Bekendtgørelse om frigivelse af indskud på etableringskonto.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om frigivelse af indskud på etableringskonto.
I medfør af § 15 i lov nr. 222 af 4. juni 1965 om indskud på etableringskonto fastsættes følgende regler for frigivelse af beløb, som er indskudt på etableringskonto
1. Når en indskyder i anledning af etablering ønsker et indskud på etableringskonto frigivet helt eller delvis, skal han indgive begæring herom til amtstuen i det amtstuedistrikt, hvori han vil have bopæl efter etableringen.
Begæringen skal indeholde oplysning om
1. Indskyderens navn, hans nuværende adresse samt, hvis flytning finder sted, om muligt den nye adresse efter etableringen. Hvis indskyderen er en gift kvinde, som er sambeskattet med sin ægtefælle, skal endvidere ægtefællens navn og adresse oplyses.
2. Den kommune, hvori indskyderen senest er skatteansat.
3. Samtlige indskud, pengeinstituttets navn (afdeling) samt kontonummer.
4. Tidspunktet for etableringen, d.v.s. det tidspunkt, da den samlede anskaffelsessum for de til brug for virksomheden anskaffede formuegoder kommer op over 30.000 kr., samt virksomhedens art.
5. De formuegoder, der er anskaffet i anledning af etableringen, samt disses anskaffelsessummer og tidspunkterne for deres levering. For bygninger og installationers vedkommende oplyses tidspunktet for erhvervelsen eller fuldførelsen. De anskaffede formuegoder opføres i hovedposter som f.eks. maskiner, besætning, varelager etc. Såfremt nogle af formuegoderne agtes benyttet både erhvervsmæssigt og privat, må indskyderen specielt oplyse anskaffelsessummen for disse samt, i hvilket omfang de agtes benyttet til private formål.
6. Størrelsen af det beløb, der ønskes hævet uden pligt til forlods afskrivning.
7. De formuegoder på hvilke forlods afskrivning ønskes foretaget, samt disses anskaffelsessummer.
Til begæringen skal benyttes blanketter, der fås udleveret ved henvendelse til en amtstue.
Ved indgivelsen af begæringen må indskyderen forevise eller vedlægge kontrabog (-bøger) vedrørende etableringskontoen. Han må endvidere vedlægge dokumentation for de under 4-5 nævnte oplysninger. Som dokumentation kan anvendes købekontrakt, slutseddel, kvittering eller erklæring fra leverandør. For så vidt angår bygninger og installationer kan endvidere anvendes attest fra arkitekt, entreprenør eller håndværksmester m.v.
Amtstuerne giver indskyderne underretning om frigivelse af indskuddene. Samtidig giver de på særlig blanket ("udbetalingstilladelse for indskud på etableringskonto") vedkommende pengeinstitut meddelelse om, hvilket indskudsbeløb der skal udbetales til indskyderen.
2. Begæring om frigivelse af etableringskontoindskud i de i lovens §§ 9-11 omhandlede tilfælde indgives til amtstuen i det amtstuedistrikt, hvor den skattepligtige er bosat. Såfremt han ikke længere har bopæl her i landet, indgives begæringen til amtstuen i det distrikt, hvor han senest havde bopæl. Amtstuen giver herefter meddelelse til de skattelignende myndigheder, som foranlediger indkomstbeskatning gennemført i henhold til de nævnte lovbestemmelser. Kontoens indestående kan i disse tilfælde først forlanges udbetalt, når skattekravet er fyldestgjort. Herefter frigiver amtstuen eventuelle overskydende beløb til udbetaling til den berettigede.
Finansministeriet, den 28. februar 1966.
Henry Gruenbaum.
Ingen