Anordning for Det kongelige danske Kunstakademis arkitektskole
Table of Provisions (29)
Statutory Text (29 Articles)
§ 1. Kunstakademiets arkitektskole har som højere læreanstalt under tilsyn af ministeriet for kulturelle anliggender til opgave at give en grundlæggende og en videregående uddannelse i arkitektur samt på kunstnerisk og videnskabeligt grundlag at fremme udviklingen og forskningen inden for arkitekturen.
Institutter.
§ 2. Kunstakademiets arkitektskole er opdelt i institutter.
Stk. 2. Et institut har til opgave at varetage undervisning og forskning inden for de fagligt beslægtede områder, der er henlagt til instituttet. Et institut kan oprettes, når faglige hensyn taler herfor. Under instituttet kan placeres laboratorier med specielt fagligt område.
Skolens styrelse.
§ 3. Kunstakademiets arkitektskole ledes af en rektor og et fagråd. Arkitektskolens enkelte institutter ledes af et institutråd.
Rektor, prorektor og administrationen.
§ 4. Rektor og prorektor samt en suppleant for prorektor vælges for en 3-årig periode blandt arkitektskolens faste, heltidsansatte lærere. Valget foretages af medlemmerne af fagrådet og institutrådene. Personer, der er medlem af både fagråd og institutråd, har kun een stemme.
Stk. 2. Valget afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed mellem 2 eller flere kandidater foretages omvalg mellem disse.
Stk. 3. Rektor repræsenterer arkitektskolen udadtil. Han er ansvarlig for den daglige ledelse af skolens administration og har den umiddelbare forvaltning af sager, som ikke i henhold til anordning eller reglement behandles af de kollegiale organer. Rektor kan dog træffe beslutning i alle sager, når han skønner, at de ikke tåler opsættelse. Meddelelse om de trufne beslutninger tilstilles snarest det pågældende kollegiale organ.
Stk. 4. Rektor fordeler sager til de kollegiale organer og udfærdiger om fornødent forskrifter for sagernes ekspedition. Han påser, at de kollegiale organers beslutninger er lovlige og drager omsorg for deres udførelse. Han kan efter bemyndigelse fra de kollegiale organer afgøre almindelige, løbende sager, der ikke giver anledning til tvivl.
Stk. 5. Rektor kan pålægge de kollegiale organer eller en eller flere af de ved arkitektskolen ansatte lærere eller teknisk-administrative medarbejdere at drøfte og afgive udtalelse om ethvert emne af betydning for skolen.
Stk. 6. Rektor har tilsyn med arkitektskolens virksomhed, bygninger, materiel og samlinger m.m.
Stk. 7. Rektor underskriver på arkitektskolens vegne.
Stk. 8. Rektor afgiver efter udløbet af hvert studieår til ministeriet for kulturelle anliggender en beretning om arkitektskolens virksomhed i det forløbne studieår.
Stk. 9. Rektor har møde- og taleret i arkitektskolens kollegiale organer og disses udvalg.
§ 5. Prorektor er rektors stedfortræder og bistår i øvrigt med varetagelsen af rektors opgaver. Ved rektors forfald overtager prorektor samtlige rektors opgaver, og suppleanten indtræder i prorektors sted.
§ 6. Administrator ansættes af ministeriet for kulturelle anliggender efter indstilling fra arkitektskolens fagråd. Han står til rådighed for skolens rektor, varetager på rektors vegne skolens administration og fører på rektors vegne det daglige tilsyn med skolens bygninger og inventar. Til udførelse af nævnte virksomhed bevilges der ham den fornødne medhjælp.
Stk. 2. Administrator forbereder de sager, der afgøres af rektor, og udfører efter rektors anvisninger de beslutninger, som træffes af denne. Administrator forbereder i samarbejde med rektor de sager, der behandles i fagrådet, og udfører de beslutninger, som rådet træffer. Administrator medunderskriver rektors skrivelser og underskriver efter bemyndigelse fra rektor.
Stk. 3. Administrator yder efter rektors bestemmelse arkitektskolens kollegiale organer og disses udvalg rådgivende og praktisk bistand ved alle administrative opgaver, herunder ved udarbejdelse af budgetforslag.
Stk. 4. Administrator er over for rektor ansvarlig for, at givne bevillinger anvendes i overensstemmelse med formålet. Han er i henhold til gældende regler ansvarlig for arkitektskolens kasse- og regnskabsvæsen.
Stk. 5. Administrator har møde- og taleret i arkitektskolens kollegiale organer og disses udvalg samt i det i § 21 nævnte fællesudvalg.
§ 7. Inspektøren står til rådighed for rektor og administrator ved forberedelse, gennemførelse og koordinering af sager, der afgøres af arkitektskolens kollegiale organer, samt bistår rektor og administrator med administrationen af skolens pædagogiske virksomhed. Han er fagrådets sekretær.
Fagrådet.
§ 8. Fagrådet består af indtil 28 medlemmer, således at lærerne har 14 repræsentanter, de studerende 7 repræsentanter og det teknisk-administrative personale indtil 7 repræsentanter.
Stk. 2. Rektor er født medlem af og formand for fagrådet. Prorektor er født medlem af og næstformand for fagrådet. Af lærernes øvrige repræsentanter har endvidere hvert institut eller hver institutsektion 1 repræsentant valgt af de til instituttet eller institutsektionen knyttede lærere blandt de til instituttet eller institutsektionen knyttede faste, heltidsansatte lærere. Såfremt der ved et institut eller en institutsektion er mindre end 3 faste, heltidsansatte lærere, vælges instituttets eller institutsektionens repræsentant blandt samtlige de til instituttet eller institutsektionen knyttede lærere. Yderligere lærerrepræsentanter vælges af lærerforsamlingen. De studerendes repræsentanter vælges af elevforsamlingen. Det teknisk-administrative personales repræsentanter vælges af medarbejderforsamlingen.
Stk. 3. For hver af de valgte repræsentanter vælges en suppleant efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4. Inden for lærerforsamlingen, elevforsamlingen og medarbejderforsamlingen kan et antal valgberettigede, svarende til 1/4 af antallet af valgberettigede for hvert mandat, kræve, at mandaterne fordeles efter regler om forholdstalsvalg. Der kan indgås liste- og/eller valgforbund mellem grupper og/eller kandidater. Kandidater kan kun opstille på een liste eller i eet valgforbund.
Stk. 5. Kunstakademiets bibliotek og Bygningsteknisk Studiearkiv har tilsammen 1 repræsentant valgt af og blandt disse institutioners biblioteksfaglige personale. Den pågældende repræsentant har kun stemmeret i sager, der angår de nævnte institutioner.
Stk. 6. Fagrådets funktionsperiode er eet år.
Fagrådets kompetence.
§ 9. Fagrådet er arkitektskolens øverste kollegiale myndighed. Det afgør alle sager, der angår arkitektskolen som helhed eller 2 eller flere institutter.
Stk. 2. Fagrådet fastsætter antallet af øvrige lærer repræsentanter i de enkelte institutråd ud over antallet af faste, heltidsansatte lærere, jfr. § 11, stk. 1.
Stk. 3. Fagrådet udarbejder forslag til ny anordning og reglement, jfr. § 19, stk. 1, og udarbejder ordensreglement samt standardforretningsorden for institutrådene.
Stk. 4. Fagrådet udarbejder med henblik på indstilling til ministeriet for kulturelle anliggender arkitektskolens budgetforslag. Fagrådet fordeler de givne bevillinger og stillinger til forskere og lærere. Fagrådet træffer beslutning om den fælles udnyttelse af lokaler og udstyr.
Stk. 5. Fagrådet træffer beslutning om ansættelse af forskningsmedarbejdere og ikke-professorale, faste lærere. Fagrådet afgiver indstilling til ministeriet for kulturelle anliggender om besættelse af professorater efter indstilling fra et indstillingsudvalg. Fagrådet afgiver indstilling til ministeriet om oprettelse af nye faste stillinger. Fagrådet beskikker censorer.
Stk. 6. Fagrådet træffer beslutning om oprettelse, nedlæggelse, sammenlægning eller deling af institutter og laboratorier.
Stk. 7. Fagrådet træffer beslutning om relegation af studerende.
Stk. 8. Under fagrådet nedsættes et budget- og forretningsudvalg. Udvalget vælges af og blandt fagrådets medlemmer og består af rektor som formand, 3 lærere, 2 studerende og 2 teknisk-administrative medarbejdere.
Stk. 9. Under fagrådet nedsættes et udvalg til afgørelse af forskningsspørgsmål. Udvalget vælges af og blandt fagrådets medlemmer og består af 4 faste, heltidsansatte lærere og 2 studerende. Direkte under dette udvalg sorterer forskningsspørgsmål, som ikke efter udvalgets skøn alene angår et af skolens institutter.
Stk. 10. Fagrådet kan iøvrigt nedsætte faste og midlertidige udvalg til at forberede eller afgøre sager inden for bestemte af fagrådet fastsatte sagsområder. Hvis der i et udvalg indvælges et eller flere medlemmer uden for fagrådsmedlemmernes kreds, kan udvalget dog ikke tillægges besluttende myndighed. Udvalgene skal have samme forholdsmæssige sammensætning som fagrådet, medmindre samtlige rådsmedlemmer er enige om en anden sammensætning.
Stk. 11. Fagrådet fastsætter selv sin forretningsorden. Der indkaldes til møde, når formanden finder det nødvendigt, eller når det ønskes af mindst 3 medlemmer. Fagrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af rådets medlemmer er tilstede. Til gyldig beslutning kræves almindeligt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. 1/4 af samtlige rådsmedlemmer kan een gang forlange en afstemning om en bestemt sag udskudt til et senere møde.
Stk. 12. Formanden underskriver på fagrådets vegne. Formanden kan afgøre alle sager, når han skønner, at de ikke tåler opsættelse. Meddelelse om de trufne beslutninger tilstilles snarest fagrådet.
Stk. 13. Formanden foranlediger, at der optages et beslutningsreferat.
§ 10. Fagrådet afgør efter regler fastsat af ministeren for kulturelle anliggender generelle sager vedrørende undervisningens form og indhold, studieordningen samt om optagelse og bedømmelse af studerende og udarbejder efter bidrag fra institutrådene en samlet studieplan for hele skolen.
Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte sager har det teknisk-administrative personales repræsentanter ingen stemmeret, medens hver af de studerendes repræsentanter har 2 stemmer.
Institutrådet.
§ 11. Institutrådet består af samtlige til instituttet knyttede faste, heltidsansatte lærere samt af et af fagrådet for hvert enkelt institut fastsat antal repræsentanter valgt af og blandt de øvrige ved instituttet ansatte lærere. Dette antal repræsentanter kan dog ikke overstige antallet af faste, heltidsansatte lærere. Af og blandt de ved instituttet indskrevne studerende vælges et antal repræsentanter, der udgør 1/2 af antallet af lærerrepræsentanter. Af og blandt det ved instituttet beskæftigede teknisk-administrative personale vælges et antal repræsentanter, der kan udgøre indtil 1/2 af antallet af lærerrepræsentanter.
Stk. 2. Lærere og studerende kan ikke være medlem af mere end eet institutråd.
Stk. 3. Inden for lærernes, de studerendes og det teknisk-administrative personales valggrupper kan et antal valgberettigede, svarende til 1/4 af antallet af valgberettigede for hvert mandat, kræve, at mandaterne fordeles efter regler om forholdstalsvalg. Der kan indgås liste- og/eller valgforbund mellem grupper og/eller kandidater. Kandidater kan kun opstille på een liste eller i eet valgforbund.
Stk. 4. Institutrådets funktionsperiode er eet år.
Institutrådets kompetence.
§ 12. Institutrådet er instituttets øverste kollegiale myndighed.
Stk. 2. Institutrådet træffer beslutning om fordeling af instituttets bevillinger og lokaler og afgiver indstilling til fagrådet om instituttets budget, om lokaler og udstyr og om oprettelse og besættelse af stillinger til forskere og fastansatte lærere.
Stk. 3. Institutrådet udarbejder forslag til fagrådet om nedlæggelse eller deling af instituttet eller sammenlægning af instituttet med andre institutter samt oprettelse, nedlæggelse, deling eller sammenlægning af laboratorier.
Stk. 4. Under institutrådet nedsættes et udvalg til behandling af forskningsspørgsmål. Udvalget vælges af og blandt institutrådets medlemmer og består af 4 faste, heltidsansatte lærere og 2 studerende. Såfremt der i institutrådet ikke er 4 faste, heltidsansatte lærere, suppleres der med andre lærerrepræsentanter.
Stk. 5. Institutrådet kan i øvrigt nedsætte faste og midlertidige udvalg til at forberede eller afgøre sager inden for bestemte i forretningsordenen fastsatte sagsområder. Hvis der i et udvalg indvælges et eller flere medlemmer uden for institutrådsmedlemmernes kreds, kan udvalget dog ikke tillægges besluttende myndighed. Udvalgene skal have samme forholdsmæssige sammensætning som institutrådet, med mindre samtlige rådsmedlemmer er enige om en anden sammensætning.
Stk. 6. Institutrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af rådets medlemmer er tilstede. Til gyldig beslutning kræves almindeligt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. 1/4 af samtlige rådsmedlemmer kan een gang forlange en afstemning om en bestemt sag udskudt til et senere møde.
Stk. 7. Institutrådet vælger selv sin formand (institutbestyreren) og dennes stedfortræder blandt rådets medlemmer af faste, heltidsansatte lærere. Såfremt der i institutrådet er mindre end 3 faste, heltidsansatte lærere, vælges institutbestyreren blandt samtlige lærerrepræsentanter. Institutbestyreren må ikke samtidig være rektor, prorektor eller dennes suppleant.
Stk. 8. Institutbestyreren underskriver på instituttets vegne. Institutbestyreren repræsenterer instituttet udadtil. Institutbestyreren attesterer timelønssedler. Institutbestyreren kan afgøre alle sager, når han skønner, at de ikke tåler opsættelse. Meddelelse om de trufne beslutninger tilstilles snarest institutrådet.
Stk. 9. Institutbestyreren foranlediger, at der optages et beslutningsreferat.
§ 13. Institutrådet afgør i henhold til de fastsatte regler sager vedrørende undervisningens form og indhold, studieordningen samt om optagelse og bedømmelse af studerende og udarbejder instituttets årlige bidrag til studieplan på grundlag af forslag fra de til instituttet knyttede lærere. Institutrådet tilrettelægger undervisningen og gennemførelsen af bedømmelsen af de studerende.
Stk. 2. Institutrådet træffer beslutning om ansættelse af timelønnede lærere ved instituttet.
Stk. 3. I de i stk. 1 og 2 nævnte sager har det teknisk-administrative personales repræsentanter ingen stemmeret, medens hver af de studerendes repræsentanter har 2 stemmer.
Valgforsamlinger.
§ 14. Samtlige ved arkitektskolen tjenestemands- og overenskomstansatte lærere, timelærere med ansættelsesbrev samt forskere udgør lærerforsamlingen, der konstitueres for eet år ad gangen. Forsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 15. Samtlige ved arkitektskolen tilmeldte studerende, herunder hospitanter, udgør elevforsamlingen, der konstitueres for eet år ad gangen. Forsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 16. Samtlige til arkitektskolen knyttede teknisk-administrative medarbejdere udgør medarbejderforsamlingen, der konstitueres for eet år ad gangen. Forsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 17. Ingen kan samtidig være medlem af mere end een valgforsamling.
Særlige regler.
§ 18. Fungerer et kollegialt organ ikke, eller fungerer det i strid med denne anordning eller andre for arkitektskolen gældende regler, kan ministeren for kulturelle anliggender fastsætte en midlertidig styrelsesordning for det pågældende område.
§ 19. Regler om undervisningens form og indhold, studieordningen samt om optagelse og bedømmelse af studerende og ansættelse af lærere fastsættes af ministeren for kulturelle anliggender efter indstilling fra fagrådet.
Stk. 2. Regler om valg efter denne anordning fastsættes af ministeren for kulturelle anliggender.
§ 20. Relegation af en studerende kan af denne indbringes for ministeren for kulturelle anliggender.
Fællesregler for Det kongelige danske Kunstakademis institutioner.
§ 21. Kunstakademiets fællesudvalg består af 8 medlemmer. Medlemmerne er arkitektskolens og billedkunstskolernes rektorer og prorektorer, 1 repræsentant for henholdsvis arkitektskolens og billedkunstskolernes studerende, valgt af og blandt de respektive skolers fagrådsmedlemmer, og 1 repræsentant for henholdsvis arkitektskolens og billedkunstskolernes teknisk-administrative personale, valgt af og blandt de respektive skolers fagrådsmedlemmer.
Stk. 2. Overbibliotekaren tiltræder som medlem i sager, der vedrører Kunstakademiets bibliotek.
Stk. 3. Lederen af konservatorskolen samt en studerende og en teknisk-administrativ medarbejder fra denne skole tiltræder som medlemmer i sager, der vedrører konservatorskolen.
Stk. 4. Fællesudvalgets repræsentanter for de studerende og det teknisk-administrative personale vælges for eet år ad gangen. Funktionsperioden følger de øvrige kollegiale organer ved skolerne.
Stk. 5. Fællesudvalget vælger selv sin formand og dennes stedfortræder blandt sine medlemmer af lærere.
Stk. 6. Fællesudvalget fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 7. Fællesudvalget afgør sager, der vedrører forholdet mellem 2 eller flere af de i stk. 1, 2 og 3 nævnte institutioner, og afgiver indstilling til ministeriet for kulturelle anliggender i sager, der kræver dettes afgørelse. I sager, som vedrører skolernes fællesværksteder, indkaldes den pågældende værkstedsleder med ret til at afgive udtalelse.
Stk. 8. Fællesudvalget træffer efter indstilling fra Kunstakademiets bibliotek beslutning i bibliotekssager, hvis afgørelse ikke ved særligt reglement er henlagt til biblioteket. Fællesudvalget afgiver indstilling til ministeriet for kulturelle anliggender i bibliotekssager, der kræver ministeriets afgørelse.
Stk. 9. Fællesudvalget kan af sin midte nedsætte særlige udvalg til at behandle bestemte sagsområder eller sager mellem bestemte af de i stk. 1, 2 og 3 nævnte institutioner.
Stk. 10. Formanden afgør sammen med præsidenten for Akademiet for de skønne Kunster alle spørgsmål om personale, lokaler, samlinger m.m., der vedrører forholdet mellem Akademiet og Kunstakademiets institutioner.
§ 22. Kunstakademiets bibliotek er statens hovedbibliotek for arkitektur, billedhuggerkunst og malerkunst. Biblioteket er tilknyttet skolerne og virker både som studiesamling til støtte for undervisningen og som offentligt bibliotek.
Stk. 2. Ministeren for kulturelle anliggender udfærdiger et særligt reglement for bibliotekets virksomhed efter fællesudvalgets indstilling.
Valg og funktionsperioder.
§ 23. Alle valg efter denne anordning finder sted i marts måned. Funktionsperioder efter denne anordning begynder den 1. april.
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser.
§ 24. Anordningen træder i kraft den 1. marts 1974.
§ 25. I de kollegiale organer, der eksisterer ved anordningens ikrafttræden, forlænges medlemmernes mandater, indtil valg efter denne anordning har fundet sted og nye kollegiale organer er konstitueret.
Stk. 2. Den nuværende rektor fungerer som rektor og formand for fagrådet, indtil rektorvalg efter denne anordning har fundet sted.
§ 26. Antallet af de ved denne anordnings ikrafttræden eksisterende institutter og institutsektioner kan ikke ændres inden for en periode af 2 år fra anordningens ikrafttræden.
§ 27. Anordning nr. 368 af 4. august 1971 for Det kongelige danske Kunstakademi, Kunstakademiets skoler, ophæves.
Givet på Amalienborg, den 4. februar 1974.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
Margrethe R.
Nathalie Lind.
Anordning for Det kongelige danske Kunstakademis arkitektskole
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Herved fastsættes følgende bestemmelser om Det kongelige danske Kunstakademis arkitektskole
Formål.
Ingen