Legislator Case Law & Legislation
A19930002016 DK

Tekstanmærkning nr. 3 - 4, 51, 54, 59, 61, 63, 70, 74, 75, 76 - 77, 81, 83, 85, 89 - 90, 95, 97, 102 - 112 til § 20 i Finansloven for 1993 (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Tekstanmærkning 1993 20 Historic

Tekstanmærkning nr. 3 - 4, 51, 54, 59, 61, 63, 70, 74, 75, 76 - 77, 81, 83, 85, 89 - 90, 95, 97, 102 - 112 til § 20 i Finansloven for 1993 (* 1)

Tekstanmærkning nr. 3 - 4, 51, 54, 59, 61, 63, 70, 74, 75, 76 - 77, 81, 83, 85, 89 - 90, 95, 97, 102 - 112 til § 20 i Finansloven for 1993

Dispositionsrammer m.v.

Nr. 3. ad 20.22.11., 20.22.71., 20.33.11., 20.33.71., 20.41.71. og 20.66.02.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til i forbindelse med nedlæggelse af tilskudsberettigede private skoler at give tilladelse til, at ejere af disse skoler afhænder de med statsstøtte opførte skolebygninger på vilkår, at statslån, for hvilke der er tinglyst pantebreve, indfries.

Finansministeren kan tillade, at forannævnte statslån forbliver indestående i bygninger ved salg af disse, såfremt bygningerne fortsat anvendes til undervisningsformål og på vilkår, der fastsættes i hvert enkelt tilfælde.

Nr. 4. ad 20.16.12.10.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at genanvende provenu ved tilbagebetaling af tidligere ydede statslån til byggeri for selvejende institutioner. Provenuet kan anvendes til ydelse af nye statslån til opførelse eller renovering af selvejende institutioners bygninger.

Andre bestemmelser.

Nr. 51. ad 20.21.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at tillade, at udbetaling af lønninger finder sted indtil 6 søgnedage før den i lærerlønningslovens § 21 anførte forfaldsdag. I tilfælde af afskedigelse eller dødsfald i tidsrummet mellem udbetaling og forfaldsdag kan det udbetalte beløb kræves tilbage.

Nr. 54. ad 20.21.61.

Af kontoen kan der udredes vederlag til tjenestemænd i Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Nr. 59. ad 20.31. og 20.33.12., 20.66.01.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at omdanne det antal lærerstillinger på overenskomstvilkår eller tjenestemands/tjenestemandslignende vilkår i lønramme 16/21/29/31 til lærerstillinger i lønramme 34 med et særligt tillæg, som svarer til det antal fagkonsulenter, der i det pågældende finansår efter en beskikkelsesperiode på mere end 3 år genindtræder i deres lærerstillinger. Ved ledighed i en ordimær studielektorstilling ved samme seminarium, gymnasium eller kursus skal en tidligere fagkonsulent, der er ansat i en midlertidig overtallig studielektorstilling, overgå til ansættelse i den ordinære stilling.

Nr. 61. ad 20.31.01.10.

Der kan ydes flyttegodtgørelse efter de herom gældende regler til lærere, der overgår til en stilling ved Sorø Akademis Skole fra en stilling ved en privat tilskudsberettiget skole eller ved Københavns Kommunale Skolevæsen.

Nr. 63. ad 20.31.10.

Der kan af denne konto udredes vederlag til lærere for kursusvirksomhed m.v.

Nr. 70. ad 20.66.01.10.

Statstjenestemandsansatte lærere ved statsøvelsesskoler tilbydes i forbindelse med kommunal overtagelse af øvelsesskoledriften ansættelse ved det kommunale skolevæsen, således at de ansættes i tjenestemandsstillinger i folkeskolen med samme løn-, pensions- og øvrige ansættelsesvilkår som hidtil. Såfremt en statstjenestemand ikke ønsker at overgå til ansættelse ved det kommunale skolevæsen, opretholdes ansættelsesforholdet til staten, men den pågældende har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af, at skolen er overtaget af kommunen.

Nr. 74. ad 20.62.01., 20.62.05., 20.62.11., 20.62.13., 20.62.17., 20.63.01., 20.63.11., 20.63.21., 20.64.01., 20.64.11., 20.64.21., 20.64.31., 20.65.01., 20.65.25., 20.65.27., 20.67.01., 20.67.11., 20.67.31., 20.67.36., 20.68.03., 20.68.11. og 20.68.13.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at lade institutionerne indgå aftaler med boghandel- og forlagsvirksomhed i overensstemmelse med de af Finansudvalget godkendte retningslinier.

Nr. 75. ad 20.14.21.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at optage eventuelle merudgifter i forhold til det budgetterede tilskud til den selvejende institution Arbejdsgivernes Elevrefusion direkte på forslag til lov om tillægsbevilling for 1993. Der kan kun afholdes merudgifter vedrørende lønrefusionsordningen, og kun når aktiviteten for 1. års elever overstiger 121.046 skoleuger, og/eller når aktiviteten for 2. års elever overstiger 234.769 skoleuger, og/eller når aktiviteten for 3. års elever overstiger 221.209 skoleuger, og/eller når aktiviteten for 4. års elever overstiger 93.926 skoleuger, og/eller når aktiviteten for voksne overstiger 13.560 skoleuger. For meget udbetalt tilskud modregnes i tilskuddene for 1994.

Nr. 76. ad 20.63.01.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til efter indstilling fra Danmarks Tekniske Højskole at udlåne eller udleje lokaler tilhørende højskolen til institutioner med tilknytning til højskolen.

Nr. 77. ad 20.61.52.10., 20.61.52.30., 20.71.11., 20.71.21., 20.71.31.10., 20.71.31.20., 20.72.05.10., 20.72.06., 20.72.07., 20.72.08., 20.72.09., 20.72.11., 20.72.12., 20.72.13., 20.72.14., 20.72.15., 20.72.16., 20.72.18., 20.73.12., 20.73.13., 20.73.14., 20.74.06., 20.74.07., 20.74.51., 20.74.55.

Man kan på disse konti kumulativt overføre fra et finansår til et andet som disponibel beholdning, hvad der ikke måtte være anvendt.

Nr. 81. ad 20.44.01. og 20.65.23.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at lade de under Undervisnings- og forskningsministeriet hørende ergo-, fysio- og fodterapeutskoler opkræve følgende gebyrer: 470 kr. i gebyr for meddelelse af den i L 154 1968, § 1, om terapiassistenter omhandlede autorisation og 500 kr. i gebyr for meddelelse af den i L 142 1972, § 1, om fodterapeuter omhandlede autorisation.

Nr. 83. ad 20.62.01., 20.62.05., 20.62.11., 20.62.13., 20.62.17., 20.63.01., 20.63.11., 20.63.21., 20.64.01., 20.64.11., 20.64.21., 20.64.31., 20.65.01., 20.67.01., 20.67.11., 20.67.32. og 20.67.36.

Institutionens bibliotek bemyndiges til i sædvanligt omfang at forudbetale bøger og tidsskrifter, som leveres på et senere tidspunkt, således at forudbetalingerne konteres på de respektive driftskonti.

Nr. 85. ad 20.62.01. og 20.62.05.

Institutionerne har adgang til at føre lagerbeholdningskonti i overensstemmelse med de af Finansministeriet godkendte retningslinier.

Nr. 89. ad 20.17.01.10., 20.17.01.20. 20.22.71., 20.41.71.20., 20.61.71.10., 20.61.71.11., 20.61.71.12., 20.61.71.13., 20.62.02.18., 20.62.06.18., 20.62.12.18., 20.62.14.18., 20.62.18.18., 20.63.02.18., 20.63.22.48., 20.67.12 og 20.64.12.48.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at overføre eventuelt uudnyttede bevillinger på en af ovennævnte konti til et konkret projekt, der oprettes som en særskilt sag, såfremt totaludgiften ikke overstiger 5 mio. kr.

Hvis overførsel sker til et projekt, som ikke kan henføres til en eksisterende bevilling, bemyndiges undervisnings- og forskningsministeren til at oprette de nødvendige konti på tillægsbevillingslovforslaget for det pågældende finansår.

Nr. 90. ad 20.17.01.20., 20.41.71.20. og 20.61.71.13.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at overføre ikke-forbrugte bevillinger i et finansår til et efterfølgende. Genbevillingsbeløbet kan prisreguleres efter reguleringsindekset.

Nr. 95. ad 20.61.60., 20.62.01., 20.62.05., 20.62.11., 20.62.13., 20.62.17., 20.63.01., 20.63.11., 20.63.21., 20.65.01., 20.67.01. og 20.67.32.

Institutionerne kan afholde udgifter i forbindelse med udtagning af patent under forudsætning af, at de pågældende medarbejdere overdrager patentrettighederne til en fond under institutionen.

Nr. 97. ad 20.15.21.

Færøernes Hjemmestyre tilbyder i forbindelse med overtagelsen af driften af Færøernes Seminarium de statstjenestemænd, som pr. 31. december 1987 gør tjeneste ved seminariet, ansættelse som færøske tjenestemænd fra den 1. januar 1988 at regne på de for færøske tjenestemænd gældende løn-, ansættelses- og pensionsvilkår, dog således at det tilsikres de pågældende tjenestemænd, at de pr. 1. januar 1988 ikke lider nogen lønnedgang.

Såfremt en statstjenestemand ikke ønsker at overgå til ansættelse som færøsk tjenestemand, opretholder den pågældende sit ansættelsesforhold til staten og fortsætter sin tjeneste under Hjemmestyret. Den pågældende har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af Hjemmestyrets overtagelse af driften af seminariet.

En tjenestemand, der herefter opretholder sit ansættelsesforhold til staten, kan indtil 1. januar 1992 søge om overgang til ansættelse som færøsk tjenestemand på de vilkår, der gælder for dem, som pr. 1. januar 1988 overgår til sådan ansættelse.

Ved udbetaling af pension til de statstjenestemænd, der har valgt at overgå til færøsk ansættelse, eller som har opretholdt deres ansættelsesforhold til staten, fordeles udgifterne hertil mellem staten og Det Færøske Hjemmestyre i forhold til den del af pensionsalderen, der er optjent henholdsvis før den 1. januar 1988 og i tiden fra og med den 1. januar 1988.

Nr. 102. ad 20.11.01.

Undervisningsministeren bemyndiges til at opkræve et gebyr på 110 kr. pr. legalisering af underskrifter og bekræftelse af kopiers ægthed samt pr. anbefalingsskrivelse til brug ved studierejser i udlandet.

Nr. 103. ad 20.12.22.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at yde lån til gennemførelse af forsøgs- og udviklingsarbejde under L 271 1985 samt til køb af apparatur og undervisningsmateriel i forbindelse hermed. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler om vilkår for ydelse og afvikling af lån.

Nr. 104. ad 20.14.04.

Af kontoen kan ydes lån til ekstraordinære etableringsomkostninger i forbindelse med praktikpladskompenserende undervisning. På forslag til tillægsbevillingslov vil der blive redegjort for de bevilgede lån og tilbagebetalingerne. Lånene finansieres af arbejdsgivernes elevrefusion ved en forhøjelse af konto 20.14.24. Arbejdsgivernes Elevrefusion

Nr. 105. ad 20.14.24.

I henhold til § 12 i LB 169 1992 om Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsættes bidragets størrelse pr. fuldtidsansat lønmodtager i de årlige finanslove. Bidraget for 1993 fastsættes til 660 kr.

Nr. 106. ad 20.22.12.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at indgå aftale med Vikarkassen for de frie Grundskoler om, at kassen inden for det samlede tilskud, der administreres af Vikarkassen, fordeler tilskud til såvel vikarer for lærere, til sygeundervisning af elever som til lærernes kursusdeltagelse samt andre særlige tilskud til lærerlønudgifter, f.eks. frivillige fratrædelsesordninger for lærere og ledere. Vikarkassen modtager tilskuddet til fordeling mellem de frie grundskoler ved finansårets start. Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges også til at indgå aftale med Vikarkassen om varetagelse af opgaver i forbindelse med fordelinng af pladser til langtidsledige til de frie grundskoler, herunder aflønning af de ledige. Vikarkassen kan modtage månedlige forudbetalinger med henblik på en endelig afregning ved finansårets udløb.

Vikarkassen skal ved varetagelsen af de nævnte opgaver følge bestemmelserne i friskolelovens (L 411 1991) § 24 om regnskab og revision og i § 37, stk. 4, om afgivelse af oplysninger til Undervisningsministeriet.

Nr. 107. ad 20.12.22.

Undervisningsministeren bemyndiges til at yde statsgaranti for oprettelse af lån til udviklingsprojekter i henhold til L 271 1985 og L 347 1989. Undervisningsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler om vilkår for og ydelse af statsgaranti.

Nr. 108. ad 20.11.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til som led i fristyrelsesforsøg at lade undervisningsinstitutioner, der er omfattet af forsøget, opkræve depositum for udlevering af vederlagsfri læremidler, således at beløbet tilbagebetales, når læremidlerne tilbageleveres i acceptabel stand.

Nr. 109. ad 20.68.21.10

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til fra 1. august 1992 til 31. juli 1993 at yde tilskud til aflønning af vikarer for lærere i folkeskolen mv., der gennemgår efter- og videreuddannelse. Nærmere regler for udbetaling af tilskuddet fastsættes af undervisnings- og forskningsministeren.

Nr. 110 ad 20.12.22.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til i finansåret at tilbagekalde godkendelse af kurser, hvortil der ydes statstilskud, hvis ministeren finder, at frit udbud af sådanne kurser med statstilskud har påført det private kursusmarked ubillig konkurrence.

Tilbagekaldes godkendelsen, bortfalder statstilskuddet med virkning fra finansårets begyndelse. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Nr. 111 ad 20.22.12.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til i 1993 at udbetale 3,2 mio. kr. mindre i driftstilskud til de frie grundskoler end de er berettigede til ifølge L 411 1991 om friskoler og private grundskoler m.v. og tilskudstaksten pr. elev på finansloven (fastsat ud fra en andel af folkeskoleudgiften), som kompensation for en ekstra udbetaling i 1992, jf. Akt. 285 17/6 1992.

Nr. 112 ad 20.12.22.

Undervisnings- og forskningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om tilskud og tilskudsbetingelser i forbindelse med statens tilskud til Åben uddannelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →