelsen er opnået, samt angivelse af eventuelle begrænsninger eller modifikationer, som måtte være påbudt i forbindelse hermed.

D. Oplysning om tilhørende apparatdele, eventuelt af andet fabrikat, så som antenner, indikatorer, betjeningsudstyr etc.

E. Enhver begrænsning med relation til udstyrets anvendelse. Heri indbefattet begrænsninger, som ikke direkte fremgår af konstruktionsbeskrivelsen eller udstyrets specifikationer.

F. Andre faktorer af betydning for udstyrets korrekte anvendelse.

G. Udstyrets forventede godkendelseskategori, jf. pkt. 2.3.

2.3 Godkendelseskategorier

2.3.1 Ved typegodkendelse af radioudstyr klassificeres dette i en af 4 kategorier således

2.3.1.1 Kategori I

Radioudstyr, der kan installeres i ethvert luftfartøj.

2.3.1.2 Kategori II

Radioudstyr, der kan installeres i ethvert luftfartøj med max. tilladt startvægt på 5700 kg eller derunder.

Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde kræve, at sådanne luftfartøjer forsynes med udstyr af kategori I.

2.3.1.3 Kategori III

Radioudstyr, der kan installeres i ethvert luftfartøj med max. tilladt startvægt på 5700 kg eller derunder, og som kun er godkendt til VFR-flyvning.

Kun radiokommunikationsudstyr kan godkendes i kategori III.

2.3.1.4 Kategori IV

Radioudstyr, der ikke kan typegodkendes i nogen af kategorierne I-III, og som derfor ikke kan indgå i krævet minmumsudrustning. Installation i luftfartøj af kategori IV-udstyr skal godkendes i hvert enkelt tilfælde af luftfartsdirektoratet. Godkendelsen gøres betinget af særlige begrænsninger vedrørende luftfartøjers benyttelse og kan gives for begrænset tidsrum.

3. Installation og vedligeholdelse

3.1 Installation og vedligeholdelse generelt

3.1.1 Installation og vedligeholdelse af radioudstyr i dansk registrerede luftfartøjer må kun udføres af dertil af luftfartsdirektoratet eller tilsvarende udenlandsk myndighed autoriserede værksteder. Danske virksomheder, der fremstiller eller vedligeholder luftfartsmateriel, skal autoriseres i henhold til de af luftfartsdirektoratet fastsatte bestemmelser.

3.1.2 Ved reparation ved et udenlandsk værksted påhviler det ejeren eller brugeren at sikre sig, at det pågældende værksted er autoriseret af de stedlige luftfartsmyndigheder til at udføre arbejde af den pågældende art, samt at arbejdet udføres i overensstemmelse med det af luftfartsdirektoratet for det pågældende luftfartøj godkendte vedligeholdelsessystem.

3.1.3 Ændringer i en radiostation skal anmeldes til generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet.

3.1.4 Til luftfartsdirektoratet skal anmeldes enhver ændring i radiostationens udstyr, for så vidt ændringen repræsenterer en afvigelse fra den ved udstedelsen af dansk luftdygtighedsbevis foreliggende grundspecifikation. Anmeldelsen skal identificere de pågældende enheder ved fabrikat, type, serienummer og vægt samt placeringen i luftfartøjet refererende til dettes datum, jf. den autoriserede flyvehåndbog. Anmeldelsen skal normalt fremsendes til luftfartsdirektoratet ved arbejdets påbegyndelse under anvendelse af autoriseret formular med angivelse af, hvorvidt de anførte enheder er installeret eller demonteret.

3.1.5 For de under punkterne 3.1.3 og 3.1.4 nævnte anmeldelser er både det pågældende værksted og luftfartøjets ejer ansvarlig.

3.1.6 Enhver radioenhed skal være mærket med typebetegnelse, modifikationsstatus og eventuelt serienummer. For så vidt angår kommunikationsudstyr, kræver P & T, at mærkningen er synlig efter monteringen.

3.1.7 For luftfartøjer, der ikke vedligeholdes efter et særligt af luftfartsdirektoratet godkendt system, skal anmærkning om fejl ved radiostationen, såvel som reparation eller ændring af denne, indføres i luftfartøjsjournalen.

3.1.8 Radioudstyret skal være egnet til brug under de arbejdsbetingelser, klima og flyvehøjde m.v., som kan forventes for det givne luftfartøj. Herunder skal fornødent hensyn tages til udstyrets krav til ventilation eller direkte køleluft.

3.1.9 Afstand og retning mellem radioudstyret og luftfartøjets kompas(ser) skal være således, at den enkelte enhed maksimalt påfører kompasset en deviation på 1 grad, samt at den samlede virkning af samtlige enheder maksimalt indfører en devitation på 2 grader. Kortvarige overskridelser, f.eks. ved tastning af en sender, kan tillades. Hvor ovennævnte tolerancer permanent overskrides ved et udstyrs aktivering, skal der forefindes en deviationstabel med et pågældende udstyr i såvel aktiv som passiv tilstand.

3.1.10 Ved installation af radioudstyr skal der tages sådanne hensyn, som kan lette udstyrets vedligeholdelse. I forbindelse hermed skal samtlige kabelstik bære en identifikation. Hvor mærkning ikke kan henføres til eksisterende standardsystemer, skal fremstilles en tegning af installationen og mærkningen henføre hertil. Sådanne specialtegninger skal tilstilles luftfartsdirektoratet.

3.1.11 Radioudstyr skal stedse vedligeholdes i en sådan stand, at det opfylder de præstationskrav, i henhold til hvilke det er typegodkendt.

3.1.12 Periodisk vedligeholdelse kræves kun i det omfang, dette er anbefalet af fabrikanten eller er forudsat i forbindelse med typegodkendelsen. Derudover kan myndighederne for typer af udstyr, der konstateres ikke at overholde de fastsatte minimumskrav, påbyde regelmæssige kontroleftersyn ved dertil godkendte værksteder med rapportering til vedkommende myndighed respektive inddrage typegodkendelsen.

3.2 Mekanisk beskyttelse

3.2.1 Radioudstyr skal installeres således, at det er beskyttet imod mekanisk beskadigelse.

3.2.2 Hvor radioudstyr er monteret i eller i umiddelbar tilknytning til et bagagerum eller lignende, må gods ikke kunne berøre radioinstallationen eller dele deraf, så som stik og kabler.

3.2.3 Alle spændingsførende dele skal være mekanisk beskyttet mod kortslutning.

3.3 Elektrisk beskyttelse

3.3.1 Den elektriske installation skal være opbygget således, at der ikke er risiko for, at besætning, passagerer eller jordpersonale kan pådrage sig elektrisk stød.

3.3.2 Radioudstyrets stelklemmer og frie metaldele, som ikke er i elektrisk forbindelse med sådanne stelklemmer, skal direkte forbindes til luftfartøjets stel.

3.3.3 Udstyr, som lejlighedsvis under brugen kan kræve tilsyn, skal være konstrueret og installeret således, at tilsynet kan udføres uden risiko for elektrisk stød. Eksempler herpå er udskiftning af sikringer og genindsætning af maksimalafbrydere samt omskiftning af antenner.

3.4 Køling

3.4.1 Udstyr, som anvender konventionskøling eller intern blæserkøling, må ikke installares i områder, hvor luftstrømmen kan hindres ved akkumulering af snavs, anbringelse af håndbagage og lignende. Ved sådant udstyrs anbringelse i fragtrum og tilsvarende steder må kølingen ikke kunne begrænses af nævnte fragt.

3.4.2 Køleluften til udstyr, der kræver ekstern køling med ramluft eller blæser, skal tages fra områder, hvor den ikke forurenes med brændbare væsker eller dampe.

3.4.3 I tilfælde, hvor fejl i et eksternt kølesystem kan resultere i fare eller i fejl på det kølede udstyr, skal der forefindes en advarselsanordning. I tilfælde af køling med ramluft skal der som minimum anbringes et skilt med advarsel mod at operere de pågældende anlæg på jorden uden at sørge for køling.

3.5 Strømforsyning, kabler og kabelføring

3.5.1 Radioudstyret skal energiforsynes fra strømkilder af en sådan beskaffenhed, at udstyrets specificerede funktioner opfyldes under normalt forekommende flyveforhold og under kørsel på jorden.

3.5.2 Strømforsyningens spænding og frekvens skal være således reguleret, at pålidelig og kontinuert funktion sikres al krævet minimumsudrustning under normale såvel som nødtilstande under hensyn til de spændingsfald, der forekommer i forsyningskabler og stik.

3.5.3 Ledertværsnittet for kabler fra en hovedstrømskinne til de enkelte radioenheder skal være tilstrækkeligt til at opfylde de pågældende enheders forsyningskrav. Spændingsfald, der ikke overskrider nedennævnte værdier, anses for acceptable

a) 0,5 v for en ustabiliseret DC.-forsyning.

b) 0,3 v for en stabiliseret DC.-forsyning.

c) 1 pct. af den nominelle fasespænding for en AC.-forsyning.

3.5.4 Strømforsyningen til krævet minimumsudrustning skal være således konstrueret, at svigt af en strømkilde vil tillade fortsat drift af den radioudrustning, der anses for nødvendig til flyvningens afslutning.

For hver hovedstrømkilde skal findes en anordning, der kan indikere svigtende funktion.

3.5.5 Alle elektriske kredsløb skal være beskyttet mod overbelastning og kortslutning ved smelte- eller automatsikringer eller begge dele.

3.5.6 Hver beskyttelsesanordning skal ved type og strøm/tidskarakteristik være tilpasset det formål, for hvilket den er installeret, således at strømmen afbrydes i ethvert tilsluttet kredsløb, før risiko for brand opstår.

3.5.7 Overstrømsbeskyttelse skal forefindes for alle ikke stelforbundne ledere. I isolerede to-leder systemer skal overstrømsbeskyttelse findes i både den positive og den negative leder.

3.5.8 Aktivering af en overstrømsbeskyttelse må ikke isolere de dele af systemet fra stel, som er forbundet dertil.

3.5.9 Automat- og smeltesikringer, som skal kunne genindsættes eller udskiftes under flyvning, skal anbringes på et for besætningen let tilgængeligt sted.

3.5.10 Smeltesikringer for krævet minimumsudrustning skal som reserve medføres i overensstemmelse med driftsforskrifterne.

3.5.11 Overstrømsbeskyttelse for krævet minimumsudrustning skal være således indrettet, at det udelukkes, at fejl på anden udrustning, krævet eller overtallig, kan forårsage svigt af krævet minimumsudrustning.

3.5.12 Ethvert sikringselement skal være tydeligt mærket med sin funktion og sikringsstørrelse.

3.5.13 Kabler mellem de enkelte enheder skal have fornøden isolation og tilstrækkeligt ledertværsnit til i tilfælde af overspænding eller overstrøm, der måtte opstå som følge af en sandsynlig fejljustering, at udøve den pågældende funktion.

3.5.14 Ved nyinstallation eller udvidelse af bestående installationer skal anvendes kabel certificeret til anvendelse i de temperaturzoner, kablerne måtte passere. Anvendelse af let smeltelige kabler uden indlagt vævsbeskyttelse af højere temperaturbestandighed er ikke tilladt.

3.5.15 I luftfartøjer, hvor en udvidelse af radiostationen er forberedt ved montering af overtallige kabler af let smeltelig type, tillades sådanne kabler anvendt til det af fabrikanten specificerede formål.

3.5.16 Kabler og kabelføring skal lægges således, at gensidig interferens mellem radiostationens enheder såvel som mellem disse og det øvrige elektriske udstyr ved kobling mellem kabler og kabelbundter er begrænset til et niveau, der ikke forringer det pågældende radioudstyrs præstationer.

3.5.17 Kabelsamlinger må kun udføres med dertil egnede terminalklemmer, stik og fatninger eller med andre midler af tilsvarende pålidelighed. Samlingerne skal udføres således, at de ikke løsnes eller forringes ved de vibrationer, de udsættes for efter montagen.

3.5.18 I luftfartøjer, hvor radioudstyret kræves dubleret, skal dubleringen være elektrisk og mekanisk komplet, således at ingen tilfældig enkelt fejl kan resultere i svigt af den dublerede funktion.

3.6 Betjening og betjeningsgreb

3.6.1 Alle kontrolgreb, kontakter og indikatorer skal være således anbragt, at de uden anstrengelse kan betjenes og betragtes. De skal være mærket med deres funktion og stilling på en sådan måde, at fejltagelser undgås.

3.6.2 Indikatorer med kalibrerede skalaer skal anbringes således, at aflæsning kan foretages uden parallax fejl af betydning ved betragtning fra den normale betjeningsplads.

3.6.3 Alle flyveinstrumenter, herunder VOR, ILS og ADF indikatorer, skal være hensigtsmæssigt placeret og så vidt muligt symmetrisk fordelt om det lodrette plan gennem pilotens synsfelt rettet i flyveretningen.

3.6.4 Vibrationskarakteristikken for instrumentpaneler skal være således, at aflæsningen ikke påvirkes og radioinstrumenterne ikke ødelægges.

3.6.5 På enhver radiostation skal der for hvert flyvebesætningemedlem, som skal korrespondere, være mulighed for at tilslutte en hovedtelefon.

3.6.6 Den til tastning af en sender bestemte anordning skal være således indrettet, at senderen ikke uforvarende kan forblive aktiveret.

3.6.7 I tilfælde, hvor en kanalvælger ikke umiddelbart angiver den valgte frekvens, skal der, synligt for operatøren, anbringes et kort, der angiver indstillingen for enhver opnåelig frekvens.

3.6.8 Anlæg for modtagelse af ILS-information skal være indrettet på en sådan måde, at Glide Path informationen kun præsenteres i forbindelse med den parrede Localiser kanal. Glide Path informationen må ikke kunne præsenteres samtidig med VOR information på samme instrument.

3.6.9 For luftfartøjer godkendt til flyvning mellem solnedgang og solopgang skal forefindes tilstrækkelig belysning til at betjene samtlige kontrolgreb og aflæse indikatorer, kort m.v., som anvendes ved luftfartøjets føring. Belysningen skal være således indrettet, at intet direkte lys eller reflekser kan genere flyvebesætningen.

3.6.10 For luftfartøjer, for hvilke der foreligger operationelt krav om at medføre mere end eet VHF-kommunikationsanlæg og een VOR-modtager, skal radiostationen endvidere indeholde følgende faciliteter for hvert krævet flyvebesætningsmedlem

3.6.10.1 Et audiopanel, hvor det på let overskuelig måde er muligt at ind- og udkoble audiosignaler fra radiostationens enkelte enheder til besætningsmedlemmets hovedtelefon, samt hvor højttaler forefindes, tillige at omskifte signalerne hertil. Audiopanelet skal endvidere indeholde mulighed for omskiftning af mikrofon og tasteanordning til enhver af luftfartøjets sendere, som skal kunne betjenes fra den pågældende plads.

3.6.10.2 Anvendelse af en ikke-håndbåret mikrofon skal for hver ekspeditionsplads være forberedt ved tilslutningsmulighed samt ved en tasteanordning hensigtsmæssigt anbragt på ratsøjle eller styrepind.

3.6.10.3 For luftfartøjer, hvor krav foreligger om interkommunikation mellem flyvebesætningsmedlemmerne, skal denne facilitet være umiddelbart anvendelig uden omskiftning. Systemer, der kræver en speciel tasteanordning, skal have denne anbragt på ratsøjle eller styrepind.

3.6.10.4 Gengivelse af medhør (sidetone) på cockpithøjttalerne må ikke kunne forårsage akustisk tilbagekobling eller forringe kvaliteten af det transmitterede.

3.7 Antenner

3.7.1 Enhver antenne skal være således konstrueret, placeret og installeret, at følgende krav er opfyldt under luftfartøjets tilladte anvendelse

a) Antennens virkningsgrad skal forblive på et acceptabelt niveau.

b) Elektrisk interferens mellem antenner samt mellem antenner og andet udstyr må ikke forringe den tiltænkte funktion.

c) At mekanisk interferens mellem antenner eller antenner og luftfartøjets struktur ikke opstår.

d) At der i tilfælde af brud på en antenne ikke kan opstå fare for luftfartøjet eller de ombordværende ved skade på styreorganer, motorer og frontruder m.v..

3.7.2 Hvor antenner placeres på undersiden af bæreplaner eller fuselage, skal placeringen vælges således, at faren for beskadigelse er mindst mulig.

3.7.3 Faste trådantenner skal i det agterste ophængningspunkt være forsynet med en stramningsanordning.

3.7.4 Faste trådantenner skal indbyrdes være fysisk uafhængige.

3.7.5 Antennetrådens styrke skal være således tilpasset, at den ved overbelastning vil briste før strukturen ved ophængningspunkterne.

3.7.6 Ved montering af antenner må et luftfartøjs styrkeelementer ikke forringes. Monteringsarbejder, der medfører indgreb i strukturen, samt fremstilling af forstærkninger og lignende, der ikke er forberedt af luftfartøjsfabrikanten, skal godkendes.

3.7.7 For luftfartøjer, der er godkendt til flyvning under overisningsforhold, skal stavantenner være således konstrueret og monteret, at brud ikke opstår som følge af rystelser forårsaget af isdannelser. Isdannelser må ikke kunne ændre antennernes egenskaber på en sådan måde, at luftfartøjets sikre føring påvirkes, ligesom isdannelser løsnet fra antenner ikke må kunne skade luftfartøjets luftdygtighed.

3.8 Beskyttelse mod statiske udladninger

3.8.1 Stelforbindelser til lynbeskyttelse skal være udført i overensstemmelse med luftfartøjets oprindelige certificeringsbestemmelser.

3.8.2 Enhver antenne, som er udsat for lynudladning, skal være udstyret med en permanent overspændingsbeskyttelse til sikring af, at eventuel ødelæggelse ved lynudladning begrænses til antennen og udstyret umiddelbart tilkoblet denne.

3.8.3 Til afledning af statiske ladninger skal enhver antenne have en afledningsmodstand til stel ikke større end 6 Meg ohm. Modstanden skal kunne modstå den maksimale HF-spænding, der måtte opstå på tilslutningsstedet.

3.8.4 For antenner, der har en basisplade, til hvilken et coaxialkabels ydre leder er forbundet, skal tilvejebringes en lav HF-impedans mellem basisplade og flystruktur.

3.8.5 Hvor gnistgab eller lignende benyttes til beskyttelse mod lynudladning, må tændspændingen ikke overskride tre gange den spidsspænding, den tilsluttede sender kan frembringe. Sådanne anordninger må ikke tænde ved den tilsluttede senders spidsspænding ved det laveste lufttryk, der forekommer ved luftfartøjets normale anvendelse.

4. Dispensation

Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i nærværende BL.

5. Ikrafttrædelse

5.1. Denne BL træder i kraft den 1. januar 1977.

5.2 Luftfartøjer, der allerede er optaget i det danske nationalitetsregister pr. 1. januar 1977, sal opfylde kravene i denne BL den 1. juli 1977.

Hans Jensen

/ B. Helmø Larsen

Ingen