Legislator Case Law & Legislation
A19870086230 DK

Lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler (dørsalg m.v., postordresalg og løbende tjenesteydelser) (Gennemførelse af EF-direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted)

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Ændringslov 1987 862 Historic

§ 1

I lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler (dørsalg m.v., postordresalg og løbende tjenesteydelser) foretages følgende ændringer

1. I lovens titel ændres ordet »postordresalg« til: »fjernsalg«.

2. § 5 affattes således

»§ 5. Er en aftale om køb af vare eller om tjenesteydelse indgået under et møde med den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 6-9 (fortrydelsesret). Det samme gælder, hvis forbrugeren under tilsvarende omstændigheder har afgivet et tilbud.

Stk. 2. Under samme betingelser har forbrugeren fortrydelsesret ved aftale om tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke

1) hvis en aftale om køb m.v. indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, efter at forbrugeren forudgående har anmodet herom under eller i tilslutning til en personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes forretningssted, og aftalen angår den vare, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, og en tjenesteydelse eller en vare, der er direkte forbundet med denne,

2) hvis aftalen angår en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester eller angår abonnementstegning efter stk. 2 og aftalen i øvrigt er indgået som nævnt under nr. 1,

3) hvis aftalen angår en tjenesteydelse m.v., som ikke er nævnt under nr. 2, og aftalen indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, efter at forbrugeren forudgående har anmodet herom, og aftalen angår den tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, og en vare eller en tjenesteydelse, der er direkte forbundet med denne,

4) ved aftaler om levering af fødevarer eller drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres af personer, der regelmæssigt betjener faste ruter,

5) ved køb under omførsel af varer, som efter næringslovens § 12, stk. 1 og 2, og § 13 kan sælges ved omførsel, når købesummen ikke overstiger 400 kr.,

6) ved aftaler om opførelse, salg eller udlejning af fast ejendom eller aftaler om stiftelse af andre rettigheder over fast ejendom,

7) ved aftaler om værdipapirer,

8) ved køb på torve, markeder og dyrskuer af varer, som efter næringslovens § 14 kan sælges sådanne steder,

9) ved køb på købestævner og udstillinger, jf. næringslovens § 15, stk. 1, når salgsgenstanden overgives og købesummen betales samtidig med aftalens indgåelse, eller

10) ved køb på auktion.

Stk. 4. Forbrugeren har dog fortrydelsesret i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, nr. 8-10, hvis købet er indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller under den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, uden at betingelserne i stk. 3, nr. 1, i øvrigt er opfyldt.«

3. § 6, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Ved køb af varer, ved forsikringsaftaler samt ved de aftaler, som er nævnt i § 5, stk. 2, regnes fristen dog først fra den dag, hvor forbrugeren har fået det købte, forsikringsbetingelserne eller den første levering i hænde. Dette gælder dog ikke ved køb af varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter køberens individuelle behov.«

4. I § 7, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»I de tilfælde, der er nævnt i § 6, stk. 2, skal oplysningen dog gives ved overgivelsen af varen eller forsikringsbetingelserne eller ved den første levering til forbrugeren.«

5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »§ 5, stk. 2,»: »og ved aftaler om tjenesteydelser efter § 5, stk. 1,».

6. Overskriften til kapitel 4 affattes således

»Fortrydelsesret ved fjernsalg«

7. § 10, stk. 1, affattes således

»Som fjernsalg betegnes aftale om salg af varer, ifølge hvilken varen skal sendes til køberen, når sælgeren i katalog, brochure, annoncer eller ved andet læsbart medie har tilbudt at sende varen efter bestilling afgivet pr. telefon, brev eller andet læsbart medie og køberen har afgivet bestilling på denne måde. Reglerne om fjernsalg finder tilsvarende anvendelse ved bestilling af varer, tegning af abonnement eller forsikring afgivet under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.«

8. I § 10, stk. 2, ændres »postordresalg« til: »fjernsalg«.

9. § 11, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Vil køberen efter køb af varer, jf. § 10, stk. 1, bruge fortrydelsesretten, skal han senest ugedagen efter, at han har fået varen eller det første parti heraf i hænde, tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til sælgeren.«

10. Efter § 12 indsættes som ny paragraf

»§ 12 a. Vil forbrugeren efter tegning af abonnement eller forsikring, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., bruge fortrydelsesretten, skal han underrette den erhvervsdrivende herom senest ugedagen efter, at han har fået forsikringsbetingelserne, abonnementsaftalen eller den første levering i hænde. § 6, stk. 3-4, § 8, stk. 4, og § 9 finder tilsvarende anvendelse.«

11. I § 13 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Ved tegning af abonnement eller forsikring, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., skal sælgeren senest 3 dage efter den telefoniske bestilling til køberen fremsende en skriftlig bekræftelse af aftalen og tydelig oplysning om fortrydelsesretten.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

12. I § 13, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 eller stk. 2«.

13. § 14, stk. 1, affattes således

»Ved aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan forbrugeren, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse, opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.«

14. I § 14, stk. 2, ændres »§ 5, stk. 2, nr. 2,» til: »§ 5, stk. 2,».

Ændringslov 1987 862 Historic

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1988.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 2 og 7, finder anvendelse, når aftalen er indgået eller forbrugeren har afgivet tilbud efter lovens ikrafttræden.

Ændringslov 1987 862 Historic

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Fredensborg Slot, den 23. december 1987

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Erik Ninn-Hansen

Ændringslov 1987 862 Historic

Lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler (dørsalg m.v., postordresalg og løbende tjenesteydelser) (Gennemførelse af EF-direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →