Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026) - L 16
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026)
Udlændinge- og integrationsministeren (Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Ny overenskomstbaseret beløbsordning for certificerede virksomheder).
(Lovforslag nr. L 16)
Det følger af regeringens politiske grundlag, at regeringen vil gennemføre den overenskomstbaserede beløbsordning for udenlandsk arbejdskraft, som den foregående SVM-regering fremsatte et lovforslag om inden valgudskrivelsen.
Lovforslaget udmønter denne del af regeringsgrundlaget ved at indføre en ny beløbsordning med en lavere beløbsgrænse end de eksisterende beløbsordninger, som kan anvendes af certificerede virksomheder til at ansætte udenlandsk arbejdskraft under ordnede løn- og arbejdsvilkår.
Regeringen vil give virksomheder, der tager ansvar og sikrer ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, mulighed for at rekruttere ny udenlandsk arbejdskraft.
Danmark skal kunne tiltrække og fastholde efterspurgt udenlandsk arbejdskraft, så længe ledigheden er lav.
Samtidig er det vigtigt at styrke den danske arbejdsmarkedsmodel, så international rekruttering ikke underminerer forholdene på det danske arbejdsmarked.
Derfor foreslås det, at der indføres en erhvervsordning, der som noget nyt er betinget af et overenskomstkrav, som skal påses af arbejdsmarkedets parter.
Derved kommer arbejdsmarkedets parter til at spille en aktiv rolle i forbindelse med kontrol af ordningen i samarbejde med de danske udlændingemyndigheder.
Det foreslås samtidig, at ordningen kun skal kunne anvendes af udlændinge fra visse lande, nemlig de lande, som Danmark allerede har et økonomisk og handelsmæssigt fællesskab med, og hvortil relationerne ønskes styrket.
Det foreslås herudover, at ordningen kun skal kunne anvendes, så længe ledigheden er lav, og at meddelelse af opholdstilladelse efter ordningen bl.a. skal være betinget af, at udlændingen er tilbudt ansættelse i en stilling med en løn på minimum 322.000 kr. årligt (2026-niveau), samt at udlændinge kun kan ansættes i stillinger, der er dækket af de overenskomster, der er omfattet af ordningen, og som virksomheden selv er bundet af.
Virksomheder skal desuden certificeres for at kunne bruge den nye ordning.
Det vil være en betingelse for at blive certificeret, at virksomheden sikrer relevante lønmodtagerorganisationer adgang til at føre kontrol med overholdelse af de overenskomster, som virksomheden ansætter udlændinge efter.
Det foreslås endvidere, at virksomheden ikke inden for de seneste 2 år forud for ansøgningstidspunktet for certificering må være idømt bod for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, at virksomheden skal have været i drift og have aflagt årsrapport eller regnskab for de seneste 2 år, samt at virksomheden skal vedlægge en udtømmende serviceattest uden anmærkninger udstedt af Erhvervsstyrelsen.
Herudover skal virksomheden leve op til de betingelser for certificering, der i dag gælder for fast track-ordningen.
Lovforslaget ønskes vedtaget med henblik på ikrafttræden den 1. januar 2027.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.