Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026) - L 21
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026)
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren (Christina Egelund)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om adgangsregulering ved videregående uddannelser, lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser m.v. og udlændingeloven (Initiativer vedrørende visse udenlandske studerende, adgang til ph.d.-uddannelse, specialpædagogisk støtte til studerende på erhvervskandidatuddannelser m.v.)
(Lovforslag nr. L 21)
Der er tale om en genfremsættelse af lovforslag nr. L 121 (2025-26 (1. samling)), som blev fremsat for Folketinget den 25. februar 2026, men som bortfaldt som følge af folketingsvalget den 24. marts 2026.
Den tidligere regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) udsendte den 18. september 2025 en pressemeddelelse om initiativer for at forhindre misbrug af studieophold.
Dette lovforslag har til formål at gennemføre en række af disse initiativer og dermed forhindre, at studieophold misbruges til at skaffe sig adgang til det danske arbejdsmarked.
Det foreslås, at universiteterne kan tilrettelægge en studiestartsprøve for visse udenlandske studerende, og at der kan fastsættes særlige krav til studieaktivitet for visse udenlandske studerende.
Endvidere foreslås det, at universiteterne kan beslutte kun at træffe afgørelse for visse udenlandske ansøgere på baggrund af verificerede dokumenter.
Det foreslås også, at en videregående uddannelsesinstitution kan træffe afgørelse om afvisning af ansøgning om optagelse på institutionen i tilfælde af snyd.
Herudover foreslås ændringer vedrørende opkrævning af gebyr og deltagerbetaling ved studiestart fra visse udenlandske studerende.
For at understøtte det nævnte formål indeholder lovforslaget også ændringer på Udlændinge- og Integrationsministeriets område, der vil indebære, at visse udenlandske studerende ikke længere skal kunne tage medfølgende familie med til Danmark, og at jobsøgningsopholdet, som i dag gives til udlændinge, der afslutter visse danske uddannelser, afkortes fra 3 til 1 år.
Lovforslaget indeholder også initiativer, der har til formål at følge op på yderligere elementer fra aftale om en reform af universitetsuddannelserne i Danmark.
Der lægges således op til ændringer vedrørende adgang til ph.d.-uddannelse for personer, der har gennemført en kandidatuddannelse på mindre end 120 ECTS-point, samt adgang til SU og specialpædagogisk støtte (SPS) i forbindelse med erhvervskandidatuddannelse.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. oktober 2026.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.