Datasammenskrivning af lov om levnedsmidler m.m. (Levnedsmiddelloven)

Kapitel 1.

Definitioner, lovens område m.m.

Kapitel 1.

Definitioner, lovens område m.m.

§ 1. Ved levnedsmidler forstås i denne lov spisevarer, drikkevarer, nydelsesmidler eller andre varer, der er bestemt til at fortæres af mennesker.

Kapitel 2.

Levnedsmidlers sammensætning og beskaffenhed m.v.

Kapitel 2.

Levnedsmidlers sammensætning og beskaffenhed m.v.

§ 2. Ved færdigpakkede levnedsmidler forstås i denne lov levnedsmidler, som før og uden direkte sammenhæng med salg er indesluttet i detailemballage, der er bestemt til først at brydes af forbrugerne.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Obligatorisk uddnnelse i henhold til § 19 a som indsat ved § 1, nr. 2, gælder kun for personer ansat efter denne ikrafttrædelsesdato og for indehavere af virksomheder, der etableres efter denne ikrafttrædelsesdato.

Sundhedsministeriet, den 19. juli 1996

Kim Madsen

Kapitel 3.

Brugs- og forbrugsgenstande.

Kapitel 3.

Brugs- og forbrugsgenstande.

§ 3. Ved tilsætningsstoffer forstås i denne lov stoffer, som uden i sig selv at være levnedsmidler eller sædvanligt anvendte bestanddele af sammensatte levnedsmidler er bestemt til at tilsættes levnedsmidler for at påvirke deres næringsværdi, holdbarhed, konstistens, farve, smag eller lugt eller i øvrigt med teknologiske eller andre formål.

Kapitel 4.

Levnedsmidlers betegnelse, mærkning m.v.

Kapitel 4.

Levnedsmidlers betegnelse, mærkning m.v.

§ 4. Ved forureninger forstås i denne lov andre biologiske, fysiske eller kemiske forekomster end tilsætningsstoffer, såsom bakterier, bakterie- og svampetoksiner, bestanddele af eller omsætningsprodukter fra gødningsstoffer, foderstoffer, bekæmpelsesmidler, stoffer med biologisk virkning på dyr anvendt i forebyggende eller helbredende øjemed eller rengørings- eller desinfektionsmidler, som, hvis de findes i eller på levnedsmidler, kan udgøre en sundhedsrisiko, gøre levnedsmidler utjenlige til at fortæres af mennesker eller forandre levnedsmidlernes normale sammensætning eller beskaffenhed i øvrigt.

Kapitel 5.

Tilvirkning, salg og indføresl af levnedsmidler og

Kapitel 5.

Tilvirkning, salg og indføresl af levnedsmidler og

tilsætningsstoffer.

§ 5. Lovens regler om salg gælder også udbud til salg, formidling af salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre.

Kapitel 6.

Levnedsmiddelområdet.

Kapitel 6.

Levnedsmiddelområdet.

§ 6. Lovens regler om behandling gælder også tilvirkning, opbevaring, aftapning, emballering, ompakning og transport.

Kapitel 7.

Myndighederne.

Kapitel 7.

Myndighederne.

Kapitel 7 a. Gebyrer

§ 7. Uanset at der under landbrugsministerens og fiskeriministerens forretningsområder gælder særlige love og i medfør heraf fastsatte regler om levnedsmidler, kommer de i denne lovs kapitel 2 og 4 indeholdte bestemmelser om salg af levnedsmidler og om disses tilvirkning, sammensætning og betegnelse til anvendelse, medmindre der stilles mindst lige så strenge krav i de særlige love eller i regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 5 om autorisation, godkendelse eller anmeldelse vedrørede tilvirkning og salg af levnedsmidler finder ikke anvendelse på virksomheder, der autoriseres eller godkendes efter de i stk. 1 nævnte særlige love.

Stk. 3. De med hjemmel i kapitel 2, 4 og 5 i denne lov fastsatte regler finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i regler udstedt i medfør af de i stk. 1 nævnte særlige love, jfr. dog stk. 5 og 6.

Stk. 4. Efter denne lovs ikrafttræden kan der ikke i regler i medfør af de i stk. 1 nævnte særlige love fastsættes bestemmelser om brug af tilsætningsstoffer, der afviger fra de regler, der fastsættes af sundhedsministeren. Bestemmelser herom i regler, der gælder ved lovens ikrafttræden, forbliver gældende, indtil de ophæves regler med hjemmel i denne lov.

Stk. 5. De med hjemmel i denne lov fastsatte regler om

1) betegnelser for og oplysninger om levnedsmidler,

2) emballering og mærkning af færdigpakkede levnedsmidler,

3) levnedsmidlers sammensætning og næringsindhold,

4) i hvilket omfang rester af bekæmpelsesmidler, lægemidler og andre forureninger må forekomme i levnedsmidler,

5) salg af levnedsmidler, der må formodes at have været udsat for radioaktivitet eller forurening, og om

6) lægeundersøgelse og anden helbredkontrol af personer, som er beskæftiget med behandling af levnedsmidler, samt personalehygeijne i øvrigt i levnedsmiddelvirksomheder

finder anvendelse, medmindre der stilles mindst lige så strenge krav i regler fastsat i medfør af de i stk. 1 nævnte særlige love.

Stk. 6. Hvis der i de særlige love, der er nævnt i stk. 1, eller i medfør af disse love er fastsat regler om levnedsmidler, der fremstilles på virksomheder, der efter de nævnte særlige love har autorisation eller tilladelse til eksport, og disse levnedsmidler ikke afsættes til forbrug her i landet eller til bearbejdning uden for de nævnte autoriserede virksomheder, finder reglerne i den særlige lovgivning anvendelse, uanset at de fraviger de regler, der er nævnt i stk. 4 og stk. 5, nr. 1-6, ovenfor, eller bestemmelserne i lovens §§ 14 og 25.

Kapitel 8.

Levnedsmiddelstyrelsen m.v.

Kapitel 8.

Levnedsmiddelstyrelsen m.v.

§ 8. Medmindre sundhedsministeren bestemmer andet, finder lovens bestemmelser ikke anvendelse på varer, der eksporteres.

Kapitel 9.

Planlægning og koordination af laboratorievirksomheden.

Kapitel 9.

Planlægning og koordination af laboratorievirksomheden.

§ 9. Indførsel her til landet med henblik på salg af levnedsmidler m.m., som ikke opfylder kravene i denne lov eller i regler fastsat med hjemmel i loven, er forbudt. Sundhedsministeren kan i særlige tilfælde dispensere herfra.

Kapitel 10.

Klage og dispensation.

Kapitel 10.

Klage og dispensation.

§ 10. Loven kommer ikke til anvendelse på levnedsmidler, der er fremstillet i udlandet og kun føres gennem landet som transitgods eller oplagres som transitgods under tilsynsmyndighedernes kontrol.

Stk. 2. Medmindre sundhedsministeren fastsætter andet, kommer loven også til anvendelse på levnedsmidler, der her i landet som forsyning føres til danske skibe og fly.

Stk. 3. Loven kommer ikke til anvendelse på levnedsmidler, der fremstilles i private husholdninger.

Stk. 4. Loven kommer ikke til anvendelse på tobak, jfr. dog § 14, stk. 7, eller på varer, der kun finder anvendelse som lægemidler.

Kapitel 11.

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Kapitel 11.

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 11. Hvor der i denne lov er givet sundhedsministeren hjemmel til at fastsætte regler, skal der indhentes erklæring fra handelsministeren samt, hvis reglerne vedrører områder, der henhører under landbrugsministeren eller fiskeriministeren, tillige forhandles med vedkommende minister. Der indhentes erklæring fra de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte en frist for afgivelse af erklæringer efter stk. 1.

§ 12. Levnedsmidler må ikke sælges, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne overføre eller fremkalde sygdom eller at kunne medføre forgiftning, eller hvis levnedsmidlerne på grund af sygelig forandring, fordærvethed, forurening, fejlagtig tilberedning eller af anden årsag må anses for at være utjenlige til at fortæres af mennesker.

§ 13. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, hvorvidt og på hvilke vilkår levnedsmidler, hvori forureninger forekommer, må sælges.

Stk. 2. Når der foreligger risiko for, at visse levnedsmidler fra bestemte områder indeholder forureninger ller har været udsat for radioaktivitet, kan ministeren forbyde salg af sådanne levnedsmidler.

§ 14. I levnedsmidler, der sælges, må som tilsætningsstoffer kun anvendes stoffer, der af sundhedsministeren er godkendt til anvendelse i vedkommende levnedsmiddel eller gruppe af levnedsmidler.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af tilsætningsstoffer til levnedsmidler i almindelighed, til enkelte levnedsmidler eller til grupper af levnedsmidler.

Stk. 3. Ministeren udfærdiger en fortegnelse over de godkendte tilsætningsstoffer og deres anvendelse med angivelse af eventuelle krav til stoffernes identitet og renhed. I særlige tilfælde kan optagelse på fortegnelsen undlades.

Stk. 4. Ved fastsættelse af regler i henhold til stk. 1 og stk. 2 skal hensyn navnlig tages til, at forbrugerne beskyttes imod sundhedsrisiko, til, at rimelige teknologiske behov imødekommes, og til, at forbrugerne ikke vildledes.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at nærmere angivne grupper af tilsætningsstoffer kan tages i anvendelse, hvis de, 6 måneder før de tages i brug, er anmeldt til ministeren for forureningsbekæmpelse og der ikke af denne er nedlagt forbud mod stoffernes anvendelse.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at bestemmelserne i stk. 1-5 og § 15 også skal gælde andet end tilsætningsstoffer.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne stoffer ikke må anvendes som tilsætning til tobak.

§ 15. Tilsætningsstoffer må kun sælges med angivelse af den sædvanligt anvendte kemiske betegnelse for stoffet. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at tilsætningsstoffer, hvor særlige hensyn taler derfor, kan sælges med anden angivelse. Det kan herunder fastsættes, at sådanne tilsætningsstoffer skal registreres.

Stk. 2. Stk. 1 og § 14 gælder også for salg af tilsætningsstoffer til brug ved madlavning o.lign. i private husholdninger.

§ 16. Sundhedsinisteren kan fastsætte regler om sammensætning af næringsstofpræparater, der sælges som tilskud til sædvanlig kost. Der kan herunder fastsættes regler om, at præparaterne kan eller skal undergives kontrol.

§ 17. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte fremgangsmåder og tilsætningsstoffer ved behandling af levnedsmidler med henblik på at sikre forbrugerne vigtige næringsstoffer.

§ 18. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte genstande eller fremgangsmåder ved behandling af levnedsmidler, herunder vedrørende anvendelse af strålekonservering og andre konserverings- eller behandlingsmetoder.

§ 19. Ved salg og behandling af levnedsmidler og tilsætningsstoffer må ikke beskæftiges personer, som har eller må antages at have sygdom, at bære smitte eller at bære anden skade, som kan gøre varerne utjenlige til at fortæres af mennesker.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om lægeundersøgelse eller anden helbredskontrol med sådant personale og om personalehygiejnen i øvrigt.

§ 19 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe beslutning om, at uddannelse i levnedsmiddelhygiejne er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder autoriseret efter § 31 eller godkendt eller registreret efter § 34.

Stk. 2. Uddannelse etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et certifikat.

§ 20. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om drikkevand og is, der forhandles som færdigpakket levnedsmiddel.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om vand og is, der anvendes ved behandling af levnedsmidler eller til rengøring af maskiner, redskaber, emballage m.m.

§ 21. Sundhedsministeren , ud fra sundheds-, ernærings- og kvalitetsmæssige hensyn eller for at sikre rimelige vilkår for producentter og handlende, fastsætte regler om, hvorledes de enkelte arter af levnedsmidler skal være behandlet, herunder om deres sammensætning, indhold eller beskaffenhed i øvrigt.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at varer, der sælges som erstatning for eller som efterligning af velkendte produkter af animalsk eller vegetabilsk oprindelse, samt levnedsmidler, hvori sådanne erstatnings- eller efterligningsprodukter indgår, kun må sælges med tilsætning af et røbestof.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at tilsætningsstoffer eller andre stoffer, der anvendes ved behandling af levnedsmidler, skal være tilsat et røbestof.

§ 22. Sundhedsministeren kan fastsætte regler til forebyggelse af sundhedsrisiko hidrørende fra brugs- og forbrugsgenstande, der sælges til anvendelse i privat ehusholdninger. Der kan herunder fastsættes regler om mærkning af sådanne genstande.

§ 23. Levnedsmidler må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber og virkninger.

Stk. 2. Ved bedømmelsen heraf skal der særligt tages hensyn til den betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige oplysninger, som gives derom, de tegninger og billeder og den tekst, der er anbragt på varen, dens emballage, på reklame eller skilt vedrørende varen, i annoncer eller i reklametilbud o.lign.

§ 24. Mærkning skal udføres på tydelig og holdbar samt for forbrugerne let iøjnefaldende og utvetydig måde. Oplysningerne skal findes på emballagen, på selve levnedsmidlet eller på en vedføjet etikette.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes mærkning af og eventuel fælles skiltning for levnedsmidler skal udføres, herunder om, på hvilke sprog de foreskrevne oplysninger kan kræves meddelt.

§ 25. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at færdigpakkede levnedsmidler skal mærkes med oplysninger, der er af betydning for forbrugerne, herunder hvorvidt levnedsmidlerne skal være mærket med oplysninger om

1) levnedsmidlets art,

2) for levnedsmidler, der er sammensat af forskellige råvarer, levnedsmidlets sammensætning,

3) levnedsmidlets nettovægt, udtrykt i g/kg eller rumfang udtrykt i cl/dl/l,

4) anvisning om, hvorledes levnedsmidlet skal opbevares, hvis opbevaringsmåden er af betydning for varens holdbarhed,

5) tidspunkt for pakning,

6) sidste salgsdag eller holdbarhedstidens udløb og om

7) navn samt hjemsted for den virksomhed, der har pakket varen.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at der i stedet for den under stk. 1, nr. 7, nævnte oplysning kan anvendes en tal- eller bogstavkombination, der entydigt identificerer den virksomhed, der har tilvirket eller pakket varen.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om mærkning af andre end færdigpakkede levnedsmidler.

§ 26. Færdigpakkede levnedsmidler, der er mærket med angivelse af en sidste salgsdag eller holdbarhedstidens udløb, må ikke ommærkes med forlænget frist, ompakkes eller efter fristens udløb sælges i pakningen.

§ 27. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en betegnelse, herunder en allerede almindeligt anvendt betegnelse, skal være forbeholdt levnedsmidler af en bestemt art og sammensætning, jfr. § 21, stk. 1.

Stk. 2. Når en betegnelse efter stk. 1 er forbeholdt et bestemt levnedsmiddel, må levnedsmidler med anden sammensætning eller beskaffenhed i øvrigt ikke sælges under den forbeholdte betegnelse eller med anden betegnelse, som kan give anledning til forveksling hermed.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om påbud af bestemte varebetegnelser til sikring af forbrugerne imod forveksling med en vare af anden sammensætning.

§ 28. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om salg af levnedsmidler, der angives at være særligt egnede for mennesker med behov for særlig kost på grund af sygdom, alder eller andre forhold.

Stk. 2. Det er forbudt i reklamer m.v. eller på emballage at anføre

1) angivellser, der er egnet til at vække eller udnytte angstfølelser hos forbrugerne, og

2) angivelser, der er egnet til at rejse tvivl om forsvarligheden af at anvende andre lignende levnedsmidler.

Stk. 3. Det er forbudt i reklamer m.v. eller på emballagen at anføre

1) at et levnedsmiddel ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi,

2) at et levnedsmiddel er anbefalet af læger, eller at indtagelse af det pågældende lvenedsmiddel kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer, og

3) billeder af sundhedspersonel og lignende.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om reklame for levnedsmidler til opfyldelse af forpligtelser i henhold til EU-retten.

§ 29. Enhver angivelse af næringsværdien af et levnedsmiddel skal være redelig og nøgtern, hvad enten angivelsen tager sigte på naturligt forekommende eller tilsatte næringsstoffer.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes næringsværdien af et levnedsmiddel kan eller skal angives på emballage eller på anden måde, f.eks. i reklamer for varen.

§ 30. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, under hvilken form virksomheder, der behandler eller sælger levnedsmidler eller tilsætningsstoffer, må omtale, at virksomheden er under det offentliges kontrol eller tilsyn, har fået autorisation eller godkendelse af en offentlig myndighed, eller at varerne er godkendt eller undersøgt af en sådan myndighed.

§ 31. Tilvirkning af levnedsmidler og tilsætningsstoffer med henblik på salg må ikke påbegyndes, før autorisation hertil er meddelt af sundhedsministeren.

Stk. 2. Der kræves ikke autorisation til dyrkning af afgrøder i landbrug, gartneri o.l. eller til opdræt af husdyr, fjerkræ o.l.

Stk. 3. Der kræves ikke autorisation til tilvirkning af levnedsmidler i detailforretninger såsom bagerforretninger, fiskehandeler, slagterforretninger, restaurationer m.v. med henblik på salg direkte til forbruger fra det forretningssted, hvor tilvirkningen sker.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der omfattes af stk. 1, kan fritages for kravet om autorisation. Sådanne virksomheder skal da, medmindre ministeren bestemmer andet, søge godkendelse efter reglerne i § 34.

Stk. 5. Efter aftale med sundhedsministeren kan landbrugs- og fiskeriministeren bemyndige Levnedsmiddelstyrelsen til at autorisere, godkende og kontrollere virksomheder i henhold til produktlovgivningen under Landbrugs- og Fiskeriministeriet. landbrugs- og fiskeriministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om, at afgørelser truffet af Levnedsmiddelstyrelsen kan indbringes for sundhedsministeren.

Stk. 6. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udøvelse af tilsynet med virksomheder omfattet af stk. 1-5.

§ 32. (Ophævet).

§ 33. Sundhedsministeren kan meddele de af § 31 omfattede virksomheder de påbud eller forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelse af loven og regler fastsat med hjemmel i loven. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i loven eller i regler med hjemmel i loven, s

kal beslaglægges eller tilintetgøres.

§ 34. Virksomhed en detail omfattende salg eller behandling af levnedsmidler samt virksomhed en gros omfattende salg, opbevaring, aftapning, emballering, ompakning eller transport af levnedsmidler må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Samme regel gælder for salg af levnedsmidler i virksomhedskantiner og pensionater med mere end 12 faste spisegæster.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder omfattet af stk. 1 ikke skal godkendes men kun registreres. Sundhedsministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheden skal anmelde sig til tilsynsmyndigheden, samt en tidsfrist herfor. Ved virksomhedsstart kan der på begæring meddeles godkendelse.

§ 35. Kommunalbestyrelsen kan meddele de af § 34 omfattede virksomheder de påbud eller forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelse af loven og regler fastsat med hjemmel i loven. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i loven eller i regler med hjemmel i loven, skal beslaglægges eller tilintetgøres.

§ 35 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at de af loven omfattede virksomheder for egen regning skal gennemføre en egenkontrol, herunder lade foretage nærmere fastsatte analyser og undersøgelser på et godkendt privat eller offentligt laboratorium.

§ 36. Den, der med salg for øje agter at indføre levnedsmidler eller tilsætningsstoffer her til landet, skal anmelde virksomheden til registrering hos sundhedsministeren . Ved anmeldelsen skal det oplyses, hvilke varer der indføres.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om omfanget af registreringen efter stk. 1.

§ 37. De af §§ 31 og 34 omfattede virksomheder skal uanset den meddelte autorisation eller godkendelse til enhver tid opfylde de krav, som hensynet til god hygiejnisk praksis tilsiger.

Stk. 2. I følgende tilfælde skal autorisation eller godkendelse indhentes på ny

1) ved væsentlige bygningsmæssige ændringer,

2) ved væsentlige ændringer i virksomhedens indretning,

3) ved væsentlige ændringer i virksomhedens produktion eller vareudvalg,

4) i forbindelse med indførelse af egenkontrol i henhold til loven eller ved væsentlige ændringer i egenkontrollen.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at virksomheden skal anmelde ejer- eller brugerskifte til tilsynsmyndigheden samt en tidsfrist herfor. Ved ejer- eller brugerskifte kan der på begæring meddeles fornyet autorisation eller godkendelse.

Stk. 4. Autorisation eller godkendelse kan tages op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste autorisation eller godkendelse.

Stk. 5. Autorisation eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder stillede vilkår, eller hvis det ud fra hygiejniske årsager skønnes nødvendigt.

Stk. 6. Salg fra registrerede virksomheder kan forbydes, hvis det ud fra hygiejniske årsager skønnes nødvendigt.

§ 38. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om indretning af, inventar i og om driften af virksomheder, der er omfattet af reglerne i §§ 31 og 34.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, herunder kræve forhåndsgodkendelse af emballage, maskiner, redskaber, bestik, husgeråd og transportmidler, der anvendes ved salg eller behandling af levnedsmidler og tilsætningsstoffer.

§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af rengørings- og desinfektionsmidler i virksomheder, der er omfattet af §§ 31 og 34. Der kan herunder fastsættes regler om, at beholdere med sådanne rengørings- og desinfektionsmidler skal være forsynet med oplysning om midlernes bestanddele.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at der i de i stk. 1 nævnte virksomheder ikke må opbevares andre tilsætningsstoffer end dem, der er godkendt til anvendelse i de pågældende levnedsmidler, jfr. § 14.

§ 40. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om salg og behandling af levnedsmidler under åben himmel og om udstilling af levnedsmidler i det fri. Det kan herunder fastsættes, i hvilket omfang kommunalbestyrelserne kan fastsætte regler herom.

§ 41. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at bestemte arter af levnedsmidler eller tilsætningsstoffer underkastes en særlig kontrol, og at vedkommende virksomhed skal betale udgiften herved.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om betaling m.v. af de i stk. 1 nævnte udgifter.

§ 42. Sundhedsministeren kan nedsætte et levnedsmiddelråd, der over for ministeren er rådgivende for levnedsmiddelområdet som helhed.

§ 43. Overtilsynet med, at loven og de med hjemmel i loven fastsatte regler overholdes, påhviler sundhedsministeren.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan henlægge sine opgaver efter loven til en eller flere andre centrale myndigheder. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til klage over disse myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse i sådanne sager.

Stk. 3. Ved varetagelsen af de opgaver, der påhviler sundhedsministeren, bistås ministeren af sundhedsstyrelsen, toldvæsenet, veterinærdirektoratet, statskontrollen med mejeriprodukter og æg m.m., fiskeriministeriets industritilsyn, fiskerikontrollen, kemikaliekontrollen, statens levnedsmiddelinstitut og embedslægerne.

§ 44. Kommunalbestyrelsen påser, medmindre andre regler fastsættes af ministeren for forureningsbekæmpelse, at loven og de med hjemmel i loven fastsatte regler overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed, jfr. § 51, til helt eller delvis at varetage de opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om den kontrol- og tilsynsvirksomhed, som kommunalbestyrelserne skal udøve, og om samvirket mellem de centrale myndigheder, jfr. § 43, og kommunalbestyrelserne samt mellem kommunalbestyrelserne og andre lokale myndigheder på levnedsmiddelområdet, herunder om forholdet til embedslægerne.

§ 45. Tilsynsmyndighederne, jfr. §§ 43 og 44, og personer, der af disse myndigheder er bemyndiget dertil, har adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger i henhold til loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem sundhedsministeren og justitsministeren.

Stk. 3. Legitimation skal forevises.

§ 46. Den, der er ansvarlig for forhold, som omfattes af denne lov eller de med hjemmel i loven fastsatte regler, skal efter anmodning af tilsynsmyndighederne give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for tilsynets eller kontrollens gennemførelse.

Stk. 2. Tilsynsmyndighederne kan pålægge den pågældende at afgive prøver uden vederlag af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, emballage, tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler samt desinfektions- og rengøringsmidler.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at den pågældende skal yde tilsynsmyndighederne bistand ved forsendelse af prøverne og afholde udgiften herved.

§ 47. Kommunalbestyrelserne og levnedsmiddelkontrolenhederne har pligt til at give sundhedsministeren eller den myndighed, sundhedsministeren bestemmer, alle oplysninger vedrørende tilsyns- og kontrolvirksomheden.

§ 48. Tilsynsmyndighedernes afgørelser meddeles skriftligt.

Stk. 2. Tilsynsmyndighedernes afgørelser skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages og fristen herfor.

Stk. 3. Omfatter afgørelsen et påbud eller forbud, skal der i afgørelsen være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse.

§ 48 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at virksomhederne skal betale et gebyr til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved autorisation og godkendelse af de virksomheder, der er omfattet af §§ 31, 34 og 37. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for udstedelse af eksportcertifikater samt for sagsbehandling i forbindelse med administration af visse anmeldelses- og godkendelsesordninger udfærdiget med hjemmel i lovens §§ 14, 16, 36, § 38, stk. 2, og § 39, stk. 1.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af §§ 31, 34 og 37 og af de særlige produktlove om levnedsmidler under landbrugs- og fiskeriministerens forretningsområde og af bestemmelser udstedt i medfør af § 22 skal betale et årligt gebyr til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger i forbindelse med tilsyn og kontrol efter loven. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at en virksomhed skal betale et gebyr til dækning af omkostningerne ved særligt belastende kontrol eller ved ekstraordinære tilsyn og analyser.

Stk. 3. Ministeren kan bemyndige kommunalbestyrelsen til at fritage visse detailforhandlingsvirksomheder, der som led i et uegennyttigt socialt arbejde tilvirker eller forhandler levnedsmidler uden erhvervsmæssig fortjeneste for øje og uden konkurrencemæssigt forhold til andre virksomheder, for gebyr i henhold til stk. 1 og 2.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af særskilt gebyr ved ikkerettidig betaling af gebyr efter stk. 1 og 2.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyrer efter stk. 1-3 og kan herunder fastsætte regler for kommunale myndigheders indbetaling af en nærmere fastsat andel af de opkrævede gebyrer til staten.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen fastsætter størrelsen af gebyret i henhold til stk. 2. Gebyrfastsættelsen skal ske på grundlag af de omkostninger, der er forbundet med kontrollen af en virksomhed, og således, at gebyret udgør en af sundhedsministeren fastsat procentandel af disse omkostninger. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrfastsættelsen, herunder om et maksimumsgebyr for den enkelte virksomhedskategori.

Stk. 7

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der ønsker en metode godkendt til anvendelse i henhold til § 55, stk. 2, skal betale et gebyr til hel eller delvis dækning af Levnedsmiddelstyrelsens omkostninger i forbindelse med godkendelsen.

§ 49. Levnedsmiddelstyrelsen rådgiver sundhedsministeren og andre myndigheder i toksikologiske og andre levnedsmiddelhygiejniske spørgsmål, navnlig vedrørende kemiske stoffer og forureninger i levnedsmidler og drikkevand. Ministeren kan henlægge andre opgaver til styrelsen.

Stk. 2. Ministeren fastsætter gebyrer for de undersøgelser, der foretages, og for rådgivende virksomhed, der udøves af styrelsen til fordel for erhvervsvirksomheder, erhvervsorganisationer og lignende.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at undersøgelser og analyser, som styrelsen foretager inden for lovens område, skal udføres i overensstemmelse med principper for god laboratoriepraksis eller som akkrediteret prøvning. Der kan herunder stilles krav om, at styrelsens laboratorier underkastes kontrol og inspektion af relevante godkendelses- og akkrediterengsmyndigheder.

§ 50. Ministeren for forureningsbekæmpelse kan etablere et antal landsdelslaboratorier til at medvirke i kontrollen fortrinsvis med opgaver af kemisk-analytisk karakter vedrørende levnedsmidler m.v.

§ 51. Inden for hver amtskommunes område etableres en eller flere levnedsmiddelkontrolenheder omfattende laboratorier og tilsynspersonale.

Stk. 2. Levnedsmiddelkontrolenhederne udfører undersøgelser af levnedsmidler m.v. i henhold til denne lov. Enhederne fører på vedkommende kommunalbestyrelses vegne, jfr. §§ 44, stk. 2, tilsyn med de steder, hvor levnedsmidler sølges eller behandles.

§ 52. Efter retningslinier, der fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark, udarbejder amtsrådet på grundlag af forslag fra kommunalbestyrelserne inden for amtskommunens område og efter forhandling med disse kommunalbestyrelser en plan for områdets dækning med levnedsmiddelkontrolenheder. I planen fastsættes enhedernes antal, og de enkelte enheders stedlige placering, funktion m.v. samt det område inden for amtskommunen, der skal betjenes af den pågældende enhed. I planen kan optages bestemmelser om en fordeling og koordinering af opgaverne mellem de enkelte enheder inden for amtskommunens område, navnlig med henblik på at sikre en effektiv udnyttelse af de samlede laboratoriefaciliteter og en ligelig og forsvarlig laboratoriemæssig dækning inden for hele området. Det fastsættes endvidere, hvilke levnedsmiddelkontrolenheder der skal drives af kommunalbestyrelserne. Der træffes i planen bestemmelse om oprettelse af nye laboratorier og udvidelse af eksisterende laboratorier.

Stk. 2. Amtsrådet forelægger planen til godkendelse hos ministeren inden et tidspunkt, der fastsættes i de i stk. 1 nævnte retningslinier. Når planen er godkendt af ministeren, er den bindende for kommunalbestyrelserne og amtsrådene. Indtil planen er godkendt, kan laboratorier kun oprettes og udvides med godkendelse fra ministeren.

Stk. 3. Amtsrådet kan efter forhandling med kommunalbestyrelserne inden for amtskommunens område over for ministeren fremsætte forslag om revision af de godkendte planer. Ligeledes kan ministeren over for amtsrådet fremsætte anmodning om, at der udarbejdes udkast til revision af planen, og at forslag herom forelægges for ministeren inden en nærmere fastsat frist.

Stk. 4. Levnedsmiddelstyrelsen bistår sundhedsministeren med hensyn til opstilling af regler for laboratorieplanlægningen efter stk. 1-3.

§ 52 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler ellr træffe bestemmelse om etablering af økonomistyring baseret på fælles principper for levnedsmiddelkontrolenhederne.

§ 53. Levnedsmiddelstyrelsen fører det faglige tilsyn med levnedsmiddelkontrolenhederne. Om forefundne mangler afgives redegørelse til amtsrådet. Afhjælpes de påtalte mangler ikke inden for frister fastsat af amtsrådet, kan amtsrådet med godkendelse fra sundhedsministeren overtage og herefter drive den pågældende enhed. Sundhedsministeren fastsætter de nærmere vilkår for overtagelsen, dersom der ikke kan opnås enighed herom mellem vedkommende amtsråd og kommunalbestyrelse.

§ 54. Til dækning af udgifterne ved levnedsmiddelkontrolenhedernes drift, herunder udgifterne til forrentning og afskrivning, opkræver den kommune eller amtskommune, der driver enheden, bidrag fra de kommuner, for hvis område undersøgelser og tilsyn efter den i § 52 nævnte plan udføres af den pågældende enhed. De nævnte bidrag kan af enhver af kommunalbestyrelserne kræves forelagt til godkendelse hos amtsrådet, for så vidt angår laboratorieenheder, der drives af amtskommunerne, hos sundhedsministeren.

§ 55. Sundhedsministeren kan træffe bestemmelse om arten og omfanget af den kontrol med levnedsmidler m.v., der skal udføres af levnedsmiddelkontrolenhederne, og kan fordele opgaverne mellem de kommunale laboratorieenheder, landsdelslaboratorier og Levnedsmiddelstyrelsen under hensyn til laboratoriernes personalemæssige og apparaturmæssige kapacitet.

Stk. 2. De kommunale laboratorieenheder og landsdelslaboratorierne skal anvende de analysemetoder, der foreskrives af Levnedsmiddelstyrelsen.

Stk. 3. Levnedsmiddelkontrolenhederne og landsdelslaboratorierne skal efter anmodning fra levnedsmiddelstyrelsen give alle oplysninger om deres virksomhed.

§ 56. Levnedsmiddelstyrelsen kan som led i den offentlige kontrol lade levnedsmidler m.v. undersøge på andre offentlige eller private laboratorier.

§ 57. Sundhedsministeren kan meddele private laboratorier autorisation til varetagelse af nærmere angivne laboratorieopgaver i henhold til denne lov.

Stk. 2. Laboratorier, der er autoriseret, skal benytte de takster, metoder og arbejdsforskrifter, der fastsættes af sundhedsministeren.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for autorisationsordningen.

§ 58. Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til denne lov eller i henhold til regler fastsat med hjemmel i loven kan påklages til sundhedsministeren, jfr. dog § 43, stk. 2.

§ 59. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Klagemyndigheden kan indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.

§ 60. En klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger.

Stk. 2. Det kan, når særlige grunde taler herfor, samtidig med et påbud eller forbud bestemmes, at dette skal efterkommes uanset klage. Selv om også denne beslutning påklages, skal påbudet eller forbudet efterkommes, indtil klagemyndigheden bestemmer andet.

§ 61. Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse i første instans.

§ 62. Sundhedsministeren kan, når forholdene taler derfor, meddele dispensation fra bestemmelserne i § 8, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2, § 24, § 26, § 34, § 36 og § 37, stk. 2.

§ 63. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) sælger, behandler eller indfører levnedsmidler eller tilsætningsstoffer i strid med § 9, § 12, § 14, stk. 1, § 15, § 23, § 24, § 25, stk. 1, § 26, § 27, stk. 2, § 28, § 29, stk. 1, eller § 37, stk. 1,

2) beskæftiger personer i strid med § 19, stk. 1,

3) tilvirker levnedsmidler eller tilsætningsstoffer uden autorisation efter § 31 eller tilsidesætter vilkår fastsat i forbindelse med sådan autorisation,

4) sælger, behandler eller indfører levnedsmidler eller tilsætningsstoffer uden godkendelse eller anmeldelse efter § 34, § 36 eller § 37, stk. 2, eller tilsidesætter vilkår i forbindelse med godkendelse eller registrering eller tilsidesætter vilkår fastsat i beslutninger om egenkontrol truffet i medfør af § 35 a,

5) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 13, § 14, stk. 5, § 30, § 33 eller § 35, § 35 a eller § 37, stk. 6,

6) undlader at afgive oplysninger efter § 46, stk. 1, at afgive prøver efter § 46, stk. 2, eller at yde tilsynsmyndighederne bistand efter § 46, stk. 3.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes med hjemmel i denne lov, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år under tilsvarende betingelser som anført i stk. 2.

Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 64. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

§ 65. Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter loven, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet tavshedspligt efter borgerlig straffelovs § 152 og § 264b.

§ 66. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af sundhedsministeren.

§ 67. Følgende lovbestemmelser ophæves, jfr. dog §§ 68 og 69

1) Lov nr. 74 af 31. marts 1936 om vitaminreklame.

2) Lov nr. 174 af 28. april 1950 om levnedsmidler m.m.

3) Lov nr. 182 af 5. juni 1959 om et levnedsmiddelinstitut m.m.

4) Lov nr. 189 af 4. juni 1964 om dybfrosne levnedsmidler m.v. § 68.

§ 68. Regler, der er fastsat med hjemmel i de i § 67 nævnte love, forbliveri kraft, indtil de afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov.

Stk. 2. Overtrædelse af regler fastsat med hjemmel i lov nr. 174 af 28. april 1950 om levnedsmidler m.m. og lov nr. 189 af 4. juni 1964 om dybfrosne levnedsmidler m.v. straffes efter bestemmelserne i henholdsvis § 23 i lov om levnedsmidler m.m. og § 8 i lov om dybfrosne levnedsmidler m.v.

Stk. 3. Sagerne behandles efter bestemmelsen i § 64.

§ 69. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne bestemmelser i de enkelte kommuners sundhedsvedtægter eller regler fastsat med hjemmel i sundhedsvedtægterne skal forblive i kraft i indtil 3 år efter, at loven i sin helhed er trådt i kraft.

Stk. 2. Overtrædelse af de i stk. 1 omhandlede sundhedsvedtægtsbestemmelser eller regler fastsat medhjemmel i sundhedsvedtægterne straffes med bøde efter bestemmelser i § 2 i lov af 12. januar 1958 om tilvejebringelse af sundhedsvedtægter.

§ 70. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, fra hvilket tidspunkt de ved lovens ikrafttræden eksisterende virksomheder skal søge autorisation, jfr. § 31, eller godkendelse, jfr. § 34.

§ 71. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lov nr. 407 af 22. maj 1996 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse

Datasammenskrivning af lov om levnedsmidler m.m. (Levnedsmiddelloven)

Denne datasammenskrivning omfatter lov nr. 310 af 6. juni 1973 med de ændringer, der følger af lov nr. 108 af 29. marts 1978, lov nr. 250 af 23. maj 1984, § 12, lov nr. 192 af 29. marts 1089, § 28, lov nr. 220 af 10. april 1991, lov nr. 1085 af 23. december 1992, lov nr. 351 af 9. juni 1993 og lov nr. 407 af 22. maj 1996.

Ingen