Lov om etablering af en færgefart til overførsel af gods mellem Københavns frihavn og Helsingborg
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1. Med det formål at etablere en færgefart til overførsel af gods mellem Københavns frihavn og Helsingborg som led i et nyt godsforbindelsessystem, DanLink, med jernbane gennem det østlige Danmark bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til
1) at ombygge de eksisterende jernbanefærgelejer i Københavns frihavn med henblik på at skabe mulighed for anløb af større færgetyper,
2) at afholde udgifterne til i nødvendigt omfang at udføre støjbeskyttelse ved afskærmning eller vinduesisolering langs godsbanen Københavns frihavn-Ryparken-Vigerslev på strækningen fra dennes krydsning med S-banesporene ved Vordingborggade til underføringen ved Valby Langgade og
3) at indgå overenskomst med Københavns kommune om anlægs- og driftsmæssige løsninger på de vejtrafikale problemer, der kan være en følge af godsforbindelsens etablering.
§ 2. Ministeren for offentlige arbejder kan, om fornødent ved ekspropriation, erhverve fast ejendom m.m., der er nødvendig til gennemførelse af § 1, nr. 1.
§ 3. Statens udgifter ved denne lov afholdes på de årlige finanslove.
§ 4. De i § 1, nr. 1 og 2, nævnte arbejder kan iværksættes straks efter lovens ikrafttræden.
§ 5. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Givet på Christiansborg slot, den 9. april 1986
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ARNE MELCHIOR
Lov om etablering af en færgefart til overførsel af gods mellem Københavns frihavn og Helsingborg
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov