Bestemmelser om virksomheders autorisation til fremstilling og vedligeholdelse af luftfartøjer eller luftfartøjsmateriel
Statutory Text (2 Articles)
Bestemmelser om virksomheders autorisation til fremstilling og vedligeholdelse af luftfartøjer eller luftfartøjsmateriel
1. Vilkår for autorisation
1.1 Alene virksomheder eller afdelinger af virksomheder, som i anseeligt omfang agter at fremstille og/eller vedligeholde luftfartøjer eller luftfartøjsmateriel, kan indsende ansøgning om autorisation til luftfartsdirektoratet.
1.2 Ansøgeren må nøje specificere arten og omfanget af det arbejde, hvortil der søges autorisation.
Autorisationen vil normalt kun blive udstedt for nøjere angivne fremstillings- og/eller vedligeholdelsesarbejder af bestemte luftfartøjstyper, eventuelt grupper af luftfartøjstyper samt af luftfartøjsmateriel efter nærmere opgivelse.
1.3 Virksomheden skal, under hensyntagen til de herskende forhold (personel, materiel, værksteder m.m.), organiseres på en sådan måde, at den magter de arbejder, hvortil der søges autorisation. Organisationsplanen skal godkendes af luftfartsdirektoratet.
1.4 Den tekniske chef eller leder indenfor virksomheden samt kontrolchefen (se nedenfor) skal godkendes af luftfartsdirektoratet. De skal være i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer med hensyn til uddannelse og erfaring indenfor det arbejde, hvortil der søges autorisation.
1.5 Såfremt virksomheden er af et sådant format, at den er opdelt i forskellige større underafdelinger hver med sin chef (leder), vil luftfartsdirektoratet i hvert enkelt tilfælde bedømme, hvorvidt andre end den tekniske chef og kontrolchefen skal godkendes.
1.6 Indenfor de forskellige arbejdsgrene skal beskæftiges et passende antal personer med fornøden uddannelse og erfaring. De krav, som virksomheden stiller til personellet indenfor de enkelte arbejdsområder, før de beskæftiges på luftfartøjer eller luftfartøjsmateriel, samt deres videre uddannelse skal angives i ansøgningen og godkendes af luftfartsdirektoratet.
1.6.1 Svejsere, der udfører svejsning på luftfartøjer eller luftfartøjsmateriel, som har betydning for luftdygtigheden, skal være underkastet den i Dansk Standard foreskrevne kontrol af svejsere. Arten af de i henhold til Dansk Standard udførte svejseprøver fastsættes af luftfartsdirektoratet.
1.7 For udstedelse af attester i henhold til BESTEMMELSER FOR CIVIL LUFTFART BL 1-3 skal virksomheden råde over personel i passende omfang, som af luftfartsdirektoratet er bemyndiget til at underskrive sådanne attester. Antal bemyndigede personer og deres placering indenfor virksomheden må angives.
1.8 Kopier af tegninger og beregninger ved fremstilling, vedligeholdelsesinstruktioner, håndbøger fejlstatistikker, arbejdsgrundlag for modifikationer etc., der skal anvendes som teknisk grundlag for den ønskede virksomhed, skal normalt affattes på dansk og skal løbende tilstilles luftfartsdirektoratet. Visse af ovennævnte dokumenter skal, inden de tages i brug, godkendes af luftfartsdirektoratet efter dettes nærmere bestemmelser.
1.9 Normalt vil det blive krævet, at virksomheder, som vedligeholder luftfartøjsmateriel af fremmed fabrikat, til stadighed er i kontakt med fabrikanten. Det samme vil blive krævet ved fremstilling af luftfartøjsmateriel på licens.
1.10 Værkstedslokaler med tilhørende maskiner, værktøjer og prøveudstyr skal være godkendt af luftfartsdirektoratet.
1.11 Lagerlokaler, lagerorganisation og opbevaringsmåden for godkendt, tidsbegrænset, ikke godkendt og kasseret materiel skal godkendes. Opbevaringen skal organiseres på en sådan måde, at forvekslinger er udelukket. Kasserede materialer eller fabrikater, der er uanvendelige til brug i luftfartøjer, skal tydeligt mærkes.
1.12 Luftfartsdirektoratet kan afhængig af virksomhedens art kræve, at der indsendes oplysninger om, hvorvidt materialer og reservedele forefindes i tilstrækkeligt omfang.
1.13 Der skal forefindes en godkendt kontrolorganisation, afpasset efter virksomhedens størrelse og arten af det arbejde, der udføres.
1.13.1 Kontrolorganisationen skal ledes af en af luftfartsdirektoratet godkendt kontrolchef.
Denne skal
a) normalt udelukkende beskæftige sig med ledelsen af kontrolorganisationen,
b) have ansvaret for, at kontrolafdelingen overvåger vedligeholdelsesorganisationens fuldstændige funktion i en sådan udstrækning, at et sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende resultat af organisationens arbejde sikres, f. eks. at vedligeholdelsesystemet (herunder gangtider) overholdes, og påbudte forandringer udføres til den foreskrevne tid.
1.13.2 Indenfor de forskellige grene af virksomhedens organisation skal findes kontrollanter med de fornødne fagkundskaber.
Om og i hvilken udstrækning disse kontrollanter skal have særlig godkendelse, fastsættes i det enkelte tilfælde af luftfartsdirektoratet.
1.13.3 Enhver kontrollant skal være i besiddelse af et individuelt stempel (stempler).
Dette må ikke overlades til andre.
1.13.4 De ved kontrollen anvendte stempler skal godkendes.
Stempler skal være forsynet med en rund eller oval ring, der omslutter stempelmærket.
1.13.5 De af kontrolorganisationen godkendte materialer og fabrikater skal mærkes på en sådan måde, at mærkningen ingen skadelig indflydelse har på vedkommende materiel.
1.13.6 De af kontrolledelsen foreskrevne kontrolprincipper indenfor virksomheden skal være godkendt af luftfartsdirektoratet.
1.13.7 Kontrolafdelingen skal have rådighed over værktøjs-, måle- og inspektionsudstyr afpasset efter virksomhedens art og omfang.
2. Ansøgningens form og indhold
Ansøgningen om autorisation bilagt de til enhver tid gældende gebyrer indsendes til luftfartsdirektoratet i 2 eksemplarer. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger
2.1 Identifikation af virksomheden: ansøgerens navn, adresse og telefonnummer.
2.2 Angivelse af, hvad autorisationen skal omfatte.
2.3 En skematisk og fyldestgørende organisationsplan for virksomheden med navne på personer i ledende stillinger.
2.4 Udførlige oplysninger om den tekniske chefs og det øvrige ledende tekniske personales uddannelse og individuelle fagkundskaber samt de enkeltes arbejds- og ansvarsområder.
2.5 Oversigt over det personel, som skal udfærdige den i Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 1-3 krævede dokumentation for henholdsvis fremstilling og vedligeholdelse.
2.6 Virksomhedens krav til personellets fagkundskaber og uddannelse inden antagelse til de enkelte arbejder på luftfartøjer eller luftfartøjsmateriel.
2.7 Virksomhedens krav til a jour-holdelse af personellets kunnen samt dets videre uddannelse, specielt ved ændring af materiellet, eller når nye og ukendte arbejdsmetoder indføres.
2.8 Oversigt over instruktioner, håndbøger etc., der skal anvendes som teknisk grundlag for den ønskede virksomhed.
2.9 Foretager virksomheden fremstilling eller vedligeholdelse af luftfartøjsmateriel af fremmed fabrikat, skal det godtgøres, at tilfredsstillende forbindelse opretholdes med fabrikanten af vedkommende materiel.
2.10 Beskrivelse af værksteds- og lagerlokaler med angivelse af størrelse og beliggenhed.
2.11 Angivelse af de til rådighed værende maskiner, værktøjer, prøveudstyr etc.
2.12 Beskrivelse af opbevaringsmåden for godkendt, ikke godkendt og kasseret materiel.
2.13 Udførlige oplysninger om virksomhedens kontrolorganisation. Herunder specielt
2.13.1 Detailleret organisationsplan for kontrolafdeling.
2.13.2 Oplysninger om kontrolchefens uddannelse og kvalifikationer samt dennes instruktion fra virksomhedsledelsens side.
2.13.3 Fortegnelse over kontrolpersonalet med angivelse af disses uddannelse og fagkundskaber samt de enkeltes arbejds- og ansvarsområde.
2.13.4 Aftryk af de anvendte godkendelsesstempler med angivelse af navnene på de respektive brugere.
2.13.5 Angivelse af de af kontrolledelsen foreskrevne kontrolprocedurer for de af værkstederne udførte arbejder.
2.13.6 Specifikation af det til kontrolorganisationens rådighed værende værktøj og måleapparatur.
2.13.7 Kopier af de for kontrollen anvendte instruktioner og formularer.
3. Almindelige vilkår
Såfremt de under punkt 1 opstillede krav er opfyldte, udsteder luftfartsdirektoratet et autorisationsbevis med angivelse af arten og omfanget af den meddelte autorisation. Autorisationsbeviset udstedes på følgende betingelser
3.1 Enhver ændring af virksomhedens arbejdsområde, organisation, kontrolorganisation, værksteder og godkendt personel skal forelægges luftfartsdirektoratet til godkendelse, inden den sættes i kraft.
3.2 Luftfartsdirektoratets tilsynspersonel har uhindret adgang til værksteder, afdelinger, lagerlokaler og lignende, der benyttes til eller må antages at benyttes til arbejder, som omfattes af autorisationen.
3.3 Alle oplysninger af teknisk art, som luftfartsdirektoratets tilsynspersonel måtte ønske til bedømmelse af virksomheden og dens arbejde, skal ufortøvet meddeles. Sådanne oplysninger skal på forlangende afgives skriftligt.
3.4 Autorisationen gives normalt med en gyldighed af 12 måneder, men kan på begæring herom fornyes, såfremt de i disse bestemmelser opstillede krav stadig er opfyldte.
Den kan til enhver tid inddrages, såfremt
3.4.1 de i disse bestemmelser givne forskrifter ikke overholdes,
3.4.2 de i tilknytning til autorisationsbeviset opstillede betingelser ikke overholdes,
3.4.3 luftfartsdirektoratet konstaterer alvorlige mangler eller fejl på materiellet under fremstillingen og/eller vedligeholdelsen.
3.5 Udover de ovennævnte almindelige vilkår kan luftfartsdirektoratet opstille supplerende betingelser for udstedelse eller opretholdelse af en virksomheds autorisation, såfremt det fra direktoratets side anses for nødvendigt.
B. Helmø Larsen
Ingen