Legislator Case Law & Legislation
20251XX00395 DK

Skriftlig fremsættelse (28. januar 2026) - L 101

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 101 Valid

Skriftlig fremsættelse (28. januar 2026)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 101 Valid

Justitsministeren (Peter Hummelgaard)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland (Ajourføring af retsplejeloven for Grønland m.v.)

(Lovforslag nr. L 101)

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgik den 22. november 2023 en aftale om domstolenes økonomi 2024-2027.

Det fremgår bl.a. af aftalen, at aftalepartierne med baggrund i arbejdet i Rørdamudvalget og Retsplejerådet er enige om en række målrettede tiltag, der har til formål at smidiggøre centrale dele af retsplejen i Danmark.

De af de målrettede tiltag, som kræver lovændringer, er i Danmark gennemført ved lov nr. 661 af 11. juni 2024 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., færdselsloven og forskellige andre love (Gennemførelse af flerårsaftale for domstolene for 2024-27 m.v.).

Med loven blev der desuden gennemført nogle yderligere justeringer af retsplejeloven på baggrund af arbejdet i Rørdamudvalget og Retsplejerådet.

Det fremgår endvidere af aftalen, at aftalepartierne er enige om, at Justitsministeriet sammen med Naalakkersuisut vil vurdere, om de ændringer, der foretages i den danske retsplejelov med henblik på at forenkle retsplejen som følge af forslag fra Rørdamudvalget og anbefalinger fra Retsplejerådet, også er relevante at gennemføre for Grønland med henblik på at frigive ressourcer til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne mv. ved domstolene i Grønland.

Justitsministeriet har på den baggrund i dialog med Naalakkersuisut vurderet, om de forenklinger af retsplejen, der som led i flerårsaftalen er gennemført i Danmark, også er relevante at gennemføre for Grønland.

Ved lov nr. 200 af 25. februar 2025 er der allerede gennemført lovændringer, som er nødvendige for at gennemføre initiativerne vedrørende Grønland fra aftalen af 22. november 2023.

Ændringerne angår understøttelse af en flerårig indsats for at håndtere domstolenes udfordringer med sagsophobning, lange sagsbehandlingstider og efterslæb i forhold til it-understøttelse.

Formålet med dette lovforslag er at gennemføre yderligere ajourføringer, der vurderes relevante.

Hertil er der efter ønske fra de relevante myndigheder foreslået en håndfuld andre regelforenklinger.

Endvidere foreslås der enkelte andre ændringer med henblik på at effektivisere retsplejen.

Derudover foreslås en række præciseringer, hvor der har været eller kunne opstå tvivl om lovens forståelse.

Det gælder bl.a. beskikkelsesreglerne, som på baggrund af Rådet for Grønlands Retsvæsens anbefalinger foreslås at blive præciseret.

Endelig foreslås det at forlænge fristen for omgørelse af påtaleopgivelse og tiltalefrafald fra de nuværende 3 måneder til 4 måneder.

I den forbindelse foreslås det desuden at indføre hjemmel til at anvende den enkle procedure i retsplejelovens kapitel 42 ved behandling af erstatningskrav rejst af forurettede, der grundet sagsbehandlingsfejl ved myndighederne ikke har haft fire uger til at klage over påtaleopgivelse eller tiltalefrafald.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →