Forslag til folketingsbeslutning om etablering af kursusordning for private til nedtagning af asbestholdige tage
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 12. maj 2026 af Kim Edberg Andersen (DD), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Mads Fuglede (DD), Susie Jessen (DD) og Inger Støjberg (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af kursusordning for private til nedtagning af asbestholdige tage
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Kim Edberg Andersen (DD)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om etablering af kursusordning for private til nedtagning af asbestholdige tage
(Beslutningsforslag nr. B 5)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt og senest ved udgangen af 2026 at fremsætte lovforslag om etablering af en kursus- og autorisationsordning, der giver private boligejere mulighed for efter gennemført og bestået godkendt kursus at opnå en personlig og begrænset autorisation til nedrivning af eget asbestholdigt tag.
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 93, folketingsåret 2025-26, 1. samling, som bortfaldt i forbindelse med udskrivelsen af folketingsvalget, der blev afholdt den 26. marts 2026.
I Danmark anslås det, at der findes 1,3 millioner asbesttage (»Ny national strategi om asbest indeholder forbud mod spuling af tage«, danskindustri.dk, den 8. oktober 2025).
Asbest er et sundhedsskadeligt materiale, som gennem årtier er blevet anvendt i byggeriet, og som i dag udgør en alvorlig risiko, hvis det håndteres forkert (»Hvad er asbest, og hvorfor er det farligt?
«, videnskab.dk, den 5. november 2024).
Folketinget vedtog i 2024, at nedrivning af asbest fremover kun må foretages af virksomheder med autorisation.
Autorisationsordningen trådte i kraft den 1. juli 2024, og fra den 1. januar 2025 er det et krav, at virksomheder skal være autoriserede for at måtte udføre nedrivning af asbestholdigt materiale.
Formålet er at beskytte både medarbejdere og omgivelser mod farligt asbeststøv (»Virksomheder skal fremover have autorisation for at nedrive asbestholdigt materiale«, Beskæftigelsesministeriet, den 28. maj 2024).
Forslagsstillerne bakker fuldt op om intentionen bag autorisationsordningen.
Asbest skal håndteres med den største forsigtighed, og ingen skal udsættes for sundhedsfare som følge af uforsvarlig nedrivning.
Samtidig må det imidlertid konstateres, at de nye regler har medført betydelige prisstigninger på udskiftning af asbesttage.
Eksempler fra branchen viser, at udskiftning af et asbesttag på 120 m² i dag kan koste omkring 212.500 kr., hvor prisen tidligere lå på omkring 150.000 kr. Selv en ren udskiftning af tagplader uden øvrige forbedringer kan beløbe sig til ca. 150.000 kr. (»Nye asbestregler gør det markant dyrere at få skiftet sit tag med asbest – så meget koster det«, jyllands-posten.dk, den 18. februar 2025).
De øgede omkostninger skyldes bl.a. krav om miljøvogn, særligt sikkerhedsudstyr, anmeldelse til myndigheder, godkendt affaldshåndtering og autorisation, jf. artiklen fra Jyllands Posten som omtalt ovenfor.
For mange boligejere, særlig i landdistrikter og mindre bysamfund, kan prisen for udskiftning af taget udgøre en stor del af ejendommens samlede værdi.
Forslagsstillerne finder det bekymrende, at økonomien i praksis kan forhindre boligejere i at få fjernet sundhedsskadelige asbesttage.
Det kan føre til, at nødvendige udskiftninger udskydes, eller at arbejdet i værste fald udføres uden for reglerne.
Mulighed for, at private kan opnå midlertidig autorisation
Forslagsstillerne anerkender, at asbest er farligt og skal håndteres korrekt.
Samtidig er der mange borgere, som kun én gang i livet kommer i kontakt med asbest, f.eks. når deres eget asbestholdige tag skal udskiftes.
Forslagsstillerne mener derfor, at man som privat boligejer skal kunne gennemføre et godkendt kursus og opnå en begrænset, personlig autorisation til selv at nedrive eget asbestholdigt tag.
Kurset skal sikre, at arbejdet udføres sundheds- og miljømæssigt forsvarligt og i overensstemmelse med gældende regler.
Ordningen skal omfatte krav om korrekt anvendelse af værnemidler, anmeldelse til myndigheder, forsvarlig afdækning og korrekt bortskaffelse af affald.
Det foreslås desuden, at ordningen giver den kursuscertificerede boligejer mulighed for at lade sig hjælpe af andre personer, forudsat at arbejdet foregår under boligejerens direkte instruktion og fysiske tilstedeværelse.
For at sikre, at sikkerheden ikke kompromitteres, skal kurset derfor også klæde boligejeren på til at fungere som ansvarlig instruktør.
Det indebærer, at den personlige licens medfører et formelt ansvar for, at de medvirkende hjælpere ligeledes anvender de nødvendige værnemidler og følger de sundhedsmæssige procedurer, som kurset foreskriver.
Forslagsstillerne lægger vægt på, at ordningen indrettes, så sikkerhedsniveauet fastholdes, samtidig med at private får mulighed for lovligt og forsvarligt selv at udføre arbejdet på egen bolig.
Ordningen skal ikke svække arbejdsmiljøbeskyttelsen, men give et realistisk og økonomisk tilgængeligt alternativ for borgere, der ønsker at tage ansvaret på sig.
Forslagsstillerne henviser til Danmarksdemokraternes finanslovsudspil for 2026, hvor der foreslås at afsætte 10 mio. kr. til etablering og opstart af kursusordningen for nedtagning af asbesttage, hvorefter øvrige udgifter foreslås brugerfinansieret (»En finanslov, der giver danskerne flere penge mellem hænderne«, Danmarksdemokraterne) .