Legislator Case Law & Legislation
B19650026805 DK

Bekendtgørelse om driftstilskud til handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler

9 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (9)

Statutory Text (9 Articles)

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 1. Driftstilskud i henhold til §§ 5 og 6 i ovennævnte lov til godkendt undervisning på handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler ydes på grundlag af skolernes udgifter til

1. Lønninger m.v. og kontorhold.

a) Lønninger, herunder feriegodtgørelse, vederlag og andre ydelser.

b) Pensionsbidrag, som betales af skolerne.

c) Ulykkes- og ansvarsforsikringer for skolernes personale.

d) Eksamensudgifter ved eksamensberettigede skoleafdelinger.

e) Skolernes udgifter til læreres og andet personales deltagelse i kursus, virksomheds- og skibsbesøg, studierejser og møder.

f) Udgifter til foredrag m.v.

g) Kontorhold, avertering, revision, telefon og tryksager m.v.

De under a)-g) nævnte udgifter kan alene afholdes og medtages som tilskudsberettigende i overensstemmelse med herom af undervisningsministeriet fastsatte regler.

2. Lokaler.

a) Egen ejendom.

1) Renter og afdrag på prioritetsgæld samt bidrag til reserve- og administrationsfond dog kun for så vidt angår lån, der er godkendt af undervisningsministeriet. For skoler, der ikke er organiserede som selvejende institutioner, eller hvis formue ikke er sikret det pågældende uddannelsesformål, medtages afdrag ikke ved fastsættelse af tilskudsgrundlaget.

2) Skatter, afgifter og forsikringer.

3) Faktisk afholdte udgifter til vedligeholdelse af bygninger, dog højst 2 pct. af bygningernes brandforsikringssum ved regnskabsårets slutning. Med undervisningsministeriets godkendelse kan i særlige tilfælde afholdes udgifter til ekstraordinær vedligeholdelse.

4) Opvarmning, belysning, kraft, rengøring, opsyn o.lign.

b) lejede lokaler.

Udgifter til leje i henhold til et af ministeriet godkendt lejemål med tillæg af eventuelle udgifter til vedligeholdelse, opvarmning, belysning, kraft, rengøring, opsyn o.lign.

Inden for et tidsrum af 3 år fra lovens ikrafttræden kan værdien af lokaler, der vederlagsfrit er stillet til rådighed efter en af undervisningsministeriet godkendt vurdering, medtages som tilskudsberettigende tilligemed eventuelle faktiske udgifter, som benyttelsen medfører.

3. Andre udgifter.

a) Udgifter til ordinære anskaffelser og vedligeholdelse af undervisningsmateriel samt til vedligeholdelse af udstyr og inventar.

b) Udgifter til forbrugsmaterialer, der anvendes ved undervisning, samt arbejdsmaterialer, der anvendes i klasser med praktisk værkstedsundervisning.

c) Udgifter til elevekskursioner, som skolen tilrettelægger, efter nærmere af undervisningsministeriet fastsatte bestemmelser.

d) Udgifter til udstillinger arrangeret af skolen.

e) Udgifter til forsikring af undervisningsmateriel og samlinger samt ulykkesforsikring for elever, der ikke allerede er omfattet af en sådan forsikring.

Stk. 2. Fra de tilskudsberettigende udgifter fradrages enhver indtægt hidrørende fra undervisning for andre skoleformer, udlejning af lokaler, boliger og udstyr samt indtægter ved salg af forarbejdede materialer.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 2. Statens driftstilskud til lærlingeundervisning fastsættes for tekniske skoler til 65 pct. og for handelsskoler til 52 pct. af de i § 1, stk. 1, nævnte tilskudsberettigende udgifter efter fradrag af de i § 1, stk. 2, nævnte indtægter.

Stk. 2. Til særlig bekostelig lærlingeundervisning kan der ydes supplerende driftstilskud fra staten.

Stk. 3. Kommunernes driftstilskud til lærlingeundervisning ydes med 30 pct. af statens driftstilskud, jfr. stk. 1. Til handelsskoler ydes tilskuddet dog først, når den i bekendtgørelse nr. 90 af 21. marts 1964 om handelsmedhjælpereksamen omhandlede undervisning er gennemført som dagundervisning. Tilskuddet ydes fra begyndelsen af det år, hvori omlægningen af undervisningen foretages, og i det omfang omlægningen gennemføres.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 3. Driftstilskud fra staten til anden undervisning, der afsluttes med en statskontrolleret prøve eller eksamen, fastsættes, såfremt skolen er en selvejende institution, til 100 pct. af de i § 1, stk. 1, nævnte tilskudsberettigende udgifter efter fradrag af de i § 1, stk. 2, nævnte indtægter.

Stk. 2. Er skolen ikke en selvejende institution, yder staten driftstilskud til den i stk. 1 nævnte undervisning med 84 pct. af de i § 1, stk. 1, nævnte tilskudsberettigende udgifter efter fradrag af de i § 1, stk. 2, nævnte indtægter. Såfremt skolens formue sikres det pågældende uddannelsesformål, og skolen følger de af undervisningsministeriet i øvrigt fastsatte bestemmelser for ydelse af højere tilskud, yder staten tilskud med indtil 100 pct.

Stk. 3. Statens driftstilskud til anden end den i stk. 1 og den i § 2 omhandlede undervisning ydes med 84 pct. af de i § 1, stk. 1, nævnte tilskudsberettigende udgifter efter fradrag af de i § 1, stk. 2, nævnte indtægter.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 4. Ydelse af driftstilskud i medfør af §§ 2 og 3 kan gøres betinget af, at skolen har et af undervisningsministeriet fastsat antal elever pr. klasse. For år, i hvilke skolen har et mindre gennemsnitligt antal elever pr. klasse end fastsat af undervisningsministeriet, kan driftstilskuddet til de tilskudsberettigende udgifter til lærerlønninger, der er forbundet med den pågældende undervisning, nedsættes efter forholdet mellem gennemsnitselevtallet og det af undervisningsministeriet fastsatte elevtal.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 5. Regnskabsåret er finansåret. De nærmere regler for budget- og regnskabsaflæggelse, revision og dispositionsbeføjelser fastsættes af undervisningsministeriet.

Stk. 2. Statens tilskud udbetales forskudsvis i henhold til skolernes godkendte budgetter og reguleres på grundlag af skolernes regnskaber.

Stk. 3. Udgifter, der ikke er medtaget på de godkendte budgetter, er ikke tilskudsberettigende, medmindre undervisningsministeriet har givet tilladelse til sådanne udgifters afholdelse.

Stk. 4. For udbetalingen og reguleringen af de kommunale tilskud finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. De kommunale tilskud udbetales lærlingeskolerne direkte af amtskolefondene, beregnet i forhold til det antal lærlinge, som er hjemmehørende inden for skolefondenes område. For lærlinge, der er hjemmehørende i Københavns kommune, betales driftstilskuddet direkte af kommunen til de nævnte skoler.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 6. Undervisningsministeriet kan tilbageholde driftstilskuddet eller eventuelt lade dette bortfalde, såfremt de af undervisningsministeriet fastsatte bestemmelser om driften og de økonomiske og organisatoriske forhold, herunder bestemmelser om aflønning af ledere, lærere og andet personale, ikke overholdes.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

§ 7. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse har med de af forholdene nødvendige afvigelser virkning fra 1. april 1964. Tilskud fra kommunerne i henhold til § 2, stk. 3, ydes med virkning fra 1. april 1965.

Undervisningsministeriet, den 28. juni 1965.

K. B. Andersen

/Frida Horten.

Bekendtgørelse 1965 268 Historic

Bekendtgørelse om driftstilskud til handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler

I medfør af § 12 i lov nr. 191 af 4. juni 1964 om godkendelse af handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler og tilskud m.v. til disse skoler fastsættes herved følgende

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →