Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026) - L 6
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. juni 2026)
Justitsministeren (Nicolai Wammen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om reparation af varer
(Lovforslag nr. L 6)
Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1799 af 13. juni 2024 om fælles regler til fremme af reparation af varer og om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv (EU) 2019/771 og (EU) 2020/1828 (det såkaldte Right to Repair-direktiv) i dansk ret.
Det overordnede formål med direktivet er at fremme reparation af varer i stedet for at skifte varer ud.
På den måde skal direktivet bidrage til et velfungerende indre marked for afhjælpningsydelser (reparationsydelser) og samtidig sikre et højt forbruger- og miljøbeskyttelsesniveau og fremme cirkulær økonomi.
Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter
Det foreslås at indføre en reparationspligt for fabrikanter (uden for det køberetlige mangelsansvar) for så vidt angår specifikke varekategorier, der er angivet på EU-niveau, herunder bl.a. hårde hvidevarer som vaskemaskiner og køleskabe samt elektronik som mobiltelefoner.
Det foreslås at indføre et fælles europæisk reparationsoplysningsskema, som erhvervsdrivende kan anvende i forbindelse med aftaleindgåelse om reparationsydelser med forbrugere.
Det foreslås at indføre et myndighedstilsyn med overholdelse af lovens regler.
I medfør af direktivet vil der blive etableret en fælles europæisk onlineplatform for reparation, og med lovforslaget foreslås bestemmelser til understøttelse heraf.
Endelig foreslås enkelte ændringer af købeloven, herunder bl.a. at reklamationsfristen forlænges én gang med 12 måneder, hvis der sker afhjælpning af en køberetlig mangel ved reparation, og at sælgeren kan opfylde sin pligt til omlevering i mangelsituationer ved på forbrugerens anmodning at levere en istandsat vare.
Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv.
Det betyder, at der inden for direktivets anvendelsesområde ikke kan fastsættes nationale særregler, medmindre direktivet udtrykkelig giver mulighed herfor.
Direktivet giver medlemsstaterne valgfrihed på tre punkter.
For det første kan medlemsstaterne fastsætte en længere tillægsfrist til den normale reklamationsfrist i købeloven end de 12 måneder, der følger af direktivet.
For det andet kan medlemsstaterne tillade andre end reparatører at registrere sig på det nationale afsnit på den europæiske onlineplatform for reparation.
For det tredje kan medlemsstaterne fastsætte betingelser for registrering på den europæiske onlineplatform.
Der lægges op til, at direktivet vil blive gennemført uden overimplementering.
Således lægges der op til ikke at udnytte valgmuligheden vedrørende tillægsfristen til reklamationsfristen i købeloven.
Det skyldes, at reglerne efter regeringens opfattelse sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og balancerer hensynene til forbrugerne og erhvervslivet, og at fastsættelse af strengere krav til erhvervsdrivende, end hvad der følger af direktivet, efter omstændighederne vil kunne pålægge erhvervslivet unødige byrder.
Herudover lægges der op til ikke at udnytte valgmulighederne i forbindelse med den europæiske onlineplatform for reparation.
Det skyldes, at udvidelse af anvendelsesområdet for det nationale afsnit på den europæiske onlineplatform indebærer risiko for at gøre det uoverskueligt og besværligt for forbrugere at finde frem til relevante professionelle reparatører, hvilket kan afstedkomme at reparation fravælges.
Endvidere kan fastsættelse af betingelser for registrering afholde reparatører fra at registrere sig, hvilket kan svække den tilstræbte effekt af reglerne, som er at fremme reparation.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. januar 2026 til den 16. februar 2026 været sendt i høring hos en række myndigheder og organisationer m.v.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, idet direktivets implementeringsfrist er den 31. juli 2026.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.