Skriftlig fremsættelse (5. februar 2026) - L 109
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. februar 2026)
Forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. (Forsvarets rådighed over ejendom tilhørende enhver samt fortrolighed i forbindelse med undersøgelser af havarier m.v.)
(Lovforslag nr. L 109)
Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede i årtier.
Regeringen følger nøje udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation og de trusler, som Danmark står over for, og overvejer løbende behovet for at tilpasse lovgivningens rammer, således at de bedst muligt understøtter Forsvarets opgaveløsning, også i tilfælde af krig eller andre ekstraordinære forhold.
Lovforslaget har til formål at udvide Forsvarets muligheder for at ekspropriere ejendom i tilfælde af krig eller andre ekstraordinære forhold.
Efter de gældende regler skal borgere under krig eller andre ekstraordinære forhold – mod fuld erstatning – stille deres ejendom til rådighed for landets forsvar efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren.
Virksomheder, selvejende institutioner, offentlige myndigheder, foreninger, fonde og øvrige organisationer er ikke underlagt en tilsvarende forpligtelse.
Lovforslaget indebærer, at pligten til mod fuld erstatning at stille sin ejendom til rådighed for Forsvaret under krig eller andre ekstraordinære forhold fremadrettet vil gælde »enhver«.
Den foreslåede ændring vil skulle sikre, at Forsvaret i de allermest alvorlige scenarier vil have mulighed for at råde over ejendom, som kan have afgørende betydning for, at Forsvaret kan løse sine opgaver.
Lovforslaget har endvidere til formål at sikre fortroligheden af oplysninger, som indgår i de undersøgelser, der foretages af Forsvarets havari- og undersøgelseskommissioner, når militære fartøjer, herunder luftfartøjer, er involveret i ulykker og havarier m.v. Lovforslaget vil således indføre mulighed for, at forsvarsministeren kan fastsætte regler om fortrolighed af oplysninger, der indgår i undersøgelserne, herunder oplysninger, der stammer fra vidneforklaringer.
Det indebærer bl.a. regler, der begrænser eller afskærer videregivelse af sådanne oplysninger samt adgang til aktindsigt.
Den foreslåede ændring vil skulle sikre, at undersøgelserne, som har til formål at højne sikkerheden til søs og i luften, baseres på det bedst mulige vidensgrundlag, idet de involverede personer eksempelvis ikke vil skulle frygte, at oplysningerne efterfølgende vil kunne blive brugt imod dem i forbindelse med strafferetlig forfølgning.
Loven vil træde i kraft den 1. juli 2026.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.