Legislator Case Law & Legislation
B19620013405 DK

Bekendtgørelse om tilvirkning og udførsel af bacon

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Bekendtgørelse 1962 134 Historic

§ 1

Bacon bestemt til udførsel her fra landet til Storbritannien eller Nordirland må kun tilvirkes på og udføres fra de af landbrugsministeriet autoriserede eksport-svineslagterier og kun som baconsider af Wiltshire-typen eller dele af sådanne baconsider under iagttagelse af de af landbrugsministeriet direkte overfor de autoriserede eksport-svineslagterier som vilkår i forbindelse med autorisationen fastsatte bestemmelser. Endvidere skal udskæring af organer, indvejning af alle svin og udvejning af bacon på de nævnte eksport-svineslagterier foretages i overensstemmelse med de af landbrugsministeriet godkendte, af Fællesbestyrelsen for de samvirkende danske Andels-Svineslagterier og Bestyrelsen for Privatslagteriernes Organisation vedtagne regler.

Bekendtgørelse 1962 134 Historic

§ 2

Befordringsmidler, der benyttes til transport af bacon, skal forinden brugen hertil være omhyggeligt rengjort.

Stk. 2

Under transport, herunder også søtransport, skal baconballerne anbringes med syningen opad og i velordnede stabler.

Stk. 3

Til transport af bacon på bane må kun benyttes hvide vogne.

Stk. 4

Såfremt bacon forsendes med skib til eksporthavnen, skal slagteriet forvisse sig om, at lastrummet i det pågældende skib er omhyggeligt rengjort, og at ballerne indlades som angivet i stykke 2.

Stk. 5

Bacon til Storbritannien og Nordirland må her fra landet kun udføres i eksportbåde, hvis indretning, drift og fartplan er godkendt af landbrugsministeriet. Godkendelsen skal tillige omfatte ballernes behandling fra det tidspunkt, da de læsses af banevognen eller andre befordringsmidler, og indtil de er udlosset af den pågældende eksportbåd.

Stk. 6

Baconkontrollen kan forlange, at tilsvarende godkendelse skal foreligge for de i stykke 4 omhandlende skibe.

Bekendtgørelse 1962 134 Historic

§ 3

Overtrædelser af de i § 1 omhandlede overfor eksport-svineslagterierne fastsatte bestemmelser for tilvirkning og udførsel af bacon samt for udskæring og indvejning af svin og udvejning af bacon kan af landbrugsministeriet i overensstemmelse med de herom nærmere fastsatte regler påtales ved advarsler eller ved pålæg af bøder. Nægter et slagteri at modtage en advarsel eller betale en bøde, kan landbrugsministeriet fratage slagteriet retten til at benytte lurmærket, jfr. §§ 1 og 6 i bekendtgørelse nr. 320 af 20. december 1924. Bøderne anvendes til dækning af de med baconkontrollen forbundne udgifter.

Bekendtgørelse 1962 134 Historic

§ 4

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 29. april 1962, og samtid ophæves bekendtgørelse nr. 347 af 30. december 1953 om samme emne.

Landbrugsministeriet , den 14. april 1962.

karl Skytte

J. Jensen

Bekendtgørelse 1962 134 Historic

Bekendtgørelse om tilvirkning og udførsel af bacon

I medfør af § 3 i lov nr. 215 af 16. juni 1958 om udførsel af kød m.m. fastsættes følgende som tillæg til bekendtgørelse nr. 320 af 20. december 1924 angående udførsel af kød m.m. af heste, hornkvæg, får, geder og svin.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →