Bestemmelser for fastsættelse af gangtid mellem hovedeftersyn af luftfartøjsmotorer i flyvemaskiner med maksimalt tilladt startvægt over 5700 kg samt, efter luftfartsdirektoratets afgørelse, for motorer i øvrige luftfartøjer
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser for fastsættelse af gangtid mellem hovedeftersyn af luftfartøjsmotorer i flyvemaskiner med maksimalt tilladt startvægt over 5700 kg samt, efter luftfartsdirektoratets afgørelse, for motorer i øvrige luftfartøjer
I henhold til § 4, stk. 3, i ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 332 af 27. november 1964 om luftfartøjers luftdygtighed m.v. fastsættes herved følgende
1. Definitioner.
I disse bestemmelser betyder
1.1 Basisgangtid mellem hovedeftersyn.
Basisgangtiden er den maksimale gangtid mellem hovedeftersyn, som fastsættes for en motortype, når denne skal anvendes af en bruger, som ikke tidligere har anvendt den pågældende type, samt for separat indkøbte motorer (reserve- og ombytningsmotorer).
1.2 Maximal gangtid mellem hovedeftersyn.
Den gangtid mellem hovedeftersyn, som luftfartsdirektoratet har fastsat for en given motortype på baggrund af de opnåede driftsresultater.
2. Generelt.
2.1 Gangtiden mellem hovedeftersyn af motorer fastsættes af luftfartsdirektoratet i henhold til nedennævnte regler, hvorunder hensyn tages til bl.a. følgende faktorer
a) Det geografiske anvendelsesområde.
b) Den udtagne motoreffekt og motorens behandling under drift.
c) Flyvetid pr. start.
d) Vedligeholdelsesorganisationens effektivitet.
e) Karakteren af den pågældende motors vedligeholdelsessystem.
f) Motorfabrikantens rekommandationer, bl.a. angående vedligeholdelse og modifikationer.
g) Motorernes vedligeholdelses- og modifikationsstandard.
h) Rekommandationer fra fremstillingslandets myndighed.
i) Godkendelsen af den til udførelse af vedligeholdelses- og modifikationsarbejder af pågældende art sidst anvendte virksomhed.
j) Statistiske oplysninger om og analyser af det tekniske driftsresultat.
k) Resultat af evt. besigtigelse for at konstatere materiellets tilstand.
l) Brugerens erfaringer ved anvendelse af motorer af tilsvarende størrelse og art.
m) Andre brugeres erfaringer.
2.2 Dersom de pågældende motorers sidste hovedeftersyn er udført af forskellige virksomheder, eller dersom andre særlige omstændigheder foreligger, kan luftfartsdirektoratet, udover normalt krævet dokumentation, forlange yderligere oplysninger, særlige statistikker m.v., inden gangtiden mellem hovedeftersyn fastsættes.
3. Fastsættelse af basisgangtid mellem hovedeftersyn.
3.1 Basisgangtiden fastsættes af luftfartsdirektoratet efter indgiven ansøgning og under hensyntagen til de under pkt. 2.1 nævnte faktorer.
3.1.1 Afhængigt af brugerens driftsresultater kan luftfartsdirektoratet ændre den fastsatte basisgangtid, inden nogen af de aktuelle motorer har opnået denne.
3.2 Ansøgning om fastsættelse af basisgangtid indsendes til luftfartsdirektoratet bilagt følgende oplysninger og dokumentation
a) Motorfabrikant og fuldstændig typebetegnelse samt serie- og fabrikationsnummer for motoren.
b) Luftfartøjstype, hvorpå motoren skal monteres.
c) Hvilken virksomhed, der har udført sidste hovedeftersyn.
d) Redegørelse for vedligeholdelses- og modifikationsstandard.
e) Yderligere oplysninger i henhold til pkt. 2.1 og under hensyntagen til pkt. 2.2, der har betydning for fastsættelse af basisgangtiden.
4. Driftsovervågning og rapporteringspligt.
For motorer, omfattet af disse bestemmelser, skal brugeren dels foretage en kontinuerlig driftsovervågning, dels - når gangtiden er fastsat - for hver kalendermåned til luftfartsdirektoratet indsende visse statistiske og andre driftstekniske oplysninger. Bestemmelser for driftsovervågning og driftsstatistikker er angivet i BL 1-11.
5. Fastsættelse af maximal gangtid mellem hovedeftersyn.
5.1 Når brugeren mener, at det opnåede driftsresultat muliggør en forhøjelse af den fastsatte gangtid mellem hovedeftersyn, kan han til luftfartsdirektoratet indsende ansøgning herom. Ansøgningen skal indeholde forslag til en ny maximal gangtid eller til et program for gangtidsforhøjelse samt vurderinger og analyser, der understøtter ansøgningen, såvel som øvrige oplysninger i henhold til nærværende bestemmelsers særlige anvisninger.
5.2 Det statistiske materiale, der skal understøtte ansøgningen, skal omfatte en periode på mindst tre på hinanden følgende kalendermåneder.
5.3 Dersom antallet af aktuelle motorer er ringe, udnyttelsesgraden lav, eller dersom erfaringerne med hensyn til den sidste fastsatte gangtid af andre årsager må anses for utilstrækkelig statistisk belyst, kan luftfartsdirektoratet fastsætte en længere tidsperiode end den ovenfor nævnte for yderligere akkumulering af motorgangtid, inden gangtidsforhøjelse kan behandles.
5.4 Ved bedømmelse af forudsætningerne for gangtidsforhøjelse tages hensyn til relevante faktorer af de i pkt. 2.1 nævnte, såvel som til oplysninger, der måtte være fremkommet efter ansøgningens modtagelse.
5.5 Inden ansøgning om gangtidsforhøjelse kan behandles, skal brugeren sørge for, at et antal motorer i henhold til nedenstående skema kan besigtiges af luftfartsdirektoratet. Besigtigelsen skal ske efter fuldstændig demontering, rengøring og kontrol inklusive opmåling, efter at motoren har opnået en gangtid, der højst må ligge 50 timer under den sidst fastsatte gangtid mellem hovedeftersyn. Ved besigtigelsen skal tekniske repræsentanter fra såvel bruger som værksted være tilstede, og en inspektionsrapport eller lignende dokumentation, hvoraf eventuelt fundne skader samt motorens tilstand iøvrigt fremgår, udarbejdet af værkstedet, skal udleveres til luftfartsdirektoratets repræsentant.
5.5.1 For hver af de i pkt. 5.5 nævnte motorer skal den rapport, der er udarbejdet af eftersynsværkstedet, og som indeholder anmærkninger om motorens tilstand, fremkommet ved den efter demonteringen foretagne inspektion (såkaldt Engine Strip Down Report), suppleres med eftersynsværkstedets udtalelse om motorens tilstand, specielt med sigte på den ønskede gangtidsforhøjelse.
5.5.2 Det antal motorer, der skal besigtiges af luftfartsdirektoratet i henhold til ovenstående, fremgår af nedenstående skema, for så vidt ikke specielt program for gangtidsforhøjelse er godkendt. I antal motorer i drift skal ikke medregnes reservemotorer.
Antal motorer i drift Min. antal motorer til
på given luftfartøjstype besigtigelse
1-4 1
5-9 2
10-21 3
22-61 4
62-100 5
101 eller flere 6
Dersom motorernes sidste hovedeftersyn er udført af forskellige virksomheder, medfører dette normalt et større antal besigtigelsesmotorer end i skemaet angivet.
5.5.3 De motorer, der i henhold til pkt. 5.5 skal besigtiges af luftfartsdirektoratet, skal i god tid før opnået fastsat gangtid anmeldes til dette.
Normalt skal dette være de motorer, der først opnår fastsat gangtid, og normalt skal denne gangtid opnås indenfor den tidsperiode, hvorpå den til grund for ansøgningen liggende vurdering er baseret.
Dersom nogen af de anmeldte motorer på grund af skade ikke opnår den fastsatte gangtid, skal anden motor anmeldes til besigtigelse.
5.5.4 Dersom en motor på grund af skade ikke opnår fastsat gangtid, skal dette omgående meddeles til luftfartsdirektoratet. Luftfartsdirektoratet kan foretage besigtigelse af sådanne motorer, såvel som i andre tilfælde, hvor luftfartsdirektoratet anser, at besigtigelsen kan have betydning for fastsættelse af gangtid.
5.5.5 Udover den i pkt. 5.5 nævnte besigtigelse i forbindelse med hovedeftersyn kan luftfartsdirektoratet kræve besigtigelse i forbindelse med omfattende inspektion eller andre arbejder, der indgår i motorens vedligeholdelsessystem.
5.5.6 Besigtigelse kan, når luftfartsdirektoratet finder til tilstrækkeligt, erstattes af en rapportering efter direktoratets anvisninger.
6. Gangtiden for komponenter m.v., der er nødvendige for motorens funktion, fastsættes proportionalt med den godkendte gangtidsforhøjelse, for så vidt ikke særlige årsager begrunder anden gangtid.
7. Fastsatte maximale gangtider kan nedsættes af luftfartsdirektoratet, når driftsresultaterne anses at gøre dette påkrævet.
8. Denne BL træder i kraft den 1. maj 1970. Samtidig ophæves BL 1-4, 1. udgave.
B. Helmø Larsen
/ K. Scheel Meyer
Ingen