Legislator Case Law & Legislation
B19751712105 DK

Operationelle bestemmelser for transitflyvning af Sondrestrom FIR

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1975 17121 Historic

Operationelle bestemmelser for transitflyvning af Sondrestrom FIR

I medfør af § 82 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969, fastsætter luftfartsdirektoratet herved efter bemyndigelse fra Ministeriet for offentlige Arbejder følgende operationelle bestemmelser for transitflyvning af Sondrestrom FIR.

1. Definition.

1.1 Ved transitflyvning forstås i nærværende BL

a) Gennemflyvning af Sondrestrom FIR, hvorunder dansk territorium overflyves.

b) Flyvninger til og fra Grønland, hvor der på den pågældende flyvning foretages højest 2 landinger i Grønland.

2. Gyldighedsområde.

2.1 Nærværende BL finder anvendelse ved al transitflyvning af Sondrestrom FIR med såvel dansk som udenlandsk registreret luftfartøj.

2.2 Såfremt der for et luftfartøj og/eller et luftfartsforetagende af den pågældende myndighed er fastsat strengere krav end de i nærværende BL indeholdte, skal de strengeste krav opfyldes.

3. Radio og navigationsudstyr.

3.1 Luftfartøjet skal være forsynet med kommunikationsudstyr, ved hjælp af hvilket det er muligt på et hvilket som helst tidspunkt under flyvningen at holde to-vejs forbindelse med mindst en luftfartsradiostation og med sådanne andre luftfartsradiostationer og på sådanne frekvenser, som måtte være foreskrevet i AIP Grønland og Færøerne. Kommunikationsudstyret skal mindst omfatte et VHF og et HF sende/modtageanlæg.

Note: Kravene i pkt. 3.1 kan anses for opfyldt, dersom to-vejs forbindelse kan opretholdes under de for ruten normale radioforhold.

3.2 Krav om HF-anlæg bortfalder, såfremt der på den pågældende strækning er fuld VHF-dækning.

3.3 Luftfartøjet skal være udstyret med et radiokompas (ADF).

4. Nødradioudstyr.

4.1 Der skal medføres en nødradiopejlesender (Emergency Locator Transmitter), der med egen energiforsyning uafhængig af luftfartøjet er i stand til

a) at fungere kontinuerligt uden for luftfartøjet i mindst 48 timer, og

b) at sende simultant på frekvenserne 121.5 og 243 Mhz.

5. Nødudstyr.

5.1 Alle en-motorede samt de fler-motorede luftfartøjer, som i tilfælde af motorbortfald ikke er i stand til at overholde de foreskrevne mindste sikre flyvehøjder, skal medføre følgende nødudstyr

5.1.1 Til brug ved signalgivning m.v.

a) Nødradiopejlesender, jf. punkt 4.

b) 2 stk. signalblus af typen »dag og nat«.

c) 8 stk. røde signalpatroner med affyringsanordning.

d) Signalflage/dug (minimum 1x1 m) i reflekterende farve.

e) Signalspejl.

f) Håndlygte.

5.1.2 Til sikring af overlevende.

a) 1 stk. kompas.

b) 1 stk. kniv.

c) 1 stk. sovepose med vandtæt underlag eller redningstæppe (Astron) pr. person.

d) 4 æsker tændstikker i vandtæt emballage.

e) 1 rulle sejlgarn.

f) 1 stk. kogeapparat med tilhørende brændstof og kogekar.

5.1.3 Under vinterforhold samt ved flyvning over indlandsisen.

a) 1 stk. snesav eller snespade.

b) Pr. person, stearinlys med en brændtid på ca. 2 timer, dog totalt stearinlys med minimum 40 timers brændtid.

c) Telt(e) til samtlige ombordværende. Medføres redningsflåder, jf. punkt 5.1.5, kan telt(e) udelades.

Note: Det anbefales at medtage riffel med tilhørende ammunition i områder, hvor isbjørne kan forekomme.

Den personlige påklædning bør afpasses efter de klimatiske forhold langs flyvestrækningen.

5.1.4 Nødproviant.

Tilstrækkelig nødproviant svarende til ca. 2000 kalorier pr. person. Nødprovianten kan f.eks. bestå af

Vakuumtørret suppe.

Kaffepulver.

Sukker.

Chokolade.

Tørret frugt.

Pemmikan eller lignende.

5.1.5 Maritimt nødudstyr.

Det anbefales, at der medføres redningsveste til samtlige ombordværende samt overdækkede redningsflåder i tilstrækkeligt antal til at rumme samtlige ombordværende.

6. Landingspladser.

Landing i Grønland må alene foretages på de i AIP Grønland og Færøerne nævnte internationale lufthavne.

7. Dispensation.

Luftfartsdirektoratet kan i særlige tilfælde meddele tilladelse til at fravige bestemmelserne i denne BL.

8. Straf.

Overtrædelse af denne BL straffes ifølge § 149, stk. 8, i lov om luftfart med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år.

9. Ikrafttræden.

Denne BL træder i kraft den 1. juni 1975.

Hans Jensen

/ B. Helmø Larsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →