Skriftlig fremsættelse (16. juni 2026) - L 4
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (16. juni 2026)
Skatte- og vækstministeren (Jakob Engel-Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Lov om ændring af ligningsloven (Forhøjelse af befordringsfradraget for indkomståret 2026)
(Lovforslag nr. L 4)
Formålet med lovforslaget er at gennemføre den del af regeringsgrundlaget »Det politiske grundlag for firkløverregeringen«, der omhandler en midlertidig forhøjelse af befordringsfradraget på en måde, der målrettet hjælper dem, der er hårdest ramt af stigende benzin- og dieselpriser, samt holder hånden under den lokale, kollektive transport.
Det foreslås gjort ved at forhøje befordringsfradraget for hele indkomståret 2026.
Konkret foreslås det, at den almindelige takst for kørsel frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads – dvs. for kørsel mellem 24 og 120 km pr. arbejdsdag – forhøjes med 0,89 kr. pr. km.
Taksten for den del af kørslen, der overstiger 120 km, foreslås forhøjet med 0,45 kr. pr. km.
For borgere, der er bosiddende i en yderkommune eller på en småø, forhøjes taksten med 0,98 kr. pr. km.
Forhøjelsen af befordringsfradraget vil også omfatte dem, der modtager uddannelsesstøtte efter SU-loven og er bosiddende i en yderkommune eller på en småø.
Disse personer har allerede i dag en særlig adgang til befordringsfradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og uddannelsessted, der overstiger 24 km dagligt, og det fradrag vil med lovforslaget også blive forhøjet med 0,98 kr. pr. km.
Endelig foreslås en forhøjelse af loftet for det såkaldte lavindkomsttillæg fra 15.400 kr. til 30.800 kr. for indkomståret 2026.
Lavindkomsttillægget er et tillæg til befordringsfradraget på 64 pct. af det normale befordringsfradrag, dog højst op til det loft, der foreslås forhøjet.
Det skønnes nødvendigt, at lovforslaget hastebehandles med henblik på vedtagelse inden sommerferien 2026, så forhøjelsen af befordringsfradraget kan have effekt på forskudsopgørelsen med virkning hurtigst muligt.
Hvis lovforslaget vedtages på et senere tidspunkt i efteråret 2026, vil forhøjelsen først kunne få effekt, når årsopgørelsen for 2026 udsendes i foråret 2027.
Det vurderes derfor, at lovforslaget bør vedtages inden sommerferien 2026 med henblik på hurtigst muligt at kunne give en økonomisk håndsrækning til dem, som er hårdest ramt af stigende benzin- og dieselpriser.
Lovforslaget er som følge af dets hastende karakter sendt i høring henover fremsættelsen.
Høringssvar og -skema vil blive oversendt til Folketinget inden 1. behandlingen af lovforslaget.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings (hurtige og) velvillige behandling.