Skriftlig fremsættelse (18. februar 2026) - L 114
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (18. februar 2026)
Erhvervsministeren (Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsdrivende fonde, årsregnskabsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder (Ophævelse af visse krav m.v. for erhvervsdrivende fonde, nægtelse af godkendelse som ejendomsmægler som følge af strafbare forhold, nedlæggelse af Revisorrådet og offentliggørelse af oplysninger om konkurskarantæner i CVR)
(Lovforslag nr. L 114)
Formålet med lovforslaget er først og fremmest at indføre en række byrdelettelser for erhvervsdrivende fonde.
Det foreslås i den forbindelse bl.a. at ophæve Civilstyrelsens rolle som permutationsmyndighed over for de erhvervsdrivende fonde, så fondenes formålsændringer og opløsninger fremover ikke kræver Civilstyrelsens samtykke, men kun fondsmyndighedens tilladelse.
Lovforslaget gennemfører derudover dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2864 af 13. december 2023 om ændring af visse direktiver for så vidt angår oprettelse af det fælles europæiske adgangspunkt og dets funktionsmåde (ESAP).
Lovforslaget har desuden til formål at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/2810 af 23. oktober 2024 om strukturer med aktier med flere stemmer i selskaber, der anmoder om, at deres aktiver optages til handel på en multilateral handelsfacilitet (MVS).
Lovforslaget har endvidere til formål at give Erhvervsstyrelsen en klar hjemmel til at nægte godkendelse som ejendomsmægler i sager, hvor forhold på ansøgerens straffeattest kan medføre nærliggende risiko for misbrug af hvervet.
Lovforslaget har derudover som led i administrationsbesparelser i staten til formål at afskaffe registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder (RSV-ordningen) ved en ophævelse af lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder samt at nedlægge Revisorrådet.
Som led i at Folketinget i 2024 ved en revision af konkursloven vedtog, at der fremover skal være offentlig adgang til oplysninger om pålagte konkurskarantæner, har lovforslaget endelig til formål at indføre hjemmel til, at disse oplysninger kan offentliggøres i Det Centrale Virksomhedsregister.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.