Legislator Case Law & Legislation
B19700028705 DK

Bekendtgørelser om boligsparekontrakter med obligationsudstedende foreninger eller institutter, der er godkendt af staten

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse 1970 287 Historic

Bekendtgørelser om boligsparekontrakter med obligationsudstedende foreninger eller institutter, der er godkendt af staten

I medfør af § 9 i lov nr. 215 af 27. maj 1970 om boligsparekontrakter fastsættes herved følgende regler for gennemførelsen af denne lovs bestemmelser for så vidt angår boligsparekontrakter oprettet med obligationsudstedende foreninger eller institutter, der er godkendt af staten.

1. Boligsparekontrakter kan oprettes med danske obligationsudstedende foreninger eller institutter, der er godkendt af staten, af personer, der på det tidspunkt, hvor den første indbetaling forfalder i henhold til kontrakten, er fyldt 18 år.

2. Boligsparekontrakten oprettes ved en aftale mellem opspareren og låneinstituttet.

Kontrakten skal have en af finansministeriet godkendt form. Den skal udfærdiges i mindst to ligelydende eksemplarer, hvoraf opspareren modtager det ene, medens det andet opbevares i låneinstituttet.

Ved kontraktens indgåelse skal opsparerens personnummer konstateres.

Hver person kan kun oprette en boligsparekontrakt.

Låneinstitutterne fremsender mindst hvert halve år og første gang senest umiddelbart efter 1. januar 1971 i en af finansministeriet godkendt form oplysning til finansministeriet om de i den seneste periode oprettede kontrakter med angivelse af 1) CPR-nummer, 2) registreringsnummer for låneinstituttet, 3) kontonummer, 4) datoen for første indbetaling.

3. En boligsparekontrakt skal oprettes med henblik på tilvejebringelse af forbedring af helårsbolig for den, der foretager opsparingen.

Opspareren skal i mindst 3 år og højst 5 år i gennemsnit pr. måned indbetale mindst 100 kr. og højst 500 kr.

Låneinstitutterne kontrollerer, at kravet til en mindsteopsparing på 1.200 kr. for hvert år svarende til 100 kr. pr. måned overholdes.

Til opsparing i henhold til en boligsparekontrakt kan ikke anvendes

1. båndlagt arv, båndlagt gave og rentenydelseskapitaler,

2. midler, der indestår på pensions- eller enkeforsørgelseskonti,

3. midler, der indestår på konti, hvorpå indbetalinger har medført skattelettelse,

4. midler, der tilhører umyndige, medmindre midlerne i henhold til myndighedsloven er undergivet den umyndiges egen rådighed.

4. De indbetalte beløb anbringes af instituttet i obligationer. Obligationer kan indkøbes enten for hver opsparer for sig eller til en pulje, hvori hver opsparer har en andel. Inden for det enkelte låneinstitut kan kun anvendes et system.

Forinden en puljeordning tages i anvendelse, forelægges den finansministeriet til godkendelse.

5. Opspareren kan ikke hæve, overdrage eller på anden måde råde over de indbetalte beljøb før 3 år efter den første indbetaling i henhold til kontrakten.

I samme tidsrum kan der ikke foretages udlæg, udpantning eller arrest i de indbetalte beløb.

I tilfælde af konkurs frigives de indbetalte beløb.

Afgår opspareren ved døden eller inddrages boligsparekontrakten under skifte af ægtefællers fællesbo, kan de indbetalte beløb kræves frigivet. Det samme gælder, hvis opspareren udvandrer.

6. Det opsparerede beløb eller en del heraf kan udbetales 3 år efter den første indbetaling i henhold til kontrakten.

Når opsparingen udbetales til følgende formål, tilskrives der en præmie, der beregnes som 4 pct. p.a. af den til enhver tid foretagne opsparing

1. køb af grund til opførelse af bolig,

opførelse eller køb af bolig,

3. betaling af indskud eller forudbetaling af leje i forbindelse med indgåelse af lejemål,

4. køb af aktie eller andelsbevis, der er nødvendigt for overtagelse af lejemål,

eller

5. forbedring eller udvidelse af bestående bolig.

Har en opsparer inden for det sidste år inden 3-årsperiodens udløb haft udgifter til et af ovennævnte formål, kan det opsparede beløb inclusive præmie frigives efter 3-årsperiodens udløb.

Præmieberegningen ophører senest 5 år efter første indbetaling.

Præmien beregnes på basis af kursværdien af de for en opsparer indkøbte obligationer med tillæg af et eventuelt overskydende kontantbeløb. For opsparere, der deltager i en puljeordning, beregnes præmien i forhold til opsparerens på ethvert tidspunkt bergnede puljeandel.

Præmiering af opsparing kan højst ske for opsparingsbeløb på indtil 6.000 kr. for hvert år.

Ved udbetaling af opsparingsbeløb til de nævnte boligformål afkræver låneinstituttet opspareren en erklæring på tro og love om, at beløbet skal anvendes til dækning af et af de i stk. 2 nævnte formål.

7. Såfremt der ikke indbetales beløb i henhold til en boligsparekontrakt, således at de samlede opsparingsbeløb for hvert enkelt år svarer til indbetalinger af det månedlige mindstebeløb på 100 kr., betragtes kontrakten som bortfaldet.

De indbetalte beløb kan dog først frigives 3 år efter den første indbetaling i henhold til kontrakten og uden udbetaling af præmie.

8. Låneinstitutterne indsender hver måned en opgørelse over de i den seneste måned udbetalte præmier. Opgørelsen sker under et for hvert låneinstitut.

Beløbene anvises derefter af finansministeriet til de pågældende låneinstitutter.

Mindst to gange årligt, første gang senest umiddelbart efter 1. januar 1974, derefter hver 1. juli og 1. januar indsender låneinstitutterne til finansministeriet oplysning om de kontrakter, hvorpå der er udbetalt præmie. Oplysning om uopfyldte kontrakter og kontrakter, der er frigivet i henhold til pkt. 5, stk. 3 og 4 og pkt. 6, stk. 1, indsendes samtidig, dog første gang senest 1. januar 1972. Oplysningerne skal afgives i en med finansministeriet aftalt form og skal bl.a. angive opsparerens CPR-nummer, låneinstituttets registreringsnummer og kontonummer. For præmierede konti oplyses yderligere præmiebeløbets størrelse.

9. Præmier medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Renter beskattes efter gældende regler.

Finansministeriet, den 16. juni 1970.

Poul Møller.

/ Secher.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →