Bekendtgørelse om salmonellainfektioner hos husdyr m.v.
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
§ 1. Ved salmonellainfektioner forstås i denne bekendtgørelse infektioner med salmonellabakterier med undtagelse af Salmonella pullorum og Salmonella gallinarum.
§ 2. Salmonellainfektioner hos husdyr henregnes under de i § 10, A, i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene nævnte mildere smitsomme sygdomme, hvorefter ejeren eller den, som på hans vegne fører tilsyn med dyrene, skal gøre anmeldelse til en dyrlæge, når han nærer mistanke om, at en sådan sygdom er til stede. Dette skal navnlig antages at være tilfældet, når der indtræder unormalt stor dødelighed blandt indtil 1 måned gamle kyllinger, gæslinger, ællinger eller kalkunkyllinger eller diarre hos kalve eller svin, især ungsvin.
Stk. 2. Opstår der mistanke om salmonellainfektion hos andre dyr end husdyr, f.eks. hos laboratorieforsøgsdyr, der opdrættes med salg for øje, eller i besætninger af prydfugle, skal ejeren eller den, der på hans vegne fører tilsyn med dyrene, gøre anmeldelse herom til en dyrlæge.
Stk. 3. Når en dyrlæge modtager anmeldelse i henhold til stk. 1 eller 2, skal han uden ugrundet ophold foretage undersøgelse af den pågældende besætning til konstatering af, om noget dyr i besætningen viser symptomer på at være inficeret med salmonellabakterier. I bekræftende fald skal dyrlægen udtage rigeligt og egnet materiale og indsende dette til laboratoriet for fjerkræundersøgelser, såfremt besætningen består af fjerkræ eller prydfugle, eller til statens veterinære serumlaboratorium, såfremt besætningen består af andre dyr. Det samme gælder i tilfælde, hvor mistanke om infektionens tilstedeværelse uanset manglende konkrete symptomer må opretholdes.
§ 3. Såfremt der ved undersøgelse af indsendt materiale på et af de i § 2, stk. 3, nævnte laboratorier påvises salmonellainfektion, skal laboratoriet uden ugrundet ophold underrette veterinærdirektoratet herom.
Stk. 2. Såfremt der ved levnedsmiddelkontrol påvises salmonellainfektion, skal veterinærdirektoratet uden ugrundet ophold underrettes herom.
§ 4. Efter veterinærdirektoratets anmodning skal vedkommende politimester give ejeren (brugeren) af dyr, der er inficeret med salmonellabakterier, henholdsvis ejeren (brugeren) af en rugemaskine, der er inficeret med salmonellabakterier, et skriftligt tilhold, der kan omfatte
a. påbud om isolation af angrebne dyr,
b. påbud om indsendelse af døde dyr til laboratoriemæssig undersøgelse,
c. påbud om nedgravning eller destruktion af døde eller dræbte dyr samt organer og affald fra disse,
d. påbud om nedgravning, »pakning« eller anden særlig behandling af gødning og urin,
e. påbud om rensning og desinfektion af de smittede dyrs opholdssteder, herunder rugemaskiner, rugerum, redskaber m.v.,
f. forbud mod modtagelse af æg til rugning fra andre ejendomme,
g. forbud mod eller særlige betingelser (herunder tilfredsstillende udfald af laboratorieundersøgelser) for bortførsel samt udnyttelse af dyr (såvel levende som slagtede) eller produkter af dyr fra ejendommen,
h. forbud mod bortførsel af redskaber, transportkasser, rugemaskiner m.v., medmindre disse forud er renset og desinficeret i nøje overensstemmelse med derom modtaget anvisning,
i. påbud om iværksættelse af en energisk rotteudryddelse,
j. etablering af et dyrlægetilsyn.
Stk. 2. Ejerens (brugerens) opmærksomhed skal endvidere henledes på, at der kan være mulighed for smittens overførelse til mennesker gennem mælk, æg og kød, som nydes uden at være fuldstændig gennemkogt eller gennemstegt.
Stk. 3. Et i henhold til stk. 1 givet tilhold må ikke hæves uden veterinærdirektoratets tilladelse, og veterinærdirektoratet kan gøre ophævelsen af tilholdet betinget af tilfredsstillende udfald af laboratorieundersøgelser.
§ 5. Udrugning i maskine af gæslinger, ællinger og kalkunkyllinger må kun finde sted på virksomheder, der er godkendt hertil af vedkommende kredsdyrlæge. Godkendelse kan kun meddeles under forudsætning af, at virksomhedens besætning af gæs, ænder og kalkuner har bestået en i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 6 foretaget blodprøve, der stadig er gyldig, at der ikke på virksomheden findes høns, hvorfra der tages rugeæg, og at de hygiejniske forhold på virksomheden efter kredsdyrlægens skøn er tilfredsstillende.
Stk. 2. Anmodning om godkendelse i henhold til stk. 1 skal skriftligt rettes til kredsdyrlægen. Anmodningen skal indeholde angivelse af rugemaskinernes antal og kapacitet og skal være bilagt erklæring fra statens veterinære serumlaboratorium om resultatet af den i besætningen senest foretagne blodprøve.
Stk. 3. En i henhold til stk. 1 meddelt godkendelse bevarer kun sin gyldighed, såfremt virksomhedens besætning af gæs, ænder og kalkuner fortsat består blodprøver, der skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 6. Veterinærdirektoratet kan, når forholdene taler derfor, bestemme, at en besætning skal blodprøves med kortere mellemrum end angivet i stk. 6. I øvrigt kan veterinærdirektoratet til enhver tid tilbagekalde en meddelt godkendelse, når forholdene giver anledning dertil.
Stk. 4. Salg eller udlevering af gæs, ænder eller kalkuner uanset disses alder samt af rugeæg af disse dyr må kun ske fra de i stk. 1 omhandlede virksomheder og fra andre ejendomme, hvis besætning af gæs, ænder og kalkuner har bestået en i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 6 foretaget blodprøve, der stadig er gyldig. Salg eller udlevering af nævnte dyr kan dog også ske andetsteds fra, såfremt modtageren forpligter sig til at slagte dyrene umiddelbart efter modtagelsen.
Stk. 5. De i stk. 1 omhandlede virksomheder må kun indkøbe (modtage) gæs, ænder og kalkuner samt æg, herunder rugeæg, af disse dyr fra andre i henhold til stk. 1 godkendte virksomheder og fra andre ejendomme, hvis besætning af gæs, ænder og kalkuner har bestået en i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 6 foretaget blodprøve, der stadig er gyldig, og modtagelse skal nægtes, medmindre leverandøren forelægger modtageren en af statens veterinære serumlaboratorium udstedt erklæring, hvoraf det fremgår, at leverandørens besætning har bestået blodprøven. Modtagelse af nævnte dyr samt æg må dog også ske fra de i stk. 7,2. punktum, omtalte besætninger på betingelse af, at leverandøren forelægger modtageren den i stk. 7,3. punktum, omtalte erklæring.
Stk. 6. De i denne paragraf omhandlede blodundersøgelser må tidligst foretages 1 måned, forinden der første gang i den pågældende sæson tages rugeæg fra besætningen, og skal omfatte samtlige på ejendommen værende gæs, ænder og kalkuner af begge køn, der er over 6 måneder gamle. Dyrene skal før eller samtidig med blodprøveudtagningen forsynes med fodringe, eventuelt vingemærker, med individuelle numre, der skal anføres på blodglassene. Blodprøverne skal indsendes til undersøgelse på statens veterinære serumlaboratorium. En besætning anses for at have bestået blodprøven, såfremt samtlige de i besætningen udtagne prøver findes fri for reaktion for salmonella typhi murium og salmonella enteritidis. En bestået blodprøve bevarer sin gyldighed i 14 måneder.
Stk. 7. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 3 kan veterinærdirektoratet på nærmere derom af direktoratet fastsatte betingelser tillade, at den i stk. 1 omhandlede godkendelse meddeles en virksomhed, i hvis besætning af gæs, ænder og kalkuner der er konstateret enkelte reagenter ved blodundersøgelse i henhold til stk. 6, og at en meddelt godkendelse bevarer sin gyldighed, selv om der ved en senere foretaget blodundersøgelse konstateres enkelte reagenter i besætningen. Endvidere kan direktoratet uanset bestemmelserne i stk. 4 på nærmere derom at direktoratet fastsatte betingelser tillade, at der fra sådanne besætninger sker salg (udlevering) af gæs, ænder og kalkuner samt af rugeæg af disse dyr. Veterinærdirektoratet eller kredsdyrlægen udsteder en erklæring til besætningsejeren med angivelse af betingelserne for salg (Udlevering).
§ 6. Æg af gæs, ænder eller kalkuner må ikke ruges i maskine eller på anden måde på ejendomme, hvor der på noget tidspunkt ved hjælp af rugemaskine ruges hønseæg.
Stk. 2. På de i § 5, stk. 1, omhandlede virksomheder skal rugeæggene, de nyklækkede gæslinger, ællinger og kalkunkyllinger samt rugemaskinerne og andet inventar desinficeres som angivet i en af veterinærdirektoratet udarbejdet anvisning, der fås udleveret ved henvendelse til veterinærdirektoratet, kredsdyrlægen eller rugeritilsynsudvalget.
Stk. 3. Fralyste æg af gæs, ænder eller kalkuner samt ikke-klækkede æg og æggeskaller må ikke fjernes fra de i § 5, stk. 1, omhandlede virksomheder eller anvendes til opfodring, medmindre de er kogt i mindst 15 minutter. De nævnte æg m.v. kan dog uden forudgående kogning leveres direkte til en af landbrugsministeriet autoriseret destruktionsanstalt.
Stk. 4. En virksomhed som de i § 5, stk. 1, omhandlede må ikke findes på samme ejendom som et ægpakkeri, et fjerkræslagteri eller en anden virksomhed, som indsamler fjerkræ.
§ 7. Det påhviler ejeren eller den, der på hans vegne fører tilsyn med dyrene (virksomheden), at oplyse over for veterinærdirektoratet eller derfra udsendte dyrlæger, til hvem der måtte være solgt (udleveret), og fra hvem der måtte være købt (modtaget) dyr eller produkter af dyr.
§ 8. Vedkommende kredsdyrlæge og andre af veterinærdirektoratet udsendte dyrlæger skal til enhver tid have adgang til de i § 5, stk. 1, omhandlede virksomheder samt til besætninger, der formodes at være inficeret med salmonellabakterier eller at have haft smittefarligt samkvem med inficerede besætninger. De pågældende er berettiget til i fornødent omfang at udtage materiale til laboratorieundersøgelse. Ejeren (brugeren) skal vederlagsfrit stille fornødent mandskab til rådighed ved dyrenes indfangning og fastholdelse under prøveudtagning.
§ 9. Det offentlige afholder udgifterne ved
a. Undersøgelse af en besætning samt udtagning og indsendelse af materiale i henhold til § 2, stk. 3, men kun såfremt sygdommen konstateres ved laboratorieundersøgelsen af materialet.
b. Udtagning og indsendelse af materiale i henhold til § 8.
c. Laboratorieundersøgelsen af det under a og b nævnte materiale, uanset om sygdommen konstateres ved undersøgelsen.
§ 10. Overtrædelse af de i denne bekendtgørelse fastsatte bestemmelser straffes med bøde.
§ 11. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. december 1963. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 232 af 30. august 1956 om salmonellainfektioner hos husdyr med tillægsbekendtgørelse nr. 305 af 26. november 1956.
Landbrugsministeriet, den 29. maj 1963.
Karl Skytte.
/J. Jensen.
Bekendtgørelse om salmonellainfektioner hos husdyr m.v.
I medfør af lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene, lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til denne lov, lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende dyr m.v. og lov nr. 119 af 22. marts 1947 med tillæg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 139 af 19. april 1963 om forhandling, udførsel og indførsel af æg og ægprodukter m.m., fastsættes følgende bestemmelser.
Ingen