Gasreglementet afsnit B-2 Installationsforskrifter for F-gasanlæg i arbejdsskure og skurvogne (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Gasreglementet afsnit B-2 Installationsforskrifter for F-gasanlæg i arbejdsskure og skurvogne (* 1)
Gasreglement afsnit B-2
Installationsforskrifter for F-gasanlæg i arbejdsskure og
skurvogne
1. Gyldighedsområde.
1.1 Nærværende regler gælder for gasanlæg i arbejdsskure og skurvogne. - Køretøjer, såsom beboelsesvogne, pølsevogne, servicebusser (sparekassebusser), udstillingsvogne o.lign. og værkstedsvogne, henhører ikke under disse regler, men under DGP's installationsforskrifter for F-gasanlæg i køretøjer.
1.2 Grundlaget for reglerne er
1.2.1 Lov nr. 250 af 8. juni 1978 (Gasloven) og de i medfør af denne lov udstedte bestemmelser (Gasreglementet).
Se også
1.2.2 Justitsministeriets bekendtgørelse om F-gas.
1.2.3 Direktoratet for Arbejdstilsynets bestemmelser.
2. Gasflaskers placering.
2.1 Flasker, herunder også eventuelle reserveflasker, skal sammen med trykregulatoren anbringes uden for skuret eller i skab, som er en del af dette, men hvortil der kun er adgang fra det fri. Et eventuelt skab skal være ventileret foroven og forneden direkte til det fri.
2.2 Flasker skal stå op og være fast anbragt, og der skal træffes foranstaltning til, at uvedkommende ikke har direkte adgang til flasker og regulatorer.
2.3 Fleksibel forbindelse fra regulatoren til rørinstallationen skal anbringes uden for skuret evt. i det i 2.1 nævnte skab.
3. Installationer
3.1 Installationer skal udføres af sømløse stål- eller kobberrør med svejste eller hårdtloddede samlinger eller med samlinger af typen metal mod metal.
3.2 Rørene skal fastgøres forsvarligt med rørbøjler eller rørbærere, og de skal placeres således, at de ikke er udsat for beskadigelser. Slangehaner må kun forefindes over et eventuelt gasbord.
3.3 Rørdimensionen 8/10ø er i reglen tilstrækkelig. Iøvrigt henvises til dimensioneringsreglerne i »Installationsforskrifter for F-gasanlæg i køretøjer«.
3.4 Ved rørgennemføringer skal der sørges for beskyttelse af røret, f.eks. ved gummiforing eller ved anvendelse af særligt gennemføringsarmatur til fastspænding.
4. Gasforbrugende apparater
4.1 Der må kun anvendes apparater, som er godkendt af DGP og forsynet med dettes godkendelsesmærke.
4.2 Gasforbrugende apparater skal være fast monteret og fast forbundet til rørinstallationen.
4.2.1 Undtaget herfra er kun kogeapparater med slangespids. Slangerne må ikke udsættes for farlig varmepåvirkning.
4.2.2 Kogeapparaterne skal stå på en bordplade af ubrændbart materiale. Vægge eller andet, der afgrænser kogepladsen, skal i en højde af mindst 30 cm over bordet være af ubrændbart materiale eller være beklædt med et materiale, der er modstandsdygtigt over for ild og stød. Hvis bordpladen ikke støder tæt til vægbeklædningen, skal denne yderligere føres 10 cm ned under pladens overside.
Såfremt gasapparater er fastgjort til gasbordet, og brænderkanten er fjernet mindst 20 cm fra væggen, kan sidstnævnte forholdsregel udelades.
4.3 Apparater til rumopvarmning eller varmtvandsforsyning skal være forsynet med tændsikring og være fast forbundet til aftræksrør til bortledning af forbrændingsprodukterne. Tilladte typer er
1. Apparater med luftindtag fra rummet, trækafbryder og aftræksrør ført over tag.
2. Lukkede systemer: Apparater med balanceret aftræk og apparater med luftindtag under gulvet og aftræk ført over tag.
5. Ventilation og aftræk
5.1 Skuret skal være forsynet med ikke afspærrelige ventilationsåbninger med mindst 30 cm2 fri åbning både ved gulv og ved loft.
5.2 Aftræksrør skal have mindst samme dimension som apparatets aftræksstuds og skal afsluttes over taget med en hætte. Aftræksrør, der føres langs træværk eller andet brændbart materiale, skal holdes i en afstand af mindst 10 cm fra dette. Såfremt træværket beklædes med mindst 6 mm asbestsilikatplade eller tilsvarende, kan afstanden nedsættes til 3 cm.
Ved gennemføring i trævæg af aftræksrør eller af balanceret aftræk skal afstanden til træværk være mindst 10 cm, og installationsforskrifterne for de pågældende apparater skal nøje overholdes.
6. Brugsanvisning
6.1 Den af gasleverandøren medleverede brugsanvisning skal forefindes ved gasanlægget.
31. oktober 1967.