Datasammenskrivning af lov om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1
Den skade på person, der ved jernbanedrift tilføjes de rejsende eller andre, for hvem der ikke på grund af tjenesteforhold til banen gælder særlige erstatningsregler, er jernbanen pligtig at erstatte efter de i denne lov indeholdte regler, selv om skaden er hændelig. Oplyses det, at den skadelidende selv eller en jernbanen uvedkommende trediemand forsætlig eller ved uagtsomhed har hidført skaden, er banen fri for ansvar, medmindre medskyld fra banens side godtgøres. Er både den skadelidende og banen skyld i skaden, afgøres det efter beskaffenheden af de begåede fejl, om og i hvilket forhold erstatning skal ydes.
§ 2
Loven gælder ikke for international passagerbefordring, der er omfattet af tillægskonventionen til den internationale konvention af 7. februar 1970 om befordring af personer og rejsegods på jernbaner (CIV) vedrørende jernbanens ansvar for rejsendes død eller tilskadekomst. Dog finder loven anvendelse, hvis ulykkestilfældet er indtruffet i Danmark og overgået danske statsborgere eller personer, der har deres sædvanlige bopæl i Danmark.
§ 3
Erstatningskrav i henhold til § 1 kan ikke overdrages eller gøres til genstand for kreditorforfølgning. Livs- og ulykkesforsikrere kan som sådanne intet krav rejse på jernbanen for personskade og kan overhovedet kun indtræde i erstatningskrav, for så vidt og i det omfang forsikreren har udredt udgifterne til den tilskadekomnes sygebehandling og sømmelige begravelse. Livs- eller ulykkesforsikringer, tegnede til fordel for den tilskadekomne eller hans efterladte, formindsker i intet tilfælde disses krav på erstatning hos jernbanen for skade på person.
§ 4
For tilintetgørelse eller beskadigelse af håndbagage eller andre ejendele, som en rejsende personlig fører med sig, kan erstatning kræves under de i § 1 angivne betingelser. Erstatningen kan dog ikke overstige 5.000 kr., der reguleres efter forbrugerprisindekset med udgangspunkt pr. 1. januar 1980, til hver enkelt rejsende.
§ 5
Erstatningskravet skal under dets fortabelse fremsættes for jernbanebestyrelsen snarest muligt og senest 4 måneder efter, at den begivenhed, der har forvoldt skaden, er indtruffet eller, hvis skaden ikke er fremtrådt straks efter denne begivenhed, 4 måneder efter, at den tilskadekomne eller erstatningsberettigede er kommet til kundskab om skaden. Efter den nævnte frist kan erstatningskrav kun fremsættes med samtykke af ministeren for offentlige arbejder, medmindre den pågældende ved sygdom har været forhindret fra at gøre det gældende tidligere.
§ 6
Foranlediger gnister eller gløder fra et lokomotiv ildsvåde på ejendom, fast eller rørlig, udenfor jernbanens grænse, tilsvares skaden af jernbanen, medmindre skadelidte selv har skyld eller medskyld i skaden, i hvilket tilfælde reglerne i § 1, 2. og 3. punktum, finder anvendelse.
Skade, der er en følge af, at genstande udenfor jernbanens område er anbragte i strid med de bestemmelser, der måtte være trufne til beskyttelse mod brandfare, eller af, at der efter påbegyndelsen af jernbanens anlæg er anbragt genstande, der forøger den fra jernbanedriften stammende brandfare, er jernbanen ikke pligtig at erstatte, medmindre der er udvist fejl fra dens side, i hvilket tilfælde grundsætningerne i § 1, 3. punktum, kommer til anvendelse.
Skade på genstande, der er anbragte udenfor jernbanens grænse efter påbegyndelsen af dens anlæg og under sådanne omstændigheder, at anbringelsen på grund af genstandenes beskaffenhed eller værdi må anses for usædvanlig, erstattes ikke.
Skade på bygninger, der er opførte efter påbegyndelsen af banens anlæg, såvel som genstande, anbragte i sådanne, erstattes ej heller, medmindre de pågældende bygninger i brugsøjemed træder istedet for tidligere, før banens anlæg opførte eller er normale tilbygninger til eller udvidelser af sådanne.
§ 7
Erstatningskravet skal fremsættes for jernbanebestyrelsen snarest muligt og senest 1 måned efter forhørets afslutning. Kravet forældes, hvis påtale ved domstolene ikke er sket inden 2 år efter, at skaden er indtrådt.
§ 8
Foranlediges der ved påkørsel af andet end løsgående dyr eller ved andre driftsuheld skade på ejendom, der ikke befordres med jernbanen, finder bestemmelserne i § 1 tilsvarende anvendelse.
§ 9
Jernbanernes erstatningsansvar med hensyn til tab af eller skade på indskrevet rejsegods og andet til befordring modtaget gods eller levende dyr afgøres efter de derom i vedkommende jernbanes takstbestemmelser indeholdte forskrifter, for statsbanernes vedkommende i lov nr. 245 af 8. juni 1977 om DSB.
§ 10
Ved jernbaner forstås i denne lov sådanne baner, som er anlagte i henhold til vedtagne love om jernbaneanlæg, samt stats- og amtsjernbanerne i de sønderjydske landsdele.
§ 11
Lov nr. 56 af 26. marts 1898 om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift ophæves.
Datasammenskrivning af lov om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift
Denne datasammenskrivning omfatter lov nr. 117 af 11. marts 1921 om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift med de ændringer, der følger af lov nr. 129 af 9. april 1980 om ændring af lov om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift.