Legislator Case Law & Legislation
A19600017830 DK

Lov om statens husholdsningsråd.

9 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (9)

Statutory Text (9 Articles)

Lov 1960 178 Historic

§ 1. Statens husholdningsråd, der henhører under indenrigsministeriet, har til formål - i samarbejde med andre institutioner og organisationer- at virke til fremme af husholdningernes ernæringsmæssige, hygiejniske, økonomiske og tekniske forhold med henblik på såvel hjemmenes som samfundets interesse.

Stk. 2. Husholdningsrådet tager initiativet til iværksættelse af undersøgelser og forsøg, enten på rådets eget forsøgslaboratorium eller andetsteds, og bidrager til, at der gives befolkningen vejledning på de i stk. 1 omhandlede områder. Rådet udarbejder arbejdsplan og budget for det følgende finansår samt afgiver udtalelser af principiel karakter inden for statens husholdningsråds arbejdsområde. Arbejdsplan og budget forelægges indenrigsministeren.

Lov 1960 178 Historic

§ 2. Resultaterne af de foretagne undersøgelser og forsøg kan offentliggøres ved rådets foranstaltning.

Stk. 2. Resultaterne af rådets undersøgelses- og forsøgsarbejde må kun anvendes i reklameøjemed, når rådet skriftligt har givet tilladelse dertil.

Lov 1960 178 Historic

§ 3. Husholdningsrådet har følgende sammensætning

12 medlemmer udpeges af indenrigsministeren efter indstilling af henholdsvis

Arbejdernes Oplysningsforbund,

Danske Husmødres Forbrugerråd,

Dansk Kvindesamfund,

Danske Kvinders Nationalråd,

De danske Husmoderforeninger,

De husholdningspædagogiske Foreninger (2 medlemmer),

De kooperative Husmoderforeninger,

De samvirkende danske Husholdningsforeninger,

De samvirkende danske Husmandsforeninger,

De samvirkende danske Landboforeninger og

Fagbevægelsens Kvindesekretariat.

Derudover er handelsministeriet, undervisningsministeriet, sundhedsstyrelsen og specialkursus i husholdning ved Århus universitet repræsenteret ved hvert 1 medlem, medens indenrigsministeriet er repræsenteret ved 2 inden for husholdningsrådets arbejdsområde sagkyndige medlemmer. Rådets medlemmer udpeges for en 4-årig periode.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan efter forhandling med rådet træffe beslutning om udvidelse eller ændring i rådets sammensætning.

Stk. 3. Rådet vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand, der sammen med 3 andre af rådet udpegede medlemmer udgør et forretningsudvalg, hvis nærmere opgaver fastsættes i rådets forretningsorden. Der tillægges rådets formand et honorar.

Stk. 4. Rådets forretningsorden godkendes af indenrigsministeren, ligesom de nærmere bestemmelser om rådets arbejde fastsættes af indenrigsministeren.

Stk. 5. Rådet kan nedsætte udvalg med særlige opgaver i forbindelse med forsøgs- og oplysningsvirksomheden.

Lov 1960 178 Historic

§ 4. Der udnævnes af indenrigsministeren en forstander, som leder den daglige virksomhed ved forsøgslaboratoriet og rådets sekretariat.

Stk. 2. Forstanderen ansætter det medhjælpslønnede personale.

Stk. 3. Det til rådet knyttede personale må ikke uden indenrigsministerens tilladelse være interesseret i eller have tilknytning til nogen erhvervsvirksomhed eller erhvervsorganisation inden for husholdnings- eller levnedsmiddelbranchen.

Lov 1960 178 Historic

§ 5. De til rådets arbejde fornødne beløb stilles til rådighed ved bevilling på de årlige finanslove.

Stk. 2. Der kan endvidere på de årlige finanslove ydes tilskud til den oplysningsvirksomhed, der udføres på husholdningens område af de i § 3, stk. 1 og 2, nævnte organisationer. I særlige tilfælde kan der efter forhandling med statens husholdningsråd ydes tilskud til andre organisationer til tilsvarende formål.

Stk. 3. Til indenrigsministeren afgiver husholdningsrådet en årlig beretning om virksomheden i det forløbne år.

Lov 1960 178 Historic

§ 6. Rådet henregnes til de institutioner, der er berettiget til at begære forfølgning for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 80 af 31. marts 1937 om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse.

Lov 1960 178 Historic

§ 7. Denne lov gælder ikke for Færøerne. Samtidig med lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 87 af 31. marts 1953 om statens husholdningsråd, jfr. lov nr. 121 af 15. april 1959.

Givet på Christiansborg slot, den 29. april 1960.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.

Søren Olesen.

Lov 1960 178 Historic

Lov om statens husholdsningsråd.

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →