Legislator Case Law & Legislation
20251XX00533 DK

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2026) - L 138

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 138 Valid

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2026)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 138 Valid

Udlændinge- og integrationsministeren (Rasmus Stoklund)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Ny overenskomstbaseret erhvervsordning for certificerede virksomheder)

(Lovforslag nr. L 138)

Det følger af regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022, at regeringen vil indføre en ny erhvervsordning med en lavere beløbsgrænse for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn- og arbejdsvilkår.

Lovforslaget udmønter denne del af regeringsgrundlaget.

Regeringen vil give virksomheder, der tager ansvar og sikrer ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, mulighed for at rekruttere ny udenlandsk arbejdskraft.

Danmark skal kunne tiltrække og fastholde efterspurgt udenlandsk arbejdskraft, så længe ledigheden er lav.

Samtidig er det vigtigt at styrke den danske arbejdsmarkedsmodel, så international rekruttering ikke underminerer forholdene på det danske arbejdsmarked.

Derfor foreslås det, at der indføres en erhvervsordning, der som noget nyt er betinget af et overenskomstkrav, der skal påses af arbejdsmarkedets parter.

Derved kommer arbejdsmarkedets parter til at spille en aktiv rolle i forbindelse med kontrol af ordningen i samarbejde med de danske udlændingemyndigheder.

Det foreslås samtidig, at ordningen kun kan anvendes af udlændinge fra lande, som Danmark allerede har et økonomisk og handelsmæssigt fællesskab med.

Lovforslaget indeholder på den baggrund forslag til ændring af udlændingeloven med henblik på at etablere en ny overenskomstbaseret erhvervsordning for certificerede virksomheder.

Det foreslås, at ordningen kun kan anvendes, så længe ledigheden er lav, og at meddelelse af opholdstilladelse efter ordningen bl.a. skal være betinget af, at udlændingen er tilbudt ansættelse i en stilling med en løn på minimum 322.000 kr. årligt (2026-niveau).

Det foreslås også, at udlændinge kun kan ansættes i stillinger, der er dækket af de overenskomster, der er omfattet af ordningen, og som virksomheden selv er bundet af.

Virksomheder skal desuden certificeres for at kunne bruge den nye ordning.

Det vil være en betingelse for at blive certificeret, at virksomheden sikrer relevante lønmodtagerorganisationer adgang til at føre kontrol med overholdelse af de overenskomster, som udlændinge ansættes efter.

Det foreslås endvidere, at virksomheden ikke inden for de seneste 2 år forud for ansøgningstidspunktet for certificering må være idømt bod for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, at virksomheden skal have været i drift og have aflagt årsrapport eller regnskab for de seneste 2 år, og at virksomheden skal vedlægge en serviceattest udstedt af Erhvervsstyrelsen.

Herudover skal virksomheden leve op til de betingelser for certificering, der i dag gælder for fast track-ordningen.

Lovforslaget ønskes vedtaget i indeværende folketingssamling med henblik på ikrafttræden den 1. oktober 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →