Legislator Case Law & Legislation
20252BB00022 DK

Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til europæiskledede militære missioner og operationer i og omkring Hormuzstrædet og Det Røde Hav

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2025 22 Valid

Fremsat den 23. juni 2026 af udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Forslag til folketingsbeslutning

om danske militære bidrag til europæiskledede militære missioner og operationer i og omkring Hormuzstrædet og Det Røde Hav

Bemærkninger til forslaget

BSF B#LOKDOK41 2025 22 Valid

Folketinget meddeler sit samtykke til at indsætte danske militære bidrag i den europæiskledede multinationale militære mission i Hormuzstrædet (M3SoH) samt til EU’s sømilitære operation EUNAVFOR ASPIDES, som har til formål at styrke maritim sikkerhed og sikre retten til fri sejlads i og omkring Hormuzstrædet og Det Røde Hav.

BSF B#LOKDOK41 2025 22 Valid

I.

Efter USA og Israels angreb på Iran den 28. februar 2026 har Iran de facto blokeret for den civile skibstrafik gennem Hormuzstrædet.

Flere tilfælde af angreb på skibe og formodet iransk minering af strædet har medvirket til at skabe usikkerhed for skibsfarten og skærpet den i forvejen tilspidsede sikkerhedssituation i regionen.

Som konsekvens heraf har hovedparten af internationale rederier indstillet trafikken i og omkring Hormuzstrædet og Det Røde Hav med alvorlige globale konsekvenser til følge.

Danmark har en væsentlig interesse i at understøtte en fælles europæisk tilgang til sikkerheden i regionen og i at sikre retten til fri sejlads.

Den 15. juni 2026 bekræftede USA og Iran, at man havde indgået en aftale i form af et forståelsespapir, som danner grundlaget for 60 dages videre forhandlinger.

USA har oplyst, at aftalen omfatter en åbning af Hormuzstrædet.

Fra dansk side har man budt aftalen velkommen.

Multinational Military Mission in the Strait of Hormuz (M3SoH)

Frankrig og Storbritannien har stået i spidsen for en koordineret diplomatisk indsats for at genåbne Hormuzstrædet og parallelt hermed for oprettelse af en multinational militær mission, som har til formål at styrke den maritime sikkerhed og sikre retten til fri sejlads i strædet, blandt andet ved at yde beskyttelse til civil skibsfart, afskrække angreb mod lovlig transit og bidrage til minerydning, når forholdene tillader det.

Missionen vil være defensiv og selvstændig fra andre militære operationer i regionen.

Det er samtidig en forudsætning for missionen, at der foreligger en aftale mellem USA og Iran, og at operationsmiljøet vurderes at have et håndterbart trusselsniveau.

Missionen vil dertil blive koordineret med relevante lande i regionen, øvrige maritime operationer i området og allierede.

Missionen forventes at blive en længerevarende opgave.

Oprettelsen af missionen blev bekræftet den 17. april 2026 med politisk opbakning fra en bred kreds af 25 lande inklusiv Danmark.

Danmarks bidrag blev tilmeldt med parlamentarisk forbehold den 12. maj 2026 efter rådføring med Udenrigspolitisk Nævn.

EU’s sømilitære operation ASPIDES

ASPIDES har siden 2024 bidraget til at genoprette og sikre retten til fri sejlads i og omkring Det Røde Hav.

Inden for rammerne af sit defensive mandat har operationen mulighed for at bidrage til monitorering, ledsagelse og beskyttelse af fartøjer mod mulige angreb.

EU’s udenrigschef har opfor­d‍ret til, at ASPIDES’ nuværende operationer i Det Røde Hav udvides til at støtte den maritime sikkerhed og retten til fri sejlads i og omkring Hormuzstrædet, herunder ved at komplementere M3SoH.

En eventuel indsættelse af ASPIDES i Hormuzstrædet vil forventeligt kræve en opdatering af rådsbeslutningen for operationen samt operationsplanen til også at omfatte Hormuzstrædet, Omanbugten og Den Persiske Golf.

Danmark bidrager for nuværende til ASPIDES med en stabsofficer, som er udsendt til operationen, jf. B 103 af 16. januar 2024.

II.

Der anmodes om Folketingets samtykke til indsættelse af danske militære bidrag til de europæiskledede missioner M3SoH og ASPIDES, som har til formål at styrke maritim sikkerhed og sikre retten til fri sejlads, i og omkring Hormuzstrædet og Det Røde Hav.

Indsættelse af danske bidrag i M3SoH har til formål at styrke maritim sikkerhed og sikre retten til fri sejlads i og omkring Hormuzstrædet.

Indsættelsen vil være under forudsætning af, at operationsforholdene som beskrevet i den militære planlægning er opfyldt.

Indsættelsen omfatter et stabsofficersbidrag, en dronekapacitet samt et tolkeelement.

Stabsofficersbidraget vil bestå af ca. to personer og vil kunne indsættes fra medio 2026.

Stabsbidraget kan placeres enten på land eller til søs.

Stabsbidraget vil understøtte den samlede opgaveløsning, herunder løse udviklings-, operationaliserings-, koordinerings- og planlægningsopgaver.

Dronekapaciteten vil bestå af ca. fire personer og vil kunne indsættes fra medio 2026.

Bidraget kan indsættes både fra en sømilitær platform eller fra land, og opgaveløsningen vil bestå af taktisk billedopbygning og efterretningsindhentning for den enhed eller område, hvor bidraget placeres.

Tolkeelementet vil bestå af op til ca. fire personer og vil kunne indsættes fra medio 2026.

Indsættelse af ovenstående kapaciteter kan ligeledes iværksættes i rammen af operation ASPIDES.

De danske militære bidrag vil have mandat til selvforsvar samt magtanvendelsesmandat til at sikre den frie sejlads, som fastlagt i operationsplanerne for de defensive missioner, der ydes bidrag til.

De danske bidrag vil ligeledes have mandat til at forsvare øvrige enheder i M3SoH og ASPIDES samt eventuelle NATO-, EU-, eller andre enheder, der er indsat i området.

Der vil endvidere være mulighed for udsendelse af nødvendige danske militære kapaciteter til evakuering, herunder medicinsk, af danske bidrag, der er udsendt på baggrund af nærværende beslutningsforslag.

Det overordnede operationsområde for de danske militære bidrag omfatter farvandene i og omkring Det Røde Hav, Adenbugten, Det Arabiske Hav, Den Persiske Golf, Omanbugten, Bab al-Mandabstrædet og Hormuzstrædet, og tilstødende områder, herunder relevante stabsfaciliteter i regionen.

De danske militære bidrag vil være underlagt operativ kontrol af M3SoH eller ASPIDES.

Den danske forsvarschef bevarer fuld kommando i hele perioden.

Cyberkapaciteter vil kunne indgå i den danske militære indsats inden for rammerne af dette beslutningsforslag.

Kapaciteten vil kunne indsættes selvstændigt eller som del af de øvrige danske militære indsatser og kan indsættes fra vedtagelse af beslutningsforslaget.

Cyberkapaciteterne vil udelukkende være underlagt dansk kommando- og instruktionsbeføjelse.

III.

De danske bidrag vil være undergivet folkeretten, herunder FN’s havretskonvention samt i relevant omfang den humanitære folkeret.

FN’s havretskonvention indeholder bl.a. regler om fri sejlads.

Såfremt de danske militære bidrag skal operere på kyststaters sø- og landterritorium, indhentes i nødvendigt omfang samtykke fra de pågældende stater.

IV.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at den militære trussel fra Iran mod et muligt dansk bidrag på landjorden i Golflandene, herunder Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater (FAE) og Oman, til søs i den Persiske Golf, Hormuzstrædet, Omanbugten og Det Røde Hav samt i luftrummet over disse er LAV, hvis Iran har anerkendt en europæisk, militær mission;

hvis Iran ikke har anerkendt missionen, er truslen HØJ.

FE vurderer endvidere, at truslen fra civile uroligheder i Bahrain er MIDDEL, i Oman LAV og i FAE LAV.

FE vurderer, at truslen fra spionage mod et muligt dansk bidrag til operationer i og omkring Hormuzstrædet og Det Røde Hav følger den generelle trussel mod Forsvaret, som er HØJ.

FE vurderer, at den generelle trussel fra cyberspionage mod Forsvaret er MEGET HØJ.

FE vurderer, at truslen fra destruktive cyberangreb mod Forsvaret i Danmark generelt er MIDDEL.

FE vurderer dog, at truslen fra destruktive cyberangreb mod danske bidrag til M3SoH er LAV.

V.

Da de danske militære bidrag vil indgå i indsatser, hvor der kan blive tale om anvendelse af militære magtmidler, forelægges sagen for Folketinget under henvisning til grundlovens § 19, stk. 2, med anmodning om, at Folketinget giver sit samtykke til indsættelse af de danske bidrag som beskrevet ovenfor.

VI.

Regeringen vil løbende vurdere det danske bidrags sammensætning med henblik på at sikre en effektiv opgaveløsning.

Såfremt det skulle vise sig hensigtsmæssigt at genudsende, væsentligt justere eller væsentligt forlænge bidraget, eller såfremt der skulle ske en væsentlig ændring i opgavernes karakter, operationsområde eller operationsramme, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn eller på ny forelægge sagen for Folketinget.

VII.

Meromkostninger forbundet med udsendelse af hhv.

to stabsofficerer, fire tolke og en dronekapacitet bestående af fire personer i en periode af seks måneder estimeres til samlet 6,5 mio. kr. i 2026.

Meromkostningerne forbundet med udsending af ovenstående bidrag finansieres af Forsvarsministeriets Reserve til internationale operationer.

Indsættes ovenstående bidrag efter udgangen af 2026, vil der skulle tages stilling til finansiering på ny.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →