Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026) - L 15
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026)
Udlændinge- og integrationsministeren (Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven (Gennemførelse af dele af EU’s pagt om migration og asyl m.v.)
(Lovforslag nr. L 15)
Formålet med lovforslaget er at foretage de nødvendige ændringer i dansk ret for, at Danmark på nødvendig og tilstrækkelig vis kan gennemføre de dele af EU's pagt om migration og asyl (Pagten), som Danmark har tilsluttet sig.
Pagten blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 14. maj 2024.
Som følge af det danske forbehold for retlige og indre anliggender (retsforbeholdet) deltager Danmark ikke i de 10 retsakter i pagten.
Danmark har imidlertid på mellemstatsligt grundlag tilsluttet sig dele af forordningen om Asyl- og Migrationsforvaltning (AM-forordningen), kriseforordningen og Eurodac-forordningen i overensstemmelse med Danmarks parallelaftale, samt tilsluttet sig screeningforordningen og grænsetilbagesendelsesprocedureforordningen i overensstemmelse med den såkaldte Schengenteknikalitet
Med lovforslaget gennemføres disse retsakter af pagten i dansk ret.
Danmark har ikke mulighed for at tilslutte sig de øvrige dele af pagten, som således ikke indgår i lovforslaget.
Det foreslås endvidere, at den til enhver tid siddende udlændinge- og integrationsminister i særlige tilfælde vil kunne beslutte, at en såkaldt asylgrænseprocedure ved Danmarks ydre grænser skal finde anvendelse tilsvarende den ordning, der med asylprocedureforordningen indføres i de andre EU-lande.
Asylgrænseproceduren giver mulighed for i en periode på op til 6 måneder at behandle visse asylansøgninger, hvor der på forhånd er en formodning om, at ansøgningen vil føre til et afslag, i en særlig hurtig proces.
I asylgrænseproceduren gives en asylansøger ikke tilladelse til at indrejse i Danmark, ligesom et afslag indebærer en forenklet tilbagesendelsesprocedure.
Det foreslås desuden at indføre hjemmel til, at den til enhver tid siddende udlændinge- og integrationsminister kan fastsætte regler om, at EU-retsakter, som Danmark har tilsluttet sig i medfør af den såkaldte Schengenteknikalitet, gennemføres i dansk ret.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.