Anordning om Nævningernes Adgang til at indstille til Benaadning.
Statutory Text (2 Articles)
Anordning om Nævningernes Adgang til at indstille til Benaadning.
VI CHRISTIAN DEN TIENDE, af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Gør vitterligt: I Henhold til § 1000, 3. Stykke i Lov om Rettens Pleje af 11. April 1916, jfr. Bek. Nr. 212 af 1. Oktober 1936, fastsættes herved følgende nærmere Regler om Fremgangsmaaden ved Udøvelsen af Nævningernes Adgang til at gøre Indstilling til Justitsministeren om Domfældtes Benaadning i Sager, ved hvis Behandling de har medvirket.
Naar Nævningerne ønsker at benytte den dem efter Retsplejelovens § 1000 tilkommende Adgang til at gøre Indstilling til Justitsministeren om Domfældtes Benaadning, maa de i Retssalen henvende sig derom til Rettens Formand. Henvendelsen, der kan fremsættes af enhver af de Nævninger, som har deltaget i Raadslagningen angaaende Nævningeerklæringen, kan først fremføres, naar Rettens Dom i Sagen er falden, og Domfældte har udtalt sig med Hensyn til Anke af Dommen. Henvendelsen maa derhos være fremsat, forinden Nævningerne har forladt deres Pladser, eller, for saa vidt de samme Dag skal gøre Tjeneste i den paafølgende Sag, forinden Behandlingen af denne er paabegyndt.
Efter at have modtaget saadan Henvendelse, henleder Retsformanden Nævningernes Opmærksomhed paa de i nærværende Anordning indeholdte Bestemmelser om, hvad de har at iagttage, og giver dem nærmere Forklaring i saa Henseende, for saa vidt han finder det fornødent; derefter opfordrer han Nævningerne til at begive sig til det for dem bestemte Værelse, for at de der kan raadslaa under Ledelse af Ordføreren. Efter tilendebragt Raadslagning afæsker Ordføreren hver Nævning enkeltvis hans Stemme i den ved Udtagelsen bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme tilsidst.
Nævningernes Indstilling om Benaadning kan ikke blot gaa ud paa Benaadning i Almindelighed, men det kan ogsaa anføres, hvilken Benaadning der indstilles, altsaa enten hel Fritagelse for Straf eller Nedsættelse til en anden Strafart eller en lavere Straf eller Benaadning paa visse Betingelser.
Ønsker Nævningerne at indhente Oplysninger til Brug under Raadslagningen, kan de derom henvende sig til Rettens Formand, som efter at Nævningerne i Retssalen har fremsat deres Forespørgsel, her meddeler dem Oplysning.
Gør der sig ved Afstemningen flere Standpunkter gældnede, bliver der at stemme særskilt om hvert af disse. Om Afstemningens Resultat affatter Ordføreren en Kort skriftlig Fremstilling. Denne behøver ikke at være begrundet, men skal angive det eller de Standpunkter, der har gjort sig gældende, og hvor mange, der har stemt for hvert enkelt af disse, og skal underskrives af Ordføreren tilligemed to andre Nævninger.
Efter at Nævningerne er vendt tilbage til Retssalen, afleverer Ordføreren Skriftstykket angaaende Benaadning i lukket Kuvert til Rettens Formand, som gennem Rettens Præsident indsender det til Justitsministeren.
Aftryk af denne Anordning skal af Rettens Formand overgives Nævningernes Ordfører, forinden Raadslagningen angaaende Benaadning begynder.
Denne Anordning træder i Kraft den 1. Juli 1937. Samtidig bortfalder Anordning Nr. 128 af 11. Marts 1922 om Nævningernes Adgang til at indstille til Benaadning.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.
Givet paa Christiansborg, den 26. Februar 1937.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
I Kongens Navn
FREDERIK,
Kronprins
(L.S).
/Steincke.
Ingen