Bekendtgørelse af Varemærkelov

§ 1. Ved registrering i henhold til denne lov kan erhvervsdrivende opnå eneret til at benytte varemærker som særlige kendetegn for varer eller arbejds- og tjenesteydelser, de tilbyder i deres virksomhed (varemærkeret).

Stk. 2. Varemærker kan bestå af figurer, ord eller ordforbindelser, herunder slagord, bogstaver eller tal eller af varers udstyr eller indpakning.

Stk. 3. Denne lovs bestemmelser om varer finder tilsvarende anvendelse på arbejds- og tjenesteydelser.

Kapitel III

Om registreringens ophør

Kapitel II

Om registrering af varemærker

Kapitel IV

Særlige bestemmelser om registrering

af udenlandske varemærker

Kapitel IX

Forskellige bestemmelser

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Kapitel VIII

Fællesmærker

Kapitel VII

Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen

Kapitel VI

Om forbud mod brug af vildledende

varemærker

Kapitel V

Om overdragelse og licens m.v.

§ 2. Erhvervdrivende har også uden registrering varemærkeret, når mærket er indarbejdet.

Stk. 2. Et varemærke anses for indarbejdet, når det inden for vedkommende omsætningskreds her i landet er almindeligt kendt som kendetegn for indehaverens varer.

§ 3. Enhver må endvidere i sin erhvervsvirksomhed anvende sit navn eller firma eller navnet på en ham tilhørende fast ejendom som varemærke, for så vidt det ikke sker på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres varemærker.

Stk. 2. Anden mands navn, firma eller særegent navn på en ham tilhørende fast ejendom må ikke uhjemlet benyttes som varemærke.

Stk. 3. Som varemærke må ej heller benyttes noget kendetegn, der er forveksleligt med et varemærke, som en anden allerede har taget i brug her i landet. Det samme gælder med hensyn til et varemærke, som en anden allerede har taget i brug i udlandet, såfremt den, der vil benytte det her i landet, kender eller burde kende det.

§ 4. En varemærkeret i medfør af §§ 1-3 udelukker andre end indehaveren fra i erhvervsvirksomhed uhjemlet at benytte et med varemærket forveksleligt mærke. Dette gælder enhver benyttelse, hvad enten mærket anvendes på selve varen eller dens indpakning, i reklame, forretningspapirer eller på anden måde, og uanset om varen er bestemt til salg her i landet eller i udlandet. Også uhjemlet mundtlig benyttelse af mærket er forbudt.

Stk. 2. Som uhjemlet benyttelse efter stk. 1 anses det forhold, at nogen uden mærkeindehaverens tilladelse ved forhandling af reservedele, tilbehør eller lignende til andres varer henviser til det for disse varer benyttede mærke på en måde, der er egnet til at fremkalde indtryk af, at det, der således tilbydes, hidrører fra det pågældende mærkes indehaver, eller at han har givet tilladelse til dets anvendelse.

Stk. 3. Foretager en anden end varemærkets indehaver væsentlige forandringer ved en med mærke forsynet vare gennem bearbejdning, reparation el. lign., må mærket, hvis varen på ny erhvervsmæssigt udbydes til salg, ej heller benyttes uden mærkeindehaverens tilladelse, medmindre forandringen tydeligt angives eller i øvrigt tydeligt fremgår af forholdene.

§ 5. En varemærkeret omfatter ikke sådanne dele af varemærket, som hovedsagelig tilsigter at gøre varen, dens udstyr eller indpakning mere hensigtsmæssig i anvendelse eller i øvrigt har andet formål end at tjene som kendetegn.

§ 6. Varemærker anses kun som forvekslelige efter denne lov, såfremt de angår varer af samme eller lignende art.

Stk. 2. Undtagelsesvis kan forvekslelighed dog også anses at foreligge,

a) når et varemærke er særligt stærkt indarbejdet og endvidere er så velkendt i vide kredse her i landet, at en andens brug af et lignende mærke, selv for varer af anden art, indebærer en utilbørlig udnyttelse af varemærkets værdi (goodwill), eller

b) når et varemærke er indarbejdet og en andens brug af et lignende mærke for andre varer under hensyn til disses særlige karakter åbenbart er egnet til at forringe det indarbejdede mærkes værdi væsentligt.

§ 7. Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til kendetegn, der er forvekslelige, har den først opståede ret fortrin, for så vidt ikke andet følger af de nedenfor anførte bestemmelser.

§ 8. En yngre ret til et registreret varemærke kan bestå ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt mærke, forudsat at anmeldelsen er indgivet i god tro, og at 5 år er hengået fra registreringsdagen, uden at sag om registreringens ophævelse er anlagt.

§ 9. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en ældre ret til et dermed forveksleligt mærke,

a) såfremt indehaveren af det ældre mærke ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre mærke,

b) såfremt retten til mærkerne er erhvervet ved brug inden for forskellige dele af landet og det skønnes, at begge fremdeles kan anvendes som hidtil uden væsentlig skade for indehaveren af den ældre ret.

§ 10. I de i §§ 8-9 omhandlede tilfælde kan domstolene, for så vidt det findes rimeligt, bestemme, at et af mærkerne eller begge kun må anvendes på særlig måde, f. eks. i en vis udførelsesform eller med tilføjelse af en stedsangivelse eller anden tydeliggørelse.

§ 11. Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lærebøger eller lignende skrifter af fagligt indhold er forfatteren, udgiveren og forlæggeren på begæring af indehaveren af et registreret varemærke pligtig at påse, at dette ikke gengives uden angivelse af, at det er et registreret varemærke.

Stk. 2. Forsømmer nogen, hvad der påhviler ham efter denne paragrafs stk. 1, er han pligtig at bekoste en berigtigende bekendtgørelse herom på den måde, det findes rimeligt.

§ 12. Varemærkeregistret føres af direktøren for patent- og varemærkevæsenet. Direktøren udgiver en registreringstidende, i hvilken såvel de stedfundne registreringer som senere tilførsler til registret bekendtgøres.

§ 13. Et varemærke skal for at kunne registreres være egnet til at adskille mærkeindehaverens varer fra andres. Et mærke, der udelukkende eller med kun uvæsentlige ændringer eller tilføjelser angiver varens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, pris eller oprindelse eller tidspunktet for dens fremstilling, skal ikke i sig selv anses for at have fornødent særpræg. Det samme gælder et mærke, der udelukkende består af ikke særligt udformede bogstaver eller tal.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af, om et mærke har det fornødne særpræg, skal der tages hensyn til alle foreliggende forhold, herunder særlig den tid og det omfang, hvori mærket har været anvendt.

§ 14. Et varemærke må ikke registreres

1) når mærket uhjemlet indeholder statskendetegn, officielle internationale kendetegn, danske kommunale kendetegn, officielle kontrol- og garantitegn, særlige benævnelser for kendetegn som de anførte eller noget, der kan forveksles hermed. Forbuddet omfatter kun officielle kontrol- og garantitegn, såfremt mærket begæres registreret for de samme eller lignende varearter som dem, for hvilke disse tegn benyttes,

2) når mærket er egnet til at vildlede,

3) når mærket i øvrigt strider mod lov eller offentlig orden eller er egnet til at vække forargelse,

4) når mærket indeholder noget, der er egnet til at opfattes som anden mands firma eller som anden mands navn eller portræt, og der ikke derved sigtes til for længst afdøde personer, eller når det indeholder særegent navn på eller afbildning af anden mands faste ejendom,

5) når mærket indeholder noget, der er egnet til at opfattes som særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller når det krænker en andens ophavsret til sådant værk eller en andens patentret, mønsterret eller ret til fotografisk billede,

6) når mærket er forveksleligt med et her i landet efter en tidligere anmeldelse registreret varemærke eller med et varemærke, der er taget i brug her i landet på det tidspunkt, da anmeldelsen om registrering indgives, og som vedvarende anvendes her,

7) når mærket er forveksleligt med et varemærke, der er taget i brug i udlandet på det tidspunkt, da anmeldelsen om registrering indgives, og som vedvarende anvendes der, og anmelderen på anmeldelsestidspunktet kendte eller burde kende dette.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne under 4), 5), 6) og 7) kan registrering finde sted, såfremt fornøden hjemmel foreligger og der ikke er anledning til at antage, at registreringen vil virke vildledende.

§ 15. Den ved registrering opnåede varemærkeret omfatter ikke sådanne dele af mærket, som ikke særskilt kan registreres.

Stk. 2. Indeholder et mærke bestanddele som de i stk. 1 omhandlede, og er der særlig anledning til at antage, at mærkets registrering kan medføre tvivl med hensyn til varemærkerettens omfang, kan sådanne bestanddele ved registreringen udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.

Stk. 3. Viser det sig senere, at dele af mærket, som er blevet undtaget fra beskyttelsen, er blevet registrerbare, kan en ny registrering foretages af disse dele eller af selve mærket uden den i stk. 2 angivne begrænsning.

§ 16. Varemærker registreres i en eller flere vareklasser. Inddelingen i vareklasser fastsættes ved en af industriministeren udfærdiget bekendtgørelse.

§ 17. Anmeldelse af et varemærke til registrering indgives skriftligt til direktoratet for patent- og varemærkevæsenet. Anmeldelsen skal indeholde en gengivelse af mærket, oplysning om anmelderens navn eller firma samt om hans erhverv. Anmeldelsen skal endvidere indeholde oplysninger om de varearter eller vareklasser, for hvilke mærket ønskes registreret, samt i øvrigt være affattet i overensstemmelse med de i medfør af § 46 udfærdigede bestemmelser.

§ 18. Når et varemærke første gang er anvendt for varer, udstillet på en af industriministeren godkendt national eller international udstilling her i landet, og mærket senest 6 måneder efter dets indførelse på udstillingen anmeldes til registrering her, skal anmeldelsen i forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom andre anmeldelser eller andres benyttelse af mærket, anses som sket samtidig med dets indførelse på udstillingen.

Stk. 2. Ved bekendtgørelse fra industriministeren, jfr. § 46, kan det - under forudsætning af gensidighed - bestemmes, at tilsvarende regler skal gælde varemærker, der første gang er anvendt på officielle eller officielt anerkendte internationale udstillinger uden for landet.

§ 19. Har anmelderen ikke iagttaget de om anmeldelse givne forskrifter, eller finder direktoratet for patent- og varemærkevæsenet, at der i øvrigt er noget til hinder for at godkende anmeldelsen, giver direktoratet anmelderen en af grunde ledsaget meddelelse herom og fastsætter en frist, inden hvis udløb anmelderen har adgang til at ytre sig.

Stk. 2. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til anmeldelsen, medmindre der gives anmelderen adgang til en fornyet udtalelse.

Stk. 3. Direktoratets afgørelse kan af anmelderen indbringes for industriministeren eller domstolene efter reglerne i § 44.

§ 20. Er anmeldelsen i behørig orden, og er intet fundet til hinder for registreringen, foretager direktoratet for patent- og varemærkevæsenet bekendtgørelse herom i Registreringtidende. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om anmeldelsens væsentlige indhold og gengive mærket.

Stk. 2. Indsigelser mod mærkets registrering skal fremsættes skriftligt med behørig begrundelse inden 2 måneder fra bekendtgørelsesdagen.

§ 21. Efter udløbet af den i § 20 fastsatte frist optager direktoratet anmeldelsen til fortsat behandling i overensstemmelse med § 19.

Stk. 2. Godkendes anmeldelsen, indføres mærket i registret, og bekendtgørelse sker i Registreringstidende.

Stk. 3. Afslås en anmeldelse, som er bekendtgjort i henhold til § 20, bekendtgøres afslaget.

Stk. 4. Direktoratets afgørelse kan af anmelderen indbringes for industriministeren eller domstolene efter reglerne i § 44.

§ 22. Den ved registreringen opnåede varemærkeret gælder fra den dag, anmeldelsen i henhold til § 17, jfr. § 19, er indgivet, og vedvarer i 10 år fra registreringsdagen.

Stk. 2. Registreringen fornys på indehaverens begæring for 10 år ad gangen fra udløbet af den pågældende registreringsperiode.

§ 23. Anmeldelse om registreringens fornyelse indgives til direktoratet for patent- og varemærkevæsenet tidligst 1 år før og senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb.

Stk. 2. Findes anmeldelsen i behørig orden, indføres fornyelsen i registret.

Stk. 3. Er anmeldelse om fornyelse ikke sket inden registreringsperiodens udløb, sender direktoratet mærkeindehaveren eller hans fuldmægtig, jfr. § 31, underretning herom. For manglende underretning er direktoratet uden ansvar.

§ 24. På begæring af indehaveren kan der foretages uvæsentlige ændringer af et registreret varemærke, for så vidt helhedsindtrykket af mærket ikke derved påvirkes.

Stk. 2. Sådanne ændringer af mærket indføres i registret.

§ 25. Er et varemærke registreret i strid med bestemmelserne i denne lov, kan registreringen ophæves ved dom, jfr. dog bestemmelserne i §§ 8-10.

Stk. 2. Registreringen kan ligeledes ophæves ved dom, hvis mærkeindehaveren ikke længere er erhvervsdrivende, eller hvis mærket efter registreringen åbenbart har mistet evnen til at adskille mærkeindehaverens varer fra andres eller er blevet vildledende, stridende mod den offentlige orden eller egnet til at vække forargelse.

§ 26. Om ophævelse af en registrering kan enhver, som har interesse deri, anlægge sag mod mærkeindehaveren. Sag efter bestemmelserne i § 13, § 14, 1)-3), og § 25, stk. 2, kan også anlægges af direktøren for patent- og varemærkevæsenet.

§ 27. Udslettelse af registret sker på grundlag af dom, eller når registreringen ikke fornys eller mærkeindehaveren begærer mærket slettet.

Stk. 2. Af enhver dom, hvorved en registrering ophæves eller ændres, tilstiller vedkommende domstol direktoratet for patent- og varemærkevæsenet en udskrift.

§ 28. Anmelder en erhvervsdrivende, der ikke driver virksomhed her i landet, et varemærke til registrering, skal han godtgøre, at et tilsvarende mærke er registreret for ham i hjemlandet for de varearter, som anmeldelsen her angår.

Stk. 2. Under forudsætning af gensidighed kan det ved bekendtgørelse fra industriministeren fastsættes, at bestemmelsen i stk. 1 ikke kommer til anvendelse.

§ 29. Ved bekendtgørelse fra industriministeren kan det - under forudsætning af gensidighed - bestemmes, at et varemærke, som ellers ikke ville kunne registreres her i landet, men som er registreret i en fremmed stat, på nærmere i bekendtgørelsen fastsatte betingelser kan registreres her, således som det er registreret i den fremmede stat. En sådan registrering gælder ikke i videre omfang end i den fremmede stat.

§ 30. Ved bekendtgørelse fra industriministeren, jfr. § 46, kan det - under forudsætning af gensidighed - bestemmes, at en anmeldelse her i landet af et varemærke, der er anmeldt til registrering i fremmed stat, i forhold til senere indtrufne omstændigheder, såsom andre anmeldelser eller andres benyttelse af mærket, skal anses som sket samtidig med anmeldelsen i den fremmede stat, såfremt anmeldelsen indgives her inden en af industriministeren fastsat frist.

§ 31. En mærkeindehaver, som ikke har bopæl her i landet, skal have en her bosat fuldmægtig, som på hans vegne kan modtage søgsmål og alle forekommende meddelelser vedrørende mærket med bindende virkning for mærkeindehaveren. Fuldmægtigens navn og hjemsted skal indføres i varemærkeregistret.

Stk. 2. Findes behørig fuldmægtig ikke noteret, skal mærkeindehaveren berigtige forholdet inden en af direktoratet for patent- og varemærkevæsenet fastsat frist, hvorom meddelelse gives ved anbefalet brev eller, hvis mærkeindehaverens bopæl ikke kendes, ved bekendtgørelse i Registreringstidende. Er sådan fuldmægtig ikke udpeget inden fristens udløb, slettes mærket af registret.

§ 32. Retten til et varemærke kan overdrages i eller uden forbindelse med den virksomhed, i hvilken det benyttes.

Stk. 2. Overdrager nogen sin virksomhed, går retten til virksomhedens varemærker over til erhververen, medmindre andet er eller må anses for at være aftalt.

§ 33. Den, til hvem retten til et registreret varemærke er overgået, skal anmelde dette til direktoratet for patent- og varemærkevæsenet, der gør tilførsel herom til varemærkeregistret.

Stk. 2. Indtil overdragelsen er anmeldt til indførsel i registret, kan direktoratet anse den som indehaver af mærket, der senest er indført som sådan.

§ 34. Har indehaveren af et registreret varemærke givet en anden ret til at anvende mærket i erhvervsøjemed (licens), skal på mærkeindehaverens eller licenstagerens begæring tilførsel herom gøres i varemærkeregistret. På samme måde finder tilførsel til registret sted, når det senere godtgøres, at licensen er ophørt.

Stk. 2. Såfremt ikke andet måtte være aftalt, kan licenstageren ikke overdrage sin ret.

§ 35. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal på mærkeindehaverens, panthaverens eller udlægshaverens begæring tilførsel herom gøres i varemærkeregistret.

§ 36. Bliver brugen af et varemærke, efter at overdragelse af dette har fundet sted, eller efter at licens til brug af varemærket er meddelt, vildledende, kan det ved dom forbydes den pågældende at anvende mærket i den foreliggende skikkelse.

Stk. 2. Det samme gælder i andre tilfælde, hvor et varemærke er vildledende eller af mærkeindehaveren eller af en anden med hans samtykke anvendes på vildledende måde.

Stk. 3. Sag efter denne paragraf kan anlægges af direktøren for patent- og varemærkevæsenet samt af enhver, der har interesse deri.

§ 37. Brug af et varemærke i strid med bestemmelserne i denne lov kan forbydes ved dom.

Stk. 2. Forsætlig krænkelse af retten til et registreret varemærke straffes med bøde.

Stk. 3. Overtrædelse af denne lov påtales af den forurettede.

Stk. 4. Sø- og handelsretten i København er for sager, der rejses efter denne lov, værneting for mærkeindehavere, der ikke har bopæl her i landet.

§ 38. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en varemærkeret, er pligtig at erstatte den forvoldte skade.

Stk. 2. Krænker nogen en varemærkeret, uden at det sker forsætligt eller uagtsomt, er han, om og i det omfang det skønnes rimeligt, pligtig at erstatte den krænkede hans skade, dog ikke ud over den vinding, han må antages at have indvundet ved krænkelsen.

§ 39. I sager om krænkelse af retten til et registreret varemærke kommer § 37, stk. 2, kun til anvendelse, for så vidt angår tiden efter registreringsdagen.

§ 40. Krav efter § 38 forældes efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan sag om erstatning for en varemærkekrænkelse, der har fundet sted efter mærkets anmeldelse til registrering, anlægges, for så vidt det sker inden 1 år fra registreringsdagen.

§ 41. I sager om krænkelse af en varemærkeret kan retten bestemme, at foranstaltninger skal træffes til forebyggelse af misbrug af mærket. I så henseende kan det bl.a. bestemmes, at de ulovligt anbragte mærker skal fjernes fra de varer, der er i den pågældendes besiddelse eller i øvrigt står til hans rådighed, eller om fornødent at varerne skal tilintetgøres eller udleveres den forurettede mod eller uden erstatning.

§ 42. Er licens meddelt til brug af et varemærke, anses i sager om krænkelse af varemærkeretten såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget, såfremt intet andet er aftalt.

Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette licensgiveren herom.

§ 43. De i nærværende lov indeholdte bestemmelser om varemærker finder anvendelse på fællesmærker i det omfang og med de afvigelser, der følger af den for disse mærker gældende særlige lovgivning.

§ 44. De af direktoratet for patent- og varemærkevæsenet i henhold til denne lov trufne afgørelser kan af anmelderen inden 3 måneder fra afgørelsens dato indbringes for industriministeren. Adgang til at få spørgsmålene afgjort ved domstolene udelukkes ikke herved. Ønsker anmelderen en afgørelse indbragt for domstolene, må sag anlægges inden 6 måneder efter den af direktoratet eller industriministeren trufne afgørelse.

§ 45. Enhver har ret til at gøre sig bekendt med varemærkeregistrets indhold enten ved eftersyn af registret eller ved udskrift af dette.

Stk. 2. Enhver kan få oplysning om, hvorvidt et varemærke er registreret.

§ 46. Industriministeren fastsætter nærmere bestemmelser om indgivelse og behandling af anmeldelser til varemærkeregistret, herunder fastsættelse af fristen for påberåbelse af fortrinsrettigheder, jfr. §§ 18 og 30, om registrets indretning og førelse, om Registreringstidendes udgivelse og indhold samt om afgifterne for anmeldelser, ekspeditioner, udskrifter m.v.

§ 47. Med den begrænsning, som følger af § 48, stk. 2, træder bestemmelserne i nærværende lov i stedet for lov om varemærker nr. 101 af 7. april 1936, jfr. lov nr. 35 af 4. marts 1953. De i henhold til nævnte lov af 1936 registrerede varemærker forbliver i registret, uanset om de ikke opfylder betingelserne i nærværende lov for at kunne registreres som nye varemærker.

Stk. 2. På varemærker, som er registreret i medfør af hidtidig lovgivning, finder den i § 16 omhandlede registrering i vareklasser først anvendelse ved registreringens fornyelse.

§ 48. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved kongelig anordning. Loven skal dog senest sættes i kraft den 1. oktober 1960. (* 1)

Stk. 2. De ved lovens ikrafttræden foreliggende uafgjorte anmeldelser behandles efter den hidtige lovgivnings bestemmelser, medmindre anmelderen ønsker anmeldelsen overført til behandling efter nærværende lov.

Stk. 3. For Grønlands og Færøernes vedkommende fastsættes tidspunktet for lovens ikrafttræden ved kongelig anordning, hvorved tillige kan fastsættes sådanne afvigelser fra lovens bestemmelser, som forholdene måtte tilsige.

Industriministeriet, den 18. marts 1986

N. Wilhjelm

Niels Erik D. Jensen

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Kapitel II

Om registrering af varemærker

Kapitel III

Om registreringens ophør

Kapitel IV

Særlige bestemmelser om registrering

Kapitel IX

Forskellige bestemmelser

Kapitel V

Om overdragelse og licens m.v.

Kapitel VI

Om forbud mod brug af vildledende

Kapitel VII

Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen

Kapitel VIII

Fællesmærker

Bekendtgørelse af Varemærkelov

Herved bekendtgøres varemærkelov nr. 211 af 11. juni 1959, som ændret ved lov nr. 151 af 10. maj 1967.

(* 1) Ved kongelig anordning af 21. september 1960 er varemærkelov nr. 211 af 11. juni 1959 sat i kraft den 1. oktober 1960.