Datasammenskrivning af lov om sindssyge personers hospitalsophold.

§ 1

Denne lovs bestemmelser angår behandling af sindssygsomme på stats- eller kommunale hospitaler eller på private helbredelsesanstalter, som er autoriserede til at modtage sindssyge til behandling. Autorisationen meddeles af justitsministeren efter indstilling fra sundhedsstyrelsen og skal søges fornyet, når anstalten skifter ledende læge. En meddelt autorisation kan til enhver tid tilbagekaldes.

Stk. 2. Indlæggelse og tilbageholdelse af en sindssyg mod dennes vilje må kun finde sted på de i stk. 1 nævnte hospitaler og helbredelsesanstalter.

§ 2

Udenfor de tilfælde, hvor en sindssyg person selv undergiver sig fornøden lægebehandling, påhviler det hans nærmeste, når de skønner, at han er så sindslidende, at behandling er påkrævet, at tilkalde en læge. På grundlag af de ham givne eller af ham indhentede yderligere oplysninger skønner lægen efter foretagen undersøgelse af patienten, om denne må anses for at være sindssyg, og afgør i så fald, om han bør indlægges på et sindssygehospital eller en autoriseret helbredelsesanstalt. Sådanne foranstaltninger er de nærmeste da berettigede til at iværksætte.

Stk. 2. Såfremt den tilkaldte læge finder, at det vil være uforsvarligt, at den syge ikke indlægges til behandling på et sindssygehospital eller en helbredelsesanstalt, fordi den syge er farlig for sig selv eller for andre, er de nærmeste pligtige at foretage det videre fornødne til indlæggelsens gennemførelse.

Tilsvarende pligt påhviler ligeledes de nærmeste, når den tilkaldte læge finder det uforsvarligt at undlade indlæggelse, fordi udsigterne for den syges helbredelse væsentlig vil forringes, hvis indlæggelse ikke finder sted, og lægens skøn godkendes af amtslægen på den syges hjemsted, i København af stadslægen.

Stk. 3. Ved en persons nærmeste forstås de, hvem forsorgen for personen retlig eller faktisk påhviler, såsom indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge, ægtefælle, myndige børn, forældre, andre nære slægtninge eller de, hos hvem personen har til huse, eller hvem det ifølge de foreliggende omstændigheder påhviler at drage omsorg for personen.

Stk. 4. Bestemmelsen i lov nr. 181 af 20. maj 1933 om offentlig forsorg § 252, stk. 1, forbliver ved magt, således at de nærmeste forstås som foran i stk. 3 angivet.

Stk. 5. For så vidt ikke andre drager omsorg for den syge, påhviler det politiet at træde til.

§ 3

Indlæggelse til behandling af sindssyge kan kun ske på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på en inden for de sidste fire uger før indlæggelsen foretagen undersøgelse. Bortset fra de tilfælde, hvor den pågældende indlægges i henhold til sin egen begæring, skal lægeerklæringen være udstedt af en læge, der ikke er ansat ved sindssygehospitalet eller helbredelsesanstalten. I særlig påtrængende tilfælde kan indlæggelse dog finde sted, uden at lægeerklæring foreligger, men sådan erklæring skal da så vidt muligt fremskaffes i løbet af tre dage efter indlæggelsen.

§ 4

Vedkommende overlæge træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages til behandling for sin sygdom.

§ 5

I de i § 2, stk. 2, jfr. stk. 4, omhandlede tilfælde påhviler det politiet på begæring af de i § 2, stk. 3 og 4, nævnte personer eller myndigheder at yde bistand til indlæggelsens iværksættelse, når de for indlæggelsen fastsatte betingelser er opfyldt. Nærmere regler om politiets medvirken til indlæggelsen gives af justitsministeren.

Stk. 2. Sindssyge, som ved politiets foranstaltning begæres som farlige for sig selv eller for andre, skal straks modtages på statens eller kommunens sindssygehospitaler.

§ 6

I de tilfælde, hvor en sindssyg er tvangsindlagt ved politiets bistand, påhviler det politiet straks ved indlæggelsen af give skifteretten på den sindssyges hjemsted meddelelse herom, for at der kan blive beskikket ham en dertil egnet og villig tilsynsværge, om muligt en person af hans nærmeste pårørende, dog ikke den, der har foranlediget ham tvangsindlagt; hvor forholdene ikke taler derimod, bør endvidere den sindssyges eget ønske tages i betragtning ved beskikkelsen. Tilsynsværgen skal holde sig underrettet om den sindssyges tilstand og drage omsorg for, at opholdet i hospitalet eller helbredelsesanstalten ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Den sindssyge har ret til at afsende lukkede breve til tilsynsværgen.

Stk. 2. I andre tilfælde af behandling på hospital eller anstalt end de i stk. 1 nævnte påhviler det på tilsvarende måde den behandlende læge at foranledige en tilsynsværge beskikket, hvis den sindssyge selv fremsætter ønske derom.

§ 7

Er en patient helbredt, skal den behandlende læge udskrive ham eller, hvis han er indlagt ifølge dom eller i henhold til § 10, stk. 1, snarest gøre indstilling til vedkommende ret eller myndighed om hans udskrivning.

§ 8

Når den behandlende læge skønner, at udskrivning er uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv eller for andre, eller fordi udskrivning væsentlig vil forringe udsigterne for patientens helbredelse, skal udskrivning nægtes.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde må den behandlende læge ikke nægte at efterkomme en anmodning om udskrivning, medmindre den må antages at ville medføre væsentlige ulemper for patienten selv, og justitsministeren tiltræder nægtelsen.

§ 9

Udskrivning kan begæres af patienten selv eller af følgende personer: Indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge, tilsynsværge, ægtefælle, myndige børn, forældre eller andre nære slægtninge.

Stk. 2. For så vidt en sådan begæring afslås, skal den behandlende læge på forlangende af den, der har fremsat begæring om udskrivning, forelægge sagen for justitsministeren, der inden 1 måned afgør, om udskrivning skal finde sted.

Stk. 3. Når justitsministeren har bestemt, at udskrivning skal nægtes, skal der gives den, der har begæret udskrivning, meddelelse derom. Samtidig skal vedkommende gøres bekendt med, at spørgsmålet om lovligheden af tilbageholdelsen kan forelægges retten i overensstemmelse med retsplejelovens kap. 43 a.

Stk. 4. Er en fremsat begæring afslået af justitsministeren, kan spørgsmål om udskrivning ikke med virkning efter denne paragraf rejses, forinden der er forløbet fire måneder efter justitsministerens afgørelse. Forelægges spørgsmålet om tilbageholdelsens lovlighed retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

§ 10

Overfor sindssyge personer, hvis sygdom ifølge lægeerklæring rummer fare for retssikkerheden, skal overøvrigheden, for så vidt det skønnes fornødent, træffe passende sikkerhedsforanstaltninger, eventuelt ved anbringelse på dertil bestemt hospital eller anstalt. Sådanne sindssyge skal snarest muligt modtages på statens eller kommunens sindssygehospitaler.

Stk. 2. Foranstaltninger, der er truffet i henhold til foranstående bestemmelse, kan kun ophæves eller forandres af vedkommende overøvrighed.

Stk. 3. Spørgsmålet om anbringelsens eller tilbageholdelsens lovlighed kan dog af den pågældende selv eller af den, der handler på hans vegne, jfr. § 9, stk. 1, kræves forelagt retten til afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a.

§ 11

Det har sit forblivende ved de hidtil gældende regler om indlæggelse af sindssyge personer i henhold til dom og om indlæggelse til observation ifølge retskendelse.

§ 12

De i §§ 2-11 indeholdte regler finder tilsvarende anvendelse på behandlingen af sjælelig abnorme epileptikere på statsanerkendte anstalter, således at indlæggelse og tilbageholdelse af sådanne personer mod deres vilje kun må finde sted på de nævnte anstalter.

§ 13

Denne lov træder i kraft den 1. juli 1938.

§ 14

Fra denne lovs ikrafttræden ophæves, for så vidt angår sindssyge og epileptikere, Christian den Femtes Danske Lov 1ste Bog, 19de kap., art. 7, for Færøernes vedkommende samme konges norske Lov 1ste Bog, 17de kap., art. 7.

31. oktober 1986

Carl Chr. Duus.

Datasammenskrivning af lov om sindssyge personers hospitalsophold.

Denne datasammenskrivning omfatter lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 11. juni 1954, lov nr. 182 af 7. juni 1958, § 2 og lov nr. 225 af 7. juni 1972, § 5.

Ingen